Den Europæiske Union

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 16. mar. 2015, 01:09 af TherasTaneel (diskussion | bidrag) TherasTaneel (diskussion | bidrag) (tilføjet kategorier)
Cirkel med 12 guldstjerner på en blå baggrund.
Motto: In varietate concordia
(latin: Forenet i mangfoldighed)[1][2][3]
Et ortografisk projektion af verden, med EU og dets medlemslande fremhævet i grønt.
Politiske centre Bruxelles
Luxembourg
Strasbourg
Officielle sprog
Demonym europæer[4]
Medlemsstater
Ledere
Donald Tusk
Jean-Claude Juncker
Martin Schulz
Lovgivende forsamling Lovgivende forsamling
• Overhus
 Rådet
Parlamentet
Etableret
23. juli 1952
1. januar 1958
1. november 1993
1. december 2009
Areal
• Total
 4.324.782 km2 
• Vand (%)
 3,08
Befolkning
• Anslået 2013
 505.665.739[5] (nr. 3)
• Tæthed
 116,2/km2 
BNP (KKP) Anslået 2011
• Total
 15.788 bio. USD[6]
• Pr. indbygger
 31.548 USD[6]
BNP (nominelt) Anslået 2011
• Total
 17.960 bio. USD[6]
• Pr. indbygger
 35.742 USD[6]
Gini (2010) 30,4[7] (medium)
HDI (2011) Stigning 0,853[8] (meget høj)
Valuta
Tidszone UTC+0 til +2
UTC+1 til +3[9]
Internetdomæne .eu[10]
Hjemmeside
europa.eu

Den Europæiske Union (EU) er en økonomisk og politisk union mellem 28 stater, der alle er beliggende i Europa. Med en samlet population på flere end 500 millioner indbyggere[11] i 2010 genererer EU hvad der anslås at være 26% (USD 16.282 milliarder)[12] af den globale økonomi, eller 20% (USD 15.170 milliarder) når man justerer for købekraftsparitet.[13]

Som følge af den europæiske integrationsproces har unionens politiske system udviklet sig med tiden. Det er baseret på to grundlæggende traktater, Traktaten om Den Europæiske Union (EU-traktaten) og Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (EUF-traktaten), der indeholder både overstatslige og mellemstatslige elementer. Mens medlemsstaternes regeringer er repræsenteret i Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union (Rådet), vælger medlemsstaternes borgere direkte sine repræsentanter til Europa-Parlamentet. Medlemmerne af Europa-Kommissionen og dommerne i Den Europæiske Unions Domstol repræsenterer unionens interesser.

Den Europæiske Union kan spores tilbage til 1950'erne, da seks stater oprettede tre europæiske fællesskaber med det formål, at samordne en række økonomiske formål således, at fremtidige militære konflikter kunne undgås. I 1958 skabte de seks stater således Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab; og det traktatmæssige grundlag er siden blevet ændret adskillige gange i takt med, at flere stater er indtrådt i unionen. I 1993 oprettede medlemsstaterne med indgåelsen af Maastrichttraktaten Den Europæiske Union og samlede de tre ovenfornævnte fællesskaber i ét nyt fællesskab kaldet Det Europæiske Fællesskab (EF). Ændringerne i samarbejdet førte til, at man fra dette tidspunkt sagde, at unionen havde en tre-søjlet struktur. Med den seneste ændring af traktatgrundlaget blev samarbejdet grundlæggende reformeret: EF blev nedlagt og aktiviteterne overført til EU, der blev indført en mere skarp sondring imellem unionens og medlemsstaternes kompetencer, unionens overnationale beføjelser blev styrket, og unionen fik personstatus.

Et af kerneelementerne i EU-samarbejdet er et indre marked, der med en fælles handels-,[14]landbrugs-, fiskeri-, regionspolitik[15] har til formål at sikre De Fire friheder. Medlemsstaternes borgere har ret til at bosætte sig, arbejde, rejse og investere i de øvrige medlemsstater, ligesom paskontrollen og toldchecks ved de fleste interne grænser blev afskaffet med Schengen-aftalen.[16] På det monetære område har en række stater indført en fælles møntenhed, ligesom unionen varetager den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik et samarbejde om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.

Historie

Uddybende Uddybende artikel: Den Europæiske Unions historie

1945-1958

Stedet hvor Rom-traktaten blev underskrevet 25 marts 1957.

Efter Anden Verdenskrig var der politisk interesse for et øget samarbejde imellem de vesteuropæiske stater for at genopbygge Europa og forebygge ny krig mellem Frankrig og Vesttyskland. Central- og Østeuropa var på det tidspunkt hovedsageligt under sovjetisk kontrol og dermed udelukket fra et sådant samarbejde.

I 1946 talte Winston Churchill for, at man oprettede et "Europas Forenede Stater"; dog uden britisk deltagelse. Den 9. maj 1950 præsenterede Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman et af Jean Monnet udarbejdet forslag til en fælles styring af Frankrig og Vesttysklands kul- og stålindustri. I forslaget var det bemærket, at aftalen blev set som et første skridt i retning mod en europæisk føderation.[17] Fællesskabets grundlæggende medlemmer Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland, der underskrev Paristraktaten i 1951. I 1957 underskrev repræsentanter fra de seks stater Romtraktaten, der udvidede det eksisterende samarbejde indenfor Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) og oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), hvorved der skabtes en toldunion, og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM) for at samarbejde om udviklingen af atomenergi. Traktaten trådte i kraft i 1958.

1958-1972

EF 1957 - EU 2013

De to nye fællesskaber blev skabt separat fra EKSF til trods for, at alle tre fællesskaber delte domstol og parlamentarisk forsamling. De udøvende myndigheder i de nye fællesskaber blev døbt Kommissionen: ØEF blev ledt af Walter Hallstein (Hallstein-kommissionen), mens EURATOM blev ledt af Louis Armand (Armand-kommissionen) og derefter Etienne Hirsch. Det var målet, at EURATOM skulle integrere atomenergisektorerne, mens EØF skulle udvikling en toldunion medlemsstaterne imellem.

I 1960'erne opstod der spændinger i samarbejdet og Frankrig forsøgte at få begrænset de overnationale elementer af samarbejdet. I 1965 nåede medlemsstaterne til enighed om at ændre Bruxellestraktaten og i 1967 kunne Fusionstraktaten underskreves i Bruxelles. Dén traktat trådte i kraft 1. juli 1967 og ændrede den institutionelle ramme i samarbejdet og samlede de forskellig kommissioner i én. Formelt var der stadig tale om tre sideordnede fællesskaber, men normalt omtalte man blot det udvidede samarbejde som Det Europæiske Fællesskab (EF). Jean Rey var formand for den første fusionerede kommission.

1973-1993

I 1973 blev fællesskabet udvidet da staterne Danmark (Grønland forlod samarbejdet igen i 1985), Irland og Det Forenede Kongerige. Norge havde også forhandlet med fællesskabet om at indtræde i det, men de norske vælgere valgte ved en folkeafstemning at afslå et medlemskab og Norge står fortsat udenfor. I 1979 blev det første direkte valg til Europa-Parlamentet afholdt. Grækenland indtrådte i fællesskabet i 1981 og Spanien og Portugal fulgte i 1986. I 1985 blev Schengen-samarbejdet indledt med det formål, at skabe et område uden paskontrol imellem de fleste medlemsstater og nogle ikke-medlemsstater. I 1986 blev EF-pakken underskrevet og Europaflaget taget i brug.

I 1990, efter jerntæppets fald, blev det tidligere Østtyskland en del af fællesskabet, som en del af et nyt forenet Tyskland. Ønsket om at muliggøre flere central- og østeuropæiske indtræden i fællesskabet førte til, at de såkaldte Københavnskriterier blev aftalt, der opridsede de betingelser en kandidatstat skulle opfylde førend det kunne optages som medlem.

1993–nu

Nobels fredspris
2012

Den Europæiske Union blev formelt skabt, da Maastrichttraktaten trådte i kraft den 1. november 1993. I 1995 indtrådte Østrig, Sverige og Finland som medlemmer i det nydannede EU. I 2002 valgte 12 medlemsstater, at skifte nationale pengesedler og mønter ud med en fælles valuta. Unionens hidtil største udvidelse skete i 2004, hvor staterne Malta, Cypern, Slovenien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn opnåede medlemskab. Den 1. januar 2007 blev Rumænien og Bulgarien også medlemsstater. Island ansøgte i 2009 om medlemskab.

Den 1. december 2009 trådte Lissabontraktaten i kraft, hvilket medførte en række ændringer af den måde, hvorpå Unionen fungerer og arbejder. Særligt blev EU's retlige struktur ændret og EU's tre søjler blev nedlagt og samlet i én enkelt juridisk enhed med personstatus. Med traktaten blev der også indført en ny post som Formand for Det Europæiske Råd, ligesom EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik fik forøgede beføjelser.

Den 1. juli 2013 blev Kroatien optaget som det 28. medlemsland.

Tidslinje

Underskrevet
Ikrafttrædelse
Dokument 		1948
1948
Bruxelles-traktaten 		1951
1952
Paris-traktaten 		1954
1955
Ændrede Bruxellestraktat 		1957
1958
Rom-traktaterne 		1965
1967
Fusionstraktaten 		1975
-
Rådsmødekonklusioner 		1985
1985
Schengen-traktaten 		1986
1987
EF-pakken 		1992
1993
Maastricht-traktaten 		1997
1999
Amsterdam-traktaten 		2001
2003
Nice-traktaten 		2007
2009
Lissabon-traktaten 		 
                         
Den Europæiske Unions tre søjler:  
Europæiske Fællesskaber:  
Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM)   
Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) Traktaten ophørte i 2002 Den Europæiske Union (EU)
    Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF)
        Schengen-samarbejdet   Det Europæiske Fællesskab (EF)
    TREVI Retlige og indre anliggender (RIA)  
  Politi- og strafferetligt samarbejde (PSS)
          Europæiske Politiske Samarbejde (EPS) Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)
Vestunionen (WU) Den Vesteuropæiske Union (WEU)    
Traktaten ophørte i 2011  
                       

Geografi

Medlemslandene

Unionen har udvidet sig kraftigt siden Rom-traktaten blev underskrevet af Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg i 1957. De seks grundlæggende lande bliver ofte refereret til som de seks eller kerne-Europa.

22 andre stater har sluttet sig til unionen i de følgende seks udvidelser (medlemsstater, der tillige indgår i Euro-samarbejdet er markeret med "€"):

Kort over EU lande og ansøgerlande (ISO 3166-1)

Bemærk at visse områder i medlemslandene ikke er en del af EU såsom Kanaløerne, Grønland (udtrådt 1982) og Færøerne, imens andre områder er medlemmer med særstatus såsom Ålandsøerne (trods medlemskab ret til toldfrit salg på færger til Sverige og det finske fastland).[18]

Områder der ligger langt fra det kontinentale Europa kan dog være en del af EU. Eksempelvis Azorerne og Madeira, der repræsenteres af Portugal i EU.

Franske oversøiske områder anses som en del af Frankrig, og derfor bruges euroen så langt væk fra Europa som Martinique og Fransk Guyana (se DOM-TOM). Dog bruger man dog valutaen Franc Pacifique i de franske besiddelser i Stillehavet (Fransk Polynesien, Ny Kaledonien samt Wallis og Futuna).

Kandidatlande

     Medlemslande      Kandidatlande i forhandlinger      Kandidatlande      Ansøgerlande      Potentielle kandidater

I henhold til EU-traktatens artikel 49 kan alle europæiske stater, der endnu ikke er medlem af EU og som respekterer EU's værdier (fremgår af EU-traktatens artikel 2) og ønsker at fremme disse, ansøge om at blive medlem af unionen. Ansøgningen sendes til Rådet, som underretter både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter om, at der er indkommet en ansøgning. Endelig beslutning om optagelse træffes først af Rådet efter Kommissionen har afgivet et høringssvar, som Europa-Parlamentets flertal kan stemme for, og i så fald træffes beslutningen efter reglen om enstemmighed.

For at modtage et positivt høringssvar skal en ansøgende stat leve op til følgende kriterier:

For at opnå medlemskab skal staten:

For at medlemsstaterne kan opfylde disse betingelser yder EU både rådgivning og finansiel støtte, ligesom EU og ansøgerlandene indgå partnerskaber, der har til formål at tilpasse ansøgerstaten til EUs standarder. EU og ansøgerlandende indgår i den forbindelse en stabiliserings- og associationsaftale. Processen afsluttes med at staten tiltræder EU, hvilket sker ved at EU’s medlemsstater og den pågældende stat indgår en tiltrædelsestraktat.

I praksis operer man med to typer af ansøgerlande: "Kandidater" og "potentielle kandidater". Der er for tiden i alt fem kandidatlande:Tyrkiet og Makedonien (begge kandidater siden 2005), Island (kandidat siden 2009), Montenegro (kandidat i 2010) og Serbien (kandidatland fra primo 2014). Der er ikke nogen grænse for, hvor lang tid der kan gå imellem en stat indgiver en ansøgning og staten kan kalde sig for kandidat eller potentiel kandidat; Montenegro indgav f.eks. sin ansøgning i 2008.

Albanien ansøgte om optagelse sammen med Montenegro, men er stadig ikke kandidater. Til gengæld er de potentielle kandidater. Det samme er Bosnien-Herzegovina. Stabiliserings- og associeringsaftalen med Bosnien-Herzegovina er endnu ikke ratificeret af samtlige medlemsstater. Kosovo kom tættere på en status som kandidatland ved ingåelsen af en stabiliserings- og associeringsaftale med EU i 2013.

Institutioner

Uddybende Uddybende artikel: Den Europæiske Unions institutioner

Den institutionelle struktur i EU har været nogenlunde konstant siden 1952 til trods for, at de enkelte institutioners beføjelser, såvel generelt som overfor hinanden, er blevet justeret adskillige gange. I unionens nuværende traktatgrundlag findes reglerne om EU's institutioner i EU-traktatens afsnit III og i EUF-traktatens del 6.

På mange udviser EU nogle af de typiske kendetegn for et føderalt system; med en Kommission som den udøvende magt og en to-delt lovgivningsmyndighed hos Europa-Parlamentet, der repræsenterer borgerne, og Rådet, der repræsenterer staterne. Den vigtige rolle Rådet spiller kan bedre sammenlignes med den udøvende føderalisme, der kerakteriserer Forbundsrepublikken Tyskland, end en magtadskillelse i klassisk forstand.


EU's institutioner
som anført i Traktaten om Den Europæiske Union, Afsnit 3: Bestemmelser om institutionerne[19]
Europa-Parlamentet (EP)

- Lovgivende -

Det Europæiske Råd

- Giver fremdrift og retning -

Rådet for Den Europæiske Union (Rådet)

- Lovgivende -

Europa-Kommissionen

- Udøvende -

Europa-Parlamentet
Medlemmer af Det Europæiske Råd i 2011
Rådets møderum
Europa-Kommissionens bygning
  • er "regeringen"
  • fremsætter forslag til ny lovgivning for Parlamentet og Rådet
  • implementerer EU-politik og administrerer budgettet
  • sikrer overensstemmelse med EU-retten ("traktaternes vogter")
  • forhandler internationale traktater
  • hjemhørende i Bruxelles
Den Europæiske Unions Domstol

- Dømmende -

Den Europæiske Revisionsret

- Uafhængig kontrol -

Den Europæiske Centralbank (ECB)

- Monetær udøvende (centralbank) -

ECJ room
ECA building
Europæiske Centralbank
  • undersøger den korrekte brug af indtægter og udgifter for EU-institutionerne (se også EU's budget)
  • hjemhørende i Luxembourg

Nøglepersoner

Unionsborgerskab

Uddybende Uddybende artikel: Unionsborgerskab

Unionsborgerskab er en betegnelse for en række rettigheder, der er tildelt statsborgere i EU's medlemsstater. Unionsborgerskabet blev indført i 1992 ved vedtagelsen af Maastricht-traktaten. Enhver statsborger i en EU medlemstat har efter Maastricht-traktaten tillige Unionsborgerskab. Unionsborgerskabet giver en række rettigheder i form af bl.a. ret til fri bevægelighed og ophold inden for EU, stemmeret og valgbarhed til kommunalvalg og valg til Europaparlamentet samt diverse rettigheder knyttet til diplomatisk og konsulær beskyttelse.

Unionsborgerskab komplementerer nationalstaternes statsborgerskab, men erstatter ikke dette. Denne præcisering blev skrevet ind i Amsterdamtraktaten. Tanken på dette fælles borgerskab voksede frem i 1970'erne.

Traktater

Grundlæggende traktater

Uddybende Uddybende artikel: Den Europæiske Unions traktatgrundlag

Den Europæiske Union er som en folkeretlig enhed etableret ved traktater indgået mellem stater. Traktaterne fastsætter unionens formål, værdier, procedurer, det institutionelle grundlag samt procedurer for indtræden i og udtrædelse af unionen. Traktatgrundlaget består i dag af to traktater:

Den Europæiske Unions aktuelle traktatgrundlag
Titel Oprettet ved Senest ændret ved
Traktaten om Den Europæiske Union Maastrichttraktaten Lissabontraktaten
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde Romtraktaten Lissabontraktaten

Forfatningstraktaten

Uddybende Uddybende artikel: EU-forfatningstraktaten
Forfatningstraktaten

Konventet om fremtidens Europa, der blev ledt af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing, havde til opgave at udarbejde et skitse for et fremtidigt traktatgrundlag for det europæiske samarbejde. Efter adskillige års intense og ophedede diskussioner præsenterede konventet den 18. juni 2004 sit forfatningsforslag for Det Europæiske Råd, som på et efterfølgende møde den 29. oktober 2004 i Rom underskrev den ny forfatningstraktat. Forfatningstraktatens indhold havde til formål, at gennemføre væsentlige og gennemgribende reformere af Den Europæiske Unions eksisterende traktatgrundlag bl.a. ved at sammenskrive de eksisterende traktater i én tekst. Traktaten skulle efter planen træde i kraft i november 2006.

For at forfatningstraktaten kunne træde i kraft var det imidlertid en forudsætning, at den blev godkendt i samtlige medlemsstater efter en procedure, som medlemsstaterne selv fastsætter. For visse landes vedkommende betød det, at de lokale parlamenter kunne godkende forfatningstrakten, mens det i andre førte til, at der skulle afholdes folkeafstemning om, hvorvidt forfatningstraktaten skulle godkendes eller forkastes.

Forslaget, der var blevet vedtaget af en række stater, herunder Spanien ved en folkeafstemning, blev imidlertid forkastet ved en folkeafstemning i Frankrig den 29. maj 2005, og senere i Nederlandene den 1. juni 2005. En dansk folkeafstemning om spørgsmålet blev efter resultaterne i Frankrig og Nederlandene aflyst og over hele EU blev ratificeringsprocessen sat i bero, mens EU's stats- og regeringschefer indledte sig på en såkaldt "tænkepause". Denne tænkepause blev afsluttet med vedtagelsen af Lissabontraktaten, der indeholdt mange af forfatningstraktatens ændringsforslag, men disse var formuleret på en sådan måde, at de ændrede indholdet af de eksisterende traktater.

Danske forbehold

Et af Den Europæiske Unions bærende principper er forbuddet mod diskrimination på grundlag af nationalitet. EUF-traktatens artikel 18, der mest præcist bør beskrives som en generalklausul, indeholder således følgende bestemmelse: "Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt."

Allerede ved sin indtræden i De Europæiske Fællesskaber i 1972 eksisterede der i Danmark en regel, der nationalitetsdiskriminerede og således begrænsede ikke-statsborgeres mulighed for at erhverve ferieboliger i Danmark. Eftersom en sådan regel var i strid med forbuddet mod diskrimination var det nødvendigt, at den danske stat sikrede sig en garanti for, at de danske regler ikke ville blive kendt ulovlige ved, hvad der dengang kaldtes EF-Domstolen. Medlemsstaterne nåede til enighed om, at Danmark kunne bibeholde sin bestemmelse og i 1992 blev denne beslutning indføjet i traktaten som Protokol om ejendomserhvervelse i Danmark.[20]

Ved en folkeafstemning om Maastrichttraktaten i 1992 blev traktaten forkastet og den danske stat indledte derpå forhandlinger med de øvrige medlemsstater om etableringen af fire forbehold, for så vidt angår rækkevidden af samarbejdet. I henhold til Protokol om Danmarks stilling omfatter den danske stats medlemskab af EU ikke:[21] Unionsborgerskab, Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (Euroen), Afgørelser og aktioner på forsvarsområdet, Overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender.

Økonomi

Med en samlet population på flere end 500 millioner indbyggere[11] i 2010 genererer EU hvad der anslås at være 26% (USD 16.282 milliarder)[12] af den globale økonomi, eller 20% (USD 15.170 milliarder) når man justerer for købekraftsparitet.[13]

Medlemskabet af EU koster netto Danmark 7 mia. kr. om året[22]. Dette skyldes iflg. professor i statskundskab på Københavns Universitet, Peter Nedergaard, primært to forhold: Dels at Danmark er for dårlige til at forhandle bl.a. landbrugsstøtte, dels at andre lande som Storbritannien og Sverige får rabat på deres kontingent til EU [22].

Befolkning

Sprog

Uddybende Uddybende artikel: EU's officielle sprog

EU's officielle sprog er bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk. Som arbejdssprog internt i EU's institutioner bruges dog især engelsk, fransk og i mindre omfang tysk. Visse af EU's institutioner bruger færre sprog i deres interne arbejdsgange. Fx bruger EF-Domstolen kun fransk, og ECB (Den Europæiske Centralbank) benytter engelsk.

