Dødningehoved (aftensværmer)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Dødningehoved ?
Dødningehoved
Dødningehoved
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Arthropoda (Leddyr)
Klasse: Insecta (Insekter)
Orden: Lepidoptera (Sommerfugle)
Familie: Sphingidae (Aftensværmere)
Slægt: Acherontia
Art: Atropos
Videnskabeligt artsnavn
Acherontia Atropos
Linnaeus 1758

Dødningehoved (Acherontia atropos) er den største sommerfugl i Danmark med et vingefang på 11,5 cm. Dødningehoved er en aftensværmer, som har fået sit navn efter sin tegning på ryggen, der kan minde om et dødningehoved. Acherontia atropos findes i store dele af Afrika, Mellemøsten og Middelhavsområdet. I Mellem- og Østeuropa kan den også findes primært i sommerhalvåret. Dens livscyklus er typisk for natsværmerfamilien med stadierne æg, larve, puppe og fuldt udvokset insekt.

Grundet den kranielignende aftegning på på ryggen har den ofte et dårligt ry, der bliver forbundet med det overnaturlige som budbringer for død og ulykke. Den har været brugt i adskillige film og bøger, heriblandt filmplakaten for den Oscarvindende film Ondskabens øjne fra 1991.

Udseende[redigér | redigér wikikode]

Acherontia atropos er en stor dødningemøl med et vingefang på 90–130 mm, og er den største aftensværmer i flere af de områder, hvor den lever. Det voksne insekt har strømlignede vinger og krop som aftensværmerfamilien Sphingidae. Den øvre del af vingerne er brune med let gullige bølgede linjer, mens den nederste del af vingerne er gule med brune bølgede linjer. Om dagen holder den til i træer eller i affald og holder vingerne som et telt over kroppen.

Dødningehoved har adskillige usædvanlige karakteristika. Den har en egenskab til at udsende høj pibelyde, hvis den bliver irriteret. Lyden bliver dannet ved at udsende luft fra dens snabel, og det bliver ofte ledsaget af at vise dens farverige maveregion i et yderligere forsøg på at afskrække fjender. Den observeres ofte i færd med at plyndre bikuber for honning om natten. I modsætning til de andre arter af Acherontia, angriber den kun kolonier af den velkendte honningbi Apis mellifera. Den bliver angrebet af vagtbier ved indgangen, men dens lag af hår og modstandsdygtighed overfor gift gør det muligt for den at komme ind i bikuben. Herefter er den i stand til at bevæge sig omkring i bistaderne uantastet, fordi den efterligner biernes duft.[1]

Den britiske entomologiske tidsskrift Atropos har taget navn efter denne art.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Artsnavnet Atropos har relation til død, da det stammer fra det oldgræske τρόπος from trepein to turn. Atropos var en af de tre Moirer, gudindeer for skæbne. Yderligere er slægtsnavnet Acherontia aflevedt af Acheron, en flod i Grækenland, som i græsk mytolog er kendt som smertens flod, og var en af fem floder i den græske underverden.

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Udbredelse. Rød indikerer hvor Dødningehoved aftensværmeren lever hele året, og gul indikerer hvor den primært findes i sommerhalvåret.

Acherontia atropos lever i Mellemøsten, Middelhavsområdet og store dele af Afrika helt ned til den sydligste del, og findes også så langt nordpå det sydlige Storbritannien, som følge af de milde vintre i nyere tid. Den lever også i Indien og den vestlige del af Saudi Arabien og så lang vest på som de Kanariske Øer og Azorerne. Den invaderer ofte den vestlige del af Eurasien men kun få individer overvintre.[2]

Habitat[redigér | redigér wikikode]

Dyrene trives i åbne landskaber med busklignende vegetation, gerne hvor der vokser natskyggeplanter, især områder, hvor kartofler dyrkes landbrugsmæssigt. Dyrene foretrækker tørre, solrige områder.I hvert fald i Centraleuropa er den type hovedsagelig til synanthropic og lever næsten udelukkende i nærheden af kartoffelmarker.

Selvom møllene normalt opholder sig i de lavere luftlag på, så er der i Baden-Württemberg foretaget fund på højsletterne ved Schwarzwald i op til 900 meters højde over havets overflade. I forbindelse med træk er konstateret fund i Alperne, for eksempel i Graubünden i 3000 mio.h. og i Silvretta på 2000 meter over havets overflade, i begge tilfælde på gletsjere, og i Timmelsjoch med fund næsten 2500 meter over havets overflade. Larver og pupper findes på grund af det høje varmebehov dog kun meget lavere. Ii Baden-Württemberg er fundet larver og pupper i den nedre bjergregioner på op til 700 meter over havets overflade.

Livscyklus[redigér | redigér wikikode]

Der eksisterer adskillige generationer af Acherontia atropos hvert år med kontinuerlige kuld i Afrika. I de nordlige dele af udbredelsesområdet overvintrer den i puppetadiet. Æg bliver udelukkende lagt på gamle blade fra solanaceae; særligt fra kartoffelplanter, men også på physalis (blærebæger) og andre fra natskyggefamilien. Der er dog også blevet rapporteret æg på medlemmer af jernurt-familien som ildkronen, og andre planter fra hamp-, oliven-,[3] sesam-familien og flere andre. Larverne er tykke med et horn bagerst, som det er typisk for larver i aftensværmerfamilien. Det fleste sværmerlarver har relativt glatte horn, nogle gange en simple curve endten op- eller nedad. Acherontia-arten og flere relaterede arter har i modsætning til dette har horn præget med runde fremspring omkring den tykkere del. Hornet selv bøjer nedad ved roden og krøller opad mod spidsen.

Larvestadiet[redigér | redigér wikikode]

De nyudklækkede larver starter med at have lysegrøn farve, der bliver mørkere efter at have spist, med diagonale gule striber på siderne. Efter udklækningen er laverne omkring seks millimeter lange efter udklækning og har derefter en lysegul farve, som er omfattet af mat fint, tætliggende, bleggule knuder og linjer. Lavens krop er sparsomt behåret. Hovedet har samme farve som kroppen og er 0,9-1 mm brede. Efter laverne begynder at indtage føde på bladene ændres farven hurtig til grøn. Ved slutningen af første stadium har laven en gennemsnitlig kropslængde på 12 mm.

I det andet larvestadium er larven 12 til 17 mm lang, med en gullig-grøn til grøn krop farve. Larvens hovedkapsel er 1,5 til 1,6 mm bredt med hoved kapsel med fine, lyse, ryg-lignende knuder og granulater. I dette stadie har larven torne-lignende horn bag på. I denne fase udvikles gradvist den laterale skrå stribe på kroppen. Det sorte horn bag på kroppen er 4 til 5 mm lange. Hornets spids er tvedelt. Efter den anden fase har larven en kropslængde på 18 til 30 mm og er lysegrøn til gullig. De bærer stadig lyse knuder og vorter, der tiltagende dannes på brystkassen. På deres abdomen er dannet hvide og gule diagonale striber på oversiden, der mødes på begge sider i et "V" på bagsiden. Mellem denne tegning er mørkegrønne til blålig diagonale striber. Halehornet er tykkere end i det foregående larvestadie. Det er farvet mørk ved roden og mod spidsen lyse gul-grønlig. Den første halvdel findes hovedsageligt på bagsiden med mørke pigge. Hovedets kapsel er 2,7-2,8 mm brede.

