Dagpengeloven af 1907
Dagpengeloven af 1907 er den første danske lov om statsstøtte til arbejdsløshedskasser. Loven var en social forsikringsordning med en tryghedsgaranti for arbejdere, der blev ramt af ledighed. Loven blev forelagt Rigsdagen af indenrigsminister Sigurd Berg og vedtaget i Folketinget den 9. april 1907. Loven var en del af et større sociallovgivningskompleks, hvor kommunerne bl.a. fik "adgang til at yde hjælp til nødstedte uden fattighjælps virkninger" [1]
Baggrund[redigér | rediger kildetekst]
I 1905 havde et medlem af Højre, Poul Rasmussen fremsat et forslag om, at arbejdsløshedskasser, som var anerkendte af staten, skulle kunne opnå offentligt tilskud.[2] På denne baggrund blev der nedsat en kommision, som i sin betænkning bl.a. argumenterede for, at samfundet har et medansvar for at afhjælpe de negative konsekvenser ved ledighed.[3] Sigurd Bergs lovforslag fulgte på alle væsentlige punkter kommisionens anbefaling. Folketingsdebatten forud for vedtagelsen kredsede især om, hvorledes reglerne skulle udformes, således at misbrug af ordningen kunne forebygges. [4]
Lovens indhold[redigér | rediger kildetekst]
Den danske Lov om Arbejdsløshedskasser er af 9. april 1907, men på nogle punkter ændret ved lov af 8. april 1914. En arbejdsløshedskasse område til også at omfatte andre end de foran nævnte personer. En arbejdsløshedskasse, der skal bestå af mindst 50 medlemmer, skal enten være fagligt eller geografisk afgrænset; med en enkelt undtagelse er alle bestående arbejdsløshedskasser fagligt afgrænsede. Understøttelse må ikke ydes, når arbejdsløsheden skyldes strejker eller lockouts, sygdom, invaliditet eller andre i loven nævnte særlige årsager. Understøttelse kan ydes som rejse- og flyttehjælp, huslejehjælp, dagpenge og barselhjælp. Den daglige understøttelse må i de faglige kasser ikke udgøre over 2/3 af den gennemsnitlige arbejdsløn i faget, dog højst 2 kr. og mindst 50 ører pr. dag. Understøttelse ydes ikke i det første år efter indmeldelsen (Undtagelse kan her gøres for lærlinge og unge fabrikarbejdere) og i de første 6 dage efter, at arbejdsløsheden er indtruffet. I reglen kan den maksimale understøttelse for et år efter vedtægten højst svare til en dagpengeydelse for 70 dage (undtagelsesvis dog kun til 50 dage). Er der ydet maksimal understøttelse 3 år i træk, må vedkommede betale medlemsbidrag i 12 måneder, før han paa ny kan få understøttelse. [5]
Statens bidrag var obligatorisk og udgjorde efter loven af 1907 1/3 af udgifterne i en arbejdsløshedskasse [6], men med lovændringen af 1914 ændredes dette til halvdelen af det indbetalte medlemsbidrag. Hvis en Kasse danner en særlig Fond til at virke under ekstraordinær arbejdsløshed, tilskyder statskassen, med visse begrænsninger, yderligere halvdelen af det til denne fond af medlemsbidragene henlagte beløb. Kommunernes tilskud er som hovedregel kun fakultativt og kan dels bestå i tilskud til de ubemidlede Medlemmers Bidrag, dels i et tilskud til selve Arbejdsløshedskassen, der dog ikke maa overskride 1/3 af de ubemidlede medlemmers Bidrag. Har en kasse dannet en fond for ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse, er kommunen dog forpligtet til at yde den nævnte tredjedel. [5]
Tilsynet med disse kasser føres af en arbejdsløshedsinspektør, der udnævnes af kongen. Ved siden af ham fungerer et arbejdsløshedsnævn. Dette består af Inspektøren som formand, 6 af tillidsmændene for de enkelte arbejdsløshedskasser udnævnte medlemmer og 2 medlemmer for hvert af de to kamre i Rigsdagen.
Arbejdsløshedskasserne i Danmark var oprindelig dannet af fagforeningerne, men fik yderligere tilslutning, efter at arbejdsløshedsforsikringsloven var trådt i kraft. Fra 1908-09 til 1912-13 steg antallet af arbejdsløshedskasser fra 44 til 55, mens medlemstallet steg fra 83836 til 120289. Indtægterne steg i samme periode fra 1343000 til 2692000 kr., udgifterne fra 1449000 til 1889000 kr. og formuen fra 325000 til 2382000 kr. [5]
Betydning[redigér | rediger kildetekst]
Loven vurderes som et vigtig led i udbygningen af den danske model, hvor staten understøtter aftalesystemet på arbejdsmarkedet med et socialt sikkerhedsnet. [1] [7] De grundlæggende elementer i denne lov er stadig gældende for dagpengeudbetaling; princippet om en kompenserende ydelse ved ledighed, optjeningsperiode som en forudsætning for at være berettiget til dagpenge og en begrænsning af ydelsernes løbetid. [8]
Noter[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b Thorsen (1972), s. 100
- ^ Skou (2012), s. 141
- ^ Skou (2012), s. 142
- ^ Skou (2012), s. 143
- ^ a b c Salmonsens (1915-1930), s. 25
- ^ Skou (2012), s. 144
- ^ Skou (2012), s. 144-145
- ^ Asbjørn Sonne Nørgaard: Kommunalisering af det offentlige ansvar for arbejdsløshedsforsikring; Mellem incitamenter og socialsikring Samfundsøkonomen nr 5. November 2009
Litteratur[redigér | rediger kildetekst]
- Arbejdsløshedsforsikring i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1915), forfattet af Cordt Trap (1859-1937) - side 24-26
- Kaare R. Skou (2012): Politik der forandrede Danmark, Forlaget Sohn
- Svend Thorsen: De danske ministerier 1901-1929 Et hundrede politisk- historiske biografier, København, Pensionsforsikringsanstalten 1972
Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]
- Asbjørn Sonne Nørgaard: Kommunalisering af det offentlige ansvar for arbejdsløshedsforsikring; Mellem incitamenter og socialsikring Samfundsøkonomen nr 5. November 2009
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |