Den Lette Brigades angreb

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den lette Brigades angreb set fra de russiske stillinger i bakkerne. Maleri af William Simpson fra 1855

Den Lette Brigades angreb var et katastrofalt britisk kavaleriangreb i slaget ved Balaklava, 25. oktober 1854, under Krimkrigen. Angrebet huskes hovedsagelig på grund af Lord Tennysons digt af samme navn, med de berømte linjer: Theirs not to reason why / Theirs but to do and die, der har gjort angrebet til et symbol på krigsførelse i både dens modigste og mest tragiske form.

Angrebet[redigér | redigér wikikode]

Den Lette Brigades angreb malet af Richard Caton Woodville
Overlevende fra angrebet, fotograferet i oktober 1854

Angrebet blev udført af den Lette Brigade fra det britiske kavaleri. Brigaden bestod af 4. og 13. Light Dragoons, 17. Lancers og 8. og 11. Hussars. De blev kommanderet af Jarlen af Cardigan der var generalmajor.

Den Lette Brigade var sammen med den Tunge Brigade, der bestod af 4. Royal Irish Dragoon Guards, 6. Eniskillen Dragoons og Scots Greys, under kommando af generalmajor James York Scarlett, de primære britiske kavaleristyrker under slaget ved Balaklava. Den overordnede kommando med kavaleriet lå hos Jarlen af Lucan.

Lucan modtog en ordre fra den øverstkommanderende for hæren, Lord Raglan, der lød at "Lord Raglan ønsker at kavaleriet bevæger sig til fronten i hast, følger fjenden og forsøger at forhindre ham i at føre sine kanoner bort." Ordren blev båret til Lucan af kaptajn Louis Edward Nolan, der kan have medført yderligere mundtlige instruktioner, men det vides ikke, da han blev dræbt under angrebet.

Efter at have modtaget ordren, ledte Cardigan sine 673 kavalerister direkte ind i dalen mellem Fadyukhin Højderne og Causeway Højderne, dalen blev senere døbt Dødens Dal af Lord Tennyson. De russiske styrker blev kommanderet af Pavel Liprandi, og inkluderede omkring 20 bataljoner infanteri, støttet af over 50 artilleri pjecer. Disse styrker var opstillet på begge sider, og for enden af dalen.

Det virker til at ordren blev sådan forstået af Cardigan, at det var mængden af kanoner i bunden af dalen, omkring 1,5 km borte, der var målet. Raglan havde ment nogle artilleristillinger i bakkerne på dalens venstre side (fra kavaleriets synspunkt). Disse stillinger var klart synlige fra Raglans position, men ikke fra den Lette Brigades, der befandt sig i bunden af dalen.

Da brigaden begyndte sit angreb igennem dalen kunne man se kaptajn Nolan fare frem langs fronten af tropperne, muligvis i et forsøg på at stoppe dem, men han blev dræbt af en artillerigranat.

Den lette brigade var i stand til at trænge ind på de russiske styrker for enden af dalen, men led svære tab, og var snart tvunget til at trække sig tilbage. Lucan ydede ingen støtte til Cardigan. Det har fået flere til at mene at han var motiveret af had imod sin svoger, Lord Cardigan. Tropperne fra den Tunge Brigade rykkede ind i starten af dalen, men kom ikke længere. Det franske kavaleri, Chasseurs d'Afrique, var mere effektive, fordi de brød den russiske linje på Fedyukhin Højderne, og derefter dækkede den Lette Brigades tilbagetrækning.

Cardigan overlevede angrebet. Uanset rygterne bagefter om, at han slet ikke deltog, så anførte han angrebet uden på noget tidspunkt at se sig tilbage, hvorfor han heller ikke vidste, hvad styrken bag ham blev udsat for. Han nåede frem til den russiske stilling og tog del i kampen dér, hvorefter han returnerede uden at gøre noget forsøg på at samle styrken og uden at bekymre sig om dennes skæbne. Han udtalte bagefter, at det eneste, som han kunne tænke på, var hans raseri over kaptajn Nolan, som han mente havde forsøgt at tage ledelsen af angrebet fra ham. Efter at være kommet tilbage fra dalen besluttede han, at der ikke var mere for ham at gøre, hvorfor han med en forbløffende koldblodighed bare forlod slagmarken og gik om bord på sin yacht i Balaclava havn for at indtage en champagne-middag.

Han beskrev siden sin oplevelse af angrebet i en tale, som han holdt i Mansion House (City’s borgmesters residens) i London, hvorfra store uddrag senere blev citeret i Underhuset: ”Vi angreb ned ad bakke over en strækning på en kilometer og blev bestandigt beskudt af kanonstillinger og geværild fra begge sider af dalen, indtil vi var 50 meter fra kanonerne for enden af dalen. Vi var således nærmest omringet af ild. Da vi red op ad bakken blev vi yderligere beskudt bagfra. Vi angreb artilleristerne og vore to forreste hold huggede et større antal russere ned. I disse to hold, som jeg havde den ære at anføre, blev med en enkelt undtagelse alle officerer enten dræbt, såret eller fik deres hest dræbt eller såret. Disse to hold fortsatte sammen med de to efterfølgende hold at hugge russere ned.

De blev fulgt op af et femte hold, som gennemførte afslutningen af det arbejde, vi andre havde påbegyndt. Jeg mener, at der her var tale om en stor succes, idet vore 670 ryttere trængte gennem det russiske kavaleri, som vi siden har erfaret bestod af ikke mindre end 5.240 mand. Herefter returnerede vi i en formation, som vi i militær fraseologi kalder ”tre og tre”, idet vi fortsatte med at hugge alt ned på vor vej. Da vi nåede tilbage til bakketoppen med de russiske kanoner, hvor vi havde indledt angrebet, blev vi udsat for den samme beskydning som på udturen. Et stort antal af vore ryttere blev ramt, og mænd og heste blev dræbt. Hertil kom, at mange af de, som havde mistet deres heste og derfor var på vej tilbage til fods, også blev dræbt.

Jeg kan til sidst beskrive følelserne og holdningerne blandt dem, som nåede tilbage i sikkerhed. Af hvert hold var der nu blot en lille skare. To tredjedele af de deltagende ryttere var gået tabt. Jeg tror, at enhver som var med i dette ulyksalige angreb ved Balaclava, og som var heldig nok til at slippe fra det med livet i god behold, må føle, at kun takket være en nådig tilskikkelse undgik vedkommende, hvad der ellers så ud til at være den sikre død”.

Den lette Brigade blev ikke totalt udslettet, men havde lidt et forfærdeligt tab i form af 188 dræbte og 127 sårede. Ved genopstilling af styrken havde kun 195 af de oprindelige 670 stadig deres hest. Angrebets dumdristige mod og nytteløshed fik den tilstedeværende franske feltmarskal, Pierre Bosquet, til at udbryde: ”Det var storslået, men det var ikke krig”. Citatet er længere, men ses sjældent, idet han fortsatte ”Det var galskab”. De russiske ledere hævdes at have udtalt, at de troede de angribende simpelthen var døddrukne. Lord Raglans adjudant skrev tre dage efter angrebet et brev til en ven, hvori han angav tabstallene, idet han dog ikke skelnede mellem dræbte og tilfangetagne. Han opgjorde tabstallene til:

”Dræbte og savnede Sårede 9 officerer 12 officerer 14 sergenter 9 sergenter 4 trompetister 3 trompetister 129 menige 98 menige ----------------------- ---------------- 156 122 Tilsammen et tab på 278 mand.

Hertil kommer 335 heste, som blev dræbt i angrebet eller som efterfølgende måtte aflives på grund af deres sår. Det er siden kommet frem, at russerne tog en del af rytterne til fange, men det nøjagtige tal er ikke kendt”.

Det britiske kavaleris berømmelse steg yderligere efter dette angreb, medens det samme just ikke kan siges om dets generaler. Den tids langsomme postforbindelser gjorde, at nyheden om det ulyksalige angreb først blev kendt i London tre uger senere. Den britiske chefs beretninger fra fronten blev publiceret i ekstraudgave af The London Gazette den 12. november 1854. Her placerede hærchefen, lord Raglan, ansvaret for angrebet på kavalerichef Lucan, idet han udtalte: ”på grund af en misforståelse om at gå til angreb, havde Lucan følt sig tvunget til at gøre dette uden hensyntagen til risikoen, hvorfor han havde beordret generalmajor Cardigan til at rykke frem med Den lette Brigade”. Lucan blev rasende over hermed at blive gjort til syndebuk og udtalte: Raglan hævder, at han (Lucan) skulle have udvist manglende dømmekraft, men helt frem til angrebet havde Raglan på intet tidspunkt tilladt ham (Lucan) handlefrihed, men derimod hele tiden insisteret på, at enhver ordre skulle følges til punkt og prikke”. Cardigan, som blot havde adlydt den modtagne ordre, bebrejdede derimod Lucan for at have udstedt denne. Cardigan vendte hjem til England som en folkehelt, hvor han blev forfremmet til generalinspektør for kavaleriet.

Lucan forsøgte at få offentliggjort et brev, hvori han punkt for punkt tilbageviste Raglans rapport i The London Gazette, men hans kritik af en overordnet blev ikke tolereret, og i marts 1855 blev han hjemkaldt til England. Den lette Brigades angreb blev ved Lucans hjemkomst genstand for stor uenighed og diskussion i offentligheden. Han afviste kraftigt Raglans version af begivenheden og kaldte den for ”en plet på min professionelle ære”. I en offentlig udveksling af synspunkter på siderne i avisen ”The Times”, lagde han skylden på Raglan og dennes afdøde adjudant, kaptajn Nolan. Sidstnævnte var den faktiske overbringer af den omdiskuterede ordre. Lucan forsvarede sit omdømme i en tale i Overhuset den 19. marts 1855. Han slap for at få pålagt ansvaret for angrebet, og blev i juli samme år udnævnt til medlem af Bath-ordenen. Selv om han ikke siden kom i aktiv tjeneste opnåede han generalsrang i 1865 og blev forfremmet til feltmarskal året før sin død.

Den lette Brigades angreb har lige siden af militærhistorikere været fremhævet som et eksempel på, hvor galt de kan gå, når nøjagtige militære efterretninger ikke foreligger og de givne ordrer er uklare. Winston Churchill, der selv var en erfaren militærhistoriker og tidligere kavalerist, insisterede på at bruge tid til at besigtige Balaclava slagmarken, da han i 1945 deltog i Yalta konferencen på Krim.

De overlevendes videre skæbne blev undersøgt af militærhistorikeren Edward James Boys, som dokumenterede deres skæbne efter, at de havde forladt hæren og frem til deres død. Hans beretning herom anses for at være et af de mest definitive projekter af den art.

I 2004 afholdtes på 150-års dagen for angrebet en mindehøjtidelighed i Balaclava. Som en del af jubilæet afslørede HKH prins Michael af Kent (født i 1942 og barnebarn af George V) et monument over de 25.000 britiske deltagere i Krimkrigen.

På tidspunktet for Krimkrigen var Alfred Tennyson kgl. hofpoet, og han beskrev gribende angrebet i sit digt ”The Charge of the Light Brigade”, der blev publiceret den 9. december 1854 i avisen The Examiner. Ifølge Tennysons barnebarn, Charles, blev digtet skrevet få minutter efter, at han havde læst en beskrivelse af begivenheden i The Times. Digtet blev straks særdeles berømt og nåede også ud til tropperne på Krim, hvor det blev omdelt som flyveblad.

Den lette brigades kavaleriangreb

af Alfred, Lord Tennyson

En kilometer, en kilometer,
en kilometer frem,
Alle sekshundrede red
de ind i Dødens Dal.
”Fremad, lette brigade!
Angrib kanonerne”, råbte han.
Alle sekshundrede red
de ind i Dødens Dal.

”Fremad, lette brigade!”
Mistede en enkelt modet?
Skønt kavaleristerne vidste,
at en chef her havde dummet sig,
stillede de ingen spørgsmål hertil.
De spurgte ikke: ”Hvorfor?”.
Deres job var blot at adlyde og dø.
Alle sekshundrede red
de ind i Dødens Dal.

Der var kanoner til højre for dem
og kanoner til venstre for dem
samt kanoner ret forude.
Skudsalver tordnede dem i møde
fyldt med granater og kugler.
Modigt red de alle sekshundrede
frygtløse ind i Dødens gab og
Helvedets mund.

Deres dragne sabler blinkede
da de svingede i luften og
huggede kanonererne ned.
Her angreb de en hær,
medens verden så til.
Indhyllet i krudtrøg
gennembrød de fjendens linjer.
Kosakker og russere
flygtede rystede og splittede
for sabelhuggene.
Derpå vendte rytterne tilbage,
men ikke længere sekshundrede.

Der var kanoner til højre for dem
og kanoner til venstre for dem
samt kanoner ret bag dem.
Skudsalver tordnede dem i møde
fyldt med granater og kugler,
så heste og helte styrtede til jorden.
Af de som havde kæmpet så bravt
gennem Dødens gab
og Helvedets mund
var kun halvdelen tilbage
af de seks hundrede som red ud.

Hvordan skulle mindet om deres vilde ridt
nogensinde kunne falme?
Tænkte alle som så til.
Ære tilkommer det angreb de gjorde
og hæder vandt her den lette brigades
brave sekshundrede.

oversættelse: Ove Hermansen, Kastrup

Angrebet i medier og kultur[redigér | redigér wikikode]

Film[redigér | redigér wikikode]

Den Lette Brigades angreb er blevet filmatiseret to gange:

Musik[redigér | redigér wikikode]

  • Bandet Pearls Before Swine indspillede albummet Balaklava, inspireret af angrebet, der indeholdt en optagelse af trompetisten Landfrey, der var en af de overlevende.
  • Det britiske metal band Iron Maiden har lavet en sang om angrebet, The Trooper.
  • Det britiske metal band Megadeth har lavet et instrumentalnummer, Into the Lungs of Hell, inspireret af angrebet.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]