Curzonlinjen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Lys blå linje: B-forslaget til Curzonlinje fra 1919.
Mørkere blå linje: A-forslaget til Curzonlinje foreslået af Sovjetunionen i 1940.
Lyserøde områder: Tyske områder, der efter 2. verdenskrig blev overført til Polen.
Gråt område: Tidligere russiske områder, øst for Curzonlinjen, indtaget af Polen i 1920. Ved fredsslutningen efter 2. verdenskrig overdraget til Sovjetunionen. Nu dele af Litauen, Hviderusland og Ukraine.

Curzonlinjen blev fremlagt af Ententemagterne efter 1. verdenskrig ved fredsforhandlinger i 1919[1] som en demarkationslinje mellem Polen og Sovjetunionen og var tænkt som grundlag for den fremtidige grænse.[1] Linjen var udarbejdet af den britiske udenrigsminister George Curzon.

I kølvandet på 1. verdenskrig, der fremskyndte den russiske revolution i 1917, oprettedes en række nye stater på grænserne af det tidligere russiske imperium. Flere stater, herunder Polen, blev oprettet med ikke-bolsjevikiske regeringer. Under deres fremrykning i Ober Ostområderne brød kampe ud, da polske og bolsjevike tropper stod overfor hinanden ved byen Masty under forfølgelsen af de retirerende tyske tropper. Kampene førte til udbruddet af den polsk-sovjetiske krig.

De allieredes Øverste Råd havde pålagt "Kommissionen for polske anliggender" at fremsætte forslag om polens østlige grænse. De allierede foreslog flere gange våbenstilstandslinjen i løbet af den polsk-sovjetiske krig, blandt andet i et notat fra den britiske regering til Sovjetunionen underskrevet af udenrigsminister Lord Curzon af Kedleston. Curzon præsenterede sit forslag for Sovjetunionen som basis for en våbenhvile.[1] Da forslaget blev forelagt var Sovjetunionen begunstiget af krigslykken og ikke interesseret i forslaget, men da Sovjetunionen senere led nederlag, var det Polen, der ikke var interesseret i Curzons forslag, hvilket betød at forslaget ikke kom til at spille nogen rolle ved etableringen af ​​den polsk-sovjetiske grænse i 1921. I stedet tilkendte de endelige fredsforhandlinger i Riga Polen 135.000 km2 land op til 250 km øst for Curzonlinjen.

Med mindre variationer lå den nordlige halvdel af Curzonlinjen omtrent langs grænsen, der blev etableret mellem Kongeriget Preussen og det Russiske Kejserrige i 1797, efter den tredje deling af Polen. Langs det meste af forløbet fulgte Curzonlinjen en etnisk grænse: områder vest for linjen havde polsk befolkningsflertal, mens områderne mod øst var beboet af ukrainere, hviderussere, polakker, jøder og litauere.[2][3][4][5][6] Den nordlige forlængelse fra 1920 ind i Litauen delte området, der var omstridt af Polen og Litauen. Der var to versioner af den sydlige del af linjen: "A" og "B". Version "B" placerede Lviv i Polen.

Curzonlinjen fik geopolitisk betydning under 2. verdenskrig, hvor Sovjet pressede på for dens anvendelse til grænsedragning mellem Piolen og Sovjetunionen. Gennem hele krigen, indtil Teherankonferencen, var den britiske regering modstander af, at Polens fremtidige østgrænse skulle flyttes mod vest til Curzonlinjen, men Churchills position ændrede sig efter den sovjetiske sejr i Slaget ved Kursk.[7] Efter en privat aftale på Teherankonferencen, bekræftet i 1945 på Jaltakonferencen, udsendte de allierede ledere Franklin D. Roosevelt, Winston Churchill og Stalin en erklæring, hvor de bekræftede ​​Curzonlinjen, med fem til otte kilometers ændringer, som den østlige grænse mellem Polen og Sovjetunionen.[8]

Da Churchill foreslog at inkludere dele af Galicien, herunder byen Lviv, i Polens territorium (følgende linje B), slog Stalin fast, at Sovjetunionen ikke kunne acceptere mindre område end den britiske regering allerede tidligere havde bekræftet flere gange. Den allierede plan involverede kompensation for Polens tabte arealer i de tidligere tyskkontrollerede områder i det nuværende Polen. Den nuværende grænse mellem landene i Hviderusland, Ukraine og Polen følger Curzonlinjen og dermed tilnærmelsesvis sproggrænsen mellem Vestslaviske og Østslaviske sprog.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 Leslie, R. F., Polonsky, Antony (1983). The History of Poland Since 1863. Cambridge University Press. ISBN 9780521275019.
  2. Zara S. Steiner (2005). The Lights that Failed: European International History, 1919–1933. Oxford University Press. ISBN 978-0-19-822114-2. http://books.google.com/?id=rJ9JJIVmFpkC&pg=PA149&dq=curzon+line+ethnographic. 
  3. Anna M. Cienciala; Wojciech Materski (2007). Katyn: a crime without punishment. Yale University Press. pp. 9–11. ISBN 978-0-300-10851-4. http://books.google.com/books?id=SyimWfkx0-MC&pg=PA9. Hentet 3 February 2011. "It also happened to coincide with the eastern limits of pedominantly ethnic Polish territory." 
  4. Aviel Roshwald (2001). Ethnic Nationalism and the Fall of Empires: Central Europe, Russia, and the Middle East, 1914–1923. Routledge. ISBN 978-0-415-17893-8. http://books.google.com/?id=ef0wXYsJATwC&pg=PA162&dq=curzon+line+ethnographic. 
  5. Joseph Marcus (1983). Social and Political History of the Jews in Poland, 1919–1939. Walter de Gruyter. ISBN 978-90-279-3239-6. http://books.google.com/?id=82ncGA4GuN4C&pg=PA15&dq=curzon+line+ethnographic. 
  6. Sandra Halperin (1997). In the Mirror of the Third World: Capitalist Development in Modern Europe. Cornell University Press. ISBN 978-0-8014-8290-8. http://books.google.com/?id=0lULSVxl9VYC&pg=PA41&dq=curzon+line+ethnographic. 
  7. Rees, Laurence (2009). World War Two Behind Closed Doors, BBC Books, ss. 122, 220
  8. "Modern History Sourcebook: The Yalta Conference, Feb. 1945". Fordham University. http://www.fordham.edu/halsall/mod/1945yalta.html. Hentet 2010-02-05.