Cornelis Petrus Tiele
 |
Denne artikel behøver tilrettelse af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten. |
|
Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder! |
 |
Cornelis Petrus Tiele (16. december 1830 i Leiden - 11. januar 1902 sammesteds) var en hollandsk religionshistoriker.
Tiele studerede Teologi ved Remonstranternes Seminarium (han blev senere dette Broderskabs Superintendent og øverste teologiske Lærer); begyndte sin Løbebane som Præst, navnlig i Rotterdam, hvor han c. 20 Aar var en yndet Prædikant; fra 1873 knyttedes han til Leidens Universitet, hvor han 1876 blev Professor i Teologi og snart en af dette Universitets betydeligste Personligheder, der ogsaa ved sin ydre Optræden, Myndighed og Elegance forstod at hævde sin Stilling. Allerede i sin første Præstetid havde T. lagt sig efter det dengang ganske ny og svært tilgængelige Studium af Religionshistorien, som han med sit praktiske Sprogtalent studerede efter Kilderne; navnlig beherskede han med en for sin Tid sjælden Sikkerhed det assyriske Sprog, og han har i sin »Babylonisch-assyrische Geschichte« (1—2, 1886—88) for første Gang gjort det assyriske Riges Historie overskuelig. Allerede 1864 havde han imidlertid gennemforsket den oldpersiske Religion (»Godsdienst van Zarathustra«). 1869—72 skrev han sin store »Vergelejkende Geschiedenis der egyptische en mesopotamische Godsdiensten«; medens de sidste to Værker nu er forældede, har hans almindelige Lærebøger: »Geschiedenis van den Godsdienst tot aan de herschappej der wereldgodsdiensten« (fra 1876, senere i adskillige Oplag og Oversættelser, bl.a. en dansk af F. Buhl 1884), der nærmest kun er et Kompendium, og den større »Geschiedenis van den Godsdienst in de ouheid tot op Alexander den Groote« (1891—93) bevaret deres Betydning og staar som Mærkepæle i Religionsvidenskaben, der gennem hans Alsidighed blev overskuelig og ved hans kritiske Kløgt befriet fra det romantiske og hypotetiske, som endnu Fr. Max Müller’s (s. d.) Forskning bevægede sig i. Sine Forskningsprincipper nedlagde T. til sidst i sine Gifford lectures (Introduction to the science of religion, 1896—98), der tillige danner en paa historisk Metode grundlagt Religionsfilosofi, kortere gengivet i »Hoofdtrekken der Godsdienstwetenschap«, 1901 (tysk Oversættelse 1904).
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
