Det Arabiske Forår

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Det arabiske forår)
     Revolution       Borgerkrig      Civil lidelse og regeringsomdannelse      Regeringsomdannelse      Større protester      Mindre protester     Relaterede protester      Ingen begivenheder
Soldater i Tunesien.
En politisk tegning af Carlos Latuff der viser Egyptens præsident Hosni Mubarak blive ramt af dominoeffekten fra Tunesien.

Protesterne i den arabiske verden 2010-2011 (eller Det Arabiske Forår) var en serie af demonstrationer i arabiske lande i Nordafrika og på den arabiske halvø, med krav om blandt andet demokratiske reformer. De begyndte den 17. december 2010 i Tunesien med baggrund i at den arbejdsløse akademiker Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv efter at politiet havde beslaglagt hans grøntsagsvogn, og førte senere til at landets præsident Ben Ali måtte gå af. Massedemonstrationerne spredte sig siden videre til andre lande i den arabiske verden og har ført til flere omfattende forandringer i den arabiske verdens politiske klima.

Ud over Tunesien fandt demonstrationerne sted i Algeriet, Egypten, Syrien, Bahrain, Libyen og Yemen. Mindre eller relaterede demonstrationer forekom også i Mauretanien, Saudiarabien, Jordan, Oman, Djibouti, Sudan, Marokko, Iran og Vestsahara. Den 11. februar 2011 blev også Egyptens præsident Hosni Mubarak tvunget til at gå af som følge af de omfattende protester i landet.

Forandringer[redigér | rediger kildetekst]

Baggrund[redigér | rediger kildetekst]

Jasminrevolutionen skabte chokbølger i den arabiske verden.[1] Dette skyldes blandt andet at oprøret har sin baggrund i det Al Jazeera English kalder den dødelige kombinationen af øget fattigdom, arbejdsløshed og politisk undertrykkelse, de tre kendetegn på de fleste arabiske samfund.[2] Al Jazeera English har meldt ud at de tunesiske aktivister har været de mest åbenmundede i denne del af verdenen og brugte blandt andet Twitter for at udtrykke støtte til Bouazizi.[3]

De sociale medier kan være en vigtig faktor i genoplivningen af den arabiske nationalisme, som har været ikke-eksisterende siden Gamal Abdel Nasser døde i 1970,[4] og i den hurtige spredning af kundskab om, hvad der sker i de andre arabiske lande.[5] Der hersker derfor en frygt for, at oprøret skal sprede sig til de andre arabiske lande[6] Imidlertid er mange af de samme forhold tilstede i andre arabiske land fra Marokko til Algeriet og Egypten til Jordan, og dette gælder specielt arbejdsløshed, hårdhændet politi og brud på menneskerettighederne.

Årsager[redigér | rediger kildetekst]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Lande[redigér | rediger kildetekst]

Fejring af Hosni Mubaraks fald i Egypten

Tunesien[redigér | rediger kildetekst]

Oprøret i Tunesien er blevet kaldt Jasminrevolutionen i vestlige medier,[7][6] og betegner det voldelige oprør, som fandt sted flere steder i Tunesien, og som fik Tunesiens præsident Zine El Abidine Ben Ali til at gå af den 14. januar 2011 efter 23 år som præsident.[8] Han flygtede til Saudi arabien, og statsministeren Mohamed Ghannouchi overtog magten.[9] Den 15. januar overførte Ghannouchi præsidentmyndigheden videre til nationalforsamlingens leder Fouad Mebazaâ.[10] Grundlovs-rådet har besluttet, at der skal afholdes et nyt præsidentvalg indenfor 60 dage.[11] Den 17. januar præsenterede Ghannouchi en ny koalitionsregering hvor tre af ministrene kom fra oppositionspartierne.[12] Regeringens fremtid er imidlertid usikker da flere af oppositionens medlemmer trak sig 19. januar.[13] Sådan en politisk uro har været sjælden i Tunesien blandt andet fordi, at det bliver anset for at være mere velstående og stabilt i forhold til andre lande i regionen. Ben Alis afgang og flugt fra landet er første gang at protester har ført til at den øverste leder i et arabisk land har mistet magten.[14] Repræsentanter for myndighederne offentligjorde 17. januar, at mindst 78 mennesker har mistet livet under urolighederne.

Egypten[redigér | rediger kildetekst]

Baggrunden for protesterne i Egypten[redigér | rediger kildetekst]

Protesterne startede i Tunesien, men spredte sig blandt andet videre til Egypten, Algeriet, Libyen, Marokko, Syrien, Yemen og Bahrain.

Baggrunden for oprøret er et ønske om demokratisering, menneskerettigheder og bedre levevilkår i landet, som har været præget af undertrykkelse. Årsagen til oprør varierer fra land til land på grund af forskellige historiske forudsætninger, samfundsforhold og regeringsførelse.[15]

Egypten har været udsat for et voldsomt økonomisk pres som følge af finanskrisen. Stigende fødevarepriser har forstærket den grundlæggende vrede og følelse af social uretfærdighed i befolkningen.[16]

Oprøret i Egypten er i høj grad blevet gjort muligt af demonstrationerne i Tunesien. Det helt store skub kom da Tunesiens præsident Ben Ali blev væltet. Før dette har det syntes umuligt for befolkningen at landet blev styret af andre end Hosni Mubarak.

Forløb[redigér | rediger kildetekst]

I Egypten startede demonstrationerne den 25. januar 2011. Demonstrationen var en protest mod Hosni Mubarak regime.[17] Tusindvis af mennesker mødte op til demonstrationen, som blev afholdt i Kairo. Demonstrationen blev indkaldt af politiske aktivister igennem Facebook og Twitter, som opfordrede til at møde op og vise deres utilfredshed med regimet.[18] Protesten blev senere kaldt for ”Vredens Dag”. Demonstranterne marcherede i nærheden af den Egyptiske højesteret og fortsatte til Tahrir-pladsen. De slog lejre på Tahrir-pladsen og organiserede yderligere protester og demonstrationer i januar og februar, som var inspireret af oprøret i Tunesien. Der foregik også store demonstrationer i andre byer i Egypten; Aswan, Al-Mansura, Asyut og Alexandria.[17]

Udgangspunktet for demonstrationerne var fredeligt, men det udviklede sig til kamp mellem demonstranter og politistyrker. Politiet og store dele af sikkerhedsstyrkerne brugte tåregas og vandkanoner til at stoppe demonstrationerne.[17] Dette førte til dødsfald på ca 846 mennesker, på blot de første 18 dage efter ”Vredens Dag”.[15]

Hosni Mubaraks styre[redigér | rediger kildetekst]

Den 11. februar var Tahrirpladsen i Kairo fyldt med jublende demonstranter. Hosni Mubaraks vicepræsident havde meