Cursus honorum

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
rmn-military-header.png

Romerske kongerige
753 f.Kr.509 f.Kr.
Romerske republik
509 f.Kr.27 f.Kr.
Romerriget
27 f.Kr.1453

Principatet
Vestromerske rige
Dominatet
Byzantinske Rige
Almindelige magistrater
Consul
Proconsul
Praetor
Propraetor
Censor
Folketribun
Ædil
Kvæstor
Særlige magistrater
Diktator
Kavalleriets mester
Militære tribuner
Interrex
Decemvir
Triumvir
Titler og æresbevisninger
Romersk kejser
Augustus
Cæsar
Præfekt
Tetrarkiet
Dux
Magister militum
Princeps senatus
Pontifex maximus
Roms præfekt
Imperator
Legat
Liktor
Institutioner og love
Roms forfatning
Det romerske Senat
Folkeforsamlingen
Magistrat
Cursus honorum
Auctoritas
Romerret
Mos majorum
Romersk borger
Imperium
Potestas
Del af historieportalen

Cursus honorum (lat.) betyder ærefuldt embede. Det ærefulde, honorære, bestod i, at embedet ikke var fast aflønnet i den romerske republik. De seks stillinger, magistraten i den sidste del af republikkens tid kunne tilbyde, udvikledes over en længere årrække.

Fra kongedømme til embedsstat[redigér | redigér wikikode]

Oprindelig var Rom et kongedømme. Regentens beføjelser blev fordelt mellem de to højeste embedsmænd, consulerne. Tribunembedet fik allerede ca. 475 stor betydning som et særligt organ for varetagelse af plebejernes interesser. Med de licinske love fra 367 f.Kr. blev grundlaget for en ny struktur fastlagt, idet prætorerne blev ansvarlige for retsplejen, mens ædilerne fik tilsyn med byen, med kornforsyningen og med skuespillene.[1] Herefter var det dels praktiske hensyn, dels politiske og militære hensyn, der udviklede organisationen af embederne.

Det ærefulde[redigér | redigér wikikode]

Æresbegreberne er nok bedst belyst af Cicero, som tager udgangspunkt i forfædrenes dyder. Herfra udvikler han begreberne pligt, retfærdighed og mådehold som de idealer, embedsmændene skal leve op til. [2] Kravet om at tjene staten i forfædrenes ånd var ikke præcist beskrevet, og Cicero havde politisk interesse i at formulere disse dyder skarpt og præcist.[3]

Embedsstrukturen[redigér | redigér wikikode]

I den sene republiks tid var der via forskellige reformer skabt en fast struktur om embederne:[4]

Embede Antal valgte Mindstealder ved valg Hovedopgave Andre opgaver (eksempel)
Kvæstor 20 30 år Forvaltning af statskassen  
Tribun 10 33 år leder af tribunal vetoret
Ædil 4 36 år politiopgaver Opsyn med kornforsyning
Praetor 8 39 år retsformand provinsbestyrer
consul 2 42 år Hærfører Leder af senatet
censor 2 42+ år folketælling Skatteopkrævning

Reelt havde disse embedsmænd beføjelser, der svarer til en regerings. Da senatet kun var rådgivende organ og folkeforsamlingen – især i krisetider – havde stærkt begrænset reel indflydelse, var magistraten i det antikke Rom særdeles magtfuld.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Jf. Krarup (1971), s. 93
  2. Cicero, M.T.: De Officiis
  3. Cicero yndede at bruge begrebet concordia ordinum om sit politiske ideal. Dvs. en styreform med samarbejde om at værne om republikken. Reelt støttede han sig til den fornemste del af senatets medlemmer, nobiliteten.
  4. Skemaet er baseret på oplysninger hos Krarup (1971), s. 86 – 103

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Krarup, Per (1971): Romersk politik i oldtiden, Gyldendal