Cato den Ældre

Marcus Porcius Cato, 234 f.Kr. - 149 f.Kr. var en romersk statsmand med tilnavnet Censor.

Liv

Cato tilhørte en plebejisk familie.

I 191 f.Kr. deltog Cato som militærtribun i krigen mod Antiokos III af Syrien.

Cato var en fortaler for de gamle romerske dyder som mådehold og tapperhed og talte imod den græsk inspirerede kultur med overfladisk dannelse, luksus og overforbrug.

Catos kulturbevarende kamp blev først og fremmest udkæmpet i censorembedet. Censorerne i republikkens Rom var bl.a. ansvarlige for vedligholdelsen af listerne over senatorer og riddere, en opgave, som Cato gik til med stor nidkærhed og udrensningsiver. Han gjorde også sin indflydelse gældende ved at få vedtaget store skatter på luksuriøse beklædningsdele, smykker og lignende.

I det hele taget var Cato en flittig senator og embedsmand, og Roms velfærd og storhed lå ham meget på sinde. Således igangsatte han flere større anlægsarbejder af akvædukter.

Cato er kendt for på sine gamle dage at afslutte alle sine taler i senatet med ordene "Ceterum censeo Carthaginem esse delendam" altså "I øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges". Denne holdning bundede i hans (og mange andre romeres) frygt for, at det stadigt mere indflydelsesrige Karthago skulle blive den største magt i middelhavsregionen. Rom ødelagde Karthago i De puniske krige.

Cato var oldefader til statsmanden Cato den Yngre.

Om hjemmelivet

Plutark fortæller i sin biografi om Cato: "Den, der slog sin kone eller søn, sagde Cato, lagde hånd på de ukrænkeligste helligdomme, og han satte, sagde han, en god ægtemand højere end en fremragende senator. Det eneste, han beundrede ved Sokrates, var, at han, skønt han havde en vanskelig kone og nogle dumme sønner, dog stadig behandlede dem mildt. Da der var blevet født Cato en søn, lod han ikke nogen nok så vigtig forretning, medmindre det gjaldt staten, forhindre ham i at være til stede, når hans kone badede og svøbte den spæde. Hun gav den nemlig selv bryst, og tit lagde hun også slavernes småbørn til brystet for at indgive dem venlige følelser mod sønnen, når de således fik den samme næring. Da drengen blev større, tog Cato ham selv ind til sig og lærte ham at læse, skønt han havde en dannet slave, Chilon, som underviste mange børn. Men Cato syntes ikke om, hvis hans søn blev skældt ud eller trukket i øret af en slave, nej, han lærte selv sønnen læsning, lovkundskab og legemsøvelser, spydkast, våbenkamp og ridning, at slå med næven, at udholde hede og kulde, og at svømme. Og han siger også, at han selv skrev sit historiske værk egenhændigt og med stor skrift, for at sønnen allerede i hjemmet kunne blive udviklet i kundskab om fortiden og traditionen."

Værker

• Origines
• De agri cultura
• Orationes
• De re militari
• De lege ad pontifices auguresque spectanti
• Praecepta ad filium
• Historia Romana litteris magnis conscripta
• Carmen de moribus
• Apophthegmata

Litteratur

• Astin, A. E. (1978), Cato the Censor, Oxford: Clarendon Press
• Dalby, Andrew (1998), Cato: On Farming, Totnes: Prospect Books, ISBN 0-907325-80-7
• Goujard, R. (1975), Caton: De l'agriculture, Paris: Les Belles Lettres

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Cato den Ældre