Danmarks historie (1945-1990)

Danmarks historie (1945-1990) indrammes af to begivenheder, der fik stor betydning for Danmarks rolle i det internationale samfund. I 1945 blev landet befriet af de allierede, efter 5 års besættelse og landet blev senere stiftende medlemmer af NATO og FN.

Mod periodens slutning forsvandt Berlinmuren og Danmark og NATO's fjendebillede ændrede sig dramatisk.

I den mellemliggende periode udviklede Danmark sig langsomt fra et landbrugsland til et industrisamfund og udviklede det, der skulle blive kendt som velfærdsstaten. I 1973 blev Danmark også medlem af EF, det senere EU. Samme år udbrød der krig mellem Israel og dets arabiske naboer, og derfor standsede de olieproducerende arabiske landes organisation OPEC produktionen af råolie. Den følgende usikkerhed og inflation gjorde verdensmarkedet ustabilt, og der fulgte en økonomisk nedgangstid, hvor Danmark måtte optage store lån i udlandet. I løbet af 80'erne forsøgte regeringen ved hjælp af den såkaldte "kartoffelkur" at rette op på den danske økonomi og gæld. Tiden gik derfor under navnet fattig-firserne.

Efterkrigstiden

2 modstandsfolk holder vagt foran en lukket butik

Da den tyske værnemagt kapitulerede 5. maj 1945, overtog ca. 55.000 tilknyttet modstandsgrupperne opretholdelsen af ro og orden og bevogtningen af de mange tyske flygtninge, der var kommet til Danmark i krigens sidste fase. Omkring 30.000 danskere, der var mistænkt for landsskadelig virksomhed blev interneret; halvdelen blev hurtigt løsladt. Engelske tropper passerede grænsen ved Kruså, andre landede i Kastrup Lufthavn. Allerede 5. maj ankom Den Danske Brigade fra Sverige.

Den 9. maj præsenterede befrielsesregeringen sig for kongen og rigsdagen. Den havde Vilhelm Buhl som statsminister, John Christmas Møller som udenrigsminister og seksten andre minstre. Regeringen udtalte ønske om, at blive medlem af FN, der siden april havde været under oprettelse på en konference i San Francisco. Efter Sovjetunionen havde anerkendt den danske regering, blev Danmark den 5. juni FN's medlem nummer halvtreds.

Den 1. juni 1945 underskrev Christian 10. et straffelovstillæg, der var vedtaget i Folketinget med 125 stemmer mod fem. Tillægget blev givet med tilbagevirkende kraft til 9. april 1940 og gav mulighed for dødsstraf. Efter dette tillæg dømtes 78 til døden, hvoraf 46 blev henrettet. Værnemageri blev straffet med højst et halvt års fængsel. Folketingen nedsatte 15. juni Den parlamentariske kommission bestående af 23 medlemmer af Folketinget. Kommissionen skulle undersøge, om begivenheder under besættelsen og i forbindelse med den 9. april 1940, var af en sådan karakter, at der burde rejses tiltale mod embedsmænd eller ministre. Kommissionen afsluttede sit arbejde i 1953 og på baggrund af dens rapport, besluttede Folketinget i 1955 med 153 stemmer mod otte, at der ikke skulle rejses tiltale mod nogen.

Befrielsen førte ikke umiddelbart til forbedring af levevilkårene i Danmark. Flertallet af befolkningen havde under besættelsen oplevet et fald i levestandarden som følge af reallønsfald, rationeringer og kvalitetsforringelse af forbrugsgoderne. Dertil kom forringet socialhjælp, et hastigt stigende børnetal og manglen på flere end 50.000 boliger. Selv om besættelsestiden havde fået arbejdsløsheden til at falde, og reallønnen var steget siden 1943, var varemanglen steget katastrofalt i sommeren 1945. Desuden steg arbejdsløsheden efter ophøret af anlægsarbejderne for værnemagten. På den baggrund kom det til strejker og protestaktioner med krav om lønstigninger, 40 timers arbejdsuge og ophævelse af strejkeforbud. 4. juli demonstrerede omkring 100.000 foran Christiansborg for kravene. I august kom det til et løntillæg, der i det store og hele medførte, at lønniveauet fra 1939 blev nået igen. Samtidig blev arbejdsløshedshjælpen og alders- og invaliderenten forhøjet.

23. juli gennemførte regeringen en pengeombytning og formuopgørelse for at komme sortbørshajerne og dermed de illegalt tjente penge til livs. Formueopgørelsen viste, at 2,7 milliarder kr. ikke var beskattet. Bøder og efterbetalinger indbragte 1,3 milliarder kr. Men indgrebet kunne langt fra dække de 8 milliarder, som besættelsesmagten havde brugt efter simpelt hen at have hentet dem i nationalbanken. 8. august indgik udenrigsminister Christmas Møller en handelsaftale i London, der indebar, at de danske eksportpriser på landbrugsvarer gradvist blev skåret ned med 33% for smør og 25% for bacon.

Socialdemokratiet og DKP forhandlede i sensommeren 1945 om en sammenslutning af de to partier. 9. august stillede Socialdemokratiet en række krav, der blandt andet indebar at DKP opløste sig som selvstændigt parti. Det kunne DKP ikke acceptere; det lykkedes ikke at få et samlet arbejderparti, og forhandlingerne brød sammen. I løbet af sommeren var de politiske modsætninger vokset mellem partierne i befrielsesregeringen. Da dens beslutninger skulle være enstemmige, blev regeringen efterhånden helt handlingslammet. Det førte til, at der blev afholdt folketingsvalg 30. oktober 1945. DKP fik 12,5% af stemmerne og 18 mandater i Folketinget; de samme 18 mandater som Socialdemokratiet gik tilbage. Landbrugets utilfredshed med bl.a. handelsaftalen med England var baggrund for, at Venstre blev valgets anden store vinder med 23,4% af stemmerne, en fremgang på ti mandater. Venstres formand Knud Kristensen dannede 7. november en Venstre mindretalsregering med støtte fra Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Industrien genopbygges

Sammenlignet med de fleste andre europæiske lande var Danmark sluppet nogenlunde helskindet gennem krigen. Alligevel havde landet ved besættelsens afslutning store økonomiske vanskeligheder. Produktionsapparatet var brudt sammen, og det var den mest påtrængende opgave at genopbygge det. En vigtig betingelse for en hurtig genrejsning af erhvervslivet var import af maskiner, foderstoffer og vigtige råvarer. Det var vanskeligt, da næsten alle verdens lande havde samme problem. Samtidig manglede Danmark fremmed valuta til at betale for varerne, og udenlandske kreditter var svære at opnå. Da vareforsyningen var lille, skabte det en overhængende fare for inflation. Derfor fortsatte landet med rationeringssystemet og førte en stram importkontrol.

Danmark var kun fire år om at overvinde besættelsens økonomiske følger. Bedst gik det for industrien, hvis samlede produktion allerede i 1947 oversteg førkrigsproduktionen. I 1949 genvandt handelsflådens tonnage sin gamle størrelse; dog var skibenes kvalitet ikke så god som tidligere. Ved udgangen af 1940'erne, arbejdede erhvervslivet igen for fuld kraft.

Planer om et nordisk forsvarssamarbejde

Uddybende artikel: NATO.

Efter afslutningen af 2. verdenskrig opstod en konflikt mellem Sovjetunionen og USA/ Vesteuropa. Imellem de to supermagter stod de skandinaviske lande, der traditionelt havde været neutrale. Den truende militære spænding tvang Danmark til at indgå en militær alliance. I foråret 1948 blev den storpolitiske konflikt meget nærværende. Statsminister Hans Hedtoft mente, at Danmark skulle vælge Norden i stedet for øst eller vest, men i løbet af foråret 1948 blev fronterne trukket kraftigt op. Storbritannien, Frankrig, Belgien og Holland underskrev Bruxelles-traktaten om et militært samarbejde. USAs præsident stillede krav til de europæiske lande om, at de skulle yde modstand, hvis de ville have hjælp under en invasion. De to andre skandinaviske lande var også præget af den storpolitiske situation, og den svenske regering besluttede i april 1948 at indlede forhandlinger, om et nordisk forsvarssamarbejde. Det var dog en forudsætning for Sverige, at Norden skulle holde sig neutral i øst-vest konflikten. Spændingen mellem øst og vest spidsede til i 1948, og vigtigheden af et forsvar voksede. De mange forskellige hjemmeværn, som blev etableret efter krigen, blev en del af det almindelige danske beredskab. I september 1948 mødtes de nordiske udenrigsministre i Stockholm, og her blev de enige om en udredning af forudsætningerne og mulighederne for en forpligtende aftale om regionalt forsvar. Denne aftale skulle bringes ind under FN-pagtens bestemmelser. Der satsedes helt på et nordisk samarbejde, og da både Norge og Danmark i begyndelsen af 1949 fik henvendelser fra USA om indlemmelse i det nordatlantiske forsvarssamarbejde, blev processen fremskyndet. De tre landes udenrigsministre afholdt i januar 1949 tre møder, i Karlstad, København og Oslo. Der var store problemer med Sveriges ønske om et neutralt, fritstående samarbejde. Norge ville have mulighed for at drøfte sikkerhedspolitiske spørgsmål med de vestlige stormagter. Da USA i februar 1949 gjorde det klart, at vestmagterne ikke ville give militær hjælp til et selvstændigt nordisk samarbejde, måtte den danske statsminister erkende, at det ikke kunne realiseres. Norge og Danmark søgte derfor medlemskab i NATO.

4. april 1949 tog den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen til Washington, for at underskrive NATO-traktaten.

Den ny Grundlov

Uddybende artikel: Danmarks Riges Grundlov.

Politikerne talte ved befrielsen i 1945 om behovet for en ny grundlov. På grund af ungdommens indsats under 2. verdenskrig ville politikerne nedsætte valgretsalderen fra 25 år i Folketinget og 35 år i landstinget. Da valgretsalderen var nedfæstet i grundloven fra 1915, måtte der ske en ændring af grundloven. Kravet om en grundlovsændring førte i første omgang til nedsættelsen af en kommission, der skulle arbejde med sagen, men som syltede den. Først i september 1951 meddelte regeringen, at den ville drøfte en ændring af grundloven. Ændringen skulle indebære en afskaffelse af landstinget og valgretsalderen skulle nedsættes til 23. Forfatningskommissionen genoptog arbejdet og 23. marts 1953 vedtog Folketinget og 28. marts Landstinget forslaget til en ny grundlov. Inden den kunne sendes til folkeafstemning, skulle der afholdes valg til folke- og landsting, så en nyvalgt rigsdag kunne godkende grundlovsforslaget. Ved valget 2. april til Folketinget og 28. april til landstinget skete der ingen betydningsfulde ændringer, og den 15. maj kunne de nyvalgte forsamlinger bekræfte vedtagelsen. Derefter blev forslaget sendt til folkeafstemning, og 28. maj blev det vedtaget med et stort flertal. 5. juni kunne Frederik 9. og statsminister Erik Eriksen underskrive den ny grundlov. Samme dag som den ny grundlov blev vedtaget, meldte den tidligere statsminister Knud Kristensen sig ud af Venstre og dannede partiet De Uafhængige, der både var imod den ny grundlov og den Venstre-Konservative regerings kompromispolitik overfor Socialdemokratiet.

Ifølge grundloven skulle der være nyvalg til det nydannede og udvidede folketing. Valget, der blev afholdt 22. september 1953, ændrede ikke aprilvalgets styrkeforhold mellem partierne. De Uafhængige fik 58.673 stemmer og kom ikke i Folketinget, da spærregrænsen lå på 60.000 stemmer. Efter valget blev der dannet en socialdemokratisk mindretalsregering, med Hans Hedtoft som statsminister.

Storstrejken i 1956

Allerede i 1954 var der spredte strejker mod rationaliseringen. De kulminerede i en langvarig strejke på Philips-fabrikkerne.

I efteråret 1955 var der lagt op til overenskomstfornyelse for byarbejderne. Arbejderne ønskede en lønforhøjelse og en arbejdstidsnedsættelse fra 48 timer til 44 timer. Arbejdsgiverne sagde nej, og ønskede i stedet den automatiske pristalsregulering af lønninger afskaffet. Forhandlingerne gik i hårdknude, og den 16. marts 1956 opgav forligsmanden at fremsætte et mæglingsforslag. Resultatet blev strejker og lockout, som snart omfattede over 100.000 arbejdere. Blandt andet ramtes benzinforsyningen, aviserne og skibsfarten. Regeringen truede med tvungen voldgift og fik parterne til at genoptage forhandlingerne. 31. marts kunne forligsmanden endelig spille ud med et mæglingsforslag, der indeholdt visse lønforhøjelser og en arbejdsgiveraccept af en sygelønsordning, men ingen nedsættelse af arbejdstiden. Mæglingsforslaget blev sendt til afstemning og blev forkastet af et stort flertal hos arbejderne. Den 13. april fremsatte regeringen et forslag om, at mæglingsforslaget blev ophøjet til lov. Folketinget vedtog forslaget. Imod stemte Danmarks Kommunistiske Parti, Retsforbundet og en enkelt socialdemokrat.

Ulovloggørelsen af konflikten førte samme dag til en massedemonstration med mellem 150.000 og 200.000 deltagere foran Christiansborg. DKPs formand Aksel Larsen opfordrede de demonstrerende til at følge anvisningerne fra en tillidsmandsforsamling, der mødtes efter demonstrationen. Tillidsmændene opfordrede til at fortsætte strejken om lørdagen. Fra mandag morgen skulle arbejdet genoptages, hvorefter de strejkende gennem lokale forhandlinger skulle gennemføre de krav, der var rejst under overenskomstkampen. Kun sømændene fortsatte med at strejke og blev senere idømt en større bod. I månederne efter storstrejken kom det til en række opgør inden for fagbevægelsen, hvor en række af de folk, der ikke havde taget afstand fra Folketingets indgreb, blev kritiseret og udskiftet.

Vækstsamfundet

Uddybende artikel: Velfærdsstaten i Danmark.

Perioden fra 1957-1972 var kendetegnet ved en stor økonomisk vækst, især i den offentlige sektor. Væksten medførte en bekymring for mangel på arbejdskraft, som i løbet af 1960’erne søgtes afhjulpet gennem en udbygning af de videregående uddannelser. For at sikre, at alle unge, der havde evnerne, fortsatte i uddannelsessystemet, udbyggede man gymnasierne og indførte uddannelsesstøtten.. Arbejdsmarkedspolitikken blev især rettet mod udbygningen af den offentlige sektor og for at sikre flere kvinder på arbejdsmarkedet oprettedes offentlige daginstitutioner. Boligpolitikken var ligeledes omdiskuteret, bl,a, med en debat for og imod ejerboligens udbredelse og udbygningen af omegnskommunerne med højhuse. I løbet af 1960'erne opstod der blandt ungdommen en modstand mod vækstfilosofien, hvilket førte til en række demonstrationer mod "det etablerede samfund" under Ungdomsoprøret i Danmark.

Danmark i EF

Uddybende artikler: EF og EU's historie.

I 1973 blev Danmark medlem af EF, og i 1973 udbrød der krig mellem Israel og dets arabiske naboer. De olieproducerende landes organisation, OPEC, standsede produktionen af råolie. Den følgende usikkerhed og inflation gjorde verdensmarkedet ustabilt, og der fulgte en økonomisk nedgangstid.Heiner 1995, s. 45.

EF-politikken var en kilde til stor uro. De forhåbninger, der havde været i Danmark om større økonomiske fordele, blev ikke indfriet. I Danmark blev der organiseret en EF-modstand med en reklamekampagne. Selv om resultatet af afstemningen i 1972 var et overvældende totredjedeles flertal, havde modstandsorganisationerne gjort sig gældende som politisk faktor. Ved et første Europaparlamentsvalg i 1979 lykkedes det modstanderne at få seks pladser af de 16 i parlamentet. Fire til Folkebevægelsen mod EFs liste N og en til SF, der kom fra det grønlandske mandat, som også tilfaldt modstanderne. I 1985 trådte Grønland ud af EF, og SF overtog deres mandat ved parlamentsvalget i 1985.

Opløsning af blokkene

Uddybende artikel: Berlinmurens fald.

I slutningen af 1980'erne blev Sovjetunionen økonomisk svækket, og da den nye præsident, Mikhail Gorbatjov, indledte sin reformpolitik, afstod han fra at bruge militær magt, og folk fra DDR begyndte at udvandre via Ungarns meget lempeligt bevogtede grænse. I Polen havde arbejderbevægelsen Solidaritet dannet regering, og den 9. november 1989 blev der åbnet for trafik gennem Berlinmuren. Begivenheden fik stor symbolsk betydning, og i løbet af de følgende år faldt Sovjetunionen sammen og blev erstattet af den Russiske Føderation. I mellemtiden havde både de baltiske lande og de centraleuropæiske stater ("Østeuropa") ansøgt om optagelse i både NATO og EU. Danskernes tøvende holdning til det europæiske unionsprojekt kunne ses i samtlige folkeafstemninger om suverænitetsafgivelse. Både når resultatet blev et ja, og når det blev et nej, var mindretallet bemærkelsesværdigt stort.

Litteratur

• Christoffersen, Peder (2006), Danmark i det 20. århundrede, København: Gyldendal, ISBN 87-02-04253-3 
• Heiner, Finn (1995), Verden i 50 år - Begivenheder efter befrielsen, København: Carlsen Forlag, ISBN 87-562-6700-2 
• Rasmussen, Søren H.; Villaume, Poul (2007), Et land i forvandling, København: Gyldendal og Politikens forlag, ISBN 978-87-89068-41-1 
• Scocozza, Benito; Jensen, Grethe (1999), Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår, København: Politikens Forlag, ISBN 87-567-6094-9 

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Danmarks historie (1945-1990)

• Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 på Wikisource.