Common law
Common law og billighed (equity) er navnet for de retssystemer, der er kendetegnet ved, at domstolene har en lovgivende funktion i en sådan forstand, at domstolene har mulighed for ikke blot at fortolke ret, men også at skabe den.
Den retsskabende funktion
Foruden domstole, har common law-retssystemmer også en lovgivende institution, der kan vedtage primær og sekundær lovgivning. Denne lovgivning anses også for at være lov og den har dermed, ligesom retspraksis, en retsskabende funktion.
Forholdet imellem lovgivning og retspraksis kan være endog meget komplekst. I nogle common law-jurisdiktioner kan lovgivning omgøre retspraksis eller bruges til at sammenskrive et retsområde, der er præget af en modsætningsfyldt eller flertydig retspraksis.
I nogle jurisdiktioner afgøres det gennem retspraksis, hvorvidt forfatningen tillader den lovgivende institution at vedtage et bestemt stykke lovgivning, eller hvilken betydning lovgivningen skal have.
Opstået i middelalderens England
Udtrykket common law er opstået i England i tiden efter den normanniske invasion, på baggrund af normannisk ret, der stadig anvendes i tillempet form på De anglo-normandiske Øer (Jersey og Guernsey).
På dansk betyder det i bogstavligste forstand "almindelig ret". Grunden til at netop dette udtryk opstod, var, at dette retssystem udviklede sig til at være det almindelige retssystem i riget, eftersom kongens dommere gjorde sig umage med at koordinere deres adfærd.
Ideen om præcedens udviklede sig i common law 1300- og 1400-tallet fordi domstolene, der dengang var baseret på det inkvisatoriske princip, gjorde sig umage med at basere sine afgørelser på tradition, retssædvaner og præcedens.
Dermed mindede det tidlige common law system ganske meget om andre retssystemer, der i stor udstrækning er baseret på retssædvane og præcedens, så som germansk ret.
Baseret på sund fornuft
Retsafgørelser under common law er baseret på såkaldt casuistry; det vil sige, en afgørelse baseret på sund fornuft med udgangspunkt i den konkrete sag.
I civile sager (i modsætning til straffesager) blev common law brugt som et middel til at kompensere den ene part for den anden parts skadesvoldende handling. Disse handlinger kaldes under common law for tort, og tort kan være både forsætlig og uagtsom.
Aftaleretten er ligeledes udviklet gennem retspraksis. Denne type af tvister gjorde det nødvendigt at forlade de inkvisatoriske processer og og den akkusatoriske procesform opstod.
Førende retssystem i Commonwealth
I takt med den britiske kolonisering af verden, blev common law-retssystemet introduceret i de britiske kolonier. Den dag i dag har næsten alle Commonwealth-stater et common law-retssystem (Malta er dog en undtagelse).
Lande, der anvender Common law
Common law praktiseres nu om dage for det meste i Det Forenede Kongerige (England og Wales og Nordirland, men ikke Skotland), Irland, Australien, Indien (dog ikke Goa), Pakistan, Sydafrika, Canada (dog ikke Quebec), Hong Kong og USA (dog ikke Louisiana) og mange andre steder.
Tidligere franske kolonier som Quebec og Louisiana bruger en tillempet form for kontinentaleuropæisk ret. Det samme gælder for den tidligere portugisiske koloni Goa.
Derudover har en række lande inkorporeret common law i deres retssystemer; sådanne retssystemer kaldes for pluralistiske.
EU-retten
I Den Europæiske Union gør EU-Domstolen brug af en pluralistisk retsopfattelse, hvor civilret (baseret på traktater) blandes med retspraksis.
Magna Carta
Et af de mest grundlæggende dokumenter indenfor common law er Magna Carta, som begrænsede den engelske konges magt og derved kom til at virke som en form for middelalderlig rettighedslov.