Christoph Willibald Gluck

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Christoph Willibald Gluck

Christoph Willibald Gluck (2. juli 171415. november 1787) var en tysk komponist. Gluck debuterede som operakomponist i Italien, hvor han var blevet skolet af Giovanni Battista Sammartini. Derefter rejste han rundt i Europa som dirigent i en operatrup og kom bl.a. til København.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

I 1750'erne blev han engageret som operakomponist i Wien. Her indledte han sammen med sin librettist, Ranieri Calzabigi, et reformprogram af den seriøse operagenre, opera seria – en genre der i stigende grad blev udsat for kritik og var ved at miste popularitet til fordel for konkurrerende genrer som opera buffa og det tyske og wienske Singspiel. I 1770'erne opholdt Gluck sig i perioder i Paris, hvor han bearbejdede sine operaer for den franske scene, og skrev nye operaer som Iphigenia i Aulis (1774), Armide (1777) og Iphigenia på Tauris (1779).

Gluck komponerede over 30 operaer, hvoraf de syv sidste var "reformoperaer", der alle er skrevet over emner fra den græske mytologi; den mest kendte er Orfeus og Eurydike. Hans operaer gjorde ham til en beundret komponist over hele Europa.

Glucks opera-reform[redigér | redigér wikikode]

I sit arbejde for at slå igennem i Frankrig, søgte Gluck Rousseaus støtte og venskab. Paris-versionen af Orfeus og Eurydike havde premiere først tolv år efter, at den havde skabt sensation i Wien, og Gluck var blevet mere afslappet i forhold til de rousseauske idealer om det naturlige, så han tillod nu en del ornamentering i arierne. Alligevel ramte stykket det franske publikum som noget helt nyt. Dels varede Glucks opera mindre end halvanden time, og var yderst enkel i stil og opsætning. Dertil kom den centrale scene, dvs Orfeus' møde med furier og fjendtlige ånder i ankomsten til underverdenen, hvor han i løbet af et minut vinder dem over på sin side. Han akkompagnerer sig selv på harpe, mens han synger til skyggevæsnerne og til publikum, at han ved, hvordan de føler det, fordi hans smerte er som deres. Skyggerne trækker sig dermed tilbage, åbner portene til Hades og lader scenen ende "in un confuso mormorio" – i en forvirret mumlen. Publikum og de optrædende blev alle deltagere i stykket, for Orfeus sang til dem alle. [1]

Gluck forsøgte at reformere den italienske opera også med sit krav om, at musikken skulle underordnes teksten, og stod dermed i opposition til Mozart, som satte musikken højest. Under Mozarts besøg i Paris, havnede han midt i striden om dette mellem Gluck og Piccinni, hvor den fredsommelige Piccinni helt uforvarende blev gjort til fører for Glucks modstandere. [2]

Værk[redigér | redigér wikikode]

  • Andre værker:
    • Klopstocksche Oden und Lieder (1786)

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Erling Sandmo: "Orfeus og skyggene", Antikken i ettertiden (s. 118-9), Universitetsforlaget, Oslo 2009, ISBN 978-82-15-01482-1
  2. Børge Qvamme: Mozart (s. 72), forlaget Tanum, Oslo 1943
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: