Demokrati

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg

Demokrati (græsk δημοκρατία, kommer af δήμος, démos - folk og κρατία, kratía - styre, herredømme), oversat: folkestyre, et politisk system, hvor magten ligger hos flertallet af folket. I en moderne forståelse af begrebet skelnes mellem styreform og holdning (livssyn).

Indholdsfortegnelse

[redigér] Den demokratiske styreform

[redigér] Historie

Demokrati blev først brugt til at beskrive styreformen i bystaten Athen, hvor alle væsentlige beslutninger blev truffet af en forsamling(typisk på over 5.000 mand), hvor alle frie mænd, dvs. athenske statsborgere over 20 år som ikke var slaver, kvinder eller fremmede statsborgere, havde ret til at deltage. Når en mand var over 30 år, kunne han blive valgt ind som embedsmand eller nævning.

I renæssancen kom demokratiet på mode igen, som følge af den borgerlige klasses voksende økonomiske magt.

Der har været mange steder med styreformer, der var demokratiske, men som blot ikke var kendt under det navn. Det oprindelige islandske altinget er et eksempel på dette.

[redigér] Former for demokrati

Den oprindelige form for demokrati var direkte demokrati, hvor beslutningerne blev taget direkte af folket. Denne form for demokrati kendes stadig i form af bindende folkeafstemninger. Et problem med direkte demokrati er, at folkestemningen kan være meget følsom overfor enkeltsager, og derved kan beslutningerne virke meget vilkårlige.

For at løse dette problem, samt af hensyn til det upraktiske ved en forsamling af alle borgere i samfund, der er væsentligt større og mere spredte end den gamle athenske bystat, er repræsentativt demokrati i dag det mest udbredte. I et repræsentativt demokrati vælger borgerne et mindre antal folk til at repræsentere sig, og disse repræsentanter tager så beslutningerne på borgernes vegne.

Den udbredte brug af meningsmålinger og fokusgrupper ses af nogle som en trussel mod de fordele med hensyn til stabilitet, som det repræsentative demokrati giver i forhold til det direkte demokrati.

Da politikere ikke kan forventes at være helt upåvirkede af folkestemningen, forventes det, at et moderne samfund supplerer og begrænser demokratiet med en retsstat. I en retsstat er der opstillet en række procedurer, der skal følges i forbindelse med afgørelser, og disse procedurer er forholdsvis svære at ændre. Det er med til at sikre den enkelte borger mod at blive offer for vilkårlige og midlertidige folkestemninger.

I nogle diskussioner bliver selve demokratibegrebet udvidet til også at omfatte de begrænsninger, der er indbygget i retsstatsbegrebet.

[redigér] Demokrati som fænomen

Demokrati betyder folkestyre. Det lyder umiddelbart enkelt – folket skal styre – men det viser sig hurtigt, at der opstår uenighed, både blandt teoretikere og politikere, når det skal bestemmes, hvad der forstås ved "folket" og ved "styre". Ikke mindst hvilke forudsætninger, der er nødvendige, for at demokratiet skal kunne fungere efter sin hensigt. Så selv om ordet ”demokrati” anvendes ustandseligt i politiske diskussioner og offentlig debat, tillægges ordet forskellige betydninger. En norsk undersøgelse, der blev gennemført i 1950’erne, kunne f.eks. påvise ikke mindre end 311 forskellige anvendelser af ordet "demokrati".

Siden 1848 har opfattelsen af og holdningen til demokrati ændret sig voldsomt. Op til midten af 1800-tallet var der kun få, der betegnede sig som "demokrater." Selve ordet "demokrati" havde dengang en negativ værdiladning og betød nærmest noget i retning af folkeflertallets uhæmmede og snæversynede styre i dets egen interesse. Demokrati var forbundet med et styre af de mange, de fattige og de uvidende, og det havde en undertone af "pøbelvælde" knytte til sig. Udviklingen omkring den franske revolution bekræftede til dels denne opfattelse. Først efter 1848 er demokrati kommet til at stå som noget positivt i de politisk toneangivende befolkningskredse, og denne ændring af værdiindholdet hang sammen med en ændring i opfattelsen af, hvad demokrati er og kan være. Demokrati blev fortsat betragtet som folkestyre og flertalsstyre, men det blev efterhånden kombineret med hensyntagen til mindretallet og respekt for visse grundlæggende rettigheder, som ikke blot omfattede politiske rettigheder såsom ytrings- og foreningsfrihed, men også økonomiske rettigheder som den private ejendomsret.

Gennem 1900-tallet har alle politiske partier og organisationer, bortset fra fascismen og visse politiske bevægelser i det centrale Europa i mellemkrigstiden, villet smykke sig med ordet ”demokrati”. Alle hævder så at sige at kæmpe for demokratiet, krige er blevet udkæmpet i dets navn, og det er blevet brugt til at retfærdiggøre vidt forskellige styreformer og politiske programmer. Kommunistiske lande som Sovjetunionen og Kina beskrev deres lande som demokratiske, ligesom USA og vesteuropæiske lande har. Selv militære kup rundt om i verden er blevet begrundet med, at formålet var "at genoprette demokratiet".

Uenigheden om, hvad "demokrati" er, hvad det forudsætter, og hvordan det kan udvikles, kendetegner også debatten her i Danmark. Nogle politiske partier har foreslået at udvide demokratibegrebet til også at omhandle økonomi i form af overskudsdeling og lønmodtagerfonde, mens andre partier ser sådanne forslag som en direkte trussel mod det private erhvervsliv, den private ejendomsret og den personlige frihed, som de til gengæld opfatter som demokratiets livsnerver. En stor del af denne uenighed om det rette forståelse af demokratiet skyldes således en forskellig opfattelse af, hvor omfattende demokratiet bør være. Skal det alene vedrøre den politiske styring af samfundet og principperne for den politiske styreform, eller skal demokratiet også omfatte de sociale og økonomiske forhold i samfundet?

[redigér] Begrebet "Demokrati"

Demokrati er en styreform som betyder at det er flertallet i befolkningen, der har den fulde politiske magt, og hvor beslutningerne bestemmes ved afstemning og folkevalgte repræsentanter. Det danske demokrati, folkestyret, er grundlagt på tanker, der blev udviklet i løbet af 1700-tallet i Europa. Det var en reaktion af det kongelige enevælde, som indskrænkede borgernes frihed. Idéen gik ud på at magten ikke skulle udgå ovenfra, men at det skulle udgå nede fra folket. Alle mennesker er født lige og de har ret til at blandt andet deltage i valg. Folkestyrets fundament er den frie valgret. Et andet vigtigt træk ved folkestyret er, at borgerne afgiver deres medbestemmelse direkte i statens styre, men de gør det også indirekte gennem valgretten. Borgerne accepterer samtidig at de skal betale skat, pligt til at overholde lovene, yde værnepligt og så videre.

Demokrati blev for første gang brugt af grækerne i 400-tallet f.Kr. da de i forvejen talte om at de ville have retten til at tale i den styrende forsamling og lighed for loven. Folket samledes i en forsamling, for at drøfte offentlige spørgsmål. Det var oftest på over 5000 mand. Det blev opfattet som den suveræne myndighed og derefter blev ordet ”demokrati” betegnelsen for et nyt styreform. Dem der havde ret til at deltage var de athenske statsborgere over 20 år som ikke var slaver, kvinder eller fremmede statsborgere. Hvis en mand var over 30 år, kunne han blive valgt som embedsmand eller en nævning.

[redigér] Theodor Geiger, Frantz Harlang og forsvaret for demokratiet

Under indtryk af den samfundsudvikling, der fandt sted i mellemkrigstiden, kom folkestyret under pres fra to vidt forskellige kræfter, der truede med at undergrave dets virkeevne: dels det offentlige embedsvæsen, dels diktaturet. Erkendelsen af dette foranledigede debatindlæg til forsvar for folkestyrets sikkerhed.

