De Kellerske Anstalter

De Kellerske Anstalter i Brejning mellem Vejle og Fredericia er en nu nedlagt mentalanstalt.

Anstalten er tegnet af Vilhelm Klein i en historicistisk stil og blev opført 1898-1901. Den første bygning, Mandshjemmet, blev indviet 10. juli 1899. Anstalten havde plads til seks hundrede patienter. De næste tres år skulle dette tal stige til det mangedobbelte. Senere udvidelser blev foretaget af Peder Gram og Ernst Petersen. Komplekset er i dag ombygget til private boliger og hotel.

Danmark blev foregangsland, når det gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering og sterilisation af åndssvage. Anstalten i Brejning blev, med sine isolationsfilialer på Livø og Sprogø, den anstalt man viste frem til offentligheden som forbillede for hele Europa. Et bevis på hvor humant et land Danmark var. Oprindelsen til Lillemosegårds eksistens som hjem for åndssvage, går helt tilbage til 1865, da døvepædagogen, cand.theol. Johan Keller påbegyndte arbejdet med det der senere blev kendt som ”De Kellerske Anstalter”. Hans søn Christian Keller efterfulgte ham som leder.

Isolationsfilialen på Livø

1911 overtog "Den Kellerske Anstalt" øen Livø. Den blev et sted, hvor åndssvage og ofte kriminelle mænd blev holdt fanget. Det skal dog nævnes at disse åndssvage fik betegnelsen "moralsk åndssvage". Deres forbrydelser kunne have været tyveri af nogle cykler eller nogle håndøre. Mange læger og forskere ville i dag ikke betegne disse mænd som åndssvage, men det lå i tiden at rense ud i samfundet. Der var en generel stemning i samfundet, der stemte for en udrensning i befolkningen, da man frygtede for fremtiden. Blandt læger på denne tid var det alment accepteret, at åndssvage ville videregive deres "sygdom" til næste generation. Derfor var en af de største mål med Livø, at sørge for at rehabilitere de indsatte til normalt liv i det normale samfund, samt at sørge for at de ikke formerede sig. Når de blev prøveløsladt, kunne samvær eller forlovelse med en føjtende kvinde føre til direkte til at blive sendt tilbage til øen.

Livet på selve øen var ikke som et normalt fængsel. De kunne gå frit rundt på øen, hvor de skulle passe landbrug, skov, mejeri og værksteder. Flere forsøgte at flygte, hvilket oftest havde en uheldig udgang. På den tid havde Livø 200 beboere, hvor halvdelen var de åndssvage og den anden halvdel bestod af ansatte og deres familier. De hvide huse med de røde tage, som man i dag kan se på øen, stammer fra denne periode. ^{[Kilde mangler]}

Stub Denne artikel om sygehuse og hospitaler er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.