Christian 1.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Christian 1)
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Der er flere personer med dette navn, se Christian 1. (flertydig).
Christian 1.
Valgsprog:
VIRTUTI MONSTRANTE VIAM
(Dyden viser vejen)
Konge af Danmark, de Venders og Gothers
Kroning 28. oktober 1449
Vor Frue Kirke, København
Regerede 1. september 1448
21. maj 1481
Forgænger Christoffer af Bayern
Regent Christian 1.
Efterfølger Hans
Ægtefælle Dorothea af Brandenburg
Børn med Dronning Dorothea:
Hus Huset Oldenborg
Far Didrik den Lykkelige af Oldenburg
Mor Hedevig af Holsten
Født februar 1426
Oldenburg
Død 21. maj 1481
Københavns Slot
Begravet 1481
Roskilde Domkirke
Religion Romersk-katolsk

Christian 1. (februar 142621. maj 1481) var konge af Danmark 14481481, af Norge 1450–1481 og af Sverige 14571464 samt hertug af Slesvig og greve (fra 1474: hertug) af Holsten fra 1460 til 1481. Han var søn af greveparret Didrik den Lykkelige af Oldenburg og Hedevig af Holsten, der nedstammede fra Erik Klippings datter Richiza. Han var den første konge af den oldenborgske slægt, som besteg den danske trone.

Efter Christoffer af Bayerns død i 1448, blev han på sin morbror Hertug Adolf af Slesvig anbefaling Danmarks konge. Efter han i 1450 også blev Norges og i 1457 Sveriges konge, blev Kalmarunionen genoprettet. Efter Hertug Adolfs død i 1460, blev han tillige hyldet som hertug af Slesvig og greve af Holsten mod at bekræfte ridderskabets rettigheder og love, at de to lande skulle "blive evigt udelte sammen". I 1463 løsrev Sverige sig, og Christians forsøg på en generobring endte med nederlag i Slaget ved Brunkebjerg i 1471. I 1470'erne tog han på flere kostbare rejser, i 1474 til Pave Sixtus 4., der gav tilladelse til oprettelse af Københavns Universitet, som åbnede i 1479.

Tidlige liv[redigér | redigér wikikode]

Christians far, Grev Didrik den Lykkelige af Oldenburg, i en senere gengivelse.

Christian blev født i februar 1426 i Oldenburg som den ældste søn af Grev Didrik den Lykkelige af Oldenburg (1390-1440) i hans andet ægteskab med Hedevig af Holsten (1398-1436). Han havde to yngre brødre, Moritz og Gerhard og en søster, Adelheid.

Gennem sin far tilhørte han en grevelig slægt, som siden 1100-tallet havde været bosat i egnen vest for floden Weser i Nordtyskland. Fra de to stærke borge Oldenburg og Delmenhorst havde slægten efterhånden udvidet sit herredømme over de omkringboende frisiske stammer. Grev Didrik den Lykkelige, Christians far, havde samlet og udvidet slægtens besiddelser, og ved hans død i 1440 efterfulgte Christian og hans brødre Morits og Gerhard ham som greve af Oldenburg.

Deres mor Hedevig var en datter af Grev Gerhard 6. af Holsten og søster til Hertug Adolf af Slesvig. De unge grever nedstammede gennem deres mor også fra det danske kongehus gennem Hedevigs tipoldemoder Richiza, der var datter af Kong Erik Glipping.

Om Grev Christians ungdom ved vi kun lidt. Han opholdt sig et stykke tid ved den tysk-romerske kejser Frederik 3.’s hof. Men af langt større betydning for hans fremtid blev det, at hans morbror Hertug Adolf tog sig af hans opdragelse. Den barnløse hertug ønskede nemlig at gøre ham til sin arving i sine fyrstendømmer, og det lykkedes også Adolf at få Christian hyldet som sin efterfølger i Slesvig. Ved hans hof og under hans ledelse fik den unge Grev Christian også rig lejlighed stifte erfaring med politiske forhold, hvad der siden skulle blive ham til stor nytte.[1]

Kalmarunionen uden arving[redigér | redigér wikikode]

Christian 1. og Dronning Dorothea.

Efter Christoffer af Bayerns pludselige død stod Norden uden konge og uden naturlige arvinger til tronen, da Christoffer døde barnløs. Det danske Rigsråd tilbød tronen til hertug Adolf 1. af Slesvig (også kaldet Adolf 8. af Holsten), der var tip-tip-oldebarn af Erik Klipping. Men Adolf, der på det tidspunkt var 47 år, takkede nej og pegede i stedet på sin søstersøn, grev Christian af Oldenburg. Christian måtte imidlertid forinden udtrykkeligt love Adolf at overholde bestemmelsen i barnekongen Valdemar 3.s håndfæstning, den såkaldte Constitutio Valdemariana fra 1326, om, at Sønderjylland (dvs. Hertugdømmet Slesvig) og kongeriget aldrig måtte forenes under samme regent.

Det danske rigsråd stillede som betingelse, at Christian skulle gifte sig med forgængeren, Christoffer af Bayerns enke, Dorothea af Brandenburg. Rigsrådet udfærdigede en håndfæstning, hvoraf bl.a. fremgik, at ingen udlænding måtte få len eller optages i rigsrådet, og at der ikke måtte træffes nogen vigtige foranstaltninger uden om rigsrådet. Det danske rigsråd havde dog problemer med at få godkendt Christian som konge i Norge, og i Sverige sprængte man Kalmarunionen ved at vælge Karl Knutsson til konge i juni 1448. Efter underskrivelsen af håndfæstningen blev Christian kongehyldet på Viborg Landsting den 28. september 1448, og den 28. oktober 1449 blev han kronet i Københavns Vor Frue Kirke. Ved samme lejlighed fandt brylluppet med Dorothea sted.

Strid om Gotland[redigér | redigér wikikode]

Portræt af Christian 1. fra Kronborgtapeterne,
GobelinHans Knieper (1581-1584)

Et af de første problemer, som Christian mødte, var spørgsmålet om Gotland, hvorfra den tidligere konge, Erik 7. af Pommern, drev sin sørøvervirksomhed. Den svenske konge, Karl Knutsson krævede Gotland tilbage og sendte en hærstyrke derover. Erik rettede hemmeligt henvendelse til det danske rigsråd og tilbød, at Danmark kunne få Gotland. I slutningen af 1449 sendte man fra Danmark en hærstyrke til Visby, hvorefter svenskerne trak sig tilbage. Det endte dog med, at Erik fortrak til Pommern, hvor han forholdt sig rolig indtil sin død.

Konge af Norge og Sverige[redigér | redigér wikikode]

I 1449 kronede den norske ærkebiskop, Aslak Bolt, den svenske konge, Karl Knutsson, til konge af Norge, selv om det norske rigsråd havde valgt Christian 1.Halmstadmødet i 1450 blev man enige om, at Christian skulle anerkende Karl Knutssons krav på Sverige, mod til gengæld blive konge af Norge. Desuden blev det aftalt, at den længstlevende skulle overtage den andens trone. Dette var en diplomatisk sejr for Christian, der uden modstand kunne drage til Trondheim for at blive kronet i domkirken den 2. august 1450.

Karl Knutsson, der således mistede Norge, indledte i 1452 en krig mod Danmark og angreb Skåne. Efter fem års krig, hvor krigslykken flere gange skiftede, vandt Danmark, og Christian blev i 1457 kronet i Uppsala. Christians søn, Hans, blev anerkendt som tronfølger og arving til både Sverige og Norge i 1458. Karl Knutsson blev afsat og måtte flygte til Danzig.

Hertugdømmerne[redigér | redigér wikikode]

Den 4. december 1459 døde Christians morbror, hertug Adolf 1. af Slesvig, uden at efterlade sig børn. Christian øjnede en chance for at hjemføre Slesvig til riget. På trods af at der var flere andre arveberettigede til hertugdømmerne, lykkedes det ham sammen med rigsrådet at formå det slesvig-holstenske ridderskab til at hylde ham til hertug af Slesvig og greve af Holsten og Stormarn ved mødet i Ribe den 2. marts 1460. Tre dage senere bekræftede Christian og rigsråderne med deres segl i Ribebrevet, at Christian ville anerkende de slesvig-holstenske stormænds rettigheder, at de to områder altid skulle høre sammen og at indkalde stormændene til råd én gang om året. Christian satte et råd på 12 stormænd til at forvalte hertugdømmerne. Kongen måtte betale kompensationer for denne udvidelse af riget, hvilket oversteg hans økonomiske formåen. Størsteparten af de len, der udgjorde Christians besiddelser, var ejet af nogle få magtfulde adelsslægter, der ikke betalte skat til kongen. Christian blev tvunget til at øge skattetrykket, og han blev nødt til at pantsætte en del af sine len for at finansiere dette, så han kom snart ud i en bundløs gæld. Men nu trådte hans økonomisk begavede og velhavende kone til. Hun havde dels arvet en pæn formue fra sin far, dels pantsatte hun sine smykker, og for egne penge købte hun lenene tilbage. Hun gav dem dog ikke til kongen, men beholdt dem selv.

Christian måtte føre flere krige mod de andre arveberettigede til hertugdømmet Slesvig. For at finansiere disse måtte han både tage lån og udskrive nye skatter i Skåne. I 1464 udbrød der oprør i Sverige. Svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage, og han blev igen kronet til konge. Efter Karl Knutssons død i 1470 forsøgte Christian igen at vinde Sverige tilbage, men han led et knusende nederlag den 10. oktober 1471 i slaget ved Brunkebjerg. Christian var selv tæt på at blive hugget ned. Ved den efterfølgende fredsslutning blev det bestemt, at man ved voldgift skulle finde ud af, hvorledes Christian 1. kunne genindsættes som svensk konge. Det skete dog aldrig, og i stedet valgte det svenske rigsråd Sten Sture som rigsforstander.

Korstogsløfte[redigér | redigér wikikode]

Efter Konstantinopels fald i 1453 lovede Christian at tage på korstog, men blev forhindret. I 1471 mødtes imidlertid de nordeuropæiske fyrster på en rigsdag i Regensburg, og der foreslog Christians udsending et angreb på tyrkerne på tre fronter. Mens kejseren og de tyske fyrster skulle invadere osmannernes besiddelser på Balkan, skulle paven og de italienske bystater sejle over Adriaterhavet og angribe derfra, mens Christian selv skulle lede en stor hær fra hele Nord-Europa ned gennem Rusland direkte mod Jerusalem. Her støttede han sig også til en profeti af Birgitta af Vadstena, der var kåret til helgen i 1391, hvor hun påstod, at Jerusalem skulle befris af en kejser ved navn Fredrik og tallet tre, og af en konge ved navn Kristoffer (og det hed Christian også). Planen blev vel modtaget, og man blev enige om 24.april 1472 som afrejsedag for det nye korstog. Imidlertid havde Christian gjort regning uden svenskerne, der slet ikke ønskede nogen andel i hans projekt. Han ville så sørge for at få dem overtalt ved hjælp af en stor hær, men den led et forsmædeligt nederlag i slaget ved Brunkebjerg udenfor Stockholm 10.oktober 1471. Kongen indså det umulige i at forlade unionen i en lang periode for at kæmpe i en anden verdensdel, og selv om der blev gjort flere senere forsøg på at genoplive hans storstilede korstog, blev det aldrig til noget. I stedet for sendte han sammen med Alfonso V af Portugal en fælles ekspedition til Grønland og Newfoundland i håb om at finde en snarvej til Indien. Portugisiske fiskere var på den tid ved at etablere sig i Nord-Atlanteren. [2]

Senere regeringstid og udlandsrejser[redigér | redigér wikikode]

Medalje med billede af Christian 1. slået ved rejsen til Italien

Christian 1. deltog i 1473 i et tysk møde i Wilsnach. Her blev han forlenet med bonderepublikken Ditmarsken. Den 9. januar 1474 drog Christian med et stort følge til Rom. Han indgik en aftale med pave Sixtus IV, der gav ham tilladelse til at besætte de højeste kirkeembeder i Danmark og Sverige, samt åbne et universitet i København. Dette blev indviet i 1479. Efter hjemkomsten lykkedes det Christian at få styr på den holstenske adel og at få eftergivet en del af den gæld, han havde til hertugdømmerne. Han udbyggede og forstærkede embedsapparatet og lod de fleste poster besætte med borgerlige. Til afløsning for danehoffet, der ikke havde fungeret i længere tid, oprettede han en rigsrepræsentation, og i 1468 sammenkaldte Christian til det første stændermøde nogensinde.

Død og begravelse[redigér | redigér wikikode]

Christian 1. døde som 55 årig den 21. maj 1481Københavns Slot. Han blev begravet i Roskilde Domkirke.[3]

Børn[redigér | redigér wikikode]

Christian og Dorothea fik fem børn, hvoraf tre nåede voksenalderen:

  • Oluf (19. eller 29. september 1450-1451)
  • Knud (1451-1455)
  • Hans (2. februar 1455-20. februar 1513), konge af Danmark 1481-1513
  • Margrete (23. juni 1456-14. juli 1486), gift 1469 med kong Jakob 3. af Skotland
  • Frederik (7. oktober 1471-10. april 1533), konge af Danmark 1523-33

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

 
 
 
4Christian 5. af Oldenburg
 
 
²Didrik den Lykkelige
 
 
 
 
 
 
5Agnes af Hohnstein
 
1Christian 1.
 
 
 
 
 
6Gerhard 6. af Holsten
 
 
3Hedevig af Holsten
 
 
 
 
 
 
7Elisabeth af Braunschweig
 

Se også[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Bricka, p. 477.
  2. Kurt Villads Jensen: Korstogene (s. 242-43), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2
  3. Christian 1.gravsted.dk

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:


Christian 1.
Født: februar 1426 Død: 21. maj 1481
Kongelige og fyrstelige titler
Foregående:
Didrik den Lykkelige
Greve af Oldenburg
1440 – 1450
Efterfølgende:
Gerhard 6.
Foregående:
Christoffer af Bayern
Konge af Danmark
1448 - 1481
Efterfølgende:
Hans
Foregående:
Karl 1.
Konge af Norge
1450 - 1481
Efterfølgende:
Hans
(efter interregnum)
Foregående:
Karl 8.
(før interregnum)
Konge af Sverige
1457 - 1464
Efterfølgende:
Karl 8.
(efter interregnum)
Foregående:
Adolf
Hertug af Slesvig
1460 – 1481
Efterfølgende:
Hans og Frederik 1.
Foregående:
Adolf 8.
Greve af Holsten
1460 – 1474
Efterfølgende:
ingen
(Holsten ophøjet til hertugdømme i 1474)
Foregående:
ingen
(Holsten ophøjet til hertugdømme i 1474)
Hertug af Holsten
1474 – 1481
Efterfølgende:
Hans og Frederik 1.