Bugspytkirtel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Placeringen af bugspytkirtlen
  1. Spiserør
  2. Mellemgulv
  3. Mave
  4. Lever
  5. Galdeblære
  6. Tolvfingertarm
  7. Bugspytskirtel
  8. Milt

Bugspytkirtlen (på latin pancreas, afledt af græsk pan "alt" + kreas "kødet") er et organ med to funktioner:

Anatomi[redigér | rediger kildetekst]

Tolvfingertarmen (Duodenum) og bugspytkirtlen (Pancreas) ligger i bughulen bag mavesækken.

Bugspytkirtlen hos mennesker ligger bag ved mavesækken klos op ad tolvfingertarmen (duodenum). Den er 12,5 - 15 cm lang, har en aflang form og vejer 60 - 100 g.

Funktion[redigér | rediger kildetekst]

Bugspytkirtlens exokrine væv producerer fordøjelsesenzymer, der nedbryder al slags mad. Det endokrine væv udskiller hormoner med betydning for kulhydratmetabolismen.

Exokrint væv[redigér | rediger kildetekst]

Størstedelen af bugspytkirtlens væv består af exokrine celler. De er fyldt med sekretgranula, som indeholder de inaktive pre-proteiner, der ved enzymatisk spaltning bliver til fordøjelsesenzymerne trypsinogen og chymotrypsinogen. Det er vigtigt, at de enzymer, der produceres i bugspytkirtlen, er inaktive, da de ellers ville nedbryde sig selv (autodegradering) og bugspytkirtlens strukturelle proteiner. Det kan give betændelse i bugspytkirtlen.

Det exokrine væv har udførselsgange, som leder pre-enzymerne ud i tarmen. I tarmens slimhinder er proteasen enterokinase, som aktiverer trypsinogen ved at nedbryde det til aktivt trypsin.

Endokrint væv[redigér | rediger kildetekst]

Bugspytkirtlens endokrine væv er spredt som små øer i det exokrine væv og kaldes de Langerhanske øer efter den tyske medicinstuderende Paul Langerhans, som opdagede dem i 1869. De Langerhanske øer består af fire typer celler:

  • beta-celler som producerer insulin (50-80%)
  • alfa-celler som producerer glukagon (15-20%)
  • delta-celler som producerer somatostatin (3-10%)
  • PP celler (1%)

De Langerhanske øer gennemløbes af et tæt netværk af kapillærer med kontakt til blodårer, og hormonerne udskilles direkte til blodet.

Se også[redigér | rediger kildetekst]