De syv dyder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

De syv dyder stammer fra Psychomachia (Sjælens kappestrid), et episk digt skrevet af Aurelius Clemens Prudentius omkring 410, som følger kampen mellem gode dyder og onde lyster. Populariteten af dette værk i middelalderen hjalp til at sprede ideen om hellige dyder ud gennem Europa. Det fremholdes at hvis man praktiserer disse dyder, vil man blive beskyttet mod fristelser og fra de syv dødssynder, derhvor hver en har sin modpart. På grund af dette bliver disse dyder nogengange refereret til som modstridende dyder. Der er to forskellige varianter af dyderne, anerkendt af forskellige grupper.

Dyderne[redigér | redigér wikikode]

  • Kyskhed (Castitas) (renhed) (modsatte af begær (Luxuria)) — Omfatter moralsk opførelse og at opnå renhed både fysisk og psykisk.
  • Udholdenhed (Temperare) (selvkontrol) (modsatte af frådseri (Gula)) — Man bør være udholdende og afholdende.
  • Barmhjertighed (Liberalitas) (vilje, generøsitet) (modsatte af griskhed (Avaritia)) — Villig til at give fra sig i tanke og handling.
  • Indsatvilje (Industria) (etik, moral) (modsatte af ladhed (Acedia)) — Være vågen, fysisk aktiv, have vilje til at arbejde.
  • Tålmodighed/Tilgivelse (Patientia) (fred) (modsatte af vrede (Ira) — Evnen til at tilgive og vise nåde overfor syndere. Løse konflikter fredfyldt – som en modsætning til vold.
  • Velvilje/Godhed (Humanitas) (fornøjelse) (modsatte af misundelse (Invidia)) — Medlidenhed og venskab og sympati uden fordomme.
  • Ydmyghed (Humilitas) (beskedenhed) (modsatte af hovmod (Superbia)) — Beskeden opførsel, uselviskhed og at være respektfuld. Giv anerkendelse til andre i stedet for at ophøje sig selv.