Den polske opstand (1918–1919)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Provinsen Posens placering i det tyske rige før 1. verdenskrigs udbrud. De øvrige dele af Kongeriget Preussen er markeret med blåt.

Den storpolske opstand eller Wielkopolska-opstanden fra den 27. december til 16. februar 1919 var en væbnet polsk opstand i den preussiske provins Posen (polsk: Wielkopolska, dvs. Storpolen). Polakkerne kæmpede for, at provinsen skulle indlemmes i Polen, der i færd med at blive gendannet efter afslutningen af 1. verdenskrig. Storpolen havde polsk befolkningsflertal og var hjemsted for byen Gniezno, som var Polens første hovedstad og bispesæde, og området var derfor af stor symbolsk betydning i polsk nationalbevidsthed.

Opstanden blev udkæmpet af polske militser og militære enheder mod tyske militser og militær. Opstanden endte i februar med en overvejende polsk sejr. Med sejren var rammen blevet skabt for, at provinsen i forbindelse med Versaillesfredens underskrivelse i juni 1919 kunne indkorporeres i Polen.

Forhistorie til opstanden[redigér | redigér wikikode]

Med anden polske deling i 1793 og Wienerkongressen i 1815 hørte det egentlige Polen under Kongeriget Preussen. Med den Bismarckske rigsdannelse i 1871 blev provinsen Posen en del af den nye tyske nationalstat. De politiske modsætninger spidsede hurtigt til i provinsen mellem 2/3 polske katolikker og 1/3 tyske protestanter. Især ved en tysk kulturkamp mod den polsk-katolske kultur.

I slutningen af 1. verdenskrig håbede den polske nationalbevægelse i Posen, at det tyske nederlag kunne føre til indlemmelse i den nye polske stat. Men på trods af præsident Woodrow Wilsons 14-punkts-plan, der lovede selvbestemmelse, var fastlæggelsen af den nye tysk-polske grænse langt fra sikker. Polakkerne ville derfor tage sagen i egen hånd og udnyttede det gunstige tidspunkt, da den tyske østhær var spredt tyndt i det meste af Østeuropa, og Tyskland plagedes af store uroligheder i forbindelse med Novemberrevolutionen, hvor flere tyske byer var besat af socialistiske oprørere. Tysklands nederlag i 1. verdenskrig gav polakkerne blod på tanden.

Opstanden indledtes af et besøg af den polske patriot og senere regeringschef Ignacy Jan Paderewski, der ved et stort anlagt møde med den polske befolkning blev mødt med stor jubel. Dagen efter hans besøg, den 27. december 1918, kom det til polske og tyske demonstrationer i Posen. Samme aften faldt de første skud.

Kampenes forløb og våbenstilstand[redigér | redigér wikikode]

Soldater fra den polske hær.

Kamphandlingerne strakte sig over halvanden måned. De første skudvekslinger krævede kun få tab. Byen Posen befandt sig allerede på andendagen den 28. december 1918 i de polske oprøreres hænder. Nu spredte kampe mellem militserne sig til hele provinsen. De polske kæmpere tilhørte en underafdeling af den polske militærorganisation (Polska Organizacja Wojskowa − POW). Deres opbygning var organiseret af Józef Piłsudski, der i mellemtiden var blevet en slags første regeringschef for den nye polske stat. Midt i januar 1919 kontrollerede polakkerne næsten hele provinsen.

I mellemtiden var tyskerne kommet sig over overraskelsen og havde reorganiseret sig. Enkelte hærenheder og nødtørftigt opståede frikorps af nationalt sindede tyskere opererede nu under navnet Grenzschutz Ost og overtog beskyttelsen af den tyske grænse mod øst, indtil en egentlig fredsslutning for 1. verdenskrig kunne blive indgået. Grenzschutz Ost gik efter reorganisering over til deciderede modangreb, og kampene blev intensiveret. De eskalerende kamphandlinger truede nu med at brede sig til andre omstridte tysk-polske grænseegne.

Oversigt over provinsen. Den grønne linje markerer demarkationslinjen fra 16.februar, den røde markerer grænsen efter Versaillestraktaten i juni 1919.

Den 16. februar 1919 indgik Tyskland en våbenstilstanden med de allierede. Den tog også hensyn til situationen i Posen, hvor Tyskland forpligtede sig til at indstille alle kamphandlinger. Dermed sluttede opstanden officielt. Den polske oprørsarmé blev anerkendt som en allieret stridsmagt. Det allierede pres for at finde en løsning betød dannelsen af en demarkationslinje, der indebar, at størstedelen af Posen kom til at være underlagt polsk interessesfære. Mindre skudvekslinger fandt dog stadig væk sted langs demarkationslinjen helt frem til Versaillestraktaten.

I Versaillestraktaten fra den 28. juni 1919 blev demarkationslinjen respekteret som den egentlige tysk-polske grænse. Den polske opstand havde vist sig at være særdeles succesfuld.

Politiske eftervirkninger[redigér | redigér wikikode]

Som resultat af fredskonferencen i Paris måtte Tyskland indkassere betragtelige territorialtab. Ifølge traktaten, som trådte i kraft den 10. januar 1920, blev størstedelen af provinsen Posen afgivet til Polen uden folkeafstemning.

Af de områder, som stadig hørte til Tyskland, oprettedes en ny preussisk provins Grenzmark Posen-Westpreussen. Som navnet afspejler, anerkendte Weimar-republikken kun Versaillesgrænsen de facto, men ikke formelt, og efter Tysklands angreb på Polen i 1939 blev området genindlemmet i Hitlers Stortyskland som del af provinsen Reichsgau Wartheland. Efter 2. Verdenskrigs afslutning indlemmedes området igen i Polen.

Den storpolske opstand er helt afgørende for polsk selvbevidsthed.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

(kun polsk)

  • Antoni Czubiński, Powstanie Wielkopolskie 1918–1919. Geneza-charakter-znaczenie, Poznań 1978
  • Antoni Czubiński, Rola Powstania Wielkopolskiego w walce narodu polskiego o powstrzymanie niemieckiego >parcia na wschód<, Przegląd Zachodni 1968, nr 5-6
  • A.Czubiński, Z.Grot, B.Miśkiiewcz, Powstanie Wielkopolskie 1918–1919. Zarys dziejów, Warszawa 1978
  • K.Dembski, Wielkopolska w początkach II Rzeczypospolitej. Zagadnienia prawno-ustrojowe, Poznań 1972
  • Roman Dmowski, Polityka polska i odbudowanie państwa 1925
  • Z. Grot (ed.), Powstanie wielkopolskie 1918–1919, Poznań 1968
  • Z.Grot, I.Pawłowski, M.Pirko, Wielkopolska w walce o niepodległość 1918–1919. Wojskowe i polityczne aspekty Powstania Wielkopolskiego, Warszawa 1968
  • P.Hauser, Niemcy wobec sprawy polskiej X 1918–VI 1919, Poznań 1984
  • K.Kandziora, Działalność POW w Poznaniu. Przyczynek do historii Polskiej Organizacji Wojskowej zaboru pruskiego w latach 1918–1919, Warszawa 1939
  • S.Kubiak, Niemcy a Wielkopolska 1918–1919, Poznań 1969
  • Materiały Sesji Naukowej z okazji 50-lecia Powstania Wielkopolskiego 1918/1919, Zaszyty Naukowe UAM 1970, Historia t.10
  • Witold Mazurczak, Anglicy i wybuch powstania wielkopolskiego. Z dziejów genezy brytyjskiej misji płka H.H.Wade'a w Polsce, [in:] Antoni Czubiński (ed.), Polacy i Niemcy. Dziesięć wieków sąsiedztwa, PWN, Warszawa 1987
  • Janusz Pajewski, Rodział XXII. Powstanie Wielkopolskie, [in:] J.Pajewski, Odbudowa państwa polskiego 1914–1918, Warszawa 1985,
  • Janusz Pajewski, Znaczenia Powstania Wielkopolskiego dla odbudowy Państwa Polskiego w 1918 r., Zeszyty Naukowe UAM, Historia 1970, t.10
  • S.Rybka, Zerwane pęta. Wspomnienia z dni rewolucji niemieckiej i powstania polskiego 1918-1919, Poznań 1919
  • A.Rzepecki, Powstanie grudniowe w Wielkopolsce. 27 XII 1918, Poznań 1919
  • Z.Wieliczka, Wielkopolska w Prusy w dobie powstania 1918/1919, Poznań 1932
  • Z.Wroniak, Paderewski w Poznaniu, Kronika Miasta Poznania 1959, nr 4
  • H.Zieliński, Rola powstania wielkopolskiego oraz powstań śląskich w walce o zjednoczenie ziem zachodnich z Polską; (1918-1921), [in:] Droga przez Półwiecze.