Bunden rotation

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Inden for astronomien betegner bunden rotation eller synkron rotation det fænomen, at et himmellegeme altid vender den samme side til det objekt, det kredser om – eller sagt på en anden måde: Legemet drejer om sig selv i løbet af præcis den tid det tager at fuldføre et kredsløb. Et eksempel er Månen, der altid vender den samme side til Jorden, og størstedelen af de andre større måner i vort solsystem er ligeledes underlagt bunden rotation. I en bunden rotation er omløbstiden og rotationstiden den samme.

For en planet gælder det, at et planetdøgn og et planetår er lige lange: Indtil radar-målinger viste noget andet, havde man en formodning om at planeten Merkur havde bunden rotation omkring Solen.

En generel konsekvens af bunden rotation er, at set fra en vilkårlig position på det kredsende legemes overflade, vil der enten altid, eller aldrig nogen sinde, være "udsigt" til det omkredsede "moderlegeme": For en planet i bunden rotation om en stjerne betyder det at halvdelen af planeten henligger i permanent nattemørke, mens det er permanent dag på den anden halvdel. Tilsvarende er der fra vores egen måne permanent udsigt til Jorden fra den side der vender mod os, mens man aldrig ser Jorden fra den fjerne side af Månen.

Et kredsløb der tvinger et himmellegeme ind i bunden rotation har almindeligvis også en noget nær cirkelrund omløbsbane. Men i Månens tilfælde er banen en kende excentrisk, hvilket betyder at en observatør på Månen vil se Jorden bevæge sig langs en lille ottetals- eller "skæv" ringformet bane, kaldet et analemma, inden for et bestemt område af himlen. Det er også denne excentricitet der er årsag til Månens libration; takket være dette fænomen kan man fra Jorden observere en anelse mere end halvdelen, nærmere bestemt 53%, af Månens overflade.

Eksternt link[redigér | redigér wikikode]

Astronomi Stub
Denne artikel om astronomi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.