Den Liviske Orden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Rustning som anvendtes af Den Liviske Orden.

Den Liviske orden eller Livlands Orden, ved sit fulde navn benævnt Jerusalems Tyske Hus Jomfru Marias hospital i Livland (latinsk: Domus Sanctae Mariae Theotonicorum in Livonia, nedertysk: Dutscher orden to Lyffland, estisk: Jeruusalemma Saksa Maja Püha Maarja hospidal Liivimaal, tillige (på tysk) Deutsche Orden in Livland, estisk: Liivimaa ordu) var den katolske ridderorden, Den tyske Ordens livlandske gren, der eksisterede i årene 12371562.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Livland omkring 1260

Dannelse[redigér | redigér wikikode]

Den Liviske Orden blev dannet i 1237, da den Den tyske Orden sammensluttedes med Sværdbroderordenen, efter at sidstnævnte i 1236 i slaget ved Saule (estisk: Saule lahing) havde lidt et afgørende nederlag. Da Den tyske Ordens hovedkvarter dengang endnu lå i Palæstina, dannedes til forvaltning af Livland (estisk: Liivimaa) en særlig ordensgren. I de første år var flertallet af medlemmerne i den liviske ordensgren tidligere sværdbrodermedlemmer, men fra omkring 1240 begyndte flertallet af ordensmedlemmer at have en fremmed baggrund. I begyndelsen var den liviske ordensgren meget stærkt knyttet til Den tyske Ordens stormester, der i det 13.14. århundrede udnævnte de stedlige mestre efter eget forgodtbefindende. I denne periode var de ulige ordensgrenne forenet gennem en fælles fjende, det litauiske storfystendømme, med hvem man kæmpede i det i 1279 ikke fremgangsrige Slag ved Aizkraukle, hvorunder også landemarssal Ernst von Ratzeburg døde. Fra slutningen af det 13. århundrede begyndte imidlertid også vedvarende interne stridigheder i Livland, fortrinsvis mellem ordenen og ærkebispen i Riga eller med staden Riga.

Udviklingen i hovedtræk i det 14.–16. århundrede[redigér | redigér wikikode]

1346 købte Den tyske Orden den danske konges besiddelser i det nordlige Estland, (Hertugdømmet Estland, estisk: Eestimaa hertsogkond) og overdrog disse det følgende år til Den Liviske Orden at forvalte. Takke være dette blev ordenens magt i forhold til bispedømmerne i Livland væsentligt stærkere, og i det 14.–15. århundrede søgte ordenen gentagne gange at indkorporere Riga ærkebispesæde under sig eller reelt at forene ærkebispens besiddelser med ordenens egne. Samtidig mistede ordenen i slutningen af det 14. århundrede en væsentlig begrundelse for sin eksistens, idet det hidtil hedenske Litauen sammensluttedes med Polen i Krevo-unionen. Dette forbund vendte sig straks imod Den tyske Orden, hvorved dennes forbindelse med Den Liviske Orden hurtigt svækkedes, hvilket ikke direkte truede det polsk-litauiske forbund. Den Liviske Ordens voksende selvstændigheds viste sig også derved, at fra slutningen af det 14. århundrede udvalgtes på stedet to kandidater til ordensmesterembedet, og stormester kunne kun vælge mellem disse. Egentlig uafhængighed af stormesteren opnåede Den Liviske Orden i midten af det 15. århundrede, da man efter en intern konflikt i Den tyske Orden kun gav storgmesteren en kandidat at godkende. Samtidig forsøgte man at overtage Estland fra Den tyske Orden, hvilket officielt skete i 1459. Reelt forblev imidlertid højmeisteren nominelt herre over Estland indtil 1525, da Den tyske Ordens preussiske gren blev sekulariseret. Derefter blev Den Liviske Orden reelt totalt uafhængig. Officielt forblev ordenen dog en gren af Den tyske Orden og hørte nominelt under Den tyske Ordens administrator i Tyskland så længe, ordenen eksisterede.

I anden halvdel af det 15. århundrede forandredes afgørende de udenrigspolitiske forhold, da Moskva storfyrstendømme sammensluttedes med Novgorod fyrstendømme og strakte sig tillige til Livland og ordensområdernes grænser. I årene 14801481 og 15011503 foregik mellem Moskva og Pihkva to krige, der ikke virkede til fremme af ordenens stilling. Internt i Livland lykkedes det at holde fred, men nye rystelser fulgte, da der udbrød reformation i 1520-erne, senere forsøgte ærkebispen i Riga, Wilhelm von Hohenzollern, at sekularisere Livland. I 1530 blev ordensmester Wolter von Plettenberg den tysk-romerske kejsers vasal uden, at dette bevirkende nogen styrkelse af ordenens stilling.

Afvikling[redigér | redigér wikikode]

I 1558 udbrød den livlandske krig, og ordenen viste sig da ikke længere at være i stand til at forsvare landet, og gav sig 1559 ind under Polens beskyttelse. Efter, at de nordlige estiske ordensforvaltningsområder i 1561 havde givet sig ind under svensk beskyttelse, havde den sidste ordensmester Gotthard Kettler ikke andet at gøre end at overgive sig til den polske konge. I november 1561 blev ordenens områder sammen med ærkebispesædet i Riga langt ind under Polen, og i marts 1562 blev ordensgrenen endegyldigt ophævet, mens Kettler blev hertug af Kurland (estisk: Kuramaa hertsog). Formelt gjaldt ordenens overhøjhed i Maasilinna foogtkond, der reelt var i den danske konges besiddelse og formelt indlemmedes med landet i 1564. Endnu længere forbklev ordenens magt i Dobele komtuurkond, idet den sidste komtuur indtil 1576 nægtede at overdrage sin forvaltning til Kettler, fra 1562 dog uden at være ordensmedlem.

Forvaltningsopbygning[redigér | redigér wikikode]

Ordenen skelnede mellem følgende stillinger:

  • Ordensmesteren
  • Landemarshallen
  • Ridderbrødre
  • Præstebrødre
  • Halvbrødre

Ordensmesteren[redigér | redigér wikikode]

Den Livlandske ordensmesters segl.

Lederen af Den Liviske Orden var ordensmesteren (estisk: ordumeister) eller landemesteren (tysk: landmeister, estisk: maameister). Ordensmesteren hørte direkte under den Tyske Ordens stormester og residerede først i Akka, i årene 12911309 i Venesia, 13091457 i Marienburg, derefter indtil 1525 i Königsberg, senere (som administrator i den Tyske Orden) i Mergentheim. Ordensmesteren blev fra det 14. århundrede valgt af et af komturer og fogder sammensat ordenskapitel og valget bekræftede indtil 1525 den Tyske Ordens højmester.

Landemarsallen[redigér | redigér wikikode]

Næst efter ordensmesteren var vigtigste person i ordenen landemarssallen (tysk: landmarschall, estisk: maamarssal), som residerede først i Cēsis (estisk: Võnnu), senere i Sigulda. Landemarssallens rolle var at lede ordenshæren i krig.

Indre Råd og Storråd[redigér | redigér wikikode]

Ordensmesteren fik til sin ledelse senest fra midten af 15. århundrede bistand af en af 5–6 forvaltere (estisk: käsknik, pl. käsknikud) sammensat Indre Råd (estisk: nõukogu) eller indre ring. De vigtigste forvaltere var Den Liviske Ordens landemarssal, samt Viljandi, Tallinna, Aluliina ja Kuldīga komturer og Järva foged (estisk: Järva foogt). Undertiden kunne andre indgå i det Indre Råd, oftest Dünaburg eller Pärnu komtur. I det Store eller ydre ordensråd deltog reelt samtlige forvaltere med undtagelse af Kurs komtur, hvis stilling blandt Livlands forvaltere regnedes som den mindst betydningsfulde. Hvor det Indre Råd var sysselsat med ordenens daglige ledelse og godkendelse af de vigtigste beslutninger, så blev det ydre råd sammenkaldt for at afgøre spørgsmål af betydning for ordenen som helhed eller i tilfælde af store kriser.

Ridderbrødre[redigér | redigér wikikode]

Ridderbrødrene var de centrale i Den Liviske Ordens indre rangorden. Deres uniformsbeklædning var den Tyske Ordens hvide kappe med sort kors. I det 14. århundrede havde Den Liviske Orden 200-300 ridderbrødre, i slutningen af det 15. århundrede henimod 500, derefter begyndte deres antal at falde. Sammen med krigssoldater og vasaller udgjorde ridderbrødrene ordenens hær. I slutningen af det 14. århundrede begyndte man at bruge lejesoldater, hvis rolle blev afgørende i slutningen af det 15. århundrede.

I begyndelsen kunne næsten enhver uanset baggrund blive ridderbrødre. Således indgik i anden halvdel af det 13. århundrede blandt ordensbrødrene livlændingen Ykemele, den eneste kendte repræsentant for de baltiske folkeslag i ordenen. Samtidig havnede mange nordtyske borgere og mange med ukendt baggrund, muligvis en del med bondebaggrund. Fra anden halvdel af det 14. århundrede strammedes imidlertid optagelsesvilkårene, og derved blev reelt kun folk med en adelig baggrund optaget i ordenen. De fleste stammede fra Westfalen. Særlig stor var westfalernes andel i det 15. århundrede, senere faldt andelen noget. Foruden westfalere fandtes i ordenens rækker tillige en fast stor andel fra reinlandet. Fra andre egne var antallet af ridderbrødre betydeligt mindre, fra Preussen og Livland kendes kun enkelte.

I alt kendes navnene på 1003 ridderbrødre.[1]

Præstebrødre[redigér | redigér wikikode]

Præstebrødre var gejstlige, der udførte ordenens kirkelige gerninger og var ofte skrivere og kanseliansatte. Også de bar Den tyske Ordens hvide kappe med sort kors. Præstebrødrene stammede, modsat ridderbrødrene, ofte fra Preussen.

Halvbrødre[redigér | redigér wikikode]

Halvbrødre kaldtes de, der virkede som tjenestefolk og håndlangere for ordenen. Halvbrødre bar en grå kutte.

Forvaltningsområder[redigér | redigér wikikode]

Den Liviske Ordens områder. Centrene for komturier og fogderier delvist anført

Den Liviske Ordensstat var Livlands største rige og stærkeste militærmagt. Samlet areal var omkring 55.000 km²; fra 1347, da Den Liviske Orden overtog de danske besiddelser i det nordlige Estland, voksede arealet til 67.000 km². Tidligere hørte Sakala, Järvamaa, Nurmekund, Alempois, Mõhu, Harjumaa, Virumaa og Vaigas nordlige del til ordenen, desuden områder i Läänemaa, Saaremaa og Hiiumaa. I Letland hørte de fleste områder omkring Latgale, Võnnu og Volmari, Semgallia og Kurlands sydlige dele. I årene 13301452 tilhørte staden Riga også til ordenen, derefter overtog den i henhold til Kirchholm-aftalen (estisk: Kirchholmi leping) overhøjheden sammen med ærkebispen i Riga, fraset årene 14811491, da der var borgerkrig mellem ordenen og Riga, og 15241529, da byen under reformationsforvirringen kun hørte under ordenen. Ordens svaghed var, at dens forvaltningsområder var spredt og blandet med biskoppernes forvaltningsområder. Det vanskeliggjorde forsvaret af disse. Samtidig muliggjorde det indblanding i alle andre livlandske politiske magters indre forhold, ikke mindst fordi ordenens militære organisation indtil 16. århundrede var på et så højt stade.

Ordensgrenens midtpunkt – ordensmesterens residens var i årene 12371297 og 13301481 Riga ordensborg, men dels i det 14. århundredes begyndelse og fra 15. århundredes slutning Võnnu, der rettelig var ordenens uofficielle midtpunkt allerede fra starten af 15. århundrede. Ofte opholdt ordensmesteren sig også i Viljandi fæstningen, som i 15.–16. århundrede var den stærkeste ordensborg. Ordensmester Johann Wolthus von Herse havde 1470 gjort Viljandi til ordensmidtpunkt, men efter hans afsættelse genskabtes den gamle orden.

Ordenens forvaltningsområder var delt i fogderier (tysk: vogtei, estisk: foogtkond) og komturier (tysk: komturei, estisk: komtuurkond), ledet af henholdsvis fogder og komturer eller ordensforvaltere. I begyndelsen ansås komturier for vigtigere end fogderier, og et område kunne styres af en komtur med underlagte fogeder, men med tiden forsvandt forskellen, omend visse områder ansås for vigtigere end andre (jvf afsnittet om forvaltningen). I alt var ordenens forvaltningsområder i det 16. århundrede fordelt mellem 22 forvaltere, foruden områder forvaltet af komturer og fogder forekom tillige områder fovaltet direkte af ordensmesteren (i Riga, Kurland og syd for Viljandi) og landmarssallens områder (Sigulda, Volmari og Riga omegn).

Komturer og fogder med deres ordensborge indgik i forvaltningsordenen. Vasaller var der indtil 16. århundrede få af, fraset det nordlige Estland, hvor de allerede i dansketiden overtog størsteparten af landet.

Uden for Livland-forvaltningsområderne havde ordenen fire komturier i (Årsta, Bremen, Krankow og Memel). De overtoges 13. århundrede14. århundrede og forsvandt overvejende i slutningen af det 15. århundrede, fraset Bremen komtur, der først blev solgt 1560.

Komturier[redigér | redigér wikikode]

En komtur (tysk, også kommentur) var i den gejstlige ridderorden leder af et komturi (tysk: komturei eller kommende). Han var som statsholder tillige ridder, der skulle forestå forvaltningen og aflægge regnskab for ordenens gods, herunder ansvare for landgilde, skatteinddragelse og retsforvaltning.

Navn Navn på tysk (lettisk) Eksistensperiode Forvalterens benævnelse Bemærkninger
 
Komturier i Estland
  Viljandi komtuurkond Fellin 1230 (senest) – 1559/1560 Viljandi komtuur Komturiet kan være oprettet i 1220-erne. På samme tid eksisterede parallelt Viljandi foogtkond. Den sidste forvalter var ikke officielt komtur. I det 15. århundrede forenedes det med Põltsamaa foogtkond. Komturet besat af russerne.
  Tallinna komtuurkond Reval 1230- og 1340-erne – 1558/1561 Tallinna komtuur Var i en periode i dansk besiddelse. Den sidste forvalter var stedfortrædende komtur. Komturiet forenet med Sverige.
  Pärnu komtuurkond Pernau 1260-erne – 1562 Pärnu komtuur Sandsynligvis oprettet 1265. I slutningen af det 15. århundrede forenet med Lihula komtuurkond. Komturet forenet med Polen.
  Kursi komtuurkond Talkhof sandsynligvis 14. århundrede1558 Kursi komtuur Første kendte komtur kendes fra 1343. Navnet på den sidste komtur kendes ikke. Komturiet besat af russerne.
  Lihula komtuurkond Leal 1240-erne – sandsynligvis 1470-erne Lihula komtuur Første kendte komtur kendes fra 1241. I slutningen af det 15. århundrede forenet med Pärnu komtur.
  Paide komtuurkond Weißenstein 14. århundredes første halvdel Paide komtuur Kun to komturer kendes. Eksisterede parallelt med Järva foogtkond og siden forenet med dette.
 
Komturier i Letland
  Kuldīga komtuurkond Goldingen sansynligvis 1250-erne – 1560 Kuldīga komtuur Første kendte komtur kendes fra 1251. Den sidste fald i slaget ved Oksebjerg (estisk: Härgmäe lahing). Komturet forenet med Kurland hertugdømme (Kuramaa hertsogiriik).
  Aluliina komtuurkond Marienburg; Alūksne 13421560 Aluliina komtuur Komturiet besat og den sidste komtur døde i ordensfængsel anklaget for forræderi.
  Dünaburgi komtuurkond Daugavpils umbes 12451559 Dünaburgi komtuur Komturiet fandtes ikke i lang tid i 13.–14. århundrede, thi borgen blev ødelag af litauerne. Likvideret 1559, overdraget til den polske hærs beskyttelse
  Dobele komtuurkond Dobeln 1376?–1562/1576 Dobele komtuur Komturiets oprettelsestid kendes ikke. Den sidste komtur ville ikke overdrage besiddelsen ved ordenens likvidering og forvaltede denne 14 år som verdslig fyrste. Senere forenet med Kurland hertugdømme.
  Vindavi komtuurkond Windau; Ventspils 1291?–1560/1562 Vindavi komtuur Komturiets oprettelsestid kendes ikke. 1561–1562 forvaltedes området af den tidligere landemarssal. Ved likvideringen forenet med Kurland hertugdømme.
  Võnnu komtuurkond Wenden; Cēsis 12071349 Võnnu komtuur Komturiets oprettelsestid kendes ikke sikkert. Eksisterede med afbrydelser, tidvis parallelt med Võnnu foogtkond.
  Aizkraukle komtuurkond Ascheraden 1209?–1477? Aizkraukle komtuur Komturiets oprettelsestid kendes ikke sikkert. Ved likvideringen forenet med landemarssallens forvaltningsområder.
  Dünamünde komtuurkond Daugavgrīva 1305– slutningen af 15. århundrede Dünamünde komtuur Ved likvideringen forenet med landemarssallens forvaltningsområder.
  Miitavi komtuurkond Mitau; Jelgava 1272?–1495? Miitavi komtuur Komturiets oprettelsestid kendes ikke sikkert. Ved likvideringen forenet med landemarssallens forvaltningsområder.
  Riia komtuurkond Riga; Rīga 1253?–1484 Riia komtuur Komturiets oprettelsestid kendes ikke sikkert. Likvideret i forbindelse med stridighederne mellem Riga og ordenen og senere underlagt ordensborgen direkte under ordensmesteren.
  Sigulda komtuurkond Segewold 1291?–1432 Sigulda komtuur Komturiets oprettelsestid kendes ikke sikkert. Ved likvideringen forenet med landemarssallens forvaltningsområder.
  Ruhja komtuurkond Rujen; Rūjiena 15591560 Ruhja komtuur Komturiet oprettet under Liviske krig og forsvandt som det eneste efter slaget ved Oksebjerg.
  Uden for Livland
  Bremeni komtuurkond 1330-erne–1560 Bremeni komtuur 1560 solgtes komturiet. Handelen afsluttet endeligt først efter likvideringen af Den Liviske Orden.
  Memeli komtuurkond Klaipeda (litauisk) 1250-erne–1470-erne Memeli komtuur 1470 underlagt Den tyske Orden.
  Årsta komtuurkond 1260-erne –1465 Årsta komtuur Komturiet solgt.
  Krankowi komtuurkond 1260-erne–1356 Krankowi komtuur Komturiet solgt.

Fogderier[redigér | redigér wikikode]

En foged var i den gejstlige ridderorden først og fremmest ansvarlig for retsvæsenet i et givet område, fogderiet, men stod i krigstid desuden som ansvarlig for forsvaret af godset.

Navn Navn på tysk (lettisk) Eksistensperiode Forvalterens benævnelse Bemærkninger
Fogderier i Estland
Järva foogtkond Jerwen 1220?–1562 Järva foogt Oprindelig oprettet på dansk område.
Rakvere foogtkond Wesenberg 13431558/1561 Rakvere foogt Kerneområderne erobret 1558.
Narva foogtkond Narwa 1340 aastad?–1558 Narva foogt Fogderiet besat 1558.
Maasilinna foogtkond Soneburg 1405?–1562/1564 Maasilinna foogt Dannet til afløsning af Pöide foogtkond. Den sidste foged nægtede i 1562 at overdrage fogderiet til Polen og overdrog det 1564 til Danmark.
Vasknarva foogtkond Neuhausen ?–1558 Vasknarva foogt Første foged kendes først 1433, men eksisterede øjensynligt allerede tidligere.
Toolse foogtkond Tolsburg 14711558 Toolse foogt Oprettet af ordensmester Herse. Besat af russerne.
Karksi foogtkond Karkus 1248?–1534 Karksi foogt Forenet med ordensmesterens forvaltningsområder
Põltsamaa foogtkond Oberpahlen 1305?–1472? Põltsamaa foogt Forenet med Viljandi komtur.
Pöide foogtkond Peude 14. århundrede Pöide foogt Kun to fogder kendes. Senere hørte områderne under Maasilinna foogtkond.
Fogderier i Letland
Rēzekne foogtkond Rositten 1288?–1559 Rēzekne foogt Måske ødelagdes borgen i slutningen af det 13. århundrede. En uafbrudt fogedliste kendes fra midten af 14. århundrede. Likvideret i forbindelse med fogderiets overdragelse til Polens beskyttelse.
Bauska foogtkond Bauske 1470?–1559 Bauska foogt Sandsynligvis oprettet af ordensmester Herse. Likvideret i forbindelse med overdragelse til Polens hær.
Kandava foogtkond Kandau 1383?–1560 Kandava foogt Sidste foged faldt i slaget ved Oksebjerg.
Sēlpilsi foogtkond Selburg 1422?–1559 Sēlpilsi foogt Fogderiet 1559 overdraget til Polens hær.
Grobiņa foogtkond Grobin 1428?–1560 Grobiņa foogt Fogderiet pantsat 1560 til Preussen.
Võnnu foogtkond Wenden; Cēsis 1255?–1461 Võnnu foogt Fogderiet eksisterede i begyndelsen parallelt med komturet og likvideredes i forbindelse med områdernes overdragelse direkte under ordensmesteren.

Livlandske ordensmestre[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Niels von Holst: Der Deutsche Ritterorden und seine Bauten von Jerusalem bis Sevilla, von Thorn bis Narwa. Berliin: Mann, 1981.
  • Juhan Kreem: The town and its lord: Reval and the Teutonic Order (in the fifteenth century); (doktordisputats). Tallinn: Ilo, 2002.
  • Ritterbrüder im livländischen Zweig des Deutschen Ordens; Hrsg. von Lutz Fenske und Klaus Militzer; Köln: Böhlau, 1993.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Ritterbrüder im livländischen Zweig des Deutschen Ordens. Köln: Böhlau, 1993.

Se også[redigér | redigér wikikode]