De sytten provinser

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kort over de sytten provinser

De sytten provinser (nederlandsk: Zeventien Provinciën) var en personalunion bestående af 17 fyrstedømmer i Nederlandene, der eksisterede fra 1482 til 1581, som groft sagt dækkede det nuværende Nederlandene, Belgien, Luxembourg samt en del af det nordlige Frankrig (Artois og Nord) samt en lille del af det vestlige Tyskland.

Den burgundiske rigskreds[redigér | redigér wikikode]

De sytten provinser tilhørte oprindeligt hertugdømmet Burgund, der blev ledet af Huset Valois og senere af Habsburgerne. Fra 1512 udgjorde de sytten provinser størstedelen af den burgundiske rigskreds i det tysk-romerske rige. De blev samlet i en personalunion under Karl den 5., der var øverste regent for dem.

De sytten provinser[redigér | redigér wikikode]

Provinserne var:

  • Artois (formelt under den franske konge)
  • Flandern (formelt under den franske konge)
  • Mechelen
  • Namur
  • Hainaut
  • Zeeland
  • Holland
  • Brabant
  • Limburg
  • Luxembourg
  • Utrecht
  • Frisia
  • Zutphen
  • Groningen
  • Ommelanden
  • Drenthe, Lingen, Wedde og Westerwolde
  • Overijssel

Statholderne[redigér | redigér wikikode]

Statholdere (Landvoogde) i de sytten nederlandske provinser:

  • 1506–1507: Willem II. van Croy, Heer van Chièvres
  • 1507–1530: Margaretha van Oostenrijk, hertuginde af Savoyen
  • 1531–1555: Maria van Castilië (van Hongarije), dronning af Ungarn
  • 1555–1559: Emanuel Filibert van Savoye, hertug af Savoyen
  • 1559–1567: Margaretha van Parma, hertuginde af Parma
  • 1567–1573: Don Fernando Álvarez de Toledo, hertug af Alba
  • 1573–1576: Don Luis de Zúñiga y Requesens
  • 1576–1578: Juan van Oostenrijk
  • 1578–1581: Alexander Farnese, hertug af Parma og Piacenza; i konkurrence med Matthias van Oostenrijk