Den angolanske borgerkrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den angolanske borgerkrig
Angola
Angola
Dato 1975-2002
Sted Angola
Resultat Sejre til MPLA
* Tilbagetrækning af alle udenlandske styrker i 1989
* Overgang til et flerpartisystem politisk system i 1991-1992
* Opløsning af de væbnede styrker i FNLA
* Deltagelse af UNITA og FNLA, som politiske partier i det nye politiske system, fra 1991 til 1992 og fremefter, men borgerkrig fortsætter
* Jonas Savimbis dræbes i 2002
* Øjeblikkelig fredsaftale og opløsning af de væbnede styrker i UNITA i 2002
* Modstand fra FLEC fortsatte over 2002
Casus belli Uenighed om den politiske magt
Parter
Angola MPLA
Cuba Cuba Cuba (Indtil 1992)
Flag of South-West Africa People's Organisation.svg SWAPO
African National Congress Flag.svg MK
Sovjetunionen Sovjetunionen (Indtil 1989)
Flag of UNITA.svg UNITA
Bandeira da FNLA.svg FNLA
Flag of Cabinda.svg FLEC
Flag of South Africa 1928-1994.svg Sydafrikanske union (indtil 1989)
Flag of Zaire.svg Zaire
Ledere
Angola Agostinho Neto (1975-1979) †
Angola José Eduardo dos Santos
Angola Lúcio Lara
Cuba Fidel Castro
Cuba Arnaldo Ochoa (1975-1989)†
Cuba Leopoldo Cintra
Sovjetunionen Vasilij Petrov
Namibia Sam Nujoma
Flag of UNITA.svg Jonas Savimbi
Bandeira da FNLA.svg Holden Roberto
Flag of Cabinda.svg Luiz Ranque Franque
Flag of South Africa 1928-1994.svg Balthazar Johannes Vorster (1978-1979)
Flag of South Africa 1928-1994.svg Marais Viljoen (1979-1984)
Flag of South Africa 1928-1994.svg Pieter Willem Botha (1984-1989)
Flag of Zaire.svg Mobutu Sese Seko (1975)
Tab
Angola ukendt
Cuba 2.077–10.000 døde[1]; 15,000 døde eller forsvundet[2]
Sovjetunionen 54 døde[3]
Flag of UNITA.svg ukendt
Bandeira da FNLA.svg ukendt
Flag of South Africa 1928-1994.svg 2.300 døde

Den angolanske borgerkrig var en blodig borgerkrig i det sydlige afrikanske land Angola, som varede fra 1975 til 2002, med fredelige perioder ind imellem. Krigen brød ud mellem oprørsgrupper, som tidligere havde kæmpet en anti-kolonial kamp imod Portugal. Krigen udspillede sig delvis under Den kolde krig, og begge de stridende parter fik støtte udefra.

Den 27 år lange krig kan groft deles ind i tre perioder med kamphandlinger - 1975-1991, 1992-1994 og 1998-2002 - afbrydelserne var kun skrøbelige perioder med fred. Da MPLA erklærede sin sejr i 2002, var mere end 500.000 mennesker døde, og over en million blevet fordrevet. Krigen hærgede Angolas infrastruktur og beskadigede landets administration, virksomheder og religiøse institutioner.

Forløb[redigér | redigér wikikode]

Borgerkrigen brød ud i umiddelbar forlængelse af Angolas selvstændighed fra Portugal. I 1974 førte et militærkup i Portugal, kendt som nellikerevolutionen, til at det portugisiske diktatur blev fjernet og erstattet af en demokratisk styreform. Den dengang portugisiske koloni Angola fik som en følge af det portugisiske militærkup sin selvstændighed i 1975. Dermed sluttede den angolanske selvstændighedskamp for selvstændighed for Angola.

Ved selvstændigheden udbrød igen en ny konflikt; denne gang mellem de to angolanske selvstændighedsbevægelser MPLA og UNITA. En tredje selvstændighedsbevægelse, FNLA, der under selvstændighedskrigen havde kæmpet på UNITAs side, spillede ingen væsentlig rolle i borgerkrigen.

Konflikten varede i næsten 30 år; der var dog i perioder rolige tider. I 1992 blev der underskrevet en fredsaftale mellem MPLA-regeringen og UNITA, og der blev aftalt afholdelse af de første frie valg i landet. Men ved præsidentvalget samme år brød konflikten atter ud i lys lue som følge af beskyldninger om omfattende valgsvindel. MPLA gennemførte fra den 30. oktober til den 1. november omfattende angreb på UNITA-tilhængere under den såkaldte Halloweenmassakre, hvor tusindvis af UNITA-tilhængere blev dræbt.

Borgerkrigen blev afsluttet kort efter, at oprørslederen Jonas Savimbi fra UNITA blev dræbt i februar 2002. Resterne af UNITA underskrev derefter en fredsaftale med MPLA. UNITA og FNLA fik efter freden status som politiske partier, som kunne være en del af et flerpartisystem.

