Den naturalistiske fejl

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den naturalistiske fejl er et begreb fra George Edward Moore, der betegner en fejl i opfattelsen af det etiske, hvor man overser den deontologiske betydning af de moralske begreber og udelukkende tillægger dem en teleologisk betydning.

Navnet kommer af den opfattelse man i filosofien kalder etisk naturalisme, hvor man påstår, at der ikke eksisterer deontologiske påstande.

Jeremy Bentham[redigér | redigér wikikode]

En sådan naturalistisk fejl ville man ifølge Moore finde i den etiske opfattelse som var udfoldet af Jeremy Bentham i hans Principles of Morals and Legislation fra 1780. Her mener Bentham at en handling man kalder 'rigtig' er en handling som vil forøge samfundets lykke mere end den vil mindske den. Det samme med hvad man 'bør' i etisk forstand – det vil forøge samfundets lykke. Det rigtige mål for menneskelig handlen er nemlig den største lykke for alle de mennesker, hvis interesse er berørt af den pågældende handling, og ikke bare lykken for den enkelte. Han anvender dog ordet 'rigtig' på en anden måde en den teleologiske, for hvis det var den teleologiske betydning, og at det betyder hvad Bentham mener at ordet 'rigtig' betyder, da ville sætningen "det rigtige og passende mål for menneskelig handlen er den største lykke for alle mennesker, hvis interesse er berørt af den pågældende handling" i stedet betyde "det vil føre til den største lykke for alle de mennesker, hvis interesse er berørt af den pågældende handling, at skabe den største lykke for alle de mennesker, hvis interesse er berørt af den pågældende handling" – og dette er en totalt intetsigende sætning. Bentham har tydeligvis her overset den deontologiske betydning, hvor sætningen "det passende mål er den største lykke for alle mennesker, hvis interesse er berørt af den pågældende handling" ville give mening.

John Stuart Mill[redigér | redigér wikikode]

John Stuart Mill er også blevet anklaget for at begå den naturalistiske fejl. Han skriver i sin bog Utilitarianism, at den utilitaristiske norm ikke er den handlendes egen største lykke, men den største lykke i det hele taget, da lykken netop er det eneste der er ønskværdigt for sin egen skyld, hvorved at alle andre ting kun er ønskværdige for at opnå dette mål. Beviset for, at lykken er ønskværdig er, at den enkelte altid søger sin egen lykke, ifølge Mill, og det er her, at han gør den naturalistiske fejl, da det, at man bør søge andres lykke, ikke følger af, at man søger sin egen lykke. Ikke med mindre man antager eksistensen af en deontologisk etik. Faktisk virker det absurd, at det ønskværdige er det man egentlig ikke søger (andres lykke) i stedet for det man rent faktisk søger (ens egen lykke). Argumentet lader til at hvilke på et tyndt grundlag, så længe det udelukkende er det teleologiske der hævdes, og ikke det deontologiske.

Se også[redigér | redigér wikikode]