Den arabisk-israelske krig 1948

Den arabisk-israelske krig 1948
De arabiske angreb mod Israel mellem den 15. maj og 10. juni 1948
Dato November 1947–marts 1949 Sted Mellemøsten Resultat Israelsk sejr Casus belli Arabisk benægtelse af eksistensens af staten Israel
Parter
Israel	Egypten Syrien Transjordanien Libanon Irak Saudi-Arabien Palæstinensiske iregulære Arabisk befrielseshær
Ledere
Yaakov Dori Yigael Yadin	Glubb Pasha Abd al-Qadir al-Husayni† Hasan Salama Fawzi al-Qawuqji
Styrke
29.677 ved udgangspunktet–108.300 i december 1948	Egypten: 10.000 ved start, stigende til 20.000 Irak: 5.000 ved start stigende til 15–18.000 Syrien: 2.500–5.000 Transjordanien: 6.000–12.000 Libanon: 1.000 til start stigende til 2.000 (Pollack, 2004; Sadeh, 1997) Saudi Arabien: 800–1.200 Et ukendt antal yemenitiske trooper Arabisk befrielseshær: 3.500-6.000
Tab
6.373 (4.000 militære og omkring 2.400 civile)	Uvist (mellem 5.000 og 15.000) 750.000 palæstinensiske flygtninge

Den arabisk-israelske krig 1948, engelsk: 1948 Arab-Israeli War, af israelerne kendt som: מלחמת השחרור, Frihedskrigen) og af palæstinenserne som: النكبة, Nakba, "Katastrofen"), var den første i en serie af krige som er udkæmpet mellem Israel og dets arabiske naboer i den langvarige arabisk-israelske konflikt.

Krigen, som begyndte øjeblikkeligt efter afslutningen af Mandatet den 15. maj 1948, og som hovedsagelig blev udkæmpet på Mandatets område, og en kort overgang også på Sinai-halvøen, markerede en tvangsflytning af hundredtusinder af palæsinensere. Medens 1948-krigen blev afsluttet med våbenhvileaftalerne, sluttede den arabisk-israelske konflikt ikke dermed.

FN's Delingsplan

Foreslået deling af Palæstina.

Den 29. november 1947 vedtog FN's generalforsamling en plan, FN's Generalsforsamlings Resolution 181, for at løse den arabisk-jødiske konflikt ved at dele Palæstina i 2 stater: en jødisk og en arabisk. Hver stat skulle bestå af 3 hovedsektioner, som skulle være forbundet af ekstraterritorielle veje (=som ikke skulle være undergivet områdets administration); den arabiske stat skulle også have en enklave ved Jaffa. Jøderne, som udgjorde omkring 32% af den samlede befolkning, skulle have 56% af territoriet. Området rummede på det tidspunkt 499.000 jøder og 438.000 palæstinensere, skønt dette omfattede den svært beboelige Negev-ørken i syd. Palæstinenserne skulle have 42% af landet, som dengang havde en befolkning på 818.000 palæstinensere og 10.000 jøder. I erkendelse af den religiøse betydning man fra fler religioner tillagde Jerusalem-området (inkl. Bethlehem), skulle dette være Corpus Separatum under FNs administration.

Skønt nogle jøder kritiserede visse aspekter af planen, blev resolutionen hilst velkommen af størstedelen af den jødiske befolkning. Det Zionistiske Lederskab accepterede delingsplanen som "the indispensable minimum," De var glade for den internationale anerkendelse, men kede af at de ikke fik mere.

Med henvisning til dels at delingsplanen var unfair overfor araberne dels den aktuelle befolkningsbalance afviste repræsentanterne for de palæstinensiske arabere og Den Arabiske Liga fuldstændig FN's handling og afviste endda FN's autoritet til overhovedet at blande sig i sagen. De gjorde gældende, at styringen af Palæstina skulle overdrages til landets indbyggere i overenstemmelse med FN's Charter. I henhold til Article 73b i Charteret, skulle FN udvikle selvstyre for folkeslagene i territoriet under FNs administration.

Borgerkrigen i Mandatområdet 1947-48

I tiden umiddelbart efter FN's vedtagelse af delingsplanen, blev eksplosionen af glæde i den jødiske befolkning, balanceret af udtryk af utilfredshed i den arabiske befolkning. En utilfredshed som man ofte ser opstå i forbindelse med en deling af et geografisk territorium eller pludselig befolkningsvækst i et område med forskelligartede befolkningsgrupper. Snart udbrød der vold, og den blev stadig mere omfattende. Mord, afpresninger og mod-afpresninger hørte til dagens orden, dræbende dusinvis undervejs.

I perioden fra begyndelsen af december 1947 og til slutningen af januar 1948 anslår man at næsten 1000 mennesker mistede livet og 2000 blev såret. I slutningen af marts, var tallet vokset til 2000 døde og 4000 sårede Disse tal svarer til mere end 100 dræbte og 200 sårede pr. uge, i en befolkning på 2.000.000.

Fra januar blev operationerne mere militære, med interventionen i Palæstina af et antal regimenter af Den arabiske Befrielses-front, som delte sig ud omkring de forskellige kystbyer samt forstærkede Galilæa og Samaria. Abd al-Qadir al-Husayni kom fra Egypten med flere hundrede mand fra Helligkrig-hæren.

Massakren i Deir Yassin

En væsentlig faktor til optrapning af konflikten blev en massakre, anstiftet af jødiske terrorister, natten til 9. april 1948 (få dage før uafhængighedserklæringen). Massakren blev foretaget på beboerne i en arabisk landsby, Deir Jassin, vest for Jerusalem. Det er uvist hvor mange menneskeliv den krævede, men under indtryk af nyheden om rædslerne flygtede omkring 300.000 palæstinensere de følgende uger til nabolandene. Baggrunden for massakren var palæstinenseres angreb på forsyningskonvojerne imellem den israelske hovedstad Tel Aviv og Jerusalem. Dette førte til manglen på basale fornødenheder i den jødiske halvdel af Jerusalem. Hemmelige planer beskrev hvorledes anlæggelsen af en lufthavn kunne sikre Jerusalem forsyninger. Ulykken for landsbyen var, at trods beboernes kritik af angrebene på forsyningerne, var det byens jord, lufthavnsplanerne gjaldt. Det fik organisationerne Irgun og Stern til at træffe beslutningen om at gå ind i det palæstinensiske område.

David Ben-Gurion erklærede den 14. maj 1948 Israel for en uafhængig og selvstændig jødisk stat, velvidende at det ville betyde krig, men også med erkendelsen af at nabolandene Syrien, Egypten, Jordan, Libanon og Irak ikke kæmpede for deres egen stat.

Israel var ikke uforberedt. De forskellige jødiske forsvarsforbund, som nu blev samlet under navnet Israel Defence Forces (IDF), og som blot seks måneder før kun havde haft godt 4.000 mand under våben, var nu vokset i antal til 36.500 - dog meget slet udrustet, den første tid uden tunge våben, uden kampvogne og uden fly.

Briterne åbnede også de jødiske flygtninge-lejre på Cypern, hvor det jødiske forsvarsforbund, Haganah, op til selvstændigheden havde trænet mange hundrede mænd og kvinder til soldater, og disse blev nu hurtigt overført til slagmarkerne i Israel. Yderligere 5.000 - 6.000 frivillige Machal, fra hele verden meldte sig i disse måneder til soldatertjeneste på israelsk side.

Irakiske tropper krydsede Jordanfloden den 15. maj, og samme dag sørgede israelske ingeniørtropper for, at broerne oppe på den libanesiske grænse blev sprængt, således at libanesiske kampvogne blev forhindret i at rulle ind. Om aftenen rykkede syriske topper ned fra Golan-højderne og, støttet af kampvogne, angreb to jødiske landbrugskollektiver på sletten nedenfor. Forsvarerne holdt dem tilbage i to dage, indtil samtlige 42 indbyggere var blevet dræbt af syrerne. Den senere så legendariske general og forsvarsminister, Moshe Dayan, fik og udførte ordren: "Hold Jordan-Dalen".

Efter fire ugers krig og flere appeller fra de Forenede Nationer blev kamphandlingerne delvis indstillet den 11. juni 1948. Da krigen sluttede i juni 1949 i en endelig våbenhvile, havde Israel indtaget nye områder, mens nabolandet Jordan havde besat Vestbredden og halvdelen af Jerusalem, og Egypten erobret Gazastriben. En meget stor del af den flygtede palæstinensiske del af befolkningen blev af FN-organisationen UNRWA interneret i flygtningelejre i Libanon, Syrien, Gaza og Jordan.

Forfølgelse og tvangsudvisning af jøder fra arabiske lande

Et af de umiddelbare resultater efter krigen var de arabiske landes behandling af deres jødiske mindretal efter krigen. Bl.a. i Syrien, Libanon, Irak, Jordan og Yemen boede der på den tid tusinder af jøder. De arabiske landes nederlag i krigen mod Israel betød en stærk stigning i antisemitismen i disse lande. Jødiske ejendomme blev konfiskeret, hærværk mod synagoger og andre institutioner udførtes, og mange jøder fra disse lande blev tvunget til at emigrere til det netop nyoprettede jødiske land. Dette resulterede i det såkaldte "dobbelte flygtningeproblem" - at ikke kun arabiske flygtninge fra Israel skulle integreres i fx Jordan, men også at adskillige tusinde jøder skulle absorberes af Israel, der med dårlig økonomi ikke havde mange resurser til dette.

Se også

• Suez-krigen 1956
• Seksdageskrigen 1967
• Udmattelseskrigen 1969-70
• Yom Kippur-krigen 1973

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Den arabisk-israelske krig 1948