De stridende parter[redigér | redigér wikikode]

Da Angolas borgerkrig brød ud, var der tre oprørsbevægelser, MPLA på den ene side og FNLA og UNITA på den anden. Senere fik de forskellige stridende parter militær hjælp fra andre lande. De tre oprørsbevæelser havde deres rødder fra 1950'ernes selvstændighedkamp mod Portugal.[4]

Sovjetunionen trak sig ud af Angola i 1989, og Cuba i 1991.

MPLA[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: MPLA

MPLA's ideologiske baggrund var Marxistisk-Leninistisk og havde primært opbakning i de større byer som Luanda, Benguela og Huambo[5], og blandt Mbundu-stammen. UNITAs havde primært opbakning på landet hos Ovimbundu-stammen. Igennem en årrække under den anti-koloniale kamp modtog MPLA støtte fra flere afrikanske lande og Sovjetunionen. I afkoloniserings konflikten mellem 1974-1975 blev den stærkest allierede Cuba, som sendte en betydelige militær og personel støtte, en støtte som også blev givet fra andre lande i det daværende Østblokken.[6]

MPLAs relative styrke i de større byer og militær overlegenhed som følge af støtten fra Sovjetunionen og Cube medførte, at MPLA de facto fik kontrol med regeringsmagten i landet. Konflikten fandt sted under den kolde krig, og MPLA med sit marxistisk-leniniske udgangspunkt blev støttet militært af Cuba og Sovjetunionen, der sendte tropper og rådgivere samt militærudstyr til Angola.

FNLA[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: FNLA

FNLA blev dannet samtidigt med MPLA. Organisationens mål var oprindeligt at forsvare Bakongo stammefolket, og støttede reetableringen af det historiske Congo imperium.[7] FNLA udviklede sig hurtigt til en nationalistisk bevægelse, som fik støtte fra Zaïre i selvstændighedskampen mod Portugal. I begyndelsen af 1960'erne fik FNLA også støtte fra Kina, efter UNITA blev dannet i midten af 1960'erne gik denne støtte dog over til UNITA. USA har nægtet at have støttet FNLA under selvstændighedskrigen mod Portugal, som var NATO-allieret med USA. Dog modtog FNLA støtte fra USA under afkoloniseringskonflikten og den senere borgerkrig.

UNITA[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: UNITA

UNITA var baseret i Ovimbundu-folket, som holdt til i det centrale Angola og udgjorde omkring en tredjedel af landets befolkning. Organisationen havde dog også sine rødder blandt flere mindre folkeslag i det østlige Angola. UNITA blev grundlagt af Jonas Savimbi i 1966, som indtil da havde været en af de fremtrædende ledere i FNLA. Under selvstændighedskampen modtog UNITA støtte fra Kina. Under den efterfølgende selvstændighedskrig i midten af 1970'erne besluttede USA at støtte UNITA. Under borgerkrigen blev støtten forøget betydeligt. Støtten fra USA kom i erkendelse af, at MPLA var støttet af Sovjetunionen. I den senere periode af borgerkrigen var UNITA's vigtigste allierede Sydafrika.[8][9]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Secondary Wars and Atrocities of the Twentieth Century. Necrometrics.com
  2. Bush Wars: The Road to Cuito Cuanavale. Books.google.com. Retrieved 2013-08-18.
  3. 15.02.2011 (2011-02-15). "Soviet Union and Russia lost 25,000 military men in foreign countries - English Pravda". English.pravda.ru. Retrieved 2013-08-18.
  4. "Angola General Conflict Information". Uppsala Conflict Data Program. Læst 5 Juni 2013.
  5. Resultatet af Valget i Angola 2008.
  6. For the three movements see Franz-Wilhelm Heimer, The Decolonization Conflict in Angola, 1974–76: An essay in political sociology, Geneva: Institut Universitaire de Hautes Études Internationales, 1979
  7. See John Marcum, The Angolan Revolution, vol. I, Anatomy of an Explosion (1950–1962), Cambridge/Mass. & London: MIT Press, 1968. Several attempts at constituting a common front, including the FNLA, the MPLA and minor anti-colonial grooups, failed in 1960–62. See also Lúcio Lara (ed.), Um amplo movimento: Itinerário do MPLA através de documentos de Lúcio Lara, vol. II, 1961–1962, Luanda: Ed. Lúcio Lara, 2006.
  8. Leonard, Thomas M. (2006). Encyclopedia of the Developing World. p. 1292. ISBN 1-57958-388-1.
  9. Scherrer, Christian P. (2002). Genocide and Crisis in Central Africa: Conflict Roots, Mass Violence, and Regional War. Greenwood Press. p. 335. ISBN 0-275-97224-0.