Damnatio memoriae

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Damnatio memoriae er et latinsk begreb, som betyder fordømmelse af eftermælet, og var en vanære, som det romerske senat kunne idømme forrædere og andre der havde gjort skade på den romerske stat. Personen skulle med andre ord ikke slettes af historien, men huskes med vanære.

Praksis i Rom[redigér | redigér wikikode]

Dommen indebar at alle æresbevisninger blev frataget, og at navnet blev fjernet fra offentlige æreslister, sammen med alle borgerrettigheder. I det romerske samfund betød ære alt for en borger, og tabet af den blev anset for at være en overordentlig hård straf.

De bedst kendte tilfælde af damnatio memoriae var fordømmelsen af en række upopulære kejsere efter deres død. Den første som blev udsat for det var Nero, senere fulgte Domitian og Commodus. Når et kejser var idømt damnatio memoriae betød fx det alle statuer skulle fjernes, indskrifter skulle slettes, bygninger skulle omdøbes eller have deres gamle navn tilbage osv. Senere tids historieforskning har vist, at disse domme i højere grad har afspejlet holdningen hos vinderne af en magtkamp end folkets som helhed, og afhang desuden sjældent af om den dømtes regeringsførelse ud fra objektive kriterier havde været dårlig eller ej.

Lignende praksis i andre kulturer[redigér | redigér wikikode]

Before
After
Et fotografi fra 1937 af Stalin med Nikolaj Jezjov, nedenfor et efter retoucheringen.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Peter Ørsted, Nero : kejser i Rom, kbh, 2004 ISBN 87-14-29830-9

Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg