Daimon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kentaur og græske andre naturvæsener, kaldet Daimon, afbildet i relief på en romersk sarkofag fra ca. 230 f. Kr. Ordet Daimon, blev senere skrevet som dæmon, i kristen sammenhæng betydningen «afgud» og «ond ånd».
Mosaik af Tykhon, personificering af held og lykke i græsk mytologi. Tykhon blev betegnet som daimon agathos, det vil sige en «god ånd».
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Daimon (Det Gyldne Kompas).

Daimon (gr. δαίμων daímōn, lat. daemon) Et guddomslignende væsen af det gode eller onde.

Ordet er fejlagtigt blevet oversat til "dæmon" i Platon's skrifter og Sokrates' forsvarstale. Det er vigtigt at lægge mærke til, at en dæmon i dette værk ikke er en dæmon i den kristne forstand, men en daimon. Begrebet bruges særskilt i Platons skrifter som en forklaring på Sokrates' handle- og tænkemåde jf. indledningen til Platons Symposion, hvor Sokrates er indbudt til gilde og pludselig standser for at tænke. "Der vil ske store ting. Det varskos vi straks om. Sokrates standser på vejen; øjensynlig har hans daimonion noget at sige ham. Der sendes bud efter ham. Men Sokrates står ganske stille foran et nabohus." Citat fra Platons Symposion. Senere i værket ser man begrebet Eros som en daimon, et bindeled mellem de to verdener i Platons dualistiske verdenssyn. Hvis man i fænomenernes verden føler en længsel mod noget skønnere, viisere og bedre, bruger man Eros som bindeled til at komme til ideernes verden. Man bliver hjulpet på vejen af Sokrates og hans majeutiske metode.