Christian Hermann Weisse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Christian Hermann Weisse (10. august 180119. september 1866) var en tysk filosof, søn af Christian Ernst Weisse, sønnesøn af Christian Felix Weisse.

Wessie, som var professor i Leipzig, skrev en lang række værker, hvoraf fremhæves: »System der Aesthetik« (1830), »Grundzüge der Metaphysik« (1835), »Philosophische Dogmatik« (1855—62); han udgik fra Hegel, men fjernede sig stedse mere fra den dialektiske Metode, idet han hævdede, at den logiske Nødvendighed kun fører til skematisk Opstilling af det mulige, medens Virkeligheden forudsætter Frembringelse og dermed Begrebet Frihed. Saaledes har Gud ved en Frihedsakt, kun begrænset af de logisk-matematiske Love for det mulige, Tal, Tid og Rum, skabt en Verden og deri menneskelige Væsener, der ogsaa har Frihed til at handle, hvorfor al Erkendelse beror paa Erfaring og ingen Virkelighed lader sig konstruere; denne skabte Verden modsætter sig i Kraft af Friheden sin Skaber, men Kampen ender med en Forsoning til et Guds Rige i kristelig Forstand. Gennem denne spekulative Theisme førtes W. over til teologisk Forskning, hvortil han ogsaa har ydet betydningsfulde Bidrag, navnlig som en af de første Talsmænd for Markus-Hypotesen. Særlig bekendt er W.'s Æstetik, hvor ogsaa Begrebet Frihed spiller en stor Rolle, i Fantasiens frie, skabende Udfoldelse; navnlig i senere Tid, da den Hegelske Metode er overvunden, er W.s æstetiske Betragtninger ofte dybe og åndrige.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Filosof Stub
Denne biografi af en filosof er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi