Christian 7.

Christian 7.
Valgsprog: GLORIA EX AMORE PATRIAE (I kærlighed til fædrelandet skal jeg søge min ære)
Maleri af Peder Als (1725 – 1775) omkring Christian 7.s kroningsdag.
Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Oldenburg og Delmenhorst
Regerede	14. januar 1766 – 13. marts 1808
Forgænger	Frederik 5.
Regent	Christian 7.
Efterfølger	Frederik 6.
Ægtefælle	Caroline Mathilde
Børn	Frederik VI Louise Augusta af Danmark
Hus	Oldenborgske slægt
Far	Frederik 5.
Mor	Louise af Storbritannien
Født	29. januar, 1749 Christiansborg Slot
Død	13. marts 1808
Begravet	1808 Roskilde Domkirke

Ridder af Elefantordenen 1749

To kanoner fra Christian 7.s tid. Kongen brugte flere forskellige monogrammer.

Christian 7. (29. januar 1749 på Christiansborg Slot - 13. marts 1808 i Rendsborg) var dansk-norsk konge af den oldenborgske slægt 1766-1808. Valgsprog: "I kærlighed til fædrelandet skal jeg søge min ære (Gloria ex amore patriae)". På grund af kongens sindssygdom foretoges alle regeringsbeslutninger i hans tid som konge af dem, der stod ham nærmest. Disse kongelige rådgivere var forskellige alt efter hvem der vandt magtkampene omkring tronen, men fra 14. april 1784 og frem til Christian 7.'s død i 1808 var det hans søn, den senere Frederik 6., som var det uofficielle, men i realiteten fungerende kongelige overhoved.

Opvækst og kroning

Han var søn af Frederik 5. og Louise af Storbritannien. Christian var som prins meget begavet og af et socialt gemyt, men han var også nervøst anlagt. Dette sidste karaktertræk blev yderlige udviklet da han fik Ditlev Reventlow som hovmester (dvs lærer og opdrager). Reventlow var ikke pædagogisk anlagt, og hans opdragelse blev for det meste udført ved hjælp af spanskrøret og verbale overfusninger. Kronprinsen havde samtidig andre lærere, men de formåede ikke at bryde fri af Reventlows kontrol med undervisningen. Christian havde især et godt forhold til sin lærer schweizeren Elie Salomon François Reverdil, men Reventlow forstod for det meste at bryde ind når Reverdil på en interessant måde havde fanget kronprinsens opmærksomhed. Da han den 14. januar 1766 besteg tronen, var han endnu ikke fyldt 17 år. Den 8. november 1766 indgik han ægteskab med sin kusine den 15-årige prinsesse Caroline Mathilde af Storbritannien, den engelske konges søster. I 1768 fødte hun deres formentlig eneste fælles barn, den senere Frederik 6..

Forhold ved hoffet

Det stod tidligt klart, at den unge konge ikke var helt normal. Lægen Viggo Christiansen fremførte i sin bog Christian den VII's sindssygdom (1906) at han led af skizofreni; nyere historikere har dog afholdt sig fra at stille en diagnose. Det væsentligste er at sygdommen med årene satte ham ud af spillet som regent. Kongen var fra starten af indstillet på at regere efter sine egne begreber, som især takket være Reverdil, var under stor indflydelse af oplysningstidens ideer og var meget letpåvirkelig. Hoffets ledende mænd, anført af J.H.E. Bernstorff, af kongen kaldet "parykkerne" , som under Frederik 5. havde været vant til at regere i stedet for monarken, forstod at manipulere med den nye og uerfarne konge. Da Christian efter kort tid så de fleste af sine planer modarbejdet, samtidig med at dronningen, under indflydelse af sin hofdame Louise von Plessens råd, var afvisende overfor ham, opgav han efterhånden at få sat sine ideer igennem og erklærede, at han ville "rase" i to år. Sammen med den prostituerede Anna Cathrine Benthagen - "Støvlet-Cathrine" - turede den unge konge rundt på byens værtshuse og bordeller. Kongen og hans soldekammerater, hvoraf grev Frederik Vilhelm Conrad Holck var hans yndling, var altid parat til slagsmål, selv med ordensmagten. Undertiden hændte det f.x. at kongen om morgenen stolt fremviste en erobret morgenstjerne, vægternes våben mod urostiftere. Til sidst måtte vægterne klage deres nød til hoffet. Gehejmekonseilet greb ind og fik gennemtvunget, at "Støvlet-Cathrine" blev deporteret til Wandsbeck i Holsten, hvor hun modtog en årlig ydelse på 400 rigsdaler.

Struensee

Uddybende artikel: Johann Friedrich Struensee.

I 1768 var kongen på en udlandsrejse. Under et ophold i Altona antog han den 31-årige Johann Friedrich Struensee som rejselæge. Kongen fattede tillid til Struensee på rejsen, og de diskuterede blandt andet Voltaire og andre moderne tænkere. Rejsen var planlagt til 2 år, men kom kun til at vare 8 måneder. Til gengæld kostede den 250.000 rdl. Efter hjemkomsten fik Struensee ansættelse ved hoffet. I efteråret 1769 udbrød en koppeepidemi i hovedstaden, hvorunder over 1000 børn døde. Struensee gjorde brug sin erfaring som stadsfysikus i Altona, og han indførte vaccination mod kopper. Caroline Mathilde var bekymret for sin spæde søn, den svagelige kronprins Frederik. Hun bad Struensee om hjælp, og han vaccinerede sønnen med godt resultat, hvorved han vandt dronningens store taknemmelighed og tillid.

I begyndelsen af 1770 blev Struensee udnævnt til kabinetssekretær for dronningen og forelæser for kongen. Han opgav sit lægeembede og blev politiker. På samme tid blev han den forsømte Caroline Mathildes elsker, og han fik stadig mere og mere magt, og dermed flere og flere fjender. Førhen havde Christian kun haft sporadiske anfald af sindssyge, men havde formået at afreagere sammen med sin yndling grev Holck. Men Struensees magt var baseret på at kongen ville underskrive hans kabinetsordrer, og han brød sig derfor ikke om Holcks indflydelse på kongen. Struensee havde brug for en person han kunne stole på i kongens konstante nærhed, og han erstattede derfor Holck med Enevold Brandt. Christian 7. brød sig ikke om særligt om Brandt, især da denne ikke på samme måde kunne efterleve kongens indfald. Brandt og Struensee isolerede effektivt kongen fra resten af hoffet, og Brandt greb endda i enkelte tilfælde til fysisk magt, når kongen opførte sig upassende. På grund af denne totale isolation udvikledes kongens mentale tilstand til en decideret sindssyge. Christians tidligere hyperaktivitet ændredes til et apatisk fangeskab af hans egen angst

Den 7. juli 1771 fødte Caroline Mathilde en datter, prinsesse Louise Augusta. Selv om barnet blev "lyst i kuld og køn", hvilket vil sige, at kongen anerkendte faderskabet, var det dog den almindelige mening, at Struensee var faderen.

Kuppet mod Struensee

Den 12. januar 1772 samledes flere højtstående militærfolk, embedsmænd, kabinetssekretær Høegh-Guldberg, enkedronning Juliane Marie og hendes søn, kongens halvbror, arveprins Frederik, for at planlægge Struensees fald. Efter et maskebal i hofteatret blev Struensee og Enevold Brandt natten mellem den 16. og 17. januar arresteret og smidt i fængselsceller i Kastellet efter ordre fra Juliane Marie. Hovedanklagerne mod Struensee var magtmisbrug og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse. Christian den 7. underskrev dødsdommene, muligvis fordi man fortalte ham, at Struensee havde haft planer om at myrde ham. Dommen blev eksekveret på Øster Fælled den 28. april 1772. Struensee og Brandt fik begge hugget højre hånd af før hovedet, som bødlen holdt op for folkemængden. Kroppene blev parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoveder og hænder blev sat på stage.

Kong Christian 7.

Dronning Caroline Mathilde tilstod sit forhold til Struensee, og ægteskabet med kongen blev ophævet den 6. april 1772. Efter forhandlinger med hendes broder, den engelske konge George 3., blev hun deporteret til Celle. Hun så aldrig mere sine 2 børn. Caroline Mathilde døde allerede i 1775 af en febersygdom.

Senere tid

Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik fik efter Struensees fald plads i det genindsatte statsråd. Kongen oplevede ikke nogen større ændring i sin egen situation. Han holdtes stadig i isolation, det var kun opsynsmanden der var blevet skiftet ud. Størst indflydelse på den nye regering fik en anden af hovedmændene bag kuppet, teolog og professor i veltalenhed Ove Høegh-Guldberg. Han udnævntes til kabinetssekretær og blev efterhånden den egentlige leder af regeringen. Næsten alle de reformer, som Struensee havde fået gennemført, blev afskaffet. Selv blev Høegh-Guldberg også offer for et statskup, da kronprins Frederik, den senere Frederik den 6., sammen med flere navnkundige personligheder, deribland C.D.F Reventlow, den 14. april 1784 overtog regeringsmagten som kronprinseregent. Formelt var den stadigt mere sindsforvirrede Christian den 7. enevældig hersker, han vedblev at underskrive statsrådets beslutninger. Nogle gange kunne kongen være genstridig og nægte at underskrive, men så ventede kronprinsen blot en dag, og når han igen fremlagde kabinetsordrerne, havde kongen glemt sin tidligere genstridighed.

Christian den 7. døde 59 år gammel, af et slagtilfælde den 13. marts 1808 i Rendsborg. Rygterne gik på at slagtilfældet skulle være forårsaget af skræk over synet af spanske hjælpetropper, som han antog for at være fjendtlige, men Ulrik Langens biografi over kongen, der detaljeret gennemgår hans sidste dage, indikerer ikke, at der var nogen ydre årsag. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn Frederik den 6.

Litteratur

• Ulrik Langen, Den afmægtige - en biografi om Christian 7., Jylland-Postens Forlag, 2008. ISBN 978-87-7692-093-7.
• Henning Dehn-Nielsen, Christian 7. - Den gale konge, Sesam, 2000. ISBN 87-11-13372-4.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Christian 7.

• Kongen, elskeren og det løsagtige fruentimmer; om Christian VIIs liv
• Ulrik Langen om Christian 7.

Foregående:	Kongerækken	Efterfølgende:
Frederik 5. (1746 – 1766)		Frederik 6. (1808 – 1839)