Døden i Venedig (film)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Døden i Venedig
[[Image:|250px|]]
Originaltitel Morte a Venezia
Dansk titel {{{dansk titel}}}
Genre eksistentielt drama
Instrueret af Luchino Visconti
Produceret af Luchino Visconti
Manuskript af Thomas Mann (novelette)
Luchino Visconti
Nicola Badalucco
Baseret på {{{original}}}
Medvirkende Dirk Bogarde
Romolo Valli
Mark Burns
Björn Andrésen
Musik af
Fotografering Pasqualino De Santis
Klip {{{klipper}}}
Filmstudie {{{studie}}}
Distributør Warner Bros.
Udgivelsesdato Storbritannien 1. marts 1971
Censur {{{censur}}}
Længde 130 min.
Land Italien/Frankrig
Priser Filmfestivalen i Cannes (1971) Bedste film
Bodil (1972) Bedste ikke-amerikanske film
Sprog Engelsk
Budget
Indtjening {{{indtjening}}}
Efterfulgte '
Fortsættes i '
på IMDb
Hjemmeside {{{hjemmeside}}}
DVD {{{DVD}}}
VHS {{{VHS}}}
Blu-ray {{{Blu-ray}}}

Døden i Venedig (originaltitel: Morte a Venezia) er en italiensk film fra 1971, instrueret af Luchino Visconti. Filmen bygger på Thomas Manns novellette af samme navn. Hvor Manns hovedperson er forfatter, gør Visconti ham til komponist.

Handling[redigér | redigér wikikode]

Gustav von Aschenbach (Dirk Bogarde) tager af helbredsmæssige årsager på en rekreationsrejse til Venedig. På hotellet og Lidoen betages han af synet af den billedskønne halvvoksne dreng Tadzio (Björn Andrésen), som er på ferie sammen med sin aristokratiske polske familie. Foruroligende tegn på en koleraepidemi bagatelliseres af de lokale myndigheder, men i stigende grader af panik afbryder overklassegæsterne deres ferie og tager hjem. Aschenbach beslutter sig for at følge eksemplet, pakker og gør klar til afrejse men fortryder på banegården. Han har svært ved at forlade det sted, hvor han har set den smukke dreng. Hos en frisør lader han sit grånende hår farve sort og sit ansigt hvidt og læberne røde, hvorved han mimer en grotesk klovnelignede mand, han havde oplevet på færgen i filmens begyndelse. En sidste gang sætter han sig i liggestolen ved sit badehus og betragter Tadzio, der erotisk leger på stranden med en ældre dreng. Da næsten alle har forladt Lidoen findes Aschenbach siddende død.

Produktion[redigér | redigér wikikode]

Musik[redigér | redigér wikikode]

Flere af Gustav Mahlers symfonier bruges til at understrege og farve filmens temaer. Mest den femte symfonis adagietto, som nærmest styrer klipningen af den sidste scene.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Priser
Foregående:
Slagteren
Bodilprisen for bedste ikke-amerikanske film
1972
Efterfølgende:
Nybyggerne
Italienske Stub
Denne artikel om italienske film er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Film