Den vilde jagt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den vilde jagt var en folkloristisk forestilling om et eller flere overnaturlige væsner, der i vildskab jagede enten over himmelen, henover jorden eller i luften lige over den.[1] Denne forestilling har været udbredt over hele Nord, Vest og Centraleuropa,[2] og havde dybe rødder i før-kristne mytologier.

I den nordiske folklore optræder der flere steder en skikkelse, der er identisk med den hedenske guddom Odin; i Sverige hed han Oden og I Danmark Wojens Jæger, Uons e. lign. Også i andre germansktalende områder kan jægerens navn knyttes til Odin; fx Wuodan i Sydtyskland og Wuotis Heer i Schweitz.[2] Men mange steder afhænger jægerens identitet af lokale traditioner, han kan være ukendt fortabt sjæl eller en historisk og legendarisk figur; fx Valdemar Atterdag i Danmark og Didrik af Bern i Tyskland. I nogle fortællinger er jægeren alene, i andre kan han have et følge af dødninge, alfer (der ofte forbindes med de døde i nordeuropæisk folklore), dæmoner e.lign.[3]

Selve jagten fik ligeledes forskellige navne i forskellige lande. Mange steder har det været udtryk, der kan oversættes med Den vilde jagt, mens lokale legender navngav den andre steder; fx Perchta (Tyskland), Herlathing (England), Mesnee d'Hellequin (Nordfrankrig), Cŵn Annwn (Wales), Cain's Hunt, Ghost Riders (Nordamerika), Herod's Hunt, Gabriel's Hounds, Asgardreia (Britiske øer) og "the devil's dandy dogs" (Cornwall)[4] De skandinaviske navne Åsgårdsreien (Danmark) og Oskoreia (Norge) kan stamme fra et norrønt udtryk *ásgoðreið, der betyder asegudsfølge. Det er imidlertid et hypotetisk ord, der ikke kendes fra noget skriftsted.[5] En forbindelse, der viser at forestillingen om den vilde jagt sandsynligvis havde stærke rødder i forestillinger fra den nordiske religion.

Jagtens tilstedeværelse blev normalt opdaget ved en voldsom larm uden der nødvendigvis var noget at se. Og synet af den vilde jagt blev mange steder opfattet som et forvarsel om kommende ulykker, fx sygdom eller krig, eller om øjenvidnets snarlige død, man skulle derfor helst dække øjnene, når man hørte larmen. Dødelige, der kom i vejen for jagtselskabet, kunne også blive fanget og blive bragt til dødsriget.[6] Nogle steder mente man, at folks sjæle kunne blive ført bort mens de sov, for at blive del af følget.[7]

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

I den ældre forskning blev jagten identificeret som en mytologisk forklaring på naturfænomener, primært stormvejr. Fx blev jagterne i reglen observeret om efteråret eller ved juletid, hvor de fleste storme forekom. De væsner der fulgte med jagten, var således symbolske repræsentationer for de visne blade, der blev revet af træerne og ført bort.[8] Senere begyndte man at lægge større vægt på identifikationen af jagtens leder med Odin, og man mente, at disse forestillinger var spor af en sen ekstatisk Odinkult i de germansktalende områder.[9]

Et væsentligt element i forestillingerne om jagtselskabet har været dyr, herunder særligt hunde. Derfor har man i nyere tid i stedet set jagten som et levn til en ældgammel indoeuropæisk krigerkultur, hvor unge mænd som led i initiationen som kriger blev besjælet med dyreånder, især ulve. Den skulle karakterisere deres egenskaber som krigere.[10] Den amerikanske religionsforsker Kris Kershaw har i den sammenhæng gennem omfattende studier vist, at rituel opførelse af scenerier, der minder om den vilde jagt var et kulturelt fænomen, der var udbredt i mange både keltiske og germanske folkeslag. Fx malede krigerne i den germanske hariistamme sig selv sorte, eftersigende for at være usete når de angreb deres fjender i mørket. Og blandt herulerne var der ekstatiske ulvekrigere, der havde dedikeret sig selv til Wodan/Odin. I nordiske folklore var den før-kristne gud Odin, der red over himlen på den ottebenede hest, Sleipnir, stærkt associeret med jagten, sandsynligvis pga. hans forbindelse til den særlige krigertype, bersærker. I Sverige kaldte man fænomenet Odens jakten.[11]

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

En maske, der forestiller en perchten – dvs. en af Perchtas ledsagere, i nogle egne leder af jagten.

De middelalderlige legender om den vilde jagt stammer hovedsageligt fra det område, som udgør vore dages Tyskland, men der kendes også enkelte fra andre lande. Orderic Vitalis beretter om et tilfælde fra januar 1091, hvor Harlekins flok (familia Herlechini) blev set.[12] Fra 12. århundrede kender vi nogle beretninger fra England; Peterboroughkrøniken fortæller fx om at den vilde jagt viste sig, da en uduelig abbed skulle indsættes som leder af klostret i 1132. Jægerne blev i dette tilfælde beskrevet som sorte, enorme og frygtelige, det samme var deres hunde, og de red på sorte heste og sorte geder.[13]

Lederen af jagten var kendt under mange navne, de mest almindelige var Wodan (Odin), Berchtold (Berchta) og Holda, andre kunne være Knecht Ruprecht, Selga og Perchta. Han optrådte ofte i skikkelse af et skelet, der enten var blåt eller som udsendte et sælsomt blåligt lys. Nogle steder var legendariske historiske personer, der ledte jagten, fx Sankt Guthlac (683–714) og Hereward (d. 1070). På de britiske øer var der store lokale variationer i forestillingerne om den vilde jagt, mange steder havde lederen sin oprindelse i den keltiske mytologi og sagnverden; fx Gwydion, Gwynn ap Nudd, Kong Arthur og Nuada, andre steder fra den angelsaksiske; fx kong Herla og Woden, eller kristendommen; fx djævelen. Det var primært når jagten blev beskrevet af gejstlige, at fremstillingen af dens deltagere fik et diabolsk skær, mens de i tekster skrevet til et verdsligt publikum i stedet kunne være repræsentanter fra en overnaturlig åndeverden, dvs. udenfor gængse det kristne verdensbillede.[14]

Legender fra nyere tid[redigér | redigér wikikode]

Den vilde jagt er også kendt i folkloren fra nyere tid i Tyskland. Irland, Storbritannien, Danmark og Sverige, samt i mindre grad i Norge. Harlekin, der bl.a. kendes fra pantomineteatret, var oprindeligt en fast figur i franske passionsspil og en videreudvikling af Hellequin, djævelens sorthovedet udsending, som jagede de fordømtes sjæle til helvede. Den rød og sortfarvede maske Harlekin traditionelt bærer, er derfor sandsynligvis et levn fra den gamle legende.[15] I gennem historien er myten om den vilde jagt også blevet tilpasset senere tiders overnaturlige væsner og folkelige helte, blandt dem den britiske sagnkonge kong Arthur og Francis Drake i Dartmoor. I nogle egne af England fortælles det, at jagten består af helvedeshunde, der jager syndere og udøbte, dvs. personer som er udelukket fra det kristne samfund.

Ledere af den Vilde jagt[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Katharine Briggs, An Encyclopedia of Fairies, Hobgoblins, Brownies, Boogies, and Other Supernatural Creatures, "Wild Hunt", p 437. ISBN 0-394-73467-X
  2. 2,0 2,1 Schön, Ebbe. (2004). Asa-Tors hammare, Gudar och jättar i tro och tradition. Fält & Hässler, Värnamo. ISBN 91-89660-41-2 pp. 201-205.
  3. K. M. Briggs, The Fairies in English Tradition and Literature, p 49-50 University of Chicago Press, London, 1967
  4. Encyclopaedia of the Celts: Devil's Dandy Dogs – Diuran the Rhymer
  5. Dokumentasjonsprosjektet norsk sprog og kultur
  6. Katharine Briggs, An Encyclopedia of Fairies, Hobgoblins, Brownies, Boogies, and Other Supernatural Creatures, "Infringement of fairy privacy", p 233. ISBN 0-394-73467-X
  7. Ronald Hutton, The Pagan Religions of the Ancient British Isles: Their Nature and Legacy, p 307, ISBN 0-631-18946-7
  8. Se fx H. A. Guerber (1922)
  9. Se fx Otto Höfler (1934)
  10. Lindahl et al. 2002:433: Nyere forskning "would argue a basis in an Indo-European warrior cult in which young warriors imbued with the life force fight with the characteristics of animals, especially, those of wolves, and are initiated into a warrior band [...]."
  11. Kris Kershaw (2001)
  12. Noted by Harold Peake, "17. Horned Deities", Man 22 (February 1922, pp. 27-29) p. 28..
  13. Þa huntes waeron swarte and micele and lardlice, and here hondes ealle swarte and bradegede and lardlice, and hi ridone on swarte hors and on swarte bucces… ‘'
  14. K. M. Briggs, The Fairies in English Tradition and Literature, p 49. University of Chicago Press, London, 1967.
  15. Grantham, B., Playing Commedia, A Training Guide to Commedia Techniques, Nick Hern Books, London, 2000
  16. Evald Tang Kristensen; Danske Sagn. København 1928-39
  17. Katharine Briggs, An Encyclopedia of Fairies, Hobgoblins, Brownies, Boogies, and Other Supernatural Creatures, "Wild Hunt", p 436. ISBN 0-394-73467-X.
  18. De Nugis Curialium af Walter Map.
  19. Hole, Christina. Haunted England: A Survey of English Ghost Lore. p.5. Kessinger Publishing, 1941.
  20. English Folklore
  21. Woden, Odin and the Runes
  22. Looking for the Lost Gods of England
  23. K. M. Briggs, The Fairies in English Tradition and Literature, p 51. University of Chicago Press, London, 1967.
  24. Joaquim Maideu, "Llibre de cançons: crestomatia de cançons tradicionals catalanes", p. 50. ISBN 84-7602-319-7.
  25. Ronald Hutton, "Paganism in the Lost Centuries", p 169, Witches, Druids, and King Arthur, ISBN 1-85285-397-2.

20. Margherita Lecco, Il Motivo della Mesnie Hellequin nella Letteratura Medievale, Alessandria (Italy), Edizioni dell'Orso, 2001

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Jean-Claude Schmitt, Ghosts in the Middle Ages: The Living and the Dead in Medieval Society (1998), ISBN 0-226-73887-6 and ISBN 0-226-73888-4
  • Kris Kershaw, The One-Eyed God: Odin and the Indo-Germanic Mannerbunde, Journal of Indo-European Studies, (2001).
  • Carl Lindahl, John McNamara, John Lindow (eds.) Medieval Folklore: A Guide to Myths, Legends, Tales, Beliefs, and Customs, Oxford University Press (2002), p. 432f. ISBN 0-19-514772-3
  • Otto Höfler, Kultische Geheimbünde der Germanen, Frankfurt (1934).
  • Ruben A. Koman, 'Dalfser Muggen'. – Bedum : Profiel. – With a summary in English, (2006).

Eksterne link[redigér | redigér wikikode]