Den franske modstandsbevægelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Croix de Lorraine blev valgt af General Charles de Gaulle den franske modstandsbevægelse.[1]

Den Franske modstandsbevægelse er den kollektive betegnelse, som er brugt om de franske modstandsbevægelser, som kæmpede imod de tyske besættelsessyrker og samarbejdspartner i Vichy-regeringen under 2. verdenskrig. Modstandsbevægelsen bestod af små grupper med bevæbnede mænd og damer (betegnet som maquis når de kommer fra landdistrikterne),[2][3] udgivere af illegale aviser og hjælpe allierede soldater med at flygte fra Frankrig. Modstandsbevægelsens folk kom fra alle lag i det franske samfund; lige fra den konservative romersk katolske (inklusiv præster), jøder, til liberale, anarkister og kommunister.

Den franske modstandsbevægelse spillede en værdifuld rolle i De Allieredes hurtige fremrykning gennem Frankring efter invasionen af Normandiet 6. juni 1944 og invasionen af Sydfrankrig 15. august . Dette gjorde de ved at bidrage med militære efterretninger omkring Atlantvolden og Wehrmachts troppeopstillinger samt koordinering af sabotage på el-master, transportveje og kommunikationslinjer.[4][5] Modstandsbevægelsen var politisk og moralsk vigtigt for Frankring, både under besættelsen, men også i årtierne efter, da den stod som inspirerende eksempel, som stod i stærk kontrast med kollaboratørene i Vichy-regeringen.[6][7]

Efter landgangen i Normandiet og Sydfrankrig blev modstandsbevægelsens styrker organiseret i grupper, der blev kendt som Forces Françaises de l'Intérieur (FFI) (de indre franske styrker). FFI blev opgjort til at have en styrke på 100.000 mand i juni 1944, hvorefter organisationen voksede hurtigt og nåede en styrke på 400.000 mand i oktober samme år.[8] Selvom sammenslutning i FFI til tider var belastet af store politiske forskelligeheder, viste FFI sig at være en succes og muliggjorde det for Frankrig, at genetablere en en hær på en fornuftig størrelse, som udgjorde 1,2 millioner mænd ved VE-dag i maj 1945.[9]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Pharand (2001), p. 169
  2. Collins Weitz (1995), p. 50
  3. Kedward (1993), p. 30
  4. Ellis, Allen, Warhurst (2004), pp. 573-574
  5. Booth, Walton (1998), p. 191
  6. Moran, Waldron (2002), p. 239
  7. Holmes (2004), p. 14
  8. Sumner (1998), p. 37
  9. Vernet (1980), p. 86
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: