Danmarks filmhistorie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Danmarks filmhistorie
Danishfilm.png
Liste over danske film
før-1910
1910'erne
1920'erne
1930'erne
1940'erne
1950'erne
1960'erne
1970'erne
1980'erne
1990'erne
2000'erne
2010'erne

Danmarks filmhistorie er historien om en lokal industri, der i stumfilmstiden opnåede ganske markante globale markedsandele, men de senere år har set en nedgang i antallet af solgte billetter og prestige.[1][2][3].

Stumfilmsperioden[redigér | redigér wikikode]

Screenshot fra filmen Kørsel med Grønlandske hunde, 1897

Dansk film tager sin spæde begyndelse i 1890'erne med Peter Elfelts stumfilm: Kørsel med grønlandske Hunde (1896) og Asfaltlæggere er blandt de første registrerede titler.

I 1906 begynder Ole Olsen at producere film under navnet Ole Olsens Filmindustri eller Ole Olsens Filmfabrik, det senere Nordisk Film. Selskabet er i dag verdens ældste eksisterende filmselskab. Året før havde Olsen åbnet en biograf i Vimmelskaftet. I begyndelse af 1906 bliver Nordisk Films første film Duer og Maager produceret.[4] Nordisk Film var i tiden frem til første verdenskrig blandt de førende selskaber i verden, og producerede så tidligt som 1908 mere end 100 film årligt. Deriblandt klassikeren Løvejagten. Dette var den første danske handlingsfilm, og første store succes for Nordisk Film. Filmen var frem til 1911 forbudt i Danmark, fordi en virkelig løve blev skudt under optagelserne. Nordisk Film har siden beholdt en central placering i den danske filmbranche.

I den følgende tid høster instruktøren Carl Th. Dreyer, komikerne Fy og Bi, samt skuespillerene Valdemar Psilander og især Asta Nielsen stor international anerkendelse. Dreyers første film som instruktør var Præsidenten fra 1918. Året efter indspillede han Blade af satans bog der i 1921 fik dansk premiere.[4] Fy og Bi blev skabt af instruktøren Lau Lauritzen Sr., der havde gået fra Nordisk Film til selskabet Palladium.[4] Asta Nielsen debuterede i Urban Gads erotiske melodrama Afgrunden (1910), som bliver et europæisk gennembrud for både Asta Nielsen og dansk stumfilm generelt.

Carl Theodor Dreyer blev allerede før tonefilmen kendt som Danmarks første store instruktør, især hans nok mest anerkendte værk, "Jeanne D'arcs Lidelse og Død" er ikke kun gået over i den danske filmhistorie, men er blevet en ægte klassiker, som af nogen kaldes det sidste stumfilmsmesterværk.

Tonefilmens første årtier[redigér | redigér wikikode]

De første tonefilm blev skabt i 1930'erne. Tiden var præget af en meget munter stemning. Blandt de flittigst benyttede skuespillere var den folkekære Ib Schønberg. Med sin muntre sang var Marguerite Viby en anden stor repræsentant for tidens stemning.

I 1940'erne skifter stemningen brat. Alvorlige toner ruller ind over landet, godt påvirket af den spændte verdenssituation. Blandt tidens hovedværker er Carl Th. Dreyers Vredens Dag (1943), samt Bjarne Henning-Jensens Ditte Menneskebarn (1946) efter Martin Andersen Nexøs roman.

Efter 2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Efterkrigstiden gav en renæssance til de "familie-hyggelige" film. En af de mest læste forfattere, Morten Korch, lod efter 15 års forhandlinger med forskellige filmselskaber endelig i 1950 ASA filmatisere romanen De røde heste. Producenten Henning Karmark købte filmatiseringsrettighederne til alle Morten Korchs bøger. Det blev den største biografsucces i dansk historie: over 2,3 millioner biografgængere lod sig lokke.[5] Desuden indtog Far til Fire scenen med en lang serie af populære film.

1970'erne påvirkes af pornocensurens ophør. Sengekantsfilmene og Stjernetegnsfilmene opnåede stor popularitet ved at kombinere porno og folkekomedie. Derudover slog Egon Olsen og hans bande igennem i Olsen Banden-filmene, skabt af Erik Balling og Henning Bahs som en blanding af traditionel folkekomedie og socialrealisme.

I 1972 oprettedes Det Danske Filminstitut, der støtter filmproduktionen med et blik på både kunstnerisk potentiale og kommercielle muligheder. Fra 1980'erne og frem er næsten alle danske film produceret med støtte fra DFI.

Prisfesten[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af 1980'erne begyndte en række danske film at vinde betydningsfulde priser. Det var i 80'erne, at det danske instruktørikon, Lars von Trier, debuterede med "The Element of Crime", som vandt Den Store Tekniske Pris få filmfestivalen i Cannes. Lidt efter kom "Epidemic", som Trier og hans medmanuskriptforfatter, Niels Vørsel, spillede hovedrollerne i. Den var ikke en kommerciel succes; den solgte 107 biografbilletter, men blev dog vist på Cannes Filmfestival. Gabriel Axels Babettes gæstebud vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 1988, og året efter gik prisen til Bille Augusts Pelle Erobreren, som også modtog Den Gyldne Palme. August kronede sin indsats med yderligere at vinde Den Gyldne Palme med Den Gode Vilje i 1991. Dermed blev August den tredje instruktør til at vinde Guldpalmen to gange. Året før vandt Lars von Triers tredje film, "Europa" eller "Zentropa", som var navnet, den blev markedsført under i USA, tredjepladsen på Cannes Filmfestival.

I 1994 kommer Ole Bornedals Nattevagten der vinder flere internationale priser og som en af de få danske film bliver genindspillet i Hollywood.

Især 1996 huskes som et godt dansk film-år. Nicolas Winding Refn, søn af den anerkendte klipper, Anders Refn, instruerer sin første film, "Pusher". Den blev vist på filmfestivalen i Berlin, og Refn blev allerede dengang et lille navn i udlandet. Men især Lars von Triers "Breaking the Waves" huskes stadig og er blevet lidt af en moderne klassiker. Den vandt en European Film Award for bedste europæiske film, Grand Prix (den uofficielle 2.plads på Cannes Filmfestival) på filmfestivalen i Cannes, og Emily Watson blev nomineret til en Oscar for sin præstation som den religiøse Bess.

Danmark markerede sig desuden stærkt på Oscar-scenen med diverse kortfilm, der høstede nomineringer i 1997, 1998 samt sejre i 1999 og 2002. Desuden blev Lars von Triers Dancer in the Dark (2000) Oscar-nomineret for bedste sang.

Dogmebølgen[redigér | redigér wikikode]

I 1995 introducerede Lars von Trier, Søren Kragh-Jacobsen, Kristian Levring og Thomas Vinterberg manifestet Dogme95, der fik international opmærksomhed. De tre første dogmefilmIdioterne (1998) af Lars von Trier, Festen (1998) af Thomas Vinterberg og Mifunes sidste sang (1999) af Søren Kragh-Jacobsen – vandt flere internationale priser på de vigtigste festivaler i Cannes, Berlin og Venedig, og banede vej for instruktører som Susanne Bier med Den eneste ene (1999) og Lone Scherfig med Italiensk for begyndere (2000). Desuden blev "Festen" nomineret til en Golden Globe for bedste udenlandske film.

Filmkrise[redigér | redigér wikikode]

Succesbølgen for dansk film varede ved i en årrække, men uden den store fornyelse, og den 19. september 2007 konstaterede Børsen endegyldigt, at "1990'ernes filmfest er forbi". Men det skulle blive endnu værre. Krisen kulminerede i 2009-2010 og ramte bl.a. billetsalget[6]. Zentropa-chefen Peter Aalbæk Jensen måtte i 2009 fyre en lang række medarbejdere og udtalte: "Dansk film er rig på talent, men selvfedme, dårlig ledelse og urimelige lønkrav har kastet filmproducenter ud i en alvorlig økonomisk krise" [7].

Citat 2009 var et meget svært biograf år for dansk film. For første gang i mange år faldt antallet af billetter til de danske film til et niveau, der lå 10 år tilbage: På trods af, at antallet af solgte biografbilletter steg til nye højder, faldt salget af billetter til danske film. En markedsandel på kun 17% mod 33% året før, og kun 3 danske film var blandt top 20 biograffilmene i 2009 – mod 6-8 film årene før. Et meget skuffende år! Citat
Zeitgeist Whitepaper[8]

I november 2010 kom der et nyt filmforlig, som mange håber, vil kunne hjælpe med at løse krisen i dansk film. Yderligere bød slutningen af 2010 og begyndelsen af 2011 på to positive nyheder: Susanne Biers film Hævnen vandt en Oscar og en Golden Globe,[9] og Klovn - The Movie solgte over 753.000 billetter på lidt over måned og blev dermed den hurtigst sælgende danske biograffilm nogensinde.[10]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]