Cato den ældre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Cato den Ældre)
Gå til: navigation, søg

Marcus Porcius Cato, 234 f.Kr.149 f.Kr. var en romersk statsmand med tilnavnet Censor.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Marcus Porcius Cato Maior (Cato den Ældre).

Cato tilhørte en plebejisk familie. I 191 f.Kr. deltog han som militærtribun i krigen mod Antiochos 3. af Seleukideriget.

Cato var en fortaler for de gamle romerske dyder som mådehold og tapperhed, og talte imod den græsk inspirerede kultur med overfladisk dannelse, luksus og overforbrug.

Hans kulturbevarende kamp blev først og fremmest udkæmpet i censorembedet. Censorerne i republikkens Rom var bl.a. ansvarlige for vedligholdelsen af listerne over senatorer og riddere, en opgave, som Cato gik til med stor nidkærhed og udrensningsiver. Han gjorde også sin indflydelse gældende ved at få vedtaget store skatter på luksuriøse beklædningsdele, smykker og lignende.

I det hele taget var Cato en flittig senator og embedsmand, og Roms velfærd og storhed lå ham meget på sinde. Således igangsatte han flere større anlægsarbejder af akvædukter.

Cato er kendt for på sine gamle dage at afslutte alle sine taler i senatet med ordene "Ceterum censeo Carthaginem esse delendam" altså "I øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges". Denne holdning bundede i hans (og mange andre romeres) frygt for, at det stadigt mere indflydelsesrige Karthago skulle blive den største magt i middelhavsregionen. – Rom ødelagde Karthago i De puniske krige.

Cato var oldefader til statsmanden Cato den Yngre.

Om hjemmelivet[redigér | redigér wikikode]

Cato skilte sig fra sin kone Marcia og arrangerede et ægteskab for hende med sin ven Hortensius for at styrke venskabsbåndet. Det vides ikke, hvad Marcia følte ved arrangementet, men hendes far og Cato var sammen om at love hende bort, og efter Hortensius' død giftede hun sig med Cato igen. Nogle romerske enkemænd var så lidt generet af jalousi, at de gik sammen med deres kones tidligere mænd om at bygge et gravsted til hende. I sit værk om drift af landejendomme, skrev Cato, at ejendommens forvalter havde brug for en ægtefælle til at tage sig af husarbejdet, "idet han burde gå ud med slaverne, så snart det lysner, og vende tilbage i skumringen, udslidt af sit arbejde." Med udgangspunkt i, at det var godsejeren og ikke forvalteren selv, der valgte konen, anbefalede Cato, at hun burde være hverken grim eller køn, for "grimhed vil vække afsky i partneren, men overdreven skønhed vil gøre ham doven." [1]

Plutark fortæller i sin biografi om Cato: "Den, der slog sin kone eller søn, sagde Cato, lagde hånd på de ukrænkeligste helligdomme, og han satte, sagde han, en god ægtemand højere end en fremragende senator. Det eneste, han beundrede ved Sokrates, var, at han, skønt han havde en vanskelig kone og nogle dumme sønner, dog stadig behandlede dem mildt. Da der var blevet født Cato en søn, lod han ikke nogen nok så vigtig forretning, medmindre det gjaldt staten, forhindre ham i at være til stede, når hans kone Marcia badede og svøbte den spæde. Hun gav nemlig selv barnet bryst, og tit lagde hun også slavernes småbørn til brystet, for at indgive dem venlige følelser mod sønnen, når de således fik den samme næring. Da drengen blev større, tog Cato ham selv ind til sig og lærte ham at læse, skønt han havde en dannet slave, Chilon, som underviste mange børn. Men Cato syntes ikke om, hvis hans søn blev skældt ud eller trukket i øret af en slave, nej, han lærte selv sønnen læsning, lovkundskab og legemsøvelser, spydkast, våbenkamp og ridning, nævekamp, at udholde hede og kulde og at svømme. Og han siger også, at han selv skrev sit historiske værk egenhændigt og med stor skrift, for at sønnen allerede i hjemmet kunne blive udviklet i kundskab om fortiden og traditionen." [2]

Værker[redigér | redigér wikikode]

  • Origines
  • De agri cultura
  • Orationes
  • De re militari
  • De lege ad pontifices auguresque spectanti
  • Praecepta ad filium
  • Historia Romana litteris magnis conscripta
  • Carmen de moribus
  • Apophthegmata

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Astin, A. E. (1978), Cato the Censor, Oxford: Clarendon Press
  • Dalby, Andrew (1998), Cato: On Farming, Totnes: Prospect Books, ISBN 0-907325-80-7
  • Goujard, R. (1975), Caton: De l'agriculture, Paris: Les Belles Lettres
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Stephanie Coontz: I gode og onde dager (s. 88-90), forlaget Gyldendal, Oslo 2006, ISBN 82-05-35107-4
  2. Peter Ørsted: Romerne – dagligliv i det romerske imperium (s. 229), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4