De Røde Khmerer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Røde Khmerer flag
Kampucheas flag under De Røde Khmerer

De Røde Khmerer (fransk Khmers Rouges) var et cambodjansk kommunistparti og guerillabevægelse, der med Pol Pot i spidsen styrede Cambodja fra 1975 til 1979. Under De Røde Khmerer fandt et af verdenshistoriens mest omfattende folkemord sted. De Røde Khmerers ideologi var en blanding af kommunisme, cambodjansk nationalisme og racisme med det formål, at skabe et samfund baseret på et ikke-monetært landbrugsfælleskab.

De røde Khmerer erobrede magten i 1975[redigér | redigér wikikode]

Midt i det tyvende århundrede blev Cambodja beskrevet som et land ude af stand til at forandre sig. Ca. 80 % af befolkningen beskæftigede sig med landbrug, havde dårlig uddannelse, var understimuleret af andre kulturer og isoleret fra omverdens påvirkning, både på grund af deres mangel på handel og på grund af landets lille størrelse. Efter 90 år som en fransk koloni var landets traditionelle monarki og sociale struktur uændret. 80 % af befolkningen var buddhister og 80 % var etniske Khmer – uden større forskel i tradition og kultur. Cambodja ville næppe blive beskrevet som et land med kommunistiske tendenser, og Cambodjanere var ikke særlig aktive i sociale aktiviteter uden for deres egen familie. May Abihara har skrevet om en Cambodjansk landsby i Cambodja; ”In village sociaty there are no larger, organised kin groups beyond the family or household… The family and the household are the only enduring and clearly defined units”

Foruden landarbejderne var der 15 % af landets befolkning som boede i byerne og nød de få goder, de kunne få fra udlandet. Største delen af de udenlandske minoriteter boede hyppigst i byerne. Typisk fik landarbejderne ikke meget anden mad end det, de selv producerede. I 1941 døde den gamle cambodjanske konge, og den franske kolonimagt valgte den unge Norodom Sihanouk, det 18 årige barnebarn af den afdøde konge, som ny konge. Han var uerfaren og havde ikke vist synderlig interesse for politik eller lignende, og de franske koloniherrer håbede på, at han ville være let at påvirke. Men i 1941-1945 besatte Japan Cambodja, og den franske påvirkning mindskedes.

Sihanouk styrede landet som en Deva-raj eller gude-konge – en halvgudelig monark med funktion som diktator. Han ønskede ikke at Cambodja skulle påvirkes for meget af andre kulturer: det var grunden til, at han insisterede på at Cambodja skulle forblive et selvstændigt land, og det var sådan han ønskede at undgå, at Cambodja blev indblandet i Den Første Indokinesiske Krig. Cambodja blev erklæret selvstændigt i 1953.

I modsætning til Thailand, Malaysia, Singapore og Vietnam som prøvede at opbygge moderne finansielle og industrielle baser, fokuserede Sihanouk på at opbygge infrastrukturen og uddannelsen. Han mente at landbruget indebar størst produktivitet og at servicefagene var mindre interessante. I Sihanouks regeringstid inden revolutionen begyndte landets undervisningsmuligheder at stige.

Han sørgede for ungdomsuddannelser og skabte universiteter. I 1953 var der kun otte ungdomsuddannelser, og i 1967 var der 200. Men på trods af at Sihanouk skabte mange skoler og mulighed for uddannelse, var udbuddet af materialer få, og de fleste lærebøger var fra det franske protektorats tid og handlede om europæisk historie, Napoleon og Bismarck. Fredskonferencen endte krigen i Genève i 1954 med Frankrig, USA, England, Sovjetunionen, Kina, Laos, Vietnam og et selvstændigt Cambodja. Der blev enighed om aftaler, der skulle sikre frihed og fred i Indokina. Det betød for Cambodja at fremmede tropper ikke længere måtte opholde sig i landet, og at der skulle afholdes frie valg. Sihanouk ønskede ikke at afgive magt, og overgav tronen til sin far for selv gå 100 % ind i politik og skabe sit eget parti, Sangkum. Befolkningen stemte på ham, fordi han var velkendt som deva-raj.

Pol Pots start i politik[redigér | redigér wikikode]

Pol Pot var født som Saloth Sar i den lille landsby Prek Sbauv. Efter sin ungdomsuddannelse rejste han til Frankrig for at læse videre 1949-1953. Her fik han interesse for politik. Efter Sovjetunionen anerkendte Viet Minh som regering i Vietnam, begyndte De Franske Kommunister (PCF) at kæmpe for Vietnams selvstændighed. Det appellerede til mange unge Cambodjanere. Saloth Sar engagerede sig i en hemmelig kommunistisk organisation Cercle Marxist, som havde taget kontrol over Khmer Studenters Association (AER)samme år. Han blev også en del af PCF senere det år.

Da Saloth Sar vendte tilbage til Cambodja uden eksamener, blev han en del af Kommunist Partiet (CPK), og da lederen Tou Samouth blev myrdet, blev Saloth Sar valgt til at lede partiet. I de næste år blev partiets medlemmer fra at være landsbyboer, pro-vietnamesiske og moderate til at være byboer, franskuddannede, anti-vietnamesiske og radikale. Mange af pladserne i partiet blev besat af Saloth Sars bekendte fra Frankrig.

Hvad førte til Revolutionen[redigér | redigér wikikode]

Sihanouk valgte i 1966 at holde åbent valg til Sangkum Partiet, hvor han ikke selv ville vælge kandidaterne, og for første gang i det moderne Cambodja, kunne alle stille op. Det var de rige og konservative, der vandt valget: de købte stemmer og vandt stort. Statsministeren blev Lon Nol, Sihanouks militær chef, og under ham blev det prins Sirik Matak, som var Sihanouks royale rival. Sihanouk var stadig overhovede. Han allierede sig med de vietnamesiske kommunister og gav dem lov til på Cambodjas område at forberede Tet Offensiven i 1968. Hvis det lykkedes, behøvede Sihanouk ikke bekymre sig for USA's indblanding i Cambodja. Kommunisterne ville vinde krigen, og krigen ville være slut. Men Lon Nol var bange for, at Vietnam ville overtage Cambodja i tilfældet at de vandt, og oprustede. Sihanouk havde ikke længere en fast udlandspolitik. Han prøvede at forholde sig neutral til Vietnam-krigen ved at give Vietnam lov til at sende våben og forsyninger fra Nordvietnam gennem Cambodja til soldater i landet, og han gav USA lov til at bombe partisanbaser i landet. I 1969 begyndte USA at bombe Cambodja, for at udrydde de vietnamesiske kommunister, og under disse bombe attentater døde der tusindvis af cambodjanere. Bombningerne gjorde, at cambodjanere ønskede regeringen væk, og med løfte om det blev de hvervet til De Røde Khmerer. Lon Nol allierede sig med USA og Son Ngoc Thanh, som var meget mod Sihanouk. Allieret med Sihanouks rival, Matak, lavede de militærkup. Lon Nol gav USA lov til at bombe større områder i Cambodja, og endnu flere Cambodjanere omkom. Selv om der var grupper, der havde været mod Sihanouks styre i Cambodja, følte de fleste, at Lon Nols styre var endnu værre med de massive bombardementer.

Sihanouk blev tvunget til at alliere sig med partisanbevægelsen De Røde Khmerer, som han i mange år selv havde forsøgt at bekæmpe, og der opstod borgerkrig mellem den USA støttende regering og De Røde Khmerer, som var støttet af Vietnam og Kina. Sihanouk var symbolsk leder af bevægelsen, men havde ingen indflydelse. Han ønskede bare at regere igen, koste hvad det ville, og De Røde Khmerer vidste at Sihanouk var en symbolsk figur, som befolkningen genkendte som den siddende regerings modsætning, og generelt var han stadig vellidt blandt befolkningen og især de fleste bønder. På grund af de mange bombninger var mange mod den nye regering og ønskede Sihanouk tilbage til magten. Det var i denne periode, der blev hvervet flest mænd til De Røde Khmerer, især overlevende efter bombninger, der havde mistet store dele af deres familier. Borgerkrigen blev intensiveret og sluttede som Vietnam-krigen i 1975 hvor Khmer Rouge indtog hovedstaden Phnom Penh. De fleste cambodjanere var lykkelige over det og regnede med at al krig og blodsudgydelse var overstået. Til deres store skuffelse var det blot starten på en endnu længere periode, der endte med at ødelægge Cambodja. Saloth Sar tog navnet Pol Pot som et nom de guerre, da De Røde Khmerer endelig tog magten i 1975. Journalist Elizabeth Becker kommenterer USA's rolle i De Røde Khmerers opgang til magt med ”Having fought its longest war in Vietnam, losing over 50,00 Americans in those distant battlefields, The U.S government has played an often questionable role in the Cambodian saga ever since” Der er ingen tvivl om, at Vietnam-krigen spillede en stor rolle i, at De Røde Khmerer kom til magten. Hvis Cambodja ikke konstant blev provokeret til at vælge side, og hvis landet ikke var blevet bombet af USA og på den måde givet så mange mennesker grund til at støtte De Røde Khmerer, havde deres vej til magten været meget mere problematisk. Sihanouk forsøgte at holde landet neutralt, men det var umuligt på grund af begge parters aggressivitet. Det er svært at sige, om noget kunne gøres for at undgå at De Røde Khmerer kom til magten, men umiddelbart var militærkuppet og Lon Nols overtagelse af magten i Cambodja nådestødet, der resulterede i de amerikanske bombninger, hvor der boede mange cambodjanere. Uden dem havde De Røde Khmerer ikke fået den opbakning af befolkningen. Det var også en stor taktisk fejl af Sihanouk at støtte De Røde Khmerer, en gruppe han længe havde forsøgt at få ram på. Det var et samarbejde, der skulle slå fejl. ”Samarbejdet” mellem Sihanouk og De Røde Khmerer var livsfarligt.

17. april 1975[redigér | redigér wikikode]

Beboerne i Phnom Penh blev mødt af de triumferende Khmer Rouge soldater. Borgerkrigen var vundet, Lon Nol var flygtet ud af landet. Indbyggerne jublede med soldaterne i håbet om, at alting nu endelig kunne gå fremad. Nu i et Demokratisk Kampuchea. ”Budskabet bredte sig som en løbeild gennem Phnom Penh: Der er fred, freden er kommet! Serei, der var 29, stod på den stenbelagte veranda på 1. Sal, da det første militærkøretøj kørte forbi. På ladet var der soldater med hvide flag i hænderne: ”Vi har besejret Lon Nol og USA! Krigen er slut!” Hun forlod sine sønner (..) og løb ned på gaden for at juble og synge af glæde og tilbyde soldaterne frugt, kager og cigaretter” Sådan er d. 17. april beskrevet af mange cambodjanere. Men glæden var kort. Soldaterne vendte hurtigt tilbage og beordrede alle beboere til at forlade deres huse pga. et amerikansk bombeangreb. De blev forsikrede om, at de kunne vende tilbage tre dage efter, så derfor skulle de ikke tage særligt mange genstande med sig. Og de skulle endelig lade huset stå uden at låse, for de Røde Khmerer skulle nok sørge for alting, mens de var væk. Soldaternes ordrer var: ”Beboere som nægter eller protesterer imod at forlade byen skal likvideres som fjender af folket” I dagens løb kunne man se unge soldater samle imperialistiske bøger fra det nationale bibliotek og sætte ild til dem. Mange fik besked på at gå ud af byen. Og blive ved med at gå. Nogle blev henrettede, hvis de spurgte for meget eller ikke ville forlade byen. Metoderne var forskellige, nogen var mere ’barmhjertige’ end andre. Det virkede som om at de forskellige soldater havde fået forskellige ordrer –

”Another man, ordered to leave his home on 18 April, got only five hundred yards before meeting a second group Khmer Rouge. These ”spoke nicely to me and asked me where I was going.” When the man told them he had been driven out of his home, they said, ”Don’t be afraid, just go home. Don’t worry, things will soon be all right again.” The next day a third group of Khmer Rouge violently expelled him from his home” De syge blev smidt ud af hospitalerne uden hjælp eller forklaring, alting blev ryddet. Langs vejen lå syge og døende; de syge og ældre kunne ikke klare at gå så langt, og især ikke i den varmeste måned. Under evakueringen af hospitalerne blev en del syge skudt, det var lettere, da de alligevel ikke kunne klare sig ud af byen. Omkring 10.000 af de 2 millioner indbyggere i Phnom Penh omkom i evakueringen, ca. 0.5% af byens befolkning Langs vejene var der kontrolposter, hvor De Røde Khmerer soldater stod og spurgte, hvad de evakuerede arbejdede med: Enkelte blev bedt om at skrive deres biografier. Dem med uddannelse og dem, der gik med briller og dem med forbindelse til den tidligere regering blev ført væk i troen på, at De Røde Khmerer skulle bruge deres hjælp til alle mulige slags opgaver, men de blev ført væk for at blive likvideret.

Begyndelsen på et ekstremt eksperiment; Demokratisk Kampuchea.[redigér | redigér wikikode]

”This is what we should call the extremely great significanse of our great victory in the international arena because never before had there been such an event in the annals of the world’s revolutionary wars … To win such a big victory in just five years is exremely fast. The party has thus ordered that the national construction efforts to be carried out from now should be fulfilled rapidly so that ours will rapidly become a prosperous country with an advanced agriculture and industry and so that our people’s standards of living will be rapidly improved” lød Pol Pots sejrstale i juli 1975. De Røde Khmerers regime var baseret på Maos kommunisme: bønderne er den vigtigste del i samfundet. Pol Pots vigtigste element i sin plan for Demokratisk Kampuchea var, at landet igen som i det store gamle Angkor rige skulle være selvforsynende med ris. Al handel med udlandet blev stoppet, og Demokratisk Kampuchea skulle klare sig selv.

Pol Pot mente, at det kunne lade sig gøre på meget kort tid, fordi de så hurtigt havde kæmpet sig til magten. Pol Pot mente, at Demokratisk Kampuchea kunne blive en kommunistisk stat meget hurtigere end andre kommunistiske bevægelser fordi : ”Vi har en anden karakter end dem. Vi er hurtigere, end de er”. Derfor lancerede Pol Pot fireårsplanen for hvordan Kampuchea skulle udvikle sig til en kommunistisk stat:

  • Kampuchea skulle være selvforsynende med ris, fuldstændig uden brug af nye metoder og værktøjer. (Kampuchea producerede under et ton ris pr. hektar før revolutionen; nu skulle de producere tre tons pr. hektar.)
  • Cambodja havde i Angkor-riget været en dominerende magt i Asien, og det skulle det være igen.
  • Den nye regering så intellektuelle, folk med en uddannelse eller lignede nogen der havde, folk med relation til den tidligere regering, homoseksuelle, vietnamesere, laotere, kinesere, handicappede, buddhistiske munke, muslimer som en trussel til det nye styre. Og de skulle udryddes. Nogle blev sat i torturfængsler, hvis de kunne bidrage med informationer. Andre blev blot henrettet.

Religiøse symboler blev ødelagt, og munke blev tvunget til at frasige sig sin deres tro. Lederne mente at de ikke kunne være 100% hengiven til Angkor, hvis de havde en religion. Derfor forsøgte soldater også til dels at ødelægge gamle Wat’er som Angkor Wat, som er anerkendt et af verdenens syv undere.

Det vigtigste element i Pol Pots nye Demokratisk Kampuchea var de unge. Det ville være lettere at påvirke dem og deres forståelse af verden, fordi at de ikke var forgiftet udefra. Før revolutionen, i de tidligere 70’ere havde en hemmelig organisation, ’Democratic Youth League’ ændret navn til ’Communist Youth League of Kampuchea’, og Pol Pot så dem som sine mest betroede og loyale støtter. Under Pol Pots regime blev De Røde Khmer soldater i en meget ung alder. CPK tog navnet ’Angkar’ til sig – som symboliserede helheden, organisationen og magten. Der skulle gå et år, før de tilkendegav, at CPK stod bag den, og også et år før Pol Pot stod frem som den reelle leder i stedet for maskotten Sihanouk. Pol Pots officielle titler varierede i løbet af regeringsperioden, men al den reelle magt var centreret hos ham, eller Brother no. 1, som han blev kaldt. Det var Khieu Samphan, som var officiel præsident, men han havde ingen reel magt. Pol Pot var leder, Ieng Sary var udenrigsminister og Noun Chea var medlem af Den Stående Komité og Militærkomiteen. Lederne var gemt under noms de guerre og alting blev udøvet med stor diskretion. Befolkningen var efterladt i fuldstændig uvidenhed. Der var ikke mere end 68,000 soldater, og kun 14,000 medlemmer i partiet. Det var vigtigt at holde masserne uvidende om det, så de ikke gjorde oprør. Al international telefoni, al internationalt postvæsen alle kabelforbindelser blev afbrudt. Grænserne blev lukket med miner. I løbet af årene blev forbindelserne oprettet igen imellem Kampuchea og nogle andre kommunistiske lande. ”Angkar siger, at besiddelse af biler og elektrisk udstyr som ure og fjernsyn skabte en dyb klassebetinget kløft mellem de rige og de fattige. De satte de velhavende byboere i stand til at stille deres rigdom til skue, mens de fattige på landet måtte kæmpe for at brødføde og klæde deres familier. Alle disse ting er blevet indført af andre lande og er derfor besmittede. Importerede varer defineres som onde, fordi de giver fremmede lande en måde at indvadere Cambodja på ikke bare fysisk, men også kulturelt. (…) Det er kun tilladt lastbiler at køre rundt, at flytte mennesker og fragte våben beregnet på at bringe enhver protesterende stemme vendt mod Angkar til tavshed” Menneskerne der var evakueret fra byen, blev informerede om at de skulle søge tilbage til den landsby hvor de kom fra, eller hvor de havde familie. Angkar havde al kontrol, over alt der blev produceret, over alles gøren og laden. Angkar skulle give lov til, og bestemme hvem der måtte gifte sig. Hvor man måtte bo. Hvor meget man fik at spise. Folk havde tid til én ting: at arbejde. De fik kun søvn nok til at kunne holde sig opstående i løbet af dagen. Alt blev forbudt. Markeder, skoler, bøger, Penge fra før revolutionen, alt der havde med religion og tro at gøre, almindelig konversation, musik, latter. Befolkningen fik udleveret en sort bomulds ’pyjamas’ og et partisaner -tørklæde, som de skulle have på. Alle var lige, så alle skulle have det samme på. Det blev en tradition at brænde de ”nye folk”s genstande og tøj da de ankom til den landsby de skulle bo i. De fleste læger var blevet henrettet, og den eneste medicin man kunne få imod sygdom, var hvad man kunne finde i naturen. Selvom at revolutionen baserede på at alle skulle være lige, var det slet ikke sådan samfundet tegnede sig. I landsbyerne blev alle menneskerne inddelt i forskellige grupper, i forhold til hvor de kom fra, hvad de havde beskæftiget sig med før revolutionen, hvor aktive de var i det fælles arbejde, alting blev vurderet. Grupperne bestod af Neak penh sith ¬– Folk med ’fulde rettigheder’, som bestod af de folk i byen som var øverst i fødekæden. De havde lov til at belære alle, og det var Angkars øjne og ører i landbyen. Gruppen bestod af Basefolk, som havde været meget produktive og havde hjulpet Angkar (Ved at f.eks. sladre når andre beboere ikke overholdte reglerne) 1 . Så var der neak moultanh – ’Base’ folket, som bestod af de folk der havde boet i landsbyerne inden revolutionen. De boede i huse for sig selv, adskilt fra de nye folk, fik større madrationer. Disse borgere havde funktionen af at skulle oplære det nye folk til at arbejde lige så hårdt på markerne som dem. Men denne gruppe kunne degraderes til to andre grupper, Neak Phńoe – ’Depoteret’, base folk som ikke levede op til forventningerne, ikke høstede nok eller lign, Blev anset som en trussel mod Angkar og at være illoyal. og Neak Triem – ’Kandidater’ som er niveauet imellem ’base folk’ og ’depoteret’ – Nye folk kunne forfremmes til denne, hvis de arbejdede hårdt nok. Og til sidst, neak thmai – Det ’Nye’ folk, de folk som er blevet evakuerede fra byerne til landsbyerne, de laveste i fødekæden, som skulle gøre alt hvad kandidat gruppen, base gruppen og folk med fulde rettigheder bad dem om.

Landet blev opdelt i 7 forskellige zoner, og disse zoner havde hver deres leder. Nogle zoner var ikke nær så grumme og hensynsløse end andre. Folk fik besked på at kalde andre for ’Met’ i stedet for hr. eller fru., og børn skulle kalde deres forældre ’Poh’ i stedet for far, og ’Meh’ i stedet for mor. Angkar ønskede at fjerne titler som skulle hæve nogen over andre. De Røde Khmerer lavede nye ord for alle mulige forskellige ting, ”Det bliver påbudt at tiltale Khmer Rouge ved familiære navne – en militær leder bliver f.eks til ’bedstefar’. Sproget laves om. Ordet ’død’ forbydes også – nu hedder det blot ’krop der forsvinder” Arbejdstimerne var meget lange, især for de tidligere byboere var dette uudholdeligt hårdt.

Alle folk skulle spise et bestemt samlested hver dag, hvilket var en stor krænkelse for cambodjanerne. Mændene, kvinderne og børnene sad for sig selv, og ingen talte sammen. Før revolutionen var måltidet tidspunktet hvor familien samledes og talte sammen, men nu var intet af dette muligt Før revolutionen fik en almindelig Cambodjaner omkring 600 gram ris om dagen, men under revolutionen blev dette reduceret først til omkring 100-250 gram, og dette blev reduceret som månederne forløb. Selvom at Demokratisk Kampuchea ikke engang kunne brødføde sit eget folk, begyndte de at eksportere til Kina. Samtidig med dette konfiskerede regeringen store mængder ris til deres eget forbrug. Hungersnøden satte ind og mange mennesker døde af sult, derfor blev der færre til at arbejde og igen faldt produktionen. Ledelsen af De Røde Khmerer nægtede at tage imod hjælp fra andre lande. Andre døde af at spise giftig mad, i et forsøg på at finde grønsager eller svampe til at supplere maden med. Hvis folk spise nogle af de grønsager, som de høstede var dette også henretnings grund. Dette skabte stor desperation blandt befolkningen, fordi de fik ikke nok mad til at overleve, men hvis de prøvede at finde noget selv, kunne dette også være henretnings grund. ”En mand fra vores landsby stødte en dag på en omstrejfende hund på gaden. Den arme hund havde ikke noget kød på kroppen, men manden dræbte den og spiste den alligevel. Næste dag kom soldaterne til hans dør. Han græd og bad om barmhjertighed, men de hørte ikke efter. (…) han blev aldrig set igen, da soldaterne først var kørt væk med ham. Hans forbrydelse var, at han ikke havde delt hundekødet med fællesskabet” fortæller Loung Ung.

De Røde Khmerers motto siges at være ”Touk Min Chom Nenh Dork Chenh Kor Min Kat” – ”At neholde dig er ingen fordel, at miste dig er intet tab” Tilsyneladende mente Lederne af De Røde Khmerer ikke at man behøvede mere end 1 eller 2 millioner mennesker til at skabe deres utopiske landbrugs kommuniststat. De Røde Khmerer kunne udse sig en stor gruppe af ’Nye folk’ og ’Depoterede’ til at blive udslettede, og ville tage dem med ud på en mark, og simpelthen få dem til at grave deres egne grave, hvorefter soldaterne bankede dem ihjel, eller begravede dem levende, fordi det ville være spild af kugler at skyde dem. Disse marker er i dag kendt som The Killing Fields. Et andet forfærdeligt fænomen der opstod under rædselsregimet var brugen af torturfængsler. Mest kendt af alle er Toul Sleng, også kendt som S-21 som var kodenavnet der blev brugt i perioden. Før revolutionen var dette en skole. Dette sted blev styret af Santebal, et hemmeligt politi. De torturerede omkring 140.000 mennesker under regimet. Lederen af dette fængsel blev kaldt Duch. Dødstallet i De Røde Khmerers regeringstid er stadig uvist, gæt varierer fra omkring én million til tre millioner. Det er også svært at sige hvor mange der døde af sult, og hvor mange der blev myrdet. Amnesty international har gættet på omkring 1.4 mill., mens Khieu Samphan og Pol Pot siger omkring 1.8 mill. Da Vietnam endelig erobrede Demokratisk Kampuchea gættede de på 3 Millioner, men mange mente at det var langt for højt et gæt. Men som tiden forløber sig, og teknologien til at undersøge det er blevet bedre, virker det som om at de alligevel ikke havde skudt helt ved siden af Regimet æder Demokratisk Kampuchea op indefra Det var ikke kun befolkningen der stod for skud. Under regimet blev selv folk i de øverste rækker slået ihjel, hvis der opstod den mindste forestilling om at de skulle være den mindste smule uenig med Pol Pot. Af de oprindelige zoneledere overlevede kun Ta Mok og Keo Pok – Som faktisk siges at være de mest hensynsløse og grumme zoneledere af dem alle. Direktøren for den cambodjanske menneskerettigheds-organisation, LICADHO kalder Ta Mok for ’slagteren’ i et interview . Og selv i de inderste kredse kunne man ikke vide sig sikker. Økonomiminister Von Vet blev henrettet i december 1978. I de første par år efter De Røde Khmerer havde erobret magten i Cambodja, efterfølgende Demokratisk Kampuchea, prøvede Pol Pot på at holde et venskabeligt men køligt forhold til det kommunistiske Vietnam. De holdt nogle møder for at lave forhandlinger – men de var meget uenige om grænsedragningen. Pol Pot mente at det nedre Cambodja, eller Kampuchea Krom tilhørte Demokratisk Kampuchea. Vietnam nægtede at give sig, men prøvede dog at gå på kompromis ved at foreslå at hjemsende alle de cambodjanere som boede i Vietnam, men Pol Pot kunne ikke tilfredsstilles. Efter at Pol Pot regeringen aflyste et møde om disse forhandlinger blev de aldrig taget op igen. Men Pol Pot ville ikke opgive Kampuchea Krom og sendte hyppigt mindre styrker til Vietnam for at myrde og brænde landsbyer ned, bare for at pisse sit territorium af. Der opstår lignende angreb også ved den Thailandske og den Laotiske grænse. I 1977 blev dette for meget for Vietnameserne, og de slog hårdt igen. Vietnamesiske tropper invaderede landet, og på meget få dage var de pludselig tyve kilometer fra hovedstaden Phnom Penh, hvor de blev i tre måneder. Vietnam ønskede at vise, at landet havde fået nok, og ville vise Pol Pot hvilket magter han var oppe imod. Al diplomatisk kontakt mellem Demokratisk Kampuchea og Vietnam blev hermed afbrudt, og Regimet så dette angreb som et vietnamesisk forsøg på at erobre Kampuchea, hvilket var deres største frygt. De måtte tage mere drastiske midler i brug, og dette gik først ud over den østlige zone som grænsede op til Vietnam, for denne måtte jo være fyldt med forrædere og modstandere i regimet. Netop denne zone havde i løbet af de forrige år været et af de steder, som havde været mere udholdelig at være i end de andre. Nok var henrettelser og tortur brugt, men ikke i samme udbredte grad som de andre zoner. Befolkningen i denne zone blev udset til fuldstændig udslettelse. Tropper fra den sydvestlige zone og den nordlige zone invaderede den østlige, og alt og alle skulle nedslagtes, selv kooperativer, kadrer, partisekretærer og kommunemyndigheder. Nogle blev sendt til S-21, men de fleste endte i massegrave. Man mener at i den periode hvor De Røde Khmerer begik disse massemord, tog de livet af omkring 400.000 mennesker. Nogle af de få almindelige bønder der var overlevet, var flygtet over grænsen til Vietnam eller Thailand. Vietnam valgte nu at støtte en oprørshær af forskellige cambodjanere og nogle tidligere Røde Khmer soldater. Denne gruppe blev kaldt ’Kampuchean National United Front for National Salvation’ (KNUFNS). Denne hær fik opbakning af det vietnamesiske militær, og juledag 1978 gik de til angreb på Demokratisk Kampuchea. Vietnams originale plan havde været at besætte de zoner der lå til øst for Mekong floden, men da dette lod sig gøre langt lettere end de havde forestillet sig, da De Røde Khmerers soldater på dette tidspunkt har været så svækkede af sult og hårdt arbejde, besluttede de sig at fortsætte. Phnom Penh faldt d. 7 Januar 1979. Pol Pot og de (resterende) ledere af De Røde Khmer flygtede til Thailands grænse. Under Vietnamesisk kontrol blev Demokratisk Kampuchea til Folkerepublikken Kampuchea. Under Pol Pot og De Røde Khmerer blev ca. en fjerdedel af den daværende befolkning slået ihjel. Nogle blev myrdet, og andre bukkede simpelthen under for de hårde forhold, med alt for lidt mad og alt for hårdt arbejde. Desuden var alle byboere blevet flyttet til små landsbyer i bjergene og skovene, og i disse områder hærger en masse forskellige sygdomme som bliver spredt af dyr som f.eks. myg. Da langt de fleste læger var blevet henrettet var der ikke megen hjælp at hente hvis man endelig fangede sig en omgang malaria eller japansk hjernehindebetændelse, som er meget udbredte i skovområderne. Regimet var baseret på paranoia for at miste magten. De var bange for modstand. Dette drev dem også til at slå deres egne ihjel. De var også bange for at Vietnam ville invadere landet, hvilket resulterede til en del angreb på vietnamesiske grænsebyer. Hvis Khmer Rouge aldrig havde angrebet disse byer, havde Vietnam næppe været så entusiastisk for at ’befrie’ Kampuchea fra deres slavevogtere.

Hvorfor er lederne af de røde Khmerer endnu ikke blevet dømt?[redigér | redigér wikikode]

Efter De Røde Khmerers regime i Cambodja var overstået, og lederne var blevet tvunget til at gå af magten, skulle man tro at det internationale samfund ville fordømme dem for alle deres horrible handlinger, og for den måde de havde behandlet deres folk på. Man skulle mene at det internationale samarbejde ville kræve at lederne skulle dømmes for de forbrydelser de havde begået på folket, for deres forbrydelser imod menneskerettighederne. Men sådan skulle det ikke gå. Den dag i dag, 30 år efter disse forbrydelser er blevet begået, er disse ledere endnu ikke blevet dømt ved krigsforbrydertribunalet i Phnom Penh. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at disse ledere har kunnet leve deres liv, uden at blive sat til ansvar? Pol Pot, lederen af De Røde Khmerer, Bror nr. 1 døde i 1998 uden at have fået en straf for de forfærdelige forbrydelser han og hans sammensvorne begik imod det Cambodjanske folk. Ifølge et interview som han gav i 1997, fortrød Pol Pot ikke, at have været skyld i så mange menneskers død.


”Fordi Pol Pot opfattede sit regime som et nødvendigt nationalt forsvar mod undergang, så Pol Pot tilsyneladende ikke sig selv som gerningsmand. (…) regimet kostede menneskelig, men han siger samtidig, at dette var de uundgåelige omkostninger forbundet med at skaffe landsforræderne af vejen.” En mand så nådesløs at han ikke engang angrer at være skyld i flere millioner menneskers død burde da blive straffet for de forbrydelser han har begået. Hvad har resulteret i at disse forbryderiske ledere af De Røde Khmerer endnu ikke har sat for en domstol og modtaget en straf for deres handlinger?

Skal svaret findes i landet selv, eller i det internationale samfund? I tiden efter den vietnamesiske invasion, indsatte Vietnam en regering med præsident, regering og egen partiledelse. Størstedelen af denne nye regering var cambodjanske kommunister som havde været i Hanoi under regimet eller var flygtet dertil i løbet af årene. Hun Sen, som i dag er præsident i Cambodja, var kommandant under De Røde Khmerer og var flygtet fra regimet. Det nye regeringsparti tog navn til Det Cambodjanske Folks Revolutionære Parti Men denne nye regering har på forhånd to store kræfter imod sig. Modstanden fra Cambodjas egen befolkning, der altid har frygtet et Vietnamesisk invasion. Vietnam har altid været Cambodjas arvefjende. Jens-Martin Eriksen laver et interview med en cambodjaner i en artikel i kritik : ”Jeg må forstå, at Cambodja er omringet af fjender siger han, hele tiden, det er et land som kan gå under, hvis det bliver invaderet, hvis vietnameserne kommer… igen. De har været her før…. (….) Jeg må forstå, at alle cambodjanere hader vietnamesere, de hader vietnamesisk kultur, de hader vietnamesisk civilisation, de hader alt der kommer fra vietnam.. Et ideotisk spørgsmål, men hvor mange tror han ville støtte khmer rouge hvis (… )Hun Sen ville udskrive et valg, et virkeligt frit valg. –Det er umuligt at svare på. – ja, svarer jeg, men prøv alligevel. Han tøver ikke længe – måske over 50 procent! – hvorfor, spørger jeg, efter alt der var sket. Måske bliver nogen dræbt, men jeg må forstå, og han napper mig på skrømt i armen: – Vietnameserne æder dig op som mus… de æder dig langsomt op!” - da de vietnamesiske tropper befriede Cambodja fra De Røde Khmerer var befolkningen selvfølgelig lettede, men efter at tropperne bestemte sig for at blive i landet, blev alle cambodjaneres største frygt bekræftet. Vietnam ville overtage Cambodja! ”Endvidere manglede Cambodja efter De Røde Khmerers udrensning af den uddannede elite ressourcer og folk til genopbygning, og de måtte derfor acceptere en enorm indvandring af vietnamesiske lærere, bygningsarbejdere, administratorer, læger økonomer m.m.. Efterhånden var Cambodja både militært, politisk og økonomisk indtaget af den gamle arve-fjende og mange cambodjanere frygtede, at dette var starten på en fuldstændig indlemmelse i Vietnam.” - og så selvfølgelig, modstanden fra det internationale samfund De Røde Khmerer havde endnu ikke opgivet at have magtindflydelse på landet, og selvom Pol Pot og hans mænd gemte sig ved Thailands grænse, skulle der ikke gå længe for deres allierede, Kina, fik sørget for at Pol Pot igen fik sin magtindflydelse tilbage. D. 13. januar 1979 tager to kinesiske embedsmænd til Thailand for at lave en aftale med den Thailandske regering og det thailandske militær. Thailands militær går med til at tage imod kinesiske forsyninger, ammunition og våben til De Røde Khmerer, for en klækkelig sum penge naturligvis. De Røde Khmerer får også lov til at befinde sig på thailandsk territorium, og stille transport til rådighed.

Kina skaffede også USA's støtte, da den kinesiske leder Deng Xiaoping besøger landet. Kina og USA havde i fællesskab skabt en front imod Sovjetunionen, Den amerikanske præsident Carter havde udtalt at Kina var ’Nøglen til global fred’ og derfor er denne alliance er vigtigere for USA end at fordømme Pol Pot og De Røde Khmerer for deres forbrydelser. Og da Pol Pot i realiteten er den eneste magtfulde opponent i Kampuchea imod Sovjetunionen og Vietnam, vælger USA derfor at støtte Pol Pot i konflikten, og dermed får Pol Pot også støtten i Danmark og andre vestlige lande. Kort tid forinden, lige inden Phnom Penhs fald, fløj Sihanouk til USA for at tale De Røde Khmerers sag for FN’s sikkerhedsråd. På trods af at Sihanouk lang tid før havde taget afstand fra De Røde Khmerer, gjorde han dette, for at selv få mulighed for endnu engang at have politisk indflydelse.

Det hele endte med en FN-resolution, hvori man fordømte Vietnams invasion og nægtede at anerkende den nye marionetregering som Vietnam havde indsat. På grund af dette blev De Røde Khmerer stadig anerkendt som ledere af Kampuchea i det internationale samfund. Men det var også et valg mellem to onder, fordi den vietnamesiskstøttede regering havde ikke meget at sige i Cambodja, og bag hver enkelt minister stod der 10 vietnamesiske rådgivere. Vietnam ønskede at skabe et kommunistisk samfund som sit eget, og ikke mindst en militær allieret. Det var umuligt for den vestlige verden at anerkende en sådan regering.

Derfor bliver der skabt en alliance mellem tre oprørsfraktioner: De Røde Khmerer, FUNCINPEC og KPNLF. Pol Pot dominerede modstandskampen klart, både på den politiske front og militært, som skaber eksil regering.

Under Pol Pots ledelse i Kampuchea får landet også god publicity i det danske kommunistiske magasin, Arbejderavisen. De to unge danske Journalister, Svend Aage Madsen og Peter Bischoff bliver vist rundt i landet år 1978. Efterfølgende skrev de to journalister en række ukritiske artikler til Arbejdsavisen. Dette var også med til at skygge i hvert fald Danmarks forestilling af, hvad der egentlig foregik under De Røde Khmerer Dette billede var tilsyneladende svært at give slip på efter den Vietnamesiske invasion. Den danske Kampuchea Komiteen udsendte et medlemsblad, Frit Kampuchea hvori der forekom historier om hvordan det nye styre forfulgte alle med baggrund i De Røde Khmerer, hvor nogle blev fængslet uden retssag, og nogle sendt på ’genopdragelse’ i fangelejre. Sande historier vist nok, men historier om hvor forfærdeligt landet havde haft det under De Røde Khmerer blev ikke trykt. Vietnamesere går i gang med en omfattende propaganda og PR-virksomhed, som skulle sørge for at vinde det cambodjanske folks og det internationale samfunds støtte. Vietnameserne opfordrede landsbyboerne til at opføre mindesmærker for de mange udgravede killing fields, og deklarerede d. 20. Maj som Hadets Dag, hvor man mindedes ofrene for De Røde Khmerers rædselsregime, og lavede det frygtede torturfængsel, Toul Sleng om til et museum. Komplet med De Røde Khmerers egne billeder af ofrene, og tegninger lavet af en af de tidligere fanger. De oprettede også et tribunal, som endte med at dømme Pol Pot og Ieng Sary til døden, med mangel på tilstedeværelse. Der blev fremlagt store mængder af bevismaterialer, da der næppe var mangel på bevis for de uhyrligheder som de havde gjort imod befolkningen. Denne dom blev dog aldrig eksekveret. De ti år efter Vietnams invasion er der borgerkrig i landet. Selv i Danmark var der stadig støtte til De Røde Khmerer, selvom politikerne var meget påpasselige med at understrege at støtten kun var til de to ikke-kommunistiske fraktioner, men da De Røde Khmerer var størst dominerende i gruppen, og alle militære forsyninger gik til dem, var det i realiteten også dem man støttede. ”Selv om den vietnamesiske invasion af Cambodia i 1979 satte en stopper for folkedrabet, var Danmark og resten af den vestlige verden ikke villig til at anerkende Cambodjas nye, vietnamemiskstøttede regering. Vietnam var Sovjetunionens allierede, og for den vestlige verden var magtbalancen vigtigere end et opgør med De Røde Khmerer” Fordi ledere fra De Røde Khmerer stadig sad på magtfulde poster i samfundet var det også svært for det cambodjanske folk at udtale sig om, at de ønskede at se disse mænd straffet. Først efter Pol Pots død, og De Røde Khmerers indflydelse er massivt blevet mindsket, har folk fundet modet til at stå frem og fordømme De Røde Khmerers forbrydelser. Der har også været stor uenighed om, hvordan denne retsforfølgelse skulle foregå, skulle det være en national domstol, en international hybriddomstol, eller en udenlandsk domstol. Det cambodjanske folk havde efter så mange år med korrupte regeringer, ingen reel tiltro til deres eget retssystem, og derfor var et internationalt samarbejde nødvendigt for at få lederne dømt. Og på grund af Den Kolde Krig kunne dette simpelthen ikke lade sig gøre før krigen var overstået. Rusland presser Vietnam til at rykke ud af Cambodja i 1989. I år 1991 tilbyder FN en ambitiøs fredsplan for Cambodja, der også gjorde De Røde Khmerer i stand til politisk deltagelse, men De Røde Khmerer udeblev fra det efterfølgende valg. Først dér stoppede FN med at anerkende De Røde Khmerer som repræsentanter for Cambodja. Netop derfor har FN og Cambodjas regering først startet forhandlingerne om tribunalet i 1997. Og selvom aftalen om tribunalet nu endelig er i hus, 30 år efter forbrydelserne er blevet begået, har der været mange problemer undervejs i processen.

Eftersom der stadig er personer med fortid i De Røde Khmerer der sidder på magtfulde positioner i landet, har regeringen også forsøgt at holde antallet af de retsforfulgte på et minimum. De har ikke haft nogen reel interesse i at dømme lederne. Desuden, efter alliancen mellem Kina og USA er nedbrudt, har Kina forsøgt at overbevise Cambodja om at ”Opretholde deres suverænitet” , og opfordringerne har været fulgt af gaver såsom rentefrie lån og udviklingshjælp. Den amerikanske ambassadør i Phnom Penh siger ”Når han kom ud fra et regeringskontor efter at have forhandlet med en cambodjansk minister, stod hans kinesiske modpart i forkontoret og ventede på at komme ind” Da kineserne under hele Pol Pot regimet var deres største og vigtigste allierede, ville det være enormt tab af ansigt hvis lederne ville blive dømt. Cambodja er den dag i dag et ludfattigt land, med dårlig mulighed for uddannelse, en dybt korrupteret regering og mange højststående personligheder i landet har fortid i De Røde Khmerer . I en artikel i information står der; ” Flere af magthaverne har en blodig fortid. Selv om vi i dag ved en del, ved vi sandsynligvis langtfra alt. Regeringen vil ikke have de her små fyre til at snakke om De Røde Khmerer . Det bedste for dem ville være, hvis tribunalet bare løb tør for penge, eller nogen gik hen og døde," siger han. Hvor aktiv regeringen er i at forhindre tribunalet, er der ingen, der kan sige.” Det er svært at dømme nogen for de forbrydelser der er sket, fordi rigtig mange mennesker var med til det. Desuden forekommer det for mange rigtig meget lettere at bare ’ligge låg på’ hvad der er sket. Simpelthen bare glemme Cambodjas blodige fortid. I dokumentaren ”Pol Pot’s Shadow” udspørger journalisten Amanda Pike nogle cambodjanske skolebørn, hvad de har fået fortalt om mordene under De Røde Khmerer. Den ene svarer ”Jeg har fået at vide at det var Pol Pot som slog folk ihjel. Men andre siger at det var folk under ham der gjorde det”, mens en pige svarer ”Jeg har fået at vide at mordene var begået af Youns ” – det er ret tydeligt at historien om hvad der skete, ikke er helt klar. Peter Frederiksen, historiker og journalist siger i et interview

"Der er en form for fornægterkultur i Cambodja. Folk skal helst bare glemme alt om det, der er sket. Den kultur strækker sig langt ind i parlamentet, og der er stærke kræfter, som synes, at det ville være skønt, hvis den internationale opmærksomhed ville forsvinde og der kunne lægges låg på alt der her,"

Hvad driver et menneske til at slå et andet ihjel, som aldrig har ønsket en selv noget ondt? Frygt. Frygt er kodeordet i hele denne historie. Frygten for en ydre og en indre fjende var hvad der drev de høje ledere til at uddelegere ordre om at henrette så mange folk. Frygt for sit eget liv, hvis man ikke fulgte ordrerne, var hvad der drev soldaterne. Frygt var hvorfor ingen gjorde oprør. Frygt for den større verdensfred gjorde at USA og dermed den vestlige verden fordømte den vietnamesiskstøttede regering. Frygt gjorde at ingen råbte højt nok om ønsket for at De Røde Khmerer skulle straffes.

Og hvem er der at bebrejde i denne sag? Cambodja har i sig selv ikke gjort nok for at få lederne dømt, men mange faktorer har været i spil: Det har været svært at fordømme De Røde Khmerer, fordi at de var den eneste reelle modstander til invaderingen fra ærkefjenden Vietnam. Og efter Vietnam ENDELIG i 1989 trak sine tropper i landet, havde De Røde Khmerer stadig stor militær magt i landet, og mange var bange for at udtale sig dårligt om det. . Man kunne have forsøgt at lave en domstol i samarbejde med den vietnamesisk støttede regering, og sørge for at dommene blev eksekveret. Men i sådan et dybt korrupteret land som Cambodja er dette også utænkeligt. Lederne ville bare overbyde med penge indtil at dommeren ville frifinde dem.

Det eneste der kunne sørge for en forholdsvis retfærdig domstol, har været et internationalt støttet samarbejde. Og det er utænkeligt at USA skulle støtte en reelt vietnamesisk styret regering, da Vietnam var allieret med Sovjetunionen. Derfor har det været nødvendigt at vente til Vietnam trak sig. Hvad var der ellers at gøre? Skulle USA selv have invaderet Cambodja, ligesom de i dag gør i Afghanistan? Umuligt. Efter Vietnamkrigen havde ingen støttet en amerikansk ”befrielseshær”. Det var moralsk ukorrekt at støtte De Røde Khmerer, især efter at det internationale samfund havde fået vished om hvad der havde foregået under rædselsregimet, men hvad kunne man ellers have gjort? Det er en sørgelig realitet at vi i det 21’ende århundrede stadig har lande med så dårlige vilkår, og selvom at processen har været lang tid under vejs, er det nødvendigt for Cambodjas fremtid at få de (resterende) ledere af De Røde Khmerer dømt, for at vise den cambodjanske befolkning, det kan lade sig gøre. De skal ikke slippe af sted med de ting de har påført befolkningen… Også selvom de 300 millioner kr. det kommer til at koste at holde tribunalet, kunne være brugt til genopbygningen af landet, er det vigtigt at få dømt disse personer. For at få afslutning på et langt og dystert kapitel i Cambodjas historie. Tribunalet gik i gang officielt i 2006 og forventes at være afsluttet i 2010 og tribunalet nedlægges.