[redigér] Embedsstanden som folkestyrets undergraver

I 1935 skrev Theodor Geiger en artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift, hvori han pegede på faren for, at det offentlige embedsvæsen kunne undergrave statsledelsens (Suverænens) - her under det parlamentariske folkestyres - grundlag. Udgangspunktet er det, at statsledelsen har en vis magthøjhed i forhold til indbyggerne:

"En stærk Suveræn kan stille Krav om at overtage visse Funktioner som Suverænitetsanliggender. F. Eks. blev Opdragelsen voksende Omfang taget fra Familien og draget ind under Statshøjheden; den udøves af stats- eller kommuneansatte Lærere og er da statsligt byrokratiseret. Men en stor Del af de mangfoldige som en Samfundsgruppes Liv omfatter, vil altid som fri, d. v. s., at de enkelte Medlemmer eller de Smaagrupper, der gaar ind under det større Samfund, udøver dem avtonomt. Hvis alle Funktioner og Forhold mellem Medlemmerne erklæret for Suverænitetsanliggender, vilde al personlig være ophævet, hvilket vilde stride imod Samfundslivets da dette netop beror paa Spænding mellem Gruppen som Helhed og de enkelte Personligheder. Suverænen kan desuden af tekniske Grunde kun lægge Beslag paa Opgaver, der kan afgrænses som særlige Arbejdsomraader, og i Form af faste Institutioner kan skilles ud fra det øvrige Samfundslivs jævnt glidende Strøm. Retssikkerhed og Samfundsdisciplin kræver Afgrænsning mellem Suverænitetens og Privatlivets Sfærer."

Statsledelsens magtudfoldelse sker imidlertid gennem embedsfolk:

"Disse Suverænitetsopgaver byrokratiseres ved, at Suverænen ikke udøver dem selv, men overdrager dem til Organer, som optræder hans Vegne og med hans Bemyndigelse overfor Gruppen."

Derved indtræder faren for, at ledelsen - i folkestyret den folkevalgte forsamling (Folketing, Rigsdag) - mister kontrollen over den faktiske magtudøvelse, i kraft af den specialisering af de offentlige opgaver, der sker, og den særlige indsigt, som embedsfolk inden for de enkelte fagområder opnår:

"Jo dygtigere altsaa Fagbyrokratiet ved Specialisering bliver til at udfylde sin Opgave, jo farligere bliver det for Suverænen. Den tiltagende faglige Overlegenhed kan benyttes til at erobre Magten. Der oprinder den Dag, hvor Suverænitetsapparatet er blevet saa stort, indviklet og ømtaaleligt, at det kun kan styres af de forhaandenværende indarbejdede Byrokratier, den ikke indviedes Indgreb forvirre det hele. Paa dette Udviklingstrin er Byrokratiet Stand til at optræde som jævnbyrdig Part i Magtkonkurrencen den legitime Suveræn. Byrokratiet kan da stiltiende i mange Tilfælde uænset lade Suverænens Anordninger og Hensigter upaaagtede, det kan med ukontrollable Argumenter fremstille visse Forholdsregler som nødvendige, eller overbevise Suverænen om, at de Foranstaltninger, som han ønsker, er aldeles og skadelige."

Theodor Geiger indså således meget tidligt den samfundstilstand, hvor den (i folkestyret) tilstræbte magtdeling undergraves af (embeds)folk, som savner ethvert legitimt (folkevalgt) grundlag for den magtudøvelse, de rent faktisk udøver, hvorimod den folkevalgte forsamlings lovgivende magt undergraves og mister betydning.

[redigér] Beundringen for totalitære styres "effektivitet"

Blot få år senere, i 1938, udgav reklamemanden Frantz Harlang en lille pjece med titlen "Er Folkestyret en Reklamekampagne værd?", hvori han advarede mod den datidige stadigt voksende beundring for de totalitærer styrer i Tyskland, Italien, Sovjetunionen med flere. I pjecen argumenterede Harlang lidenskabeligt for, at diktaturet er et tilbagefald, en atavisme, i forhold til folkestyret, men at det opførte sig som noget nyt og ejede det nyes tillokkende kraft. Statsledelsens virksomheds udfald - alt, hvad der bliver tilvejebragt i økonomisk, teknisk og anden henseende - fremsattes gennem et stort reklame- eller propagandaapparat som den nye statsforms enestående velsignelser. I de parlamentariske Lande skabtes der på samme tid lige så store værker, men dér råbte man ikke op om dem. Men man burde gøre det:

"Man kan henvise til, at det danske Statssamfund, ligegyldigt hvilket politisk Parti, der har Magten, er en .... langt retfærdigere justeret og mere civiliseret Organisme end nogen totalitær Stat. Man kan paapege tusinde forskellige Ting, der gør Livet i Demokratiet og bedre. Men hvis ikke disse Sandheder naar ud til Menigmand, hvis hans Sind ikke løftes og begejstres af dem, er de som usagt".

Harlang indså den fare, der ligger i et totalitært samfunds fuldstændige kontrol over al tilgængelig information om statens magtudøvelse og evnen til ved et meningsmonopol dels at indoktrinere almenheden, dels reelt at knuse enhver fri debat om betimeligheden af statens ulige magttiltag. Han indså, at kun ved at påpege alle de goder, der er blevet skabt netop i kraft af folkestyret: Som eksempler på de emner, man kunne fremhæve, nævnes:

"Rigsdagens Arbejde og Betydningen af det demokratiske System; den enkelte Rigsdagsmands Gerning; Udenrigshandelen; de demokratiske Tale-, Forsamlings- og Trykkefrihed; Domstolene; Forsvarsordningen; Landbrugsspørgsmaalet; Stats- og Kommuneskatter; Forsorg; Hospitaler; Skoler etc".

I en sådan statsreklame for staten burde:

"alle Anskuelser faa Raaderum, f. Eks. ved at de forskellige afgørende Partier bliver repraisenteret det Udvalg, der skulde have med Sagen at gøre, og at der indrømmes Mindretallet en medbestemmende Ret, f. Eks. ved at Udvalgets Beslutninger skal være enstemmige".

Harlang forestillede sig, at denne oplysningsvirksomhed burde udøves af det offentlige. Skønt der ikke er tvivl om Harlangs demokratiske sindelag og forsvar for folkestyret, er det klart, at hans forslag rummede en vanskelighed: det bliver det samme samfundsapparat, der har ansvaret for de ulige tiltag, der tillige kommer til at stå bag oplysningsvirksomheden om disses fortræffelighed. Med Geigers advarsel in mente, er det klart, at der her ligger en skjult fare. Derimod er det frie debat om statsmagtens udøvelse - herunder påpegening af både gode og mindre gode beslutninger - den frie presses fornemmeste opgave og denne virksomhed er i virkeligheden en forudsætning for, at demokratiet kan siges at fungere.

Advarslen imod at drive entydig propaganda og undertrykke meningsforskelle var langt senere - den 19. februar 2009 - hovedemnet for den tjekkiske præsident, Václav Klaus tale til EU-parlamentet - hvorefter store dele af parlamentets medlemmer udvandrede![1]

[redigér] Hal Koch om det demokratiske livssyn

Teologen Hal Koch skrev i 1945 en bog med titlen "Hvad er demokrati?" I denne bog forsøger han at indkredse dette begrebs særegenhed nærmere. Hal Koch fremhæver i denne bog tillige, hvad demokrati ikke er. Hans opfattelse er, at man ved demokrati taler sig til enighed ved at gennemdrøfte en sag, indtil der er opnået afklaring på alle punkter, med andre ord at "tale sig til rette i stedet for at slås". Han er klar over, at fuld enighed ikke altid kan opnås og betragter afstemning som et middel til at vise hvor langt, man er nået. At der derefter træffes en afgørelse betyder imidlertid ikke, at sagen eller emnet ikke fortsat kan drøftes. Det ligger nemlig i selve demokratiets væsen, at ordet må være frit: "sålænge ordet og kritikken er frie, vil der altid være grænser for, hvor fordærvet et styre man kan få. Knægtes derimod ytringsfriheden, er disse grænser skyllet bort".

Til forudsætningerne for demokratiets vilkeliggørelse anser Hal Koch, at følgende betingelser skal være opfyldte:

  1. for det første må der være "grundlove for det menneskelige liv, som må respekteres, hvis der overhovedet skal kunne leves et folkeligt fælles liv". Han er her på linje med Jean-Jacques Rousseau, der i sin bog om "Samfundspagten" netop gør dette til grundlaget for ethvert samfundsfællesskab.
  2. for det andet må der være en frihed i form af frivillighed. Tvang og dressur kan måske bringe orden "men aldrig en virkelig menneskelig indsats. Den skal nemlig komme indefra. Dem skal komme derved, at mennesket selv er engageret". Og dette er en ganske anden slags frihed en den, der blot kræver sin egen ret - om så på andres bekostning. Hal Koch benytter i sammenhæng hermed lejligheden til at skildre en samtale med en ung tysk nazist under besættelsen. Denne skildrede for ham sin vision om et "Neuropa", hvor samarbejde, fællesskab og broderlighed ville vokse frem under tyskernes ledelse. Herover for gjorde Hal Koch imidlertid opmærksom på, at "krigen hører dog ikke op, fordi våbnene tier. Når man sår kanoner, maskinpistoler og koncentrationslejre, kan man aldrig komme til at høste samarbejde og fællesskab. Der er af den udsæd kun én høst: had", og "hver dag besættelsen varer, bliver dette had med en naturkrafts indre nødvendighed stærkere og stærkere". Dette førte til, at den unge tysker nåede til følgende slutning: "Aber dann ist es ja eine völlige Tragödie" - hvortil Hal Koch svarede, at det havde han og andre været klar over længe. I virkeligheden er våbnene kun et symbolsk tvangsmiddel. Demokratiet svinder bort og hadet vokser fra den dag, selvbestaltede "forenede nationers fædre" tror sig at vide, hvad der er godt for befolkningen og gennemfører dette udenom denne.
  3. for det tredie må der være retfærdighed. Demokratiet bygger på "et retssamfund, hvor loven er øverste herre, ikke under en voldsmagts vilkårlighed". Hal Koch kommer i denne sammenhæng ind på det forhold, at ikke alle mennesker deler samme værdier og derfor ikke altid vil kunne forliges: "Man må skik følge eller land fly". "Rent praktisk er en væsentlig del, ja vel nok det allermeste af folks moral- og retsbevidsthed bestemt ved fasthængen ved de fra fædrene nedarvede sæder og skikke. Derfor skifter ret og moral, når man går over grænsen til et andet land". Hal Koch påpeger endvidere, at en stor del af det, der anses for retten (retfærdigheden), nedstammer fra religion, fra sæd og skik. Og samtidig vender han sig mod undertrykkelse: "hvis flertallet i befolkningen ser sin fordel i økonomisk at underkue et mindretal, kan denne handling aldrig få karakter af ret, selv om den aldrig så meget foregår under parlamentariske former. Den er et retsbrud, fordi den betegner et brud på det ligheds- og gensidighedsforhold, som nu engang hører med til menneskelivet og gør dette forskelligt fra alt andet liv i naturen". Og dette gælder nok så meget andre områder som det økonomiske og ikke mindre, hvis det er et mindretal, der påtvinger flertallet sine egne snævre fordele.
  4. for det fjerde må der være næstekærlighed: "Det er livets indhold og grundlov: at vi - enten vi vil vedgå det eller ej - er bundet til næsten. Og der, hvor mennesker træder denne lov under fode, der lægger de livet øde".

Hal Kochs motiv til at skrive bogen var blandt andet det misbrug af ordet "demokrati", han oplevede ved 2. verdenskrigs afslutning. De - erklærede demokratiske - lande havde vundet krigen, og følgelig havde alle travlt med at erklære sig som gode demokrater og - for en dels vedkommende - var man tillige rede til at fælde dom over dem, der ikke ansås for at være så gode demokrater. Han indså hvor let, et begreb kan misbruges og omformuleres til sin modsætning af den dygtige demagog - på samme måde som det gennem tiden er sket med ord og begreber som "progressiv" og "menneskerettighed". Det gælder her som med Sokrates i det klassiske Grækenland: den, der hævder sig at vide bedre end fællesskabet, har allerede sat sig uden for dette og har ingen plads i dette mere. Han eller hun er ikke demokrat, hverken i politisk henseende eller i sit livssyn.

[redigér] Litteratur

  • Hal Koch: Hvad er demokrati?; 3. udgave, 1960; genoptryk (4. udgave) Haslev 1981; ISBN 87-00-86072-7

[redigér] Eksterne henvisninger

[redigér] Noter

  1. ↑ Václav Klaus tale

[redigér] Se også


Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Demokrati"