Den hollandske modstandsbevægelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Plade i Sachsenhausen til minde for 100 nederlandske modstandsfolk

Den hollandske modstandsbevægelse gjorde under 2. verdenskrig modstand mod tyskerne, der havde besat landet. Den skjulte i efteråret 1944 mere end 300.000 personer. Den bestod af mellem 60.000 og 200.000, og der var 1.000.000 sympatisører.[1]

Langsom begyndelse[redigér | redigér wikikode]

Modstanden udviklede sig først meget langsomt, men efter Februar Strejken begyndte udviklingen at tage fart. De først organiserede var kommunisterne. Mere amatøragtige grupper opstod som De Geuzen (oprettet af Bernard ljzerdraat) og Ordediensten. De fleste grupper havde livsfarlige problemer med forræderi de første to år.

Hjælp til de allierede og jøderne[redigér | redigér wikikode]

Nederlandsk kontraspionage, indenrigssabotage og kommunikationsnetværk hjalp De Allierede med vigtige informationer fra begyndelsen af 1944 til befrieelsen. 75% (105.000 ud af 140.000) af de hollandske jøder omkom under Holocaust, de fleste myrdet i koncentrationslejre. [2] En række modstandsgrupper specialiserede sig i at redde jødiske børn: Utrechtse Kindercomité, Landelijke Organisatie voor Hulp aan Onderduikers, Naamloze Vennootschap (NV) og Amsterdam Student Group. [3]

Definition[redigér | redigér wikikode]

Kun aktiv modstand som spionage, sabotage og modstand med våben blev af hollænderne set som reel modstand. Anden modstand blev ikke anset for egentlig modstand:

  • Aktiv hjælp til at skjule personer
  • Overtrædelse af tyske regler og ordrer
  • Omfattende sabotage på de fabrikker, der arbejdede under krigen
  • Offentlige protester udført af partier, aviser eller kirker.
  • Udgivelse af over 1.100illegale blade. [1]

Modstandsfolk fra "ikke-modstand"sgrupperne blev arresteret af tyskerne, der så anderledes på holdningen om aktiv modstand. Tusinder blev fængslet i måneder, totureret eller sendt til koncentrationslejre.

Helt ind i det 21. århundrede blev den passive modstand ikke anset som modstand i Nederland. Det er langsomt ved at ændre sig.

Efter krigen indstiftedes et modstands kors (Verzetkruis (ikke at forveksle med Verzetsherdenkingskruis). Det blev kun givet til 95, og af dem var kun en i live ved tildelingen. Det er et lavt tal i forhold til de hundredetusinder, der udførte illegale handlinger under krigen.

Aktiviteter[redigér | redigér wikikode]

Den 25. februar 1941 opfordrede det Hollandske Kommunist Parti til generalstrejke,Februar strejke, efter de nazistiske overfald på Amsterdams jøder. Det gamle jødiske kvarter i Amsterdam blev spærret af og gjort til ghetto, og som en gengældelse for en række voldelige begivenheder blev 425 jødiske mænd taget som gidsler af nazisterne og sendt til udryddelseslejre. To overlevede. Mange af Amsterdams indbyggere med mange politiske holdninger støttede protesterne og strejken. Den 26. februar 1941 støttede også fabrikker i Zaandam, Haarlem, IJmuiden, Weesp, Bussum, Hilversum og Utrecht. Strejken blev stoppet af tyskerne, der skød ind i en ubevæbnet menneskeskare og dræbte ni, sårede 24 og fængslede en lang række demonstranter. Modstanden mod tyskerne tog til efter episoden. Nederlænderne strejkede yderligere fire gange mod tyskerne: studenterstrejken i november 1940, lægernes strejke i 1942, april-maj strejken i 1943 og togstrejken i 1944. Få lande viste så stor modvilje mod tyskerne. [4]

Kildehenvisninger[redigér | redigér wikikode]