Cand.scient.bibl.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Cand.scient.bibl)
Gå til: navigation, søg

Cand.scient.bibl. (latin: candidatus/candidata scientiarum bibliotecaris) er betegnelsen på en person, der er indehaver af en kandidatgrad i Informationsvidenskab og kulturformidling fra Det Informationsvidenskabelige Akademi, tidligere Danmarks Biblioteksskole, og siden 1. april 2013 et institut på Københavns Universitet.

Uddannelsen til cand.scient.bibl. er normeret til 2 studenterårsværk eller 120 ECTS-point, og kan i Danmark kun læses på Det Informationsvidenskabelige Akademi. Adgangskravet til uddannelsen er en treårig universitær bachelorgrad (180 ECTS), eksempelvis en bachelorgrad i biblioteks- og informationsvidenskab. Dermed kræver erhvervelsen af cand.scient.bibl.-graden tilsammen 5 års universitetsuddannelse. Den engelske betegnelse er Master of Library and Information Science – MLISc.

En kandidatgrad i biblioteks- og informationsvidenskab består af 4 semestre, og afsluttes med, at den studerende på 4. semester udarbejder et kandidatspeciale. Hvert af de foregående 3 semestre er sammensat af et konstituerende valgfag (15 ECTS) og et frit valgfag (15 ECTS). Igennem hele uddannelsen arbejder den studerende på et avanceret niveau med biblioteks- og informationsvidenskabelige emner. Eksempler på valgfrie moduler er følgende:

  • Biblioteksudvikling
  • Brugerorienteret systemdesign
  • Forskningsevaluering
  • Kulturteori
  • Samfundsteori
  • Litteraturteori
  • Litteraturformidling
  • Informationsarkitektur
  • Kommunikation i vidensorganisationer
  • Kommunikation og læring
  • Kulturformidling
  • Samfundsvidenskabelig metode og videnskabsteori
  • Humanistisk videnskabsteori og metode
  • Medieteori
  • Vidensformer og -medier i kultur og samfund
  • Videnshåndtering
  • Vidensorganisation
  • Vidensteori og domæneanalyse
  • Viden- og informationshistorie

Da modulerne er valgfrie er det i høj grad op til den studerende selv at tone uddannelsen i den retning som han/hun har mest interesse for.

Cand.scient.bibl.er bliver ansat i den private såvel som den offentlige sektor til at varetage formidlings- og udviklingsopgaver, f.eks.:

  • Udvikling af et web-baseret mødested for folkebibliotekets musikbrugere, hvor man hente og udveksle musikanmeldelse, deltage i diskussioner og downloade musiknumre.
  • Gennemførelse af brugervenlighedstest af en kommunes digitale borgerportal med kommunens borgerservices og selvbetjeningssystemer
  • Analyse af arbejdsprocedurer og informationsbehov på medievirksomhed med henblik på udvikling af avanceret søgemaskine til nyhedsarkiv
  • Udvikling af navigationsstrukturer og informationsarkitektur for virksomhedsintranet
  • Etablering af biblioteks- og studiecenter på gymnasium

Herudover giver en kandidatgrad i biblioteks- og informationsvidenskab også mulighed for en akademisk forskningskarriere ved at indgå i en treårig forskeruddannelse, hvorved man kan erhverve sig en ph.d.-grad.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]