Danmarks økonomi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Nationalbankens bygning, tegnet af Arne Jacobsen.

Danmarks økonomi er en blandingsøkonomi, hovedsageligt baseret på arbejdspladser i servicesektoren. Landet præges af en moderne teknologisk landbrugssektor, moderne små og mellemstore virksomheder og en mindre gruppe af industrivirksomheder. Disse har en betydelig eksport og mangel på naturlige råstoffer og fraværet af en egentlig sværindustri medfører, at der ligeledes er en betydelig import. Danmark er derfor sårbar overfor konjunktursvingninger på verdensmarkedet og bl.a. indenfor EU fortaler for en frihandelsorienteret økonomi. Landets levestandard er blandt de højeste på globalt plan, nr. 17 (2007) ifølge Human Development Index – hvilket dog kun er på et gennemsnitligt vesteuropæisk niveau. Danmark havde i 2001 den mest lige indkomstfordeling i verden, men siden da er uligheden blevet større.[1] [2] I 2012 var Danmark ifølge Eurostat på ellevtepladsen, hvis man rangerer EU-landene efter, hvor lige deres indkomstfordeling er.[3] Danmark yder ca. 0,8% af bruttonationalindkomsten som ulandsbistand.

Historie[redigér | redigér wikikode]

1980' og 1990'erne[redigér | redigér wikikode]

I starten af 1980’erne havde dansk økonomi betydelige balanceproblemer: Lav vækst, høj arbejdsløshed, høj inflation samt underskud på betalingsbalancen og på de offentlige finanser.[4] Situationen blev forværret af den anden oliekrise i 1979. Schlüter-regeringen, der tiltrådte sidst i 1982, annoncerede en politik med vægt på at nedbringe inflationen og at undgå underskud på betalingsbalancen. Det første mål blev opnået ved at opretholde en klar fastkurspolitik over for den tyske D-mark, hvilket var et brud med de hidtidige jævnlige devalueringer. Desuden blev dyrtidsreguleringen, en automatisk justering af lønninger og visse overførselsindkomster (bl.a. folkepensionen) med inflationen, først suspenderet (fra 1983) og siden helt afskaffet (fra 1987).

Den nye politik medførte et rentefald, der var medvirkende til en kraftig stigning i den indenlandske efterspørgsel. Det satte gang i væksten og medførte et fald i ledigheden, men også et rekordstort underskud på betalingsbalancen i 1986 og ret kraftige lønstigninger. Regeringen omlagde derfor sin økonomiske kurs med finanspolitiske stramninger, således skattereformen fra foråret 1986 og kartoffelkuren i efteråret 1986. Dermed indledtes ”de syv magre år”, en længere periode med stram finanspolitik, lavvækst og stigende ledighed.[4] Som følge af den langvarige lavkonjunktur og dermed lavere import blev betalingsbalancen automatisk forbedret, mens den offentlige saldo omvendt forværredes. Også skattereformen, der reducerede rentefradraget og dermed styrkede den private opsparing, medvirkede dermed til en langsigtet betalingsbalanceforbedring, idet betalingsbalancens løbende poster kan ses som forskellen på opsparingen og investeringerne inden for et lands grænser. I 1990 kom der for første gang i mange år overskud på betalingsbalancen, men samtidig steg ledigheden i 1993 til 11,9 % eller 335.000 mennesker, den højeste arbejdsløshed overhovedet siden 2. verdenskrig.[5]

I foråret 1991 aftaltes ved overenskomstforhandlingerne en kraftig udvidelse af arbejdsmarkedspensionsordningerne til LO-området. Det var en begivenhed med vidtrækkende konsekvenser for samfundsøkonomien, der har medført opbygningen af store pensionsformuer i de følgende årtier. Det har bl.a. haft stor betydning for den private sektors opsparing og dermed for at vedligeholde overskuddet på betalingsbalancen på længere sigt.

I 1993 gennemførte den nytiltrådte Nyrup-regering en såkaldt ”kickstart” for at sætte gang i økonomien. Det blev nemmere at låne med sikkerhed i fast ejendom, hvad mange benyttede sig af. Der blev også vedtaget en ny skattereform i 1993, som var underfinansieret i de første år, sådan at økonomien blev stimuleret. Det medførte et stemningsskifte, konjunkturerne vendte, og man fik ”knækket” arbejdsløshedskurven.[4] Samtidig blev arbejdsmarkedspolitikken drejet over i en mere aktiv retning: Med start i 1994 blev der lagt vægt på at stille større krav til aktivering og aktiv arbejdssøgning, dagpengeperioden blev væsentligt forkortet, og især for unge blev reglerne strammet betydeligt.[6] Dermed faldt ikke bare den konjunkturbetingede, men også den strukturelle ledighed.

Et andet og meget vigtigt eksempel på, at der efterhånden blev lagt større vægt på det lange sigt i den økonomiske politik var, at regeringen i 1997 for første gang udarbejdede og fremlagde en mellemfristet plan (kaldt 2005-planen), der udstak rammerne og ambitionerne for finanspolitikken en årrække frem i tiden. Det er siden blevet en fast tradition i dansk finanspolitik, at man styrer inden for rammerne af en sådan mellemfristet plan, der sikrer, at de danske offentlige finanser er sunde også på længere sigt.[7]

Perioden 1994-2000 blev dermed på mange måder gunstig for dansk økonomi med høj vækst og faldende ledighed, uden at de sædvanlige problemer med inflation og betalingsbalanceunderskud voksede frem i samme udstrækning som tidligere. Samtidig blev de offentlige finanser væsentlig forbedret.[4] Fra 1997 var der således igen overskud på den offentlige saldo. Den høje vækst i forhold til udlandet medførte dog, at betalingsbalanceoverskuddet svandt ind. Regeringen strammede derfor finanspolitikken, især i forbindelse med den såkaldte pinsepakke i 1998, der også fortsatte tendensen fra de tidligere skattereformer med at nedsætte skatteværdien af rentefradraget. Man opnåede, at højkonjunkturen endte i en blød landing, og 1998 blev det foreløbig sidste og eneste år med et underskud på betalingsbalancen. I 2000 var inflationen på knap 3 pct., betalingsbalanceoverskuddet på 1½ pct. af BNP, ledigheden på 4,9 %, og der var et overskud på den offentlige saldo på 2,4 % af BNP.[8]

2000'erne[redigér | redigér wikikode]

I marts 2000 brast IT-boblen i USA. Sammen med terrorangrebet på World Trade Center i New York i september 2001 skabte det mere afmattede internationale konjunkturer, og også i Danmark smittede det af med lidt lavere vækst til følge og stigende ledighed i 2002-4. Denne lavkonjunktur blev dog kortvarig og betydelig mildere end både den foregående (de syv magre år sidst i 1980’erne og starten af 1990’erne) og den efterfølgende (finanskrisen). En fortsat tendens til rentefald satte fra 2004 på ny gang i den indenlandske efterspørgsel og ikke mindst boligmarkedet. Dermed startede en ny højkonjunktur 2004-08. På trods af de gunstige konjunkturer fortsatte man dog med en ret ekspansiv finanspolitik. Finanspolitikken udviklede sig derfor fra i 2003 at have været omtrent neutral til at være mere lempelig i de fire år 2004-07, end konjunkturerne tilsagde – den blev konjunkturmedløbende i stedet for at være modløbende.[9]

Velfærdskommissionens formand, Torben M. Andersen, økonomiprofessor ved Århus Universitet

På det strukturpolitiske plan fortsattes den aktive arbejdsmarkedspolitik, blandt andet med reformen Flere i Arbejde 2003.[10] Samtidig blev årtiet præget af større opmærksomhed om det langsigtede finansieringsproblem for de offentlige finanser, som var tilstede i den demografiske udvikling med bl.a. stigende levealder. Denne udvikling truede den finanspolitiske holdbarhed i såvel Danmark som andre vestlige lande. Regeringen nedsatte i 2003 en velfærdskommission, der skulle udrede problemet og komme med forslag til en løsning. På baggrund af kommissionens arbejde vedtog Folketinget i 2006 et stort velfærdsforlig. Blandt de vigtigste elementer heri var, at efterløns- og folkepensionsalder skulle hæves med 2 år fra henholdsvis 2019 og 2024, og at begge aldre derefter skulle tilpasses hvert femte år i takt med den gennemsnitlige levealder. Velfærdsforliget vurderes i dag at have styrket den danske finanspolitiske holdbarhed meget markant.

På et andet punkt skete dog en væsentlig strukturel forringelse af de offentlige finanser. Regeringen Anders Fogh Rasmussen gjorde ved sin tiltræden i 2001 et officielt skattestop til en hjørnesten i sin økonomiske politik. Skattestoppet indeholder et såkaldt nominalprincip, der udhuler skatteindtægterne fra ejendomsværdiskatten og en række afgifter i takt med inflationen. Nominalprincippet er blevet kritiseret af en række økonomer for at medføre et mere uhensigtsmæssigt skattesystem[9] og for at underminere den finanspolitiske holdbarhed. De økonomiske vismænd har således anslået, at nominalprincippet svækker den finanspolitiske holdbarhed med 21 mia. kr. årligt i al fremtid.[11]

Nominalprincippet anses også sammen med den generelt for lempelige finanspolitik at have forstærket boblen på det danske boligmarked i årene inden finanskrisen og dermed have medvirket til, at finanskrisen i Danmark blev værre end nødvendigt.[12] Den internationale finanskrise ramte Danmark i 2008. Her havde ledigheden nået et foreløbigt lavpunkt med 2,7 %, men det gik nu hastigt den anden vej: I 2008 var der et fald i BNP på 0,8 % og i 2009 et yderligere, meget kraftigt fald på 5,7 %. Ledigheden steg til godt 6 % i 2010, og der kom igen underskud på den offentlige saldo fra 2009.

I 2009 blev gennemført en ny skattereform, der fortsatte beskæringen af rentefradraget og lempede indkomstbeskatningen, især for højindkomstgrupper. I lyset af de nu svage konjunkturer var den underfinansieret i de første år, men selvfinansierende i det lange løb.

2010'erne[redigér | redigér wikikode]

I begyndelsen af 2010 forventede regeringen (fra april 2009 ledet af Lars Løkke Rasmussen), at man for første gang ville overskride EU’s underskudsgrænse på 3 % af BNP for den offentlige saldo, og Danmark blev derfor pålagt en EU-henstilling om at sørge for en finanspolitisk stramning på mindst ½ pct. af BNP i gennemsnit i årene 2011-13. Det førte til den såkaldte genopretningspakke fra maj 2010 med besparelser på det offentlige forbrug, fastfrysning af overførselsindkomster i to år og en udskydelse af de lempelser i topskatten, som ellers var forudset i skattereformen fra 2009. Dermed blev finanspolitikken mere kontraktiv i 2011.

I 2011 vedtoges tilbagetrækningsreformen, der begrænsede efterlønsordningen til tre år og fremrykkede stigningen i efterløns- og folkepensionsaldrene, som oprindelig var aftalt i velfærdsforliget i 2006. Efter gennemførelsen af denne reform, som påvirker de langsigtede offentlige finanser positivt på grund af færre udgifter til overførselsindkomster samt flere skatteindtægter fra en større arbejdsstyrke, vurderes det, at den danske finanspolitik er blevet holdbar.

Regeringen Helle Thorning-Schmidt, der tiltrådte i oktober 2011, lovede i sit regeringsgrundlag at videreføre den foregående regerings økonomiske politik. Blandt regeringens initiativer har været en ny skattereform i 2012, der blandt andet forhøjede beskæftigelsesfradraget og hævede topskattegrænsen, især finansieret ved en lavere stigning i overførselsindkomsterne, afgiftsstigninger og besparelser på forsvaret. Samme år nedsattes en produktivitetskommission for at belyse årsagerne til Danmarks lave produktivitetsvækst siden ca. 1995 - et problem, der i stigende grad er kommet på dagsordenen. Danmark vurderes stadigvæk at befinde sig i en lavkonjunktur, som landet først vil komme helt ud af i løbet af nogle år.

Udenrigshandel[redigér | redigér wikikode]

Danmark er en lille åben økonomi, der er meget afhængig af sin udenrigshandel. I 2012 udgjorde værdien af landets samlede eksport af varer og tjenesteydelser 993 mia. kr. eller 55 % af BNP, mens værdien af den samlede import var 912 mia. kr. eller netop 50 % af BNP.[13] Landets primære eksportvarer er råolie og naturgas sammen med maskiner, instrumenter, fødevareprodukter, farmaceutiske produkter, møbler og vindmøller. Som følge af den store produktion af olie, naturgas og vindenergi er Danmark for tiden selvforsynende med energi. Blandt de lande som Danmark eksporterer mest til, er Tyskland, Sverige og Storbritannien. Det skyldes, at disse lande ligger tæt på Danmark og har en god økonomi og en høj levestandard, der er sammenlignelig med den danske.

Pengepolitik og valutakurs[redigér | redigér wikikode]

Efter sammenbruddet af Bretton Woods-systemet i 1971 fulgte Danmark i 1970'erne og starten af 1980'erne en valutapolitik med gentagne devalueringer. De gav kortsigtede konkurrenceevneforbedringer, der stimulerede beskæftigelsen og forbedrede betalingsbalancen, men gevinsterne forsvandt på længere sigt og efterlod blot en tilsvarende høj inflation. I 1982 indførte Danmark derfor i stedet en fastkurspolitik - i første omgang i forhold til den daværende "kurv" af EU-landenes valutaer, ECU'en, siden 1987 i forhold til den tyske D-mark, og fra 1999 i forhold til euroen.[14] Danmark har foreløbig valgt ikke at tilslutte sig ØMU'ens tredje fase, men der er bred opbakning til at fortsætte fastkurspolitikken over for euroen. Fastkurspolitikken har efterhånden vundet stor troværdighed i takt med at Danmark har vist sig i stand til at fastholde den modsat mange andre europæiske lande. Det har medført at inflationen og i takt hermed de nominelle renter er faldet betydeligt siden højinflationsperioden i 1970'erne og 1980'erne. Fra 1990-2012 var den årlige danske inflation i gennemsnit 2,2 %. I 2012 var inflationen 2,4 % (se også Inflation og Fastkurspolitik).

Arbejdsmarked og beskæftigelse[redigér | redigér wikikode]

Danmark har i international sammenhæng et arbejdsmarked, der i høj grad er præget af flexicurity-modellen: Det er relativt let at ansætte og fyre medarbejdere, mens understøttelsen for ledige samtidig traditionelt har været høj i international sammenhæng. Man kan karakterisere det danske arbejdsmarked som et "hyr og fyr"-arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere siden Septemberforliget i 1899 med jævne mellemrum har forhandlet overenskomster, så vidt muligt uden politikernes indblanding. Derimod sørger politikerne for at sikre indkomsternes beståen via høje overførselsindkomster til de arbejdsløse i en begrænset periode. Dermed kombineres det som gør en markedsøkonomi uovertruffen, nemlig evnen til at forny sig selv, med et fordelingsmæssigt hensyn til at tilgodese at folk ikke bliver fattige når de midlertidigt er uden arbejdsindkomst.

Det er altså let og billigt at fyre ansatte i Danmark i forhold til mange andre lande. Dette medfører, at arbejdsmarkedet er særdeles fleksibelt. Cirka 10 % af arbejdspladserne nedlægges hvert år, men der skabes hele tiden nye.
I den private sektor forlod i 2006 omkring 30% af arbejdstagerne deres job pga et nyt job, tilbagetrækning (pension, efterløn, mm.) eller arbejdsløshed. Det kan være dyrt for arbejdspladsen, da det kan tage måske et halvt år at optræne den nye arbejdskraft, men på den anden side er det let at reducere antallet af arbejdspladser pga. den naturlige afgang. Her er Danmark på niveau med f.eks. Storbritannien og USA, og dermed langt mere fleksibel end landene i Europa syd for Danmark, hvor kun omkring 10 % forlader deres job hvert år.[15]

Danmark har en meget høj placering blandt verdens lande mht. hvor stor en del af befolkningen, der er i arbejdsstyrken. Mindre lande/politisk-administrative områder som Cayman Islands og Bermuda undtaget lå Danmark i 2007 efter Kina, Schweiz, Thailand og Canada på 54,4%[16] af den samlede befolkning i arbejdsstyrken.

Ifølge Eurostat havde Danmark i tredje kvartal 2012 en beskæftigelsesfrekvens blandt de 15-64-årige på 72,8%, den femtehøjeste i EU. Holland havde 75,3%, Sverige 75,6%, Østrig 73,6 % og Tyskland 73,2 %. Gennemsnittet for hele EU var 64,6 %.[17]

Arbejdsløshed[redigér | redigér wikikode]

Stor arbejdsløshed forekom især i 1970'erne, 1980'erne og starten af 1990'erne med toppunktet i januar 1994 på 13,8% (386.186 personer) - et tal som er godt dobbelt så højt som i dag. Faldet siden 1994 vurderes dels at skyldes et jævnt fald i strukturledigheden, dels udsving i konjunkturerne. Ledigheden nåede således et lavpunkt i 2008 og er derefter igen steget som følge af finanskrisen. Ifølge den seneste Eurostat-statistik er arbejdsløsheden for Danmark p.t. (april 2013) på 7,0 % (opgørelsesmetoden afviger lidt fra bruttoledigheden som opgjort af Danmarks Statistik). De 7 % placerer den danske ledighed noget under EU's gennemsnit, som er på 11 %, men dog over lande som Tyskland (5,4 %) og Østrig (5,1 %). I USA var ledigheden 7,5 % april 2013 ifølge Eurostat.

Den gennemsnitlige årlige arbejdsløshed, fra 2007 angivet som den registrerede bruttoledighed:

1993 = 12,4 % 2002 = 5,2 % 2011 = 6,2 %[18]
1994 = 12,3 % 2003 = 6,2 % 2012 = 6,2 %[18]
1995 = 10,4 % 2004 = 6,4 %
1996 = 8,9 % 2005 = 5,7 %
1997 = 7,9 % 2006 = 4,5 %
1998 = 6,6 % 2007 = 3,7 %[18]
1999 = 5,7 % 2008 = 2,7 %[18]
2000 = 5,4 % 2009 = 4,9 %[18]
2001 = 5,2 % 2010 = 6,3 %[18]

Velfærdssystem[redigér | redigér wikikode]

Danmark og Norden generelt har et udbredt (universelt) og bredt- og velfinansieret velfærdssystem.

Uddybende Uddybende artikel: Velfærdsstaten i Danmark

I Danmark ejes og drives hovedparten af institutionerne af det offentlige (i offentligt ejede bygninger af offentligt ansatte), ikke af private. Systemet sikrer bl.a. landets borgere gratis lægehjælp, fri uddannelse og arbejdsløshedsunderstøttelse, sidstnævnte hvis man er medlem i og betaler a-kasse-bidrag til en arbejdsløshedskasse. Hvis man ikke kan få dagpenge fra a-kassen, må man henvende sig til sin kommune for at få kontanthjælp. Herudover kan man vælge at betale efterlønsbidrag til A-kassen og dermed efter 30 år få ret til efterløn, tidligst fra man er 60 år (i 2013. Fra 2014 bliver efterlønsalderen gradvis sat op til 64 år i 2023. Derefter vil den ligesom folkepensionsalderen ifølge velfærdsaftalen fra 2006 stige gradvis i takt med middellevetiden).

I 2012 var omkring 834.000 personer i 16-64-alderen på overførselsindkomst. Heraf var den største gruppe førtidspensionister (236.000 personer). Blandt de øvrige grupper er ledige dagpengeberettigede og kontanthjælpsmodtagere, som udgjorde 119.000 personer, og øvrige kontanthjælpsmodtagere med ca. 80.000 personer. Efterlønnere udgjorde 104.000 personer, folk i støttet beskæftigelse (virksomhedspraktik, fleksjob, skånejob mv.) 99.000 personer, sygedagpengemodtagere 73.000 og personer på barselsorlov 54.000 personer.[20]

Næsten alle børn mellem 3 og 5 år bliver passet ude, nemlig 97 %. Blandt de 6-9-årige passes yderligere 80 % ude, primært i skolefritidsordninger.[21] Dette gør det muligt for kvinder i Danmark at have en meget høj arbejdsmarkedstilknytning. Muligvis blandt andet på grund af den udbredte børnepasning samt det store udbud af job i den offentlige sektor (jobsikkerhed) føder kvinder i Danmark flere børn end kvinder i de fleste europæiske lande.

Især siden 1990'erne har Danmark opbygget et betydeligt obligatorisk arbejdsmarkedspensionssystem. De fleste ældre vil i fremtiden få det meste af deres løbende indkomst udbetalt herfra. Den supplerer og erstatter dermed i stigende grad den universelt udbredte folkepension, der ikke kræver nogen form for arbejdsmarkedstilknytning. Den samlede pensionsformue indbetalt på såvel arbejdsmarkeds- som øvrige private ordninger (livrenter, rate- og kapitalpensioner) var ultimo 2012 på 2515 milliarder kroner. Dermed havde hver dansker i gennemsnit en pensionsformue på knap 450.000 kr. Godt og vel halvdelen (52 %) af danskernes samlede finansielle aktiver ligger således i denne pensionsformue, som dermed er en afgørende komponent i Danmarks samlede opsparing. [22]

Diskussionen om Danmarks velfærdssystem har bl.a. flexicurity-begrebet som omdrejningspunkt. Det er baseret på det relativt fleksible arbejdsmarked, hvor det i forhold til mange andre lande er relativt nemt og hurtigt at afskedige ansatte. Til gengæld har befolkningen rimelig sikkerhed for at kunne opretholde et vist indkomstniveau takket være ydelser som dagpenge og kontanthjælp.

Offentlige finanser[redigér | redigér wikikode]

Som følge af det udbyggede velfærdssystem udgør den offentlige sektor en ret stor del af Danmarks økonomi. De offentlige indtægter udgjorde i 2012 1.004 milliarder kroner, og udgifterne 1.082 mia. kr. [23] Begge poster udgør mere end halvdelen af BNP.

Ud over det udbyggede system af overførselsindkomster (se ovenfor) er den offentlige produktion af serviceydelser også relativt stor. Antallet af ansatte inden for offentlig forvaltning og service omregnet til fuldtidsbeskæftigede var således knap 730.000 personer i 1. kvartal 2013. Hertil kommer 58.000 personer, der arbejder i offentlige virksomheder.[24] Det svarer til godt en fjerdedel af samtlige beskæftigede.

Velfærdssamfundet finansieres med et af verdens højeste skattetryk. Skattetrykket i 2012 er beregnet til 48,5%. Det er 2½ procentpoint mindre end rekorden i 2005, hvor skattetrykket var på 51,0 %.[25] Forskellen skyldes dels konjunkturudviklingen, der påvirker skattetrykkets størrelse hvert eneste år, og dels forskellige skattelettelser i de seneste år. Målt på den direkte gennemsnitsskat på arbejdsindkomst ligger Danmark dog ikke specielt højt i forhold til andre OECD-lande.[26] En enlig uden børn med en gennemsnitsindkomst betalte således 38,6 % af sin indkomst i indkomstskat (inkl. arbejdsmarkedsbidrag og lønafhængige afgifter) i Danmark i 2012, hvilket er det ottendelaveste niveau ud af 21 OECD-lande i Skatteministeriets undersøgelse. Listen toppes af Belgien, hvor en tilsvarende person betaler 56 % i skat. I Tyskland og Frankrig er tallet lige omkring 50 %. Italien har den laveste skat for denne type person med 25,9 %. Det høje danske skattetryk skyldes dermed i høj grad andre skatter end indkomstskatterne, især det høje niveau for moms og punktafgifter.

Det er karakteristisk for Danmark, at landets velfærdsydelser kun undtagelsesvis finansieres af øremærkede lønafhængige afgifter, som er meget udbredte i andre vesteuropæiske lande. De offentlige udgifter finansieres derimod i overvejende grad af generelle, ikke øremærkede indkomstskatter og af moms og andre forbrugsafgifter, bl.a. registreringsafgifter mm. på køretøjer. Momsen i Danmark er på 25%. Andre væsentlige skatter er pensionsafkastskatten, som er en skat på 15,3 % af den årlige forrentning af alle pensionsformuer, selskabsskatten, ejendomsskat eller grundskyld som pålægges værdien af al jord (især boliggrunde, men også f.eks. landbrugsjord), og ejendomsværdiskatten, der kun pålægges værdien af ejerboliger. Den sidstnævnte skat har dog fået mindre betydning i det 21. århundrede, da dens reale værdi siden 2001 hvert år er blevet udhulet som følge af det såkaldte nominalprincip i skattestoppet.

Også udvindingen af olie og naturgas i Nordsøen spiller en mærkbar rolle for statens indtægter i disse år og udgør en væsentlig andel af de samlede selskabsskatter.

Personskatter (inklusive arbejdsmarkedsbidraget på 8 %) udgjorde i 2010 49,3 % af de samlede skatteindtægter. Moms og lønsumsafgift udgjorde godt 21 %, andre afgifter godt 10 %, selskabsskatter mv. (inklusive indtægterne fra Nordsøen) knap 6 %, ejendomsskatter og ejendomsværdiskat godt 4 % og pensionsafkastskatten 5 %. Resten udgjordes af a-kasse-kontingenter (der opfattes som en skat i statistisk henseende), arveafgifter mv.[27]

Aktuelle problemstillinger i den økonomiske politik[redigér | redigér wikikode]

I 2013 er den umiddelbare økonomiske situation og dermed fokus i den offentlige debat i høj grad præget af efterdønningerne fra den økonomiske krise, som Danmark har befundet sig i siden udbruddet af finanskrisen. Beskæftigelsen i 2012-14 vurderes således af regeringen at ligge ca. 80.000 personer under det strukturelle niveau, dvs. det beskæftigelsesniveau, der ville være i en neutral konjunktursituation.[28] Såvel regeringen som de fleste andre økonomiske prognosemagere i ind- og udland forventer, at konjunktursituationen efterhånden vil blive forbedret i de kommende år, og at landet vil vende tilbage til en normal konjunkturtilstand, men det er usikkert, hvor lang tid denne "normalisering" vil tage.

Blandt de vigtige strukturelle eller længerevarende problemstillinger for dansk økonomi er:

  • Demografiske ændringer har længe optaget den offentlige debat og ført til bl.a. vedtagelsen af velfærdsforliget i 2006 og tilbagetrækningsreformen i 2011. Problemstillingen er, at der bliver betydeligt flere ældre i Danmark som i mange andre vestlige lande i de kommende årtier - dels fordi de store efterkrigsgenerationer nu er over 60 år gamle, og dels fordi gennemsnitslevetiden hele tiden stiger. Det har ført til frygt for, at arbejdsstyrken vil falde i de kommende år. Dels på grund af de nævnte reformer, som netop er blevet vedtaget for at løse dette problem, og dels pga. at de nyeste befolkningsfremskrivninger forudsiger et højere fødselstal og større nettoindvandring end for nogle år siden, regner man imidlertid nu snarere med en stigende arbejdsstyrke fremover (se også arbejdsstyrke).
  • Pres på de offentlige finanser: Finanskrisen forårsagede, at det mangeårige overskud på den offentlige saldo fra 2009 er blevet vendt til et underskud. Selvom regeringen forventer en vis genopretning i årene indtil 2020, er der stadig udsigt til en lang periode med offentlige underskud på længere sigt.[29] Selvom finanspolitikken efter de sidste års reformer grundlæggende anses for at være holdbar (se også Finanspolitisk holdbarhed), er der derfor også udsigt til en stigende offentlig gæld i en periode frem mod 2040.[30]
  • Lønkonkurrenceevnen har været faldende i en periode, dvs. de danske lønninger er steget i forhold til lønnen hos vores vigtigste samhandelspartnere. Det har ført til diskussioner om Danmark har et grundlæggende konkurrenceevneproblem. Danmark har dog samtidig et stort overskud på betalingsbalancen. Den tidligere udlandsgæld er i dag afløst af betydelige nettotilgodehavender i udlandet.
  • Lav produktivitetsvækst har præget udviklingen i Danmark i de senere år. Som følge af det er der i 2012 blevet nedsat en produktivitetskommission, der skal forsøge at analysere årsagerne hertil og foreslå veje til at forbedre produktiviteten.
  • Indkomstfordelingen er blevet mere ulige i de sidste årtier. Det har medført, at mens Danmark i 2002 havde den mest lige indkomstfordeling blandt alle EU-lande med en Gini-koefficient på 22, var landet i 2012 på en ellevteplads, og Gini-koefficienten var steget til 28,1.[3]

Grønland og Færøerne[redigér | redigér wikikode]

Grønland led under en økonomisk nedgang i starten af 1990'erne, men siden 1993 har økonomien forbedret sig. En stram finanspolitik ført af Grønlands Hjemmestyre siden slutningen af 1980'erne hjalp til at skabe en lav inflation og overskud på betalingsbalancen, men prisen var en stigende udlandsgæld af Grønlands Hjemmestyres kommercielle rettigheder. Siden 1990 har Grønland kunnet registrere underskud på udlandshandelen.

Siden lukningen af Grønlands sidste bly- og zinkmine i 1989 er øens økonomi ene og alene afhængig af fiskeindustrien og de danske bevillinger. Selv ikke genoptagelsen af flere interessante hydrokarbonat- og mineralundersøgelsesaktiviter har haft effekt, da det vil tage flere år, før produktionen kan påbegyndes. Grønlands rejefiskeri er den største indtægtskilde, dog er fangsterne dumpet til historisk lave niveauer. Turisme er den eneste sektor, der vil kunne føre til gevinster. Selv dette bidrag vil være minimalt, da sæsonen er kort og medfører høje udgifter. Den offentlige sektor spiller en dominerende rolle i Grønlands økonomi. Bevillinger fra Danmark og EUs fiskeriunderstøttelse udgør ca. halvdelen af Hjemmestyrets indtægtskilder.

Færøerne er ligesom Grønland også afhængigt af fiskeriet og relaterede eksportområder. Uden den danske stats økonomiske redningsaktioner i 1992 og 1993 ville den færøske økonomi være gået bankerot. Siden 1995 har den færøske økonomi set en stigende vækst, men kan fortsat være i fare for tilbageslag. Arbejdsløsheden er ekstremt lav i begyndelsen af 2007, under to procent. Fornylig har boringer i farvandet omkring Færøerne givet håb om færøske felter med olie- og naturgas. Disse mulige forekomster kan med tiden danne grundlag for en økonomisk kickstart af et bredere funderet erhvervsliv.

Nøgletal[redigér | redigér wikikode]

Gnome globe current event.svg Denne artikel eller sektion er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Clockimportant.svg

BNP – (Bruttonationalproduktet, købekraftskorrigeret(PPP)): $214 milliarder (2008 anslået)

BNP – (officiel valutakurs): $332 milliarder (2008 anslået)[31]

BNP – reelle vækstrate: 1,5% (2008 ca.)

BNP – pr. indbygger, købekraftskorrigeret(PPP): $39.260 (2008 anslået)[32]

BNP – deling af sektor:
Landbrug: 1,6%
Industri: 26,3%
Tjenesteydelser: 72.1% (2007 ca.)

Arbejdsstyrke: 2,9 millioner (2007 ca.)

Arbejdsstyrke – sektorer: landbrug 3%, industri 21%, tjenesteydelser 76% (2004 ca.)

Arbejdsløshedsprocent: 1,6% (2008 ca.)

Befolkning under fattigdomsgrænsen: 12,1% (2007) [Kilde mangler]

Husholdningsindkomst eller forbrug pr:
laveste 10%: 2%
højeste 10%: 24% (2000 ca.)

Distribution af familieindkomst – Gini-koefficient: 24 (2005)

Inflation (Forbrugerpriser): 1,5% (2007 ca.)

Investering (brutto): 23,2% af BNP (2007 ca.)

Budget:
indtægter: $167,9 milliarder
udgifter: $156,1 milliarder (2007 ca.)

Offentlig bruttogæld: 36,3%(563,1 mia.kr.) af BNP(2005), 30,1%(2006),[33] 26,0%(440,9 mia.kr.) af BNP(ultimo 2007)(se Fodnote nr. 8)

landbrug – produkter: byg, hvede, kartofler, roesukker, svin, mælkeprodukter, fisk.

Industrier: jern, stål, rustfri metaller, kemikalier, fødevareforarbejdning, maskineri- og transportudstyr, tekstiler, elektronik, konstruktioner, møbler og andre træprodukter (juletræer og pyntegrønt), skibsbygning, vindmøller, lægemidler, medicinsk udstyr.

Industriproduktion vækstrate: 1,5% (2007 ca.)

Elektricitet – produktion: 43,35 milliarder kWh (2006)

Elektricitet – forbrug: 34,02 milliarder kWh (2005)

Elektricitet – eksport: 13,72 milliarder kWh (2006)

Elektricitet – import: 6,77 milliarder kWh (2006)

Elektricitet – produktion pr. område:
Fossile brændsler: 82,7%
Vandkraft: 0,1%
Atomkraft: 0%
Andre typer: 17,3% (2001)

Olie – produktion: 342.000 tønder/dag (2006 ca.)

Olie – forbrug: 171.000 tønder/dag (2006 ca.)

Olie – eksport: 320.000 tønder/dag (2006)

Olie – import: 164.000 tønder/dag (2006 ca.)

Olie – påviste reserver: 1,328 milliarder tønder (1 januar 2006)

Naturgas – produktion: 9,87 milliarder ku/m (2006 ca.)

Naturgas – forbrug: 4,775 milliarder ku/m (2005 ca.)

Naturgas – eksport: 5,35 milliarder ku/m (2005 ca.)

Naturgas – import: 0 ku/m (2005 ca.)

Naturgas – påviste reserver: 75,66 milliarder ku/m (1 januar 2006)

Betalingsbalance: $4,669 milliarder (2007 ca.)

Eksport: $102,1 milliarder f.o.b. (2007 ca.)

Eksport – varegrupper: Råolie, gas, maskiner og instrumenter, kød og kødprodukter, mælkeprodukter, fisk, lægemidler, møbler, vindmøller.

Eksport – partnere: Tyskland 17,3%, Sverige 14,1%, Storbritannien 8,7%, USA 6,2%, Nederlandene 5,4%, Norge 5,4%, Frankrig 4,9% (2006)

Import: $101,3 milliarder f.o.b. (2007 ca.)

Import – varegrupper: Maskiner og maskinudstyr, råmaterialer og halvfabrikata til industri, kemikalier, korn og foderstoffer, forbrugsvarer.

Import – partnere: Tyskland 21,4%, Sverige 14,2%, Norge 6,5%, Nederlandene 6,3%, Storbritannien 5,7%, Kina 5%, Frankrig 4,4% (2006)

Udviklingshjælp (donor): Ulandsbistand, $2,236 milliarder (2006)

Reserver af udenlandsk kapital og guld: $31,08 milliarder (2006 ca.)

Gæld – ekstern: $492,6 milliarder (Juni 2007).[34] Tallet dækker både statsgælden og erhvervslivets gældsposter i udlandet.[35] [36]

Markedsværdi af offentligt noterede aktier: $178 milliarder (2005)

Møntfod (kode): Danske kroner (DKK)

Valutakode: DKK

Vekselkurs over for amerikanske dollars: Pris i danske kroner for 1 amerikansk dollar – 5,4797 (2007), 5,9468 (2006), 5,9969 (2005), 5,9911 (2004), 6,5877 (2003), 7,8947 (2002), 8,3228 (2001)

År BNP
i milliarder af USD PPP
 % BNP vækst
2002 166,876 0,5
2003 170,798 0,7
2004 178,477 2,4
2005 187,721 2,2
2006 195,581 2,1
2007 212,404 1,8

Se også[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Finansministeriet: Indkomstudvikling og fordeling i Danmark 1983-2005
  2. Uligheden stiger markant i Danmark, analyse af Jonas Schytz Juul Politiken.dk 9. september 2011
  3. 3,0 3,1 Eurostats hjemmeside: Gini coefficient of equivalised disposable income. Hentet 23. november 2013.
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 Torben M. Andersen (2008): Udviklingslinjer i dansk økonomi. S. 1-34 i: T. M. Andersen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 3. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2008. S. 27-28
  5. Statistikbanken: AULAAR: Fuldtidsledige (netto) efter køn og personer/pct. Hentet 22. november 2011.
  6. Jacob Isaksen, Uffe Mikkelsen og Peter Beck Nellemann (2012): Arbejdsmarkedsreformer i Danmark og Tyskland. Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2012, del 1. Danmarks Nationalbank.
  7. Hellemann, D. og S. Garfiel (2012): Rammer for finanspolitikken i Danmark. I: Jubilæumsskrift for De Økonomiske Råd 1962-2102
  8. Danmarks Statistik: Statistisk Tiårsoversigt 2005.
  9. 9,0 9,1 Sørensen, P.B. (2012): Vismændene og dansk økonomi i 00erne. I: Jubilæumsskrift for De Økonomiske Råd 1962-2102.
  10. Gennemførte arbejdsmarkedsreformer. Bilag 4 i Regeringen: Danmarks konvergensprogram 2009.
  11. De Økonomiske Råd: Langsigtet finanspolitisk holdbarhed. Kapitel III i Dansk Økonomi, forår 2010. S. 260.
  12. Rangvid-udvalget (2013): DEN FINANSIELLE KRISE I DANMARK – årsager, konsekvenser og læring. Fra erhvervs- og vækstministeriets hjemmeside.
  13. Statistikbanken NATN01: Forsyningsbalance. Data hentet 15. juni 2013
  14. P. U. Johansen og M. Trier (2012): Danmarks økonomi siden 1980 -en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 144.
  15. Hyppige jobskift koster milliarder (29. juli 2008).
  16. The Economist:Pocket World in Figures.2007 Edition.
  17. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 31, 23. januar 2013.
  18. 18,0 18,1 18,2 18,3 18,4 18,5 Arbejdsløshed 2012 - Danmarks statistik
  19. Stigning i ledigheden i april – Danmarks Statistik
  20. 16-64-årige offentligt forsørgede – Danmarks Statistik: Hentet 8. august 2013
  21. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 214, 24. april 2013: Flere børn bliver passet ude
  22. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 351, 27. juni 2013: Stor stigning i danskernes finansielle nettoformue
  23. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 297, 3. juni 2013: Offentligt underskud på 77,5 mia. kr. i 2012
  24. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 337, 24. juni 2013: 1.500 flere lønmodtagere i private virksomheder
  25. Fra skatteministeriets hjemmeside, hentet 16. juni 2013.
  26. Skatteministeriets hjemmeside: Skattetryk - en international sammenligning, tabel 1, hentet 16. juni 2013.
  27. Torben M. Andersen (2012): Offentlig sektor. S. 64-100 i: T. M. Andersen, J. Bentzen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 4. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2012. S. 78
  28. Økonomi- og Indenrigsministeriet: Økonomisk redegørelse maj 2013, s. 151
  29. Økonomi- og indenrigsministeriet: Danmarks Konvergensprogram 2013
  30. [1] De Økonomiske Råd: Dansk økonomi, forår 2013, kapitel II: Holdbar finanspolitik
  31. (inkl.ovenstående)The Economist:The World in 2008
  32. The World in 2008
  33. Danske Bank:Nordisk økonomi, November 2007
  34. CIA World Factbook – Denmark
  35. CIA
  36. Danmarks nettoaktiver over for udlandet ultimo 4. kvartal 2007(en side) I "Økonomisk redegørelse", februar 2008" var der ventet en nettoformue over for udlandet ved udgangen af 2007 på -13,7 mia. kr. svarende til -0,8 pct. (negativ, dvs. nettogæld) af BNP. Nettoformuen er særdeles følsom over for ikke-forudsigelige kursudsving på valuta-, aktie- og obligationsmarkederne på grund af store bruttobeholdninger af aktiver og passiver på mere end 200 pct. af BNP. (Danmarks samlede (private og offentlige) nettoudlandsgæld ultimo 2007: 62 mia. DKK (3,7 pct. af BNP), ikke 13,7 mia. kr. som ventet).

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]