Den gamle kirke i Delft
Den gamle kirke i Delft (Oude Kerk) med kælenavnet Gamle Jan (Oude Jan) er en gotisk kirke i den gamle bydel af dem hollandske by Delft. Kirkens varetegn er et 75 meter højt tårn der hælder omkring to meter.
Indholdsfortegnelse |
Historie [redigér]
Den gamle kirke blev grundlagt i 1246 under navnet Bartolomeuskirken. Kirkegrunden husede da en ældre kirke der var opført hen ved to århundreder tidligere. Kirkens plantegning følger en traditionel basilika, med et centralt kirkeskib flankeret af to mindre sideskibe.
Tårnet med det centrale spir og fire hjørnetårne er en senere tilføjelse fra 1325-1350. Det var med sin højde det dominerende kendetegn for byen i halvandet århundrede, indtil det blev overgjort i højden af den nye kirke. Muligvis skyldes tårnes hældning at en nærtliggende kanal måtte flyttes en anelse for at give plads til bygningen, og at tårnet derved er bygget på en ustabil, blødt fundament.
Ved slutningen af det 14. århundrede udførtes en forhøjedes kirkens sideskibe hvorved de opnåede samme højde som kirkeskibet, og kirken som helhed blev transformeret til en hallekirke. Efter ombygningen blev kirken genindviet til Hippolytus. Senere, mellem c. 1425 og 1440 blev det centrale kirkeskib ligeledes forhøjet, således at kirken igen tog en mere traditionel basilika-form.
En større bybrand i Delft i 1536 og de kaotiske omstændigheder i forbindelse med Reformationen bevirkede at en storstilet ombygning og ekspansion af kirken måtte skrinlægges før det var færdiggjort. De ufuldstændige ændringerne i den forbindelse kan ses i at at den nordlige transept-arm adskiller sig markant fra bygningsstilen i den resterende ældre kirke.
Århundredernes tand, den store brand, reformations billedstorm og eksplosionen af byens krudtmagasin i 1654 (Tordenskrallet i Delft) har krævet en del vedligeholdelse og reparation af kirken gennem årene. Under en af disse reparationer blev dele af tårnet genopbygget i en mere lodret retning, end bygningen underneden, hvilket er resulteret i at tårnet som helhed har fået skær af et smule bøjet udseende. De nuværende farvede mosaikvinduer stammer fra miden af det 20. århundrede, udformet af glarmester Joep Nicolas.
Inventar [redigér]
Kirken har tre pibeorgeler, fra år 1857 (hovedorgel), 1873 (i det nordlige sideskib) og 1770 (i koret).
Kirkens største og mest massive kirkeklokke kendt som Trinitasklok eller Bourdon vejer næsten ni ton. Den blev støbt i 1570, men på grund af dens stærke og potentielt skadelige vibrationer, bliver den kun ringet med ved helt særlige lejligheder, så som begravelsen af et medlem af den hollandske royale familie i den nærliggende Nye kirke. Klokken ringes også med ved katastrofer, når også de lokale varslingssirener hyler – dog ikke i forbindelse med varslingssirenerne månedlige landsdækkende test, som foregår den første mandag i måneden.
Grave [redigér]
Omkring 400 personer er begravet i Den gamle kirke, inklusiv:
- Elizabeth Morgan, datter af Philips van Marnix (1608)
- adenskvinden Clara van Spaerwoude (1615)
- søhelten Piet Pieterszoon Hein (1629)
- forfatteren Jan Stalpaert van der Wiele (1630)
- søhelten Maarten Tromp (1653)
- lægen Regnier de Graaf (1673)
- kunstmaleren Johannes Vermeer (1675)
- kunstmaleren Hendrick Cornelisz van Vliet, som bl.a. malede kirkens interiør (1675)
- statsmanden Anthonie Heinsius (1720)
- videnskabsmanden Anton van Leeuwenhoek (1723)
- digteren Hubert Poot (1733)
Eksterne henvisninger [redigér]
- Den gamle kirkes hjemmeside
- Udsigt over den gamle kirke malet af Jan van der Heyden, c.1660 (Web Gallery of Art)
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Den gamle kirke i Delft