Kultur

Europæisk kulturhovedstad (tidl. Europæisk kulturby) er et initiativ lanceret af EU's ministeråd i 1985, som har til formål at "bidrage til at bringe EU's befolkninger nærmere hinanden". Den europæiske kulturhovedstad udpeges hvert år af Rådet på grundlag af en henstilling fra Europa-Kommissionen.

Symboler

Uddybende Uddybende artikel: Europæiske symboler

EU’s fem symboler er ifølge artikel I-8 i udkastet til “En forfatning for Europa”:

  • et Europaflaget, der indeholder en cirkel bestående af tolv gyldne stjerner på blå baggrund.
  • en hymne, der er hentet fra 4. sats af Ludwig van Beethovens niende symfoni.
  • et motto (eller en devise), der lyder “Forenet i mangfoldighed”. (På latin: In varietate concordia).
  • en mønt, der hedder euroen.
  • en Europa-dag, der skal fejres den 9. maj overalt i Unionen.

Se også

Noter

  1. ^ Barnard, Catherine (2007). The Substantive Law of the EU: The four freedoms (engelsk) (2 udgave). Oxford University Press. s. 447. ISBN 978-0-19-929035-2. {{cite book}}: Ukendt parameter |måned= ignoreret (hjælp)
  2. ^ "United in diversity". Europa (webportal) (engelsk). Europa-Kommissionen. Hentet 20. januar 2010. 'United in diversity' is the motto of the European Union. The motto means that, via the EU, Europeans are united in working together for peace and prosperity, and that the many different cultures, traditions and languages in Europe are a positive asset for the continent. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |besøgsdato= (hjælp)
  3. ^ "European Parliament: The Legislative Observatory". Europa (webportal) (engelsk). Europa-Kommissionen. Hentet 20. januar 2010. the motto 'United in diversity' shall be reproduced on Parliament's official documents; {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |besøgsdato= (hjælp)
  4. ^ 'The New Oxford American Dictionary, 2. udgave, Erin McKean (redaktør), 2051 sider, maj 2005, Oxford University Press, ISBN 0-19-517077-6.
  5. ^ "Total population as of 1st January" (engelsk). Eurostat. Hentet 25. maj 2014. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |besøgsdato= (hjælp)
  6. ^ a b c d "IMF World Economic Outlook Database, September 2011" (engelsk). Internationale Valutafond. Hentet 28. januar 2012. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |besøgsdato= (hjælp)
  7. ^ "Distribution of family income – Gini index". The World Factbook (engelsk). CIA. Hentet 28. januar 2012.
  8. ^ Ikke udregnet af UNDP. Hvis EU var set som et land ville det ligge på en 14. plads mellem andre lande.
  9. ^ Inkluderer ikke oversøiske territorier.
  10. ^ .eu er repræsentativt for hele EU, medlemstaterne har også deres egne internetdomæner.
  11. ^ a b "First demographic estimates for 2009" (PDF) (engelsk). 11. december 2009. Hentet 3. februar 2010.
  12. ^ a b "World Economic Outlook Database, April 2010" (engelsk). IMF. Hentet 2011-05-06.
  13. ^ a b "World Economic Outlook Database, April 2010" (engelsk). IMF. Hentet 2011-05-06.
  14. ^ Activities of the European Union Internal Market – EUROPA.eu
  15. ^ Five Years of China WTO Membership. EU and US Perspectives about China's Compliance with Transparency Commitments and the Transitional Review Mechanism – SSRN, af Paolo Farah
  16. ^ Abolition of internal borders and creation of a single EU external frontier – EUROPA.eu
  17. ^ Erklæringen af 9. maj 1950 – EUROPA.eu
  18. ^ Fakta om Åland — Nordisk samarbejde
  19. ^ EUR-Lex (2012). "Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Union". Europæiske Union. Hentet 11. februar 2016.
  20. ^ Kan tyskere og andre EU-borgere købe sommerhus i Danmark?
  21. ^ De danske forbehold
  22. ^ a b Danmark taber 7 mia. på EU, Politiken 25. januar 2011

Eksterne henvisninger

Organisationer for EU:

Organisationer mod EU:

Koordinater: 50°06′N 9°12′Ø / 50.1°N 9.2°Ø / 50.1; 9.2

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Den_Europæiske_Union&oldid=7997419"