David Friedrich Strauss

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
David Friedrich Strauss.

David Friedrich Strauss, (født 27. januar 1808 i Ludwigsburg i Württemberg i Tyskland, død 8. februar 1874 i Ludwigsburg) var en tysk forfatter, filosof og protestantisk teolog.
Han vakte opsigt med sit store værk i to bind fra 1835-1836, hvor han anvender mytebegrebetevangelierne.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Strauss studerede teologi i Tübingen. 1830 blev han tilknyttet seminariet i Maulbronn. 1831 drog han til Berlin for at studere hos Schleiermacher og Hegel, der dog døde omtrent samtidig. 1832 blev han lærer, repetent, ved det teologiske studenterkollegium "Das Stift" og holdt samtidig filosofiske forelæsninger ved universitetet.

1835 blev han imidlertid fjernet fra lærerstillingen og sendt til en mindre central stilling i Ludwigsburg.   1839 fik han en stilling i Zürich som professor i dogmatik, men blev straks pensioneret på grund af den voldsomme modstand det vakte.   1841 giftede han sig med sangerinden A. Schebest, men de blev skilt efter få år.

I årene som fulgte, skrev Strauss en række historiske værker og biografier, gerne med brod mod kristendommen i almindelighed og den lutherske ortodoksi i særdeleshed, og han kom efterhånden mere og mere på afstand af kristendommen.

Udgivelser[redigér | redigér wikikode]

Strauss vakte stor opsigt med sit skrift i to store bind fra 1835-1836   Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet, hvori han hævdede at den allerede tildels bredt accepterede forståelse af en række bibeltekster som mytiske også kunne anvendes om de fire evangelier i deres helhed.

Dette udløste livlige kontroverser med bidrag fra næsten alle tidens vigtige teologiske eller filosofiske navne. Strauss uddybede og forsvarede sine standpunkter i en udgivelse fra 1837 Streitschriften.

I Stuttgart udgav han i 1839 Charakteristiken und Kritiken og afhandlingen Über Vergängliches und Bleibendes im Christentum.
En neddæmpet udgave af Das Leben Jesu (1838) erstattede han i 1839 med en ny som reflekterede den gamle radikalitet.

Hans andet hovedværk, Die christliche Glaubenslehre, in ihrer geschichtlichen Entwickelung und im Kampf mit der modernen Wissenschaft dargestellt udkom i to bind i 1840 og 1841. Her kom han med stærk kritik af enkelte dogmer.

På dansk i 1842-43: Fremstilling af den christelige Troeslære i dens historiske Udvikling og i dens Kamp med den moderne Videnskab. Oversat af Hans Bröchner

En ny udgave af Das Leben Jesu (1864, "bearbeidet for folket") blev oversat til en række sprog. Blandt det nye materiale inkorporerede han sine seneste tilbagevisninger af kritikkerne.

1872 kom værket Der alte und der neue Glauben hvor han forsvarede en materialistisk influeret monisme. Spørgsmålet om «vi» (dvs. ham selv og de som var enige) fremdeles er kristne, besvarer han med åbent «nej». En religiøsitet som står i forbindelse med universet og dets naturlove ville Strauss ikke have valgt for sig selv, men så dette som et legitimt og bedre alternativ til den kristne gudstro. Bogen blev stærkt kritiseret blandt andet af den unge Friedrich Nietzsche.

Nietzsche spottede Strauss ved at kalde ham for en Bildungsphilister, en uddannet småborger: [1] "... Nietzsche did him one better by coining a term: Bildungsphilister, an educated philistine who serves as the prototypical ‘cultured’ German. ..."

Teologi[redigér | redigér wikikode]

For Strauss selv var hans tolkning først og fremst en anvendelse af hegeliansk filosofi på evangelierne. Han betragtede ikke Guds Søn som enkeltmenneske men som en idé, en Kristusidé.
Grundtanken er at sandheden ligger i idéen, hvis selvrealisering ikke finder sted i et enkelt individ, men i menneskeheden som sådan. Idéen knytter sig til en bestemt personlighed, fordi den i ham blev bragt til almen bevidsthed i anskuelsens form. Jesusmyten er disciplenes værk. Den er ikke bedrageri, men udtryk for den sociale helhed på samme måde som et folks sagn.

Efter et slags hegelsk skema kunne Strauss' løsning med den mytiske tydning forstås som syntesen, hvor supranaturalisternes overnaturlige forklaringer kunne gøre det ud for tesen, mens den rationalistiske der havde gjort alt naturligt, så var antitesen. En konstruktion der ikke behøvede en undersøgelse af kildernes værdi; Strauss er da heller ikke interesseret i at tegne et billede af Jesu personlighed således som man var både før og efter – den såkaldte Jesu-liv-forskning. Thi hvis en tekst efter sit væsen er mytisk, idet den beretter om guddommelige hændelser, er det håbløst at ville bruge den som historisk kilde. En mytisk overlevering kan ikke omformes til en historisk ved udskillelse af en historisk kerne. Det vi tror, kan vi ikke finde i historien. (Grane 1982 s. 152ff)

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Den strid som Strauss udløste, førte til at hegelianismen delte sig i to lejre, det hegelske højre og det hegelske venstre (udtrykkene stammer fra Strauss). Selv kunne han indordnes til venstre, den side som senere skulle kulminere i Ludwig Feuerbachs ateistiske materialisme og derefter fandt vej videre til Karl Marx' dialektiske materialisme.

Strauss stillede det historiske problem klarere end det tidligere var gjort, forholdet mellem tro og historie. Meget af den forargelse hans bog vakte, var bestemt af den frygt eller afmagt over for de problemer han så ubarmhjertigt havde fremdraget. Han havde dog ikke selv nogen løsning.

Hovedsvagheden hos Strauss ligger i den blotte negation, i afvisningen af den nytestamentlige historie. Strauss burde nemlig have vist hvordan man overhovedet kunne komme fra ideen og myten til kristendommen og de nytestamentlige skrifter. Netop dette havde hans lærer Ferdinand Christian Baur set som sin opgave. (Klaus Kienzler)

Senere skulle teologer som Martin Kähler (1835-1912) og derefter Rudolf Bultmann (1884-1976) arbejde videre på distinktionen mellem den historiske person Jesus fra Nazaret og troens Kristus-skikkelse.

Se også[redigér | redigér wikikode]

  • Hermann Samuel Reimarus (1694-1768), der med udgangspunkt i naturlig religion søgte at begrunde tesen om den fundamentale forskel mellem den historiske Jesus og dogmatikkens Kristus.
  • Albert Schweitzer (1875-1965), der med sin Von Reimarus zu Wrede: Eine Geschichte der Leben-Jesu-Forsching fra 1906 var en af de første der hævdede at Jesus var en senjødisk eskatologisk forkynder.
  • HegelHegelianismeUnghegelianerneSpekulativ teologiMonisme
  • NaturalismeSupranaturalisme (antagelsen af en oversanselig overnaturlig virkelighed, der kun kan erkendes gennem anelse, tro, vision elller åbenbaring – fra Gyldendals Religionsleksikon)
  • Jesu-liv-forskning, som Strauss egentlig ikke var interesseret i, idet han uden videre gik ud fra den mytiske tydning; han foretager ikke en undersøgelse af kildernes værdi (Grane 1982, s 154)
  • Liberalteologi (ca. 1800-1920) afløses efter 1. verdenskrig af den såkaldte Dialektiske teologi som dominerende teologisk retning.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Strauss, David Friedrich (1842). Jesu Levnet, kritisk bearbejdet. Oversat af Frederk Schaldemose. 2. Bind. København : Steen. 2 bind. 434 sider. Trykt med fraktur. Oversat efter 4. Ausgabe. Originaludgave: 1835. (Digitalt tilgængelig på Google Books)
  • Strauss, David Friedrich (1842-43). Fremstilling af den christelige Troeslære i dens historiske Udvikling og i dens Kamp med den moderne Videnskab. Oversat af Hans Bröchner fra Die christliche Glaubenslehre ,1840-41 (også tilgængelig på Google Books)
Om Strauss, Hans Brøchner og Georg Brandes :
"... Fra tiden omkring sin religiøse krise (c. 1861-1864) og frem til begyndelsen af den sidste halvdel af 1860'er hentede han (Brandes) ikke alene trøst og støtte hos sine universitetslærere Rasmus Nielsen og Hans Brøchner, men Brøchner kom også til at spille en væsentlig rolle for Georg Brandes' videre udvikling. Han bliver bl.a. gennem disse præsenteret for værker af de to tyske bibel-kritikere David Friedrich Strauss (1808-74) og Ludwig Feuerbach (1804-72). ..." (Kilde: Side om Georg Brandes)


  • Schweitzer, Albert (1955). Jesu Liv : af Jesu-Liv-Forskningens Historie. Oversat i Udvalg af Johannes Novrup. Det Danske Forlag, 1955. – 261 sider. Originaltitel: Geschichte der Leben-Jesu-Forschung. DK5=22.91
Et kapitel i bogen behandler Strauss.
(Tysk 1906 : Von Reimarus zu Wrede: Eine Geschichte der Leben-Jesu-Forsching)
(Engelsk 1910 : The Quest of the Historical Jesus)
  • Grane, Leif (2002, 1982). Kirken i det 19. århundrede : europæiske perspektiver. København : Gad. ISBN 87-12-23220-3. DK5=27.17

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

"Of all the books on the historical Jesus published in the nineteenth century, David Friedrich Strauss's The Life of Jesus (1835) has had the most enduring significance. It belongs with two others as landmarks in the early history of Jesus scholarship: Hermann Samuel Reimarus' The Aim of Jesus and His Disciples (1778), typically seen as marking the birth of modern historical study of Jesus; and Albert Schweitzer's The Quest of the Historical Jesus (1906), which brought the early phase of Jesus scholarship to a close and set the agenda for much of twentieth-century scholarship. ..."


Til "Den historiske Jesus"

  • Den historiske Jesus (er doc-format); (se som html) – status over og bedømmelse af den nutidige diskussion. Af Bengt Holmberg. "... På trods af at Jesusforskningens har været i gang i 200 år, har den ikke vist sikre resultater. For at bibringe en forståelse af det, vil jeg gennemgå dens historie og nutidige situation. ..."


Til online-udgaver af Strauss og Schweitzer

Noter[redigér | redigér wikikode]