Catherine Parr

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Catherine Parr
Valgsprog:
”To Be Useful in All I Do”
”At være til nytte i alt jeg gør”
Dronning af England
Ægtefælle Edward Borough
John Nevill
Henrik 8. af England
Thomas Seymour
Børn Mary Seymour
Far Thomas Parr
Mor Maud Green
Født 1512
Kendal Castle
Død 5. september 1548
Sudeley Castle, Gloucestershire

Catherine Parr (ca. 15125. september 1548), også stavet Katarina, Kathryn, Katherine eller Katharine Parr(e). Hun er bedst kendt som den sjette og sidste hustru til kong Henrik 8. af England, som hun overlevede.

Familie[redigér | redigér wikikode]

Catherine blev født som det ældste barn af Thomas Parr, Westmorland (nu Cumbria), efterkommer af kong Edvard 3. af England, og Maud Green, datter af Thomas Green, Northamptonshire. Catherine Parr blev højst sandsynligt født på Kendal slot i Westmorland, som hendes slægt havde ejet siden det fjortende århundrede. Hun havde en yngre bror, William, senere 1. Marquess af Northampton, og en søster, Anne, senere grevinde af Pembroke. Hendes morfar var sheriffen af Northamptonshire og skatteinspektør for kong Henrik 8. af England. Hendes mor var en nær ven af og hofdame hos dronning Katharina af Aragonien, og Catherine blev formentlig opkaldt efter dronning Katharina, som også blev hendes gudmor.

Tidlige ægteskaber[redigér | redigér wikikode]

Man har indtil for nylig ment, at Catherine blev gift med den ældre Edward Borough i 1529, som syttenårig, men dette er umuligt, da Edward døde i august 1528. Gennem de senere års gennemlæsning af diverse dokumenter, mener Susan James og Linda Porter nu, at hun i stedet giftede sig med Edwards barnebarn, der delte hans fornavn. Edward Borough var den ældste søn af Thomas Borough, og i Catherines mors, Maud Parrs, testamente dateret maj 1529, står skrevet: ”Jeg skylder Sir Thomas Borough for ægteskab med min datter.” [1] Denne Edward ville være på Catherines alder, men han døde dog efter få års ægteskab i foråret 1532.

I sommeren 1534 indgik hun et nyt ægteskab med John Neville, 3. baron af Snape i North Yorkshire, men han døde i 1543. Det var i husholdningen hos Henrik 8. og Katharina af Aragoniens datter, Maria 1. af England, at Catherine Parr fangede kongens interesse. Efter at hendes anden ægtemand var død, indledte den rige enke et forhold til Thomas Seymour, yngste bror af den afdøde dronning Jane Seymour, men kongens interesse for hende tvang hende til at acceptere hans ægteskabstilbud.

Ægteskab og kongens død[redigér | redigér wikikode]

Catherine blev gift med Henrik 8. den 12 juli 1543, på Hampton Court Palace. Hun blev den første, der kunne kalde sig "droning over England og Irland", efter at Henrik også havde taget titlen konge af Irland. Som dronning var Catherine delvis ansvarlig for at genforene Henrik med sine to døtre fra tidligere ægteskaber, den senere Maria 1., og efterfølgeren Elizabeth 1. af England. Hun fik også et godt forhold til Henriks søn, den senere kong Edvard 6. af England.

Fra juli til september 1544 blev Catherine udnævnt som stedfortræder for Henrik, da han tog på sin sidste, mislykkede rejse til Frankrig. Takket være Catherins onkel, der var udpeget som medlem af hendes råd, og med hjælp fra Thomas Cranmer (ærkebiskop af Canterbury) og Lord Hertford, fik Catherine fuld kontrol over situationen, og styrede, som hun fandt det tjenligt. Hun tog sig også af Henriks franske rejse, udskrev fem kongelige proklamationer, og holdt løbende kontakt med sin løjtnant i den nordlige Marche, Francis Talbot, som holdt opsigt med den komplekse og ustabile situation med Skotland. Hendes handlinger som regent, hendes karakterstyrke, værdighed og senere religiøse overbevisning, kan i høj grad have påvirket hendes steddatter Elizabeth.

