Christian Mortensen
Christian Mortensen (født Thomas Peter Thorvald Kristian Ferdinand Mortensen; 16. august 1882 i Skaarup, Skanderborg Kommune, Østjylland - 25. april 1998[1] i San Rafael, Californien, USA) er anerkendt som den mand i verden der har haft det længste liv. Ved sin død var han 115 år og 252 dage gammel, Guinness Rekordbog placerer ham dog som nummer to efter den 120-årige Shigechiyo Izumi, hvis alder er bestridt (han menes "kun" at være blevet 105 år). Mortensen er den anerkendt ældste person nogen sinde født i Danmark. Ved sin død var han desuden verdens næstældste levende person efter den knap to år ældre Sarah Knauss.
Blandt dokumentationen for Mortensens alder findes registreringen af hans dåb i Fruering Kirke (Fruering Sogn) den 26. december 1882, de danske folketællinger i 1890 og 1901, samt hans konfirmation i 1896.
I 1903 emigrerede Mortensen som 21-årig til USA, hvor han boede forskellige steder og arbejdede inden for forskellige brancher, blandt andre som mælkemand og på en bilfabrik. I Danmark havde han været gårdskarl og i skrædderlære. Mortensen var tilsyneladende kun gift en kort overgang og fik ingen børn.
De sidste tyve år af sit liv, boede han på plejehjemmet Aldersly Retirement Community i San Rafael ved San Francisco.[2][3]
[redigér] Referencer
- ↑ New York Times, "Christian Mortensen, 115, Among Oldest," 3. maj 1998 Hentet 16. februar 2007.
- ↑ Torri Minton, San Francisco Chronicle, "One of World's Oldest Dies in His Sleep," side A-18, 28. april 1998 Hentet 16. februar 2007.
- ↑ John Wilmoth, Christian Mortensen, 1882-1998. Hentet 16. februar 2007.