Den vilde jagt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den vilde jagt: Åsgårdsreien (1872) af Peter Nicolai Arbo.

Den vilde jagt var en folkloristisk forestilling om et eller flere overnaturlige væsner, der i vildskab jagede enten over himmelen, henover jorden eller i luften lige over den. [1] Denne forestilling har været udbredt over hele Nord-, Vest- og Centraleuropa, [2] og havde dybe rødder i førkristne mytologier.

I den nordiske folklore optræder der flere steder en skikkelse, der er identisk med den hedenske guddom Odin; i Sverige hed han Oden og i Danmark Wojens Jæger, Uons e. lign. Også i andre germansktalende områder kan jægerens navn knyttes til Odin; fx Wuodan i Sydtyskland og Wuotis Heer i Schweitz.[2] Men mange steder afhænger jægerens identitet af lokale traditioner; han kan være en ukendt fortabt sjæl, eller en historisk og legendarisk figur som Valdemar Atterdag i Danmark og Didrik af Bern i Tyskland. I nogle fortællinger er jægeren alene, i andre kan han have et følge af dødninge, alfer (der ofte forbindes med de døde i nordeuropæisk folklore), dæmoner e.lign.[3]

Selve jagten fik ligeledes forskellige navne i forskellige lande. Mange steder har det været udtryk, der kan oversættes med Den vilde jagt, mens lokale legender navngav den andre steder; fx Perchta (Tyskland), Herlathing (England), Mesnee d'Hellequin (Nordfrankrig), Cŵn Annwn (Wales), Cain's Hunt, Ghost Riders (Nordamerika), Herod's Hunt, Gabriel's Hounds, Asgardreia (Britiske øer) ogthe devil's dandy dogs (Cornwall)[4] De skandinaviske navne Åsgårdsreien (Danmark) og Oskoreia (Norge) kan stamme fra et norrønt udtryk *ásgoðreið, der betyder asegudsfølge. Det er imidlertid et hypotetisk ord, der ikke kendes fra noget skriftsted.[5] Navnet Oskoreia kommer af norrønt oskurligr (= farlig, fæl). Navnet "Åsgårdsreien" blev derimod introduceret i 1844 af Andreas Faye. Som andre af de tidlige folkemindesamlere ville han helst have det til, at folkelige overleveringer stammer fra førkristen tid. Han mente, fænomenet var opkaldt efter Asgård, og at det var de gamle guder derfra, der viste sig. [6]

Jagtens tilstedeværelse blev normalt opdaget ved en voldsom larm uden der nødvendigvis var noget at se. Og synet af den vilde jagt blev mange steder opfattet som et forvarsel om kommende ulykker, fx sygdom eller krig, eller om øjenvidnets snarlige død; man skulle derfor helst dække øjnene, når man hørte larmen. Dødelige, der kom i vejen for jagtselskabet, kunne også blive fanget og blive bragt til dødsriget.[7] Nogle steder mente man, at folks sjæle kunne blive ført bort mens de sov, for at blive del af følget.[8]

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

"Wodans vilde jagt" (1882) af Friedrich Wilhelm Heine.

I den ældre forskning blev jagten identificeret som en mytologisk forklaring på naturfænomener, primært stormvejr. Fx blev jagterne i reglen observeret om efteråret eller ved juletid, hvor de fleste storme forekom. De væsner der fulgte med jagten, var således symbolske repræsentationer for de visne blade, der blev revet af træerne og ført bort.[9] Senere begyndte man at lægge større vægt på identifikationen af jagtens leder med Odin, og man mente, at disse forestillinger var spor af en sen ekstatisk Odinkult i de germansktalende områder.[10]

Et væsentligt element i forestillingerne om jagtselskabet har været dyr, herunder særligt hunde. Derfor har man i nyere tid i stedet set jagten som et levn til en ældgammel indoeuropæisk krigerkultur, hvor unge mænd som led i initiationen som kriger blev besjælet med dyreånder, især ulve. Den skulle karakterisere deres egenskaber som krigere.[11] Den amerikanske religionsforsker Kris Kershaw har i den sammenhæng gennem omfattende studier vist, at rituel opførelse af scenerier, der minder om den vilde jagt var et kulturelt fænomen, der var udbredt i mange både keltiske og germanske folkeslag. Fx malede krigerne i den germanske harii-stamme sig selv sorte, efter sigende for at være usete når de angreb deres fjender i mørket. Og blandt herulerne var der ekstatiske ulvekrigere, der havde dedikeret sig selv til Wodan/Odin. I nordiske folklore var den før-kristne gud Odin, der red over himlen på den ottebenede hest, Sleipnir, stærkt associeret med jagten, sandsynligvis pga. hans forbindelse til den særlige krigertype, bersærker. I Sverige kaldte man fænomenet Odensjakten.[12]

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

En maske, der forestiller en percht – dvs. en af Perchtas ledsagere, i nogle egne leder af jagten.

De middelalderlige legender om den vilde jagt stammer hovedsageligt fra det område, som udgør vore dages Tyskland, men der kendes også enkelte fra andre lande. Orderic Vitalis beretter om et tilfælde fra januar 1091, hvor Harlekins flok (familia Herlechini) blev set. [13] Fra 12. århundrede kender vi nogle beretninger fra England; Peterboroughkrøniken fortæller fx om at den vilde jagt viste sig, da en uduelig abbed skulle indsættes som leder af klostret i 1132. Jægerne blev i dette tilfælde beskrevet som sorte, enorme og frygtelige, det samme var deres hunde, og de red på sorte heste og sorte geder.[14]

Lederen af jagten var kendt under mange navne, de mest almindelige var Wodan (Odin), Berchtold (Berchta) og Holda, andre kunne være Knecht (= Ridder) Ruprecht, Selga og Perchta. Han optrådte ofte i skikkelse af et skelet, der enten var blåt eller som udsendte et sælsomt, blåligt lys. Nogle steder var legendariske historiske personer, der ledte jagten, fx Sankt Guthlac (683–714) og Hereward (d. 1070). På de britiske øer var der store lokale variationer i forestillingerne om den vilde jagt, mange steder havde lederen sin oprindelse i den keltiske mytologi og sagnverden; fx Gwydion, Gwynn ap Nudd, kong Arthur og Nuada, andre steder fra den angelsaksiske; fx kong Herla og Woden, eller kristendommen; fx djævelen. Det var primært, når jagten blev beskrevet af gejstlige, at fremstillingen af dens deltagere fik et diabolsk skær, mens de i tekster skrevet til et verdsligt publikum i stedet kunne være repræsentanter fra en overnaturlig åndeverden, dvs. udenfor det gængse kristne verdensbillede.[15]

Legender fra nyere tid[redigér | redigér wikikode]

Den vilde jagt er også kendt i folkloren fra nyere tid i Tyskland. Irland, Storbritannien, Danmark og Sverige, samt i mindre grad i Norge. Harlekin, der bl.a. kendes fra pantomimeteatret, var oprindeligt en fast figur i franske passionsspil og en videreudvikling af Hellequin, djævelens sorthovedet udsending, som jagede de fordømtes sjæle til helvede. Den rød og sortfarvede maske Harlekin traditionelt bærer, er derfor sandsynligvis et levn fra den gamle legende. [16] I gennem historien er myten om den vilde jagt også blevet tilpasset senere tiders overnaturlige væsner og folkelige helte, blandt dem den britiske sagnkonge kong Arthur og Francis Drake i Dartmoor. I nogle egne af England fortælles det, at jagten består af helvedeshunde, der jager syndere og udøbte, dvs. personer, som er udelukket fra det kristne samfund.

Ifølge Peter Christen Asbjørnsen beskrev man oskoreia sådan i Sogn og Fjordane: "...i Spidsen rider Nøkken paa sin sorte Hest, efter ham kommer gamle Lensmanden paa Dalsøren, en stor fæl Mand med Bjørneskindshue pas, bekjendt af sine slette Gjerninger i Livet og af alt det Spøgeri, som huserede, medens han laa Lig og blev begravet." [17]

Ledere af den Vilde jagt[redigér | redigér wikikode]

  • Danmark: Almindeligvis en enlig rytter, der jager i selskab med sine hunde. Valdemar Atterdag (Kong Volmer) eller Wojens Jæger (sandsynligvis Odin) optræder i mange sagn, men mange steder har man haft en lokal tradition om jægerens identitet; fx Fynshovedmanden.[18]
  • England: Wild Edric, en saksisk oprører;[19] Kong Arthur; Herne the Hunter; Herla, en britisk sagnkonge, der havde opholdt sig for længe ved et elverbryllup, så flere århundreder var passeret, da han vendte tilbage;[20] St. Guthlac; Old Nick; Woden [21] [22] [23] [24]; Jan Tregeagle, en sagfører fra Cornwall, der undslap fra helvede, men som nu forfølges af djævelens hunde; I Dartmoor, Dewer, Old Crockern eller Francis Drake.
  • Sverige: Oden (Odensjakten).
  • Norge: Trolde og genfærd, samt heksen Guro Rysserova eller Tostein Langbein (Oskoreia og Åsgårdsreia). Nøkken er også nævnt. [17]
  • Frankrig: Karl den Store og Roland, hans fanebærer.
  • Tyskland: Wodan, Berchtold, Didrik af Bern, Holda, Perchta, Wildes Gjait.
  • Bretagne: Kong Arthur.[25]
  • Katalonien: Comte (grev) Arnau, en sagnhelt fra Ripollès, der pga. sin griskhed og grusomhed er dømt til at jage hjemsøge jorden til evig tid, mens hans legeme fortæres af flammer. Arnau optræder i flere traditionelle katalanske ballader. [26]
  • Guernsey: Herodias sammen med havets hekse.[27]
  • Irland: Fionn mac Cumhaill og Fianna; Manannan (the Fairy Cavalcade).
  • Nederlandene: Wodan, en jæger sammen med sine hunde, fx Gait met de hunties/hondjes (Gait med sine hunde), eller Derk og Henske/Hänske, het Glujende peerd (den glødende hest) eller Ronnekemère.
  • Wales: Arawn eller Gwyn ap Nudd, den walisiske underverdensgud.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Katharine Briggs, An Encyclopedia of Fairies, Hobgoblins, Brownies, Boogies, and Other Supernatural Creatures, "Wild Hunt", p 437. ISBN 0-394-73467-X
  2. 2,0 2,1 Schön, Ebbe. (2004). Asa-Tors hammare, Gudar och jättar i tro och tradition. Fält & Hässler, Värnamo. ISBN 91-89660-41-2 pp. 201-205.
  3. K. M. Briggs, The Fairies in English Tradition and Literature, p 49-50 University of Chicago Press, London, 1967
  4. Encyclopaedia of the Celts: Devil's Dandy Dogs – Diuran the Rhymer
  5. Dokumentasjonsprosjektet norsk sprog og kultur
  6. Velle Espeland: Spøkelse! (s. 109), forlaget Humanist, Oslo 2002, ISBN 82-90425-57-0
  7. Katharine Briggs, An Encyclopedia of Fairies, Hobgoblins, Brownies, Boogies, and Other Supernatural Creatures, "Infringement of fairy privacy", p 233. ISBN 0-394-73467-X
  8. Ronald Hutton, The Pagan Religions of the Ancient British Isles: Their Nature and Legacy, p 307, ISBN 0-631-18946-7
  9. Se fx H. A. Guerber (1922)
  10. Se fx Otto Höfler (1934)
  11. Lindahl et al. 2002:433: Nyere forskning "would argue a basis in an Indo-European warrior cult in which young warriors imbued with the life force fight with the characteristics of animals, especially, those of wolves, and are initiated into a warrior band [...]."
  12. Kris Kershaw (2001)
  13. Noted by Harold Peake, "17. Horned Deities", Man 22 (February 1922, pp. 27-29) p. 28..
  14. Þa huntes waeron swarte and micele and lardlice, and here hondes ealle swarte and bradegede and lardlice, and hi ridone on swarte hors and on swarte bucces…
  15. K. M. Briggs, The Fairies in English Tradition and Literature, p 49. University of Chicago Press, London, 1967.
  16. Grantham, B., Playing Commedia, A Training Guide to Commedia Techniques, Nick Hern Books, London, 2000
  17. 17,0 17,1 Velle Espeland: Spøkelse! (s. 109)
  18. Evald Tang Kristensen; Danske Sagn. København 1928-39
  19. Katharine Briggs, An Encyclopedia of Fairies, Hobgoblins, Brownies, Boogies, and Other Supernatural Creatures, "Wild Hunt", p 436. ISBN 0-394-73467-X.
  20. De Nugis Curialium af Walter Map.
  21. Hole, Christina. Haunted England: A Survey of English Ghost Lore. p.5. Kessinger Publishing, 1941.
  22. English Folklore
  23. Woden, Odin and the Runes
  24. Looking for the Lost Gods of England
  25. K. M. Briggs, The Fairies in English Tradition and Literature, p 51. University of Chicago Press, London, 1967.
  26. Joaquim Maideu, "Llibre de cançons: crestomatia de cançons tradicionals catalanes", p. 50. ISBN 84-7602-319-7.
  27. Ronald Hutton, "Paganism in the Lost Centuries", p 169, Witches, Druids, and King Arthur, ISBN 1-85285-397-2.

20. Margherita Lecco, Il Motivo della Mesnie Hellequin nella Letteratura Medievale, Alessandria (Italy), Edizioni dell'Orso, 2001

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Jean-Claude Schmitt, Ghosts in the Middle Ages: The Living and the Dead in Medieval Society (1998), ISBN 0-226-73887-6 and ISBN 0-226-73888-4 *Kris Kershaw, The One-Eyed God: Odin and the Indo-Germanic Mannerbunde, Journal of Indo-European Studies, (2001).
  • Carl Lindahl, John McNamara, John Lindow (eds.) Medieval Folklore: A Guide to Myths, Legends, Tales, Beliefs, and Customs, Oxford University Press (2002), p. 432f. ISBN 0-19-514772-3
  • Otto Höfler, Kultische Geheimbünde der Germanen, Frankfurt (1934).
  • Ruben A. Koman, 'Dalfser Muggen'. – Bedum : Profiel. – With a summary in English, (2006).

Eksterne link[redigér | redigér wikikode]