Catherine må have været opdraget som katolik, da hun blev født før reformationen i England. Senere sympatiserede hun med ”New Faith” (= den nye tro). [2] Det antages, at hun rent faktisk var protestant i midten af 1540erne, men havde stærke reformerede idéer efter Henrik 8.s død. Hendes anden bog, Lamentacions of a synner (= Klagesange fra en synder), blev offentliggjort i slutningen af 1547, og indeholdt protestantiske idéer, hvilket den katolske kirke anså som kætteri. Det er yderst usandsynligt, at hun udviklede disse synspunkter i den korte tid mellem Henriks død og udgivelsen af bogen. Hendes sympati for Anne Askew, den protestantiske martyr, der stærkt modsatte sig den katolske tro på transsubstantiation, tyder også på, at hun følte mere end blot sympati for denne trosretning. [3]

Uanset om hun formelt konverterede, hvilket er usandsynligt, var dronningens reform nok til at hun blev betragtet med mistro af katolske og anti-protestantiske embedsmænd som Stephen Gardiner (biskoppen af Winchester) og Thomas Wriothesley, der forsøgte at vende kongen mod hende i 1546. En arrestordre blev udarbejdet mod hende, og rygter svirrede i hele Europa om, at kongen var tiltrukket af hendes nære veninde Catherine Willoughby, hertuginden af Suffolk, som blev udpeget som hans kommende, syvende hustru. Men hun formåede i tide at formilde konge ved at forsikre, at hun kun havde diskuteret religion med ham for at fjerne hans tanker fra de smerter, hans betændte ben gav ham. [4]

Kong Henrik 8. af England døde den 28. januar 1547. Han havde sikret enken en pension på ₤7000 om året, som han mente, var passende for hendes situation. Han havde desuden sørget for, at hun efter hans død skulle behandles med den samme respekt, som da han var i live. Af Henriks nærmeste familie var det kun Catherine, der var til stede ved hans begravelse. Hun fulgte ceremonierne fra sin plads bag de udskårne vinduer, højt oppe i Sankt Georgs-kapellet, bygget til ære for afdødes første kone, Katharina af Aragonien. Henrik blev gravlagt ved siden af sin tredje kone, Jane Seymour, der havde født ham en kronprins. [5]

Livet efter Henrik 8.[redigér | redigér wikikode]

Henriks søn overtog tronen som kong Edvard 6. Catherine bosatte sig på sin yndlingsejendom, Chelsea, og her flyttede den trettenårige prinsesse Elizabeth ind hos sin stedmor. De to havde også boet sammen, mens Henrik var i Boulogne. De havde fælles interesser i studier, hvor Elizabeth var lærerinden, og i religion, hvor Catherine havde lærerrollen. Flytningen blev alligevel til begges ulykke, da den bragte Elizabeth i nær kontakt med sin halvbror kongens yngste morbror, Thomas Seymour. Seymours første plan ser ud til at have været at blive gift med en af Henriks døtre, enten det nu blev Maria eller Elizabeth. Henriks testamente fastslog imidlertid, at døtrenes eventuelle ægteskaber skulle ske med rådets godkendelse, og rådet ville aldrig tillade et forhold til Seymour. Han vendte sig nu til det næstbedste, Henriks enke. Catherine havde tidligere været forelsket i Seymour, og efter tre ægteskaber af pligt, fik hun omsider en mand, hun selv havde valgt. De giftede sig i hemmelighed i april. Dermed blev Thomas Seymour også Elizabeths stedfar. Han var dermed forpligtet til at beskytte og vejlede hende. I stedet for misbrugte han hendes tillid, og han kan også have misbrugt hende seksuelt. [6]

Kort efter brylluppet blev den 36-årige Catherine for første gang gravid. Hendes ægtemand var optaget af steddatteren. Han havde nøgle til pigens soveværelse, og de rapporteredes, at han hilste hende god morgen ved at stryge hende fortroligt over ryg eller ende, selv om hun ikke var fuldt påklædt. Han stjal små kys fra hende, foran næsen på sin kone. Ved én anledning, i sit eget hus i London, kom han ind til hende "med bare ben", dvs uden bukser på. Ved to anledninger var Catherine sammen med sin mand om at holde Elizabeth fast, mens hun endnu lå til sengs om morgenen, og kilde hende. Senere, ude i haven, holdt Catherine steddatteren fast, mens Seymour klippede pigens kjole i stykker. Det gjaldt måske et væddemål, men Elizabeths guvernante, Kate Ashley, konfronterede Seymour med, at han var i færd med at ødelægge steddatterens omdømme. Han svarede frækt, at han ville indklage Ashleys "ærekrænkelse", og at han ikke ville ændre sin opførsel, "for jeg mener intet ondt med det". Hvad Catherine angår, forsøgte hun måske at holde på Seymours kærlighed ved at bistå ham i hans forelskelse i Elizabeth. Inden maj 1548 ser hun dog ud til at have indset, at det var gået for langt. Elizabeth rejste for at bo hos Kate Ashleys søster Joan og dennes mand, Sir Anthoney Denny, der spillede en ledende rolle i det nye styre, og dermed kunne beskytte pigen. Joan var ligeså lærd som sin søster, og viste sig at være Elizabeths åndsfrænde. [7]

Før afrejsen advarede Catherine sin steddatter om, at hendes opførsel havde sat hendes rygte i fare. Elizabeth svarede kun lidt, enten hun nu har følt sig skyldig, eller oplevet stedmoren som den, der allermindst havde noget at bebrejde hende. Kate Ashley mente, Catherine havde været jaloux på pigen. Før fødslen trak Catherine sig tilbage til Seymours hovedsæde, Sudeley. I juli savnede hun sin steddatter. Elizabeth svarede, at hun også savnede hende.

Der pågik en rivalisering mellem Catherine og hendes svigerinde, hertuginden af Somerset, Anne Seymour, der var gift med Thomas' ældre bror Edward Seymour, om Catherines juveler. Hertuginden mente, at Catherine som enkedronning ikke længere havde ret til dem. I stedet skulle hun selv, som Edwards hustru, have ret til dem. Hun påpegede, at ifølge tronfølgeloven kom hertuginden af Somerset efter Henriks døtre Maria og Elizabeth, samt Anne af Kleves, men foran enkedronningen. Til sidst vandt hertuginden frem med dette argument, men hendes forhold til Catherine havde lidt ubodelig skade, og ligeså forholdet mellem de to Seymour-brødre, da Thomas så hele denne strid som et angreb på sin status fra sin egen bror.

Catherine fødte 30. august 1548 sit eneste barn, der blev opkaldt efter hendes anden steddatter Mary. Kun seks dage senere, 5. september, døde Catherine på Sudeley-slottet, sandsynligvis af barselfeber. [8] Hun havde ofte været syg ved svangerskabets begyndelse, men senere havde barnet sparket så kraftigt, at begge forældre var sikre på, at det blev en dreng. Fødslen gik fint, men der kom komplikationer til. Smerter og måske febervildelse fik den gamle jalousi til at blusse op, og Catherine anklagede offentligt sin mand for at have ønsket og måske fremskyndet hendes død. Seymour prøvede at trøste hende, men rygter om, at han havde fået hende forgiftet for at blive gift med Elizabeth, begyndte snart at svirre. Da Catherine 5.september fik skrevet sit testamente efter diktat, efterlod hun alligevel sin mand alt, "med ønske om at de måtte blive tusinde gange mere end de var eller havde været". [9]

Mindre end et år senere, 20.marts 1549, blev Seymour halshugget for forræderi. Det forlød, at han havde planlagt at holde Edvard 6. som gidsel for at gennemtvinge et regeringsskifte på sin ældre brors bekostning. Også Elizabeth blev indkaldt til afhør, og kunne nemt være kommet til at dele hans skæbne. [10] Det forældreløse spædbarn Mary blev sendt til sin mors veninde Catherine Willoughby, enkehertuginde af Suffolk, for at vokse op i hendes husholdning. Catherines juveler, tøj og personlige papirer blev 20.april sendt til Tower of London. Først halvandet år senere, 17. marts 1550, blev Marys arv tilbageført til hende ved et parlamentsvedtag, hvad der lettede byrden af barnets underhold for hertuginden. Den sidste omtale af Mary i de historiske kilder er et brev fra hendes anden fødselsdag, hvori Catherine Willoughby beder sin ven William Cecil om midler til at dække udgifterne for pigen. [11] Selv om rygter fortalte, at Mary voksede op, blev gift og fik børn, er de fleste historikere enige om, at hun døde som barn på Grimsthorpe slot. [12]

Henvisninger og fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Fodnote[redigér | redigér wikikode]

  1. Catherine Parr – The Tudors Wiki
  2. http://www.geni.com/people/Catherine-Parr/6000000001465762273
  3. The Anne Boleyn Files » Catherine Parr in Danger
  4. Foxe's Book of Martyrs – 212. KATHERINE PARR
  5. David Starkey: Elizabeth – kampen om tronen (s. 97-8), forlaget Vega, Oslo 2011, ISBN 978-82-8211-152-2
  6. David Starkey: Elizabeth – kampen om tronen (s. 99-102)
  7. David Starkey: Elizabeth – kampen om tronen (s. 104-5)
  8. Katherine Parr
  9. David Starkey: Elizabeth – kampen om tronen (s. 106)
  10. David Starkey: Elizabeth – kampen om tronen (s. 109)
  11. Catherine Willoughby, Duchess of Suffolk, daughter of Catherine of Aragon's close companion, Maria de Salinas | Flickr – Photo Sharing!
  12. The Elizabeth Files » Catherine Parr and Thomas Seymour – Part Two