I tredje stadie udvikler den lilla eller blå kanter på de gule striber, og halehornet går fra sort til gul. I den sidste stadie forsviner tornene og larven får en af tre forskellige farver; grøn, brun eller gul. Larven bevæger sig ikke meget, men vil stadig udsende klikkende lyde med deres kæber eller endda bide hvis de føler sig truet. Biddet er dog uskadeligt for mennesker, da det ikke trænger igennem huden. Larven vokser til omkring 120-130 mm, og forpupper sig i en underjordisk hule. Pubben er glat og blank med en snabel, der sidder på kroppen, som de fleste natsværmere og sommerfugle.[2]

Livscyklus

Larve
Bagenden af en voksen larve
Puppe
Færdigudviklet dødningehoved

I fjerde fase er laverne 40 til 45 mm, maksimum 50 mm i længden, og vejer omkring fire gram. De har en gul eller grøn farve. Hovedets kapsel er 4,2-4,5 mm bred, i spidsen dannes sorte striber på tværs. De diagonale striber på maven er gule og blå til violet blå. På bagsiden af det første segment af maven dannes mørkviolette prikker. Brystet er dækket med sorte børster. Halehornet 6 til 7 mm langt og er farvet gult. Hornet er buet ved spidsen og er nu S-formet. Det bærer prangende gule nåle.

I den femte og sidste etape, er larverne 50 til 70 mm lange. De vejer i denne fase 18 til 22 g. Hovedkapslen er 7 til 8 mm bred, hovedet er sideværts farvet sort, den forreste overside bærer to mørke striber. Larvens munddele er også sorte. Kroppens overflade er i modsætning til tidligere faser glat. Larverne er farvet i de ovennævnte tre farvevarianter, men mørkebrune larver forekommer meget sjældent. "V"-tegningen på mavens side er blå til lilla. På bagsiden af maven, er der talrige sorte prikker. Halehornet er 5 til 7 mm langt og gult. Hornet er tydeligt S-buet.

Puppe[redigér | redigér wikikode]

Puppen er for hannerne 50-65 mm lange, og for hunnerne 65-70 mm, maksimalt 80 mm. Den unge puppe er gul til flødefarvet og kan være farvet let grønlig på bagsiden. Efter omkring 12 timer, er puppen skinnende og mahogni-farvet. Hannens puppe vejer 7 til 10 g og hunnens puppe 7 til 12 g. Snablen vokser sammen med maven. I det sidste stadium findes i puppen få mikroskopiske dræn med børstehår i midten.

Folklore[redigér | redigér wikikode]

Detaljer af kraniet på en Acherontia atropos.

På trods af at Acherontia atropos er fuldstændigt harmløs på nær en mindre gene for afgrøder og bistader,[4] har den kranie-lignene aftegning på ryggen gjort at denne type aftensværmer har fået et dårligt ry, som bliver associeret med det overnaturlige og onde. Der er adskillige eksempler på overtro, der involverer Acherontia atropos, så som at den bringer ulykke i huset, hvor den flyver, og at den varsler død eller stor ulykke. I Sydafrika har uvidende mennesker påstået at dødningehovedmøllens stik var giftigt, ofte fatalt, hvilket muligvis hentydende til snablen eller undertiden hornet bagerst på lavren.[5]

Acherontia atropos har flere gange været brugt i kunst (navnlig i The Hireling Shepherd), Bram Stokers "Dracula" og i film som bl.a. Un Chien Andalou og på filmplakaten til Ondskabens øjne. I sidstnævnte film bruges møllet som seriemorderen Buffalo Bills kendemærke, selvom manuskriptet bruger Acherontia styx, og møllet i filmen er Acherontia atropos. I The Mothman Prophecies refereres der også til dødningehovedmøllet. Den optræder også i musikvideoen til Massive Attacks single "Butterfly Caught."

