Den anden engelsk-hollandske krig 1664-67

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Royal Prince og andre skibe i Fire-dags slaget 11.-14. juni 1666. Maleri af Abraham Storck.
I forgrunden Swiftsure der synker. Til højre den grundstødte Prince Royal med admiral Ayscue der overgiver sig ved at opsende hvid røg; de Ruyter på Zeven Provinciën accepterer.
Imellem kan man netop se Royal Charles med en knækket mast.
Slaget ved Lowestoft, 13. juni 1665
Skibene Royal Charles og Eendracht.
Maleri af Hendrik van Minderhout
Maleri Hollandsk angreb på Medway, juni 1667. Den opbragte engelske Royal Charles lige til højre for midten.

Den anden engelsk-hollandske krig blev udkæmpet mellem Storbritannien og Nederlandene i årene 1664 til 1667.

I 1653 var den Første engelsk-hollandske krig blevet afsluttet med en engelsk sejr i slaget ved Schevenigen og gav Storbritannien forhåbninger om at kunne mindske den hollandske dominans over verdenshandelen. Men sejren var kun et midlertidigt tilbageslag for de driftige Nederlande, og snart steg spændingerne mellem parterne igen.

Konflikten brød ud, da den engelske konges broder James, hertug af York, admiral, og leder af det kongelige Afrikanske Kompagni, besluttede at udæske hollænderne til en ny krig, som han håbede, han kunne drage stor personlig fordel af. Vice-admiral Robert Holmes blev sendt af sted til Afrika i kompagniets tjeneste med en eskadre orlogsskibe med det formål at erobre de hollandske besiddelser i Vest-Afrika (det nuværende Ghana). Her blev det tidligere danske fort Carlsborg taget i 1664 og omdøbt til Cape Coast Castle. Samme år blev de hollandske besiddelser i Amerika angrebet, og Nieuw Amsterdam blev taget og fik det nye navn New York (efter hertugen selv).

Hollænderne svarede igen ved at sende admiral Michiel de Ruyter af sted til Afrika med en flåde for at generobre det tabte, hvilket kun lykkedes i nogen grad. Officielt var de to lande ikke i krig med hinanden, men efter flere engelske angreb mod skibsfarten fik hollandske kaptajner i kolonierne ret til at åbne ild mod engelske skibe, når de følte sig truet. Den engelske kong Karl 2. (Charles II) benyttede lejligheden til officielt, den 4. marts 1665, at erklære krig.

Den engelske flådes overvældende sejr i slaget ved Lowestoft 13. juni 1665
I slaget ved Lowestoft 13. juni 1665 sejrede den engelske flåde stort og tilføjede den hollandske flåde dens største nederlag nogensinde. Men briterne var ikke umiddelbart i stand til at følge op på sejren, og hollænderne kunne bygge nye skibe i et rask tempo og havde snart nye flådestyrker. Samtidigt lykkedes det dem at få støtte fra Frankrig, som frygtede, at engelske konspirationer ville betyde, at Habsburgerne, Frankrigs hovedfjende, ville få mulighed for et bemægtige sig Nederlandene.

Krigen fortsatte i 1666 med det store Fire-dags slag. Begge sider hævdede at have vundet, men i realiteten afgjorde slaget intet, hvilket heller ikke et søslag 4.-5. august gjorde. Det lykkedes dog en engelsk flådestyrke under vice-admiral Robert Holmes at angribe og ødelægge 150 hollandske handelsskibe i august 1666, hvilket lagde et vist pres på hollænderne.

Hollændernes dristige togt på engelsk jord.
Pres var der dog også på den engelske side. "Den store brand", som ødelagde store dele af London 2.-5. september 1666, krigens store byrder og manglen på klare sejre, kombineret med udbredt sult i England, gjorde situationen vanskelig. Et folkeligt oprør truede – og da det i juni 1667 lykkedes hollænderne at gennemføre et dristigt togt på engelsk jord, søgte man en fredelig løsning på konflikten. En mindre hollandsk styrke var blevet landsat og havde erobret et fort ved Themsen, hvilket gav den mulighed for at angribe den engelske flåde for anker; 15 engelske orlogsfartøjer gik tabt.

Freden ved Breda 31. juli 1667[redigér | redigér wikikode]

Freden ved Breda blev indgået den 31. juli 1667 og gav begge sider ret til at beholde de koloniale besiddelser, de havde erobret. For briternes vedkommende inkluderede det fx New York og for hollænderne Surinam i Syd-Amerika. Hollænderne fik desuden handelsmæssige indrømmelser, hvilket betød, at de i realiteten vandt en taktisk sejr. Men stillingen mellem de to store sø-magter var ikke afgørende ændret, og der skulle to yderligere krige til for at afklare stillingen.

Samuel Pepys, 1633–1703

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • En engelsk kategori forsøslag i Den anden engelsk-hollandske krig