Den Øverste Sovjet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den Øverste Sovjet (russisk: Верхо́вный Сове́т СССР; Verkhovny Sovet SSSR) var det øverste folkevalgte lovgivende organ i Sovjetunionen, de sovjettiske unionsrepublikker og de autonome republikker fra 1936 og til unionens opløsning i december 1991 og derefter i Den Russiske Føderation og dens republikker frem til oktober 1993.

Sovjetunionens Øverste Sovjet bestod af to kamre, Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten. Indtil perestrojka i slutningen af 1980'erne var arbejdet i Den Øverste Sovjet i en vis grad spil for galleriet, idet magten reelt lå hos Sovjetunionens kommunistiske parti. Den Øverste Sovjet kunne således blot godkende de i partiets centralkomité allerede vedtagne planer og budgetter. Ved valgene til Den Øverste Sovjet opstillede kun kommunistpartiet eller dets datterorganisationer kandidater.

Den Øverste Sovjet mødtes to gange årligt i 3-4 dage. Hvert af de to kamre bestod af 750 medlemmer, hvilket gjorde det vanskeligt at føre en reel debat. Selve lovgivningsarbejdet foregik derfor i en række udvalg, der valgtes på Den Øverste Sovjets første møde. Her valgtes også medlemmerne til Den Øverste Sovjets Præsidium og Ministerrådet.

Præsidiet bestod af omkring 40 medlemmer. Det havde til opgave at lede de mange udvalg samt at foretage det egentlige lovgivningsarbejde. Præsidiet kunne udstede nogle forpligtende og love, mens resten af lovgivningen skulle vedtages på Den Øverste Sovjets samlinger.

Ministerrådet var et overvejende administrativt organ, der førte den vedtagne politik ud i livet. Det var rådet, der ledte de centrale forvaltninger. Rådet kunne dog samtidig udarbejde forordninger og bekendtgørelser, der havde status af love, og var således både udøvende og lovgivende magt.