Acherontia atropos bliver nævnt i Susan Hills gotiske gyserroman I'm the King of the Castle, hvor den bruges til at skabe frygt i en af de unge protagonister

John Keats nævner dødningehovedmøllen som et symbol på død i Ode to Melancholy, "Make not your rosary of yew-berries, / Nor let the beetle, nor the death-moth be / Your mournful Psyche".[6]

I José Saramagos roman Death With Interruptions, er Acherontia atropos afbildet på coveret af den amerikanske udgave, og er et emne som to karakterer funderer over.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Moritz, RFA, WH Kirchner and RM Crewe. 1991. Chemical camouflage of the death's head hawkmoth (Acherontia atropos L.) in honeybee colonies. Naturwissenschaften 78 (4): 179-182.
  2. 2,0 2,1 Pittaway, AR. 1993. The hawkmoths of the western Palaearctic. Harley Books, London.
  3. Alan Weaving; Mike Picker; Griffiths, Charles Llewellyn (2003). Field Guide to Insects of South Africa. New Holland Publishers, Ltd. ISBN 1-86872-713-0. 
  4. Smit, Bernard, "Insects in South Africa: How to Control them", Pub: Oxford University Press, Cape Town, 1964.
  5. Skaife, Sydney Harold (1979). African insect life, second edition revised by John Ledger and Anthony Bannister. Cape Town: C. Struik. ISBN 0-86977-087-X. 
  6. "Full Text of John Keat's "Ode to Melancholy"". Bartleby.com. http://www.bartleby.com/101/628.html. Hentet 2011-11-01. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Engelsk[redigér | redigér wikikode]

  • Skaife, Sydney Harold (1979). African insect life, second edition revised by John Ledger and Anthony Bannister. Cape Town: C. Struik. ISBN 0-86977-087-X. 
  • Pittaway, AR. 1993. The hawkmoths of the western Palaearctic. Harley Books, London.
  • Alan Weaving; Mike Picker; Griffiths, Charles Llewellyn (2003). Field Guide to Insects of South Africa. New Holland Publishers, Ltd. ISBN 1-86872-713-0. 

Tysk[redigér | redigér wikikode]

  • Arno Bergmann: Die Großschmetterlinge Mitteldeutschlands. Band 3 Spinner und Schwärmer. Urania-Verlag, Jena 1953.
  • Günter Ebert: Die Schmetterlinge Baden-Württembergs. Band 4, Nachtfalter II (Bombycidae, Endromidae, Lemoniidae, Saturniidae, Sphingidae, Drepanidae, Notodontidae, Dilobidae, Lymantriidae, Ctenuchidae, Nolidae). Ulmer Verlag, Stuttgart 1994, ISBN 3-8001-3474-8.
  • J. J. de Freina, Th. Witt: Die Bombyces und Sphinges der Westpalaearktis. Band 1. Noctuoidea, Sphingoidea, Geometroidea, Bombycoidea. EFW Edition Forschung & Wissenschaft Verlag, München 1987, ISBN 3-926285-00-1.
  • Ian J. Kitching, Jean-Marie Cadiou: Hawkmoths of the World. An Annotated and Illustrated Revisionary Checklist (Lepidoptera: Sphingidae). Cornell University Press, New York 2000, ISBN 0-8014-3734-2.
  • Manfred Koch: Wir bestimmen. Schmetterlinge. Band 2. Bären, Spinner, Schwärmer und Bohrer Deutschlands. 2. Auflage. Neumann Verlag, Radebeul 1964.
  • A. R. Pittaway: The Hawkmoths of the western Palaearctic. Harley Books, 1993, ISBN 0-946589-21-6.
  • Rolf Reinhardt, Kurt Harz: Wandernde Schwärmerarten. Totenkopf-, Winden-, Oleander- und Linienschwärmer. Die Neue Brehm-Bücherei Bd. 596, Westarp & Spektrum, Magdeburg/Heidelberg/Berlin/Oxford 1996, ISBN 3-89432-859-2.
  • Hans-Josef Weidemann, Jochen Köhler: Nachtfalter, Spinner und Schwärmer. Naturbuch-Verlag, Augsburg 1996, ISBN 3-89440-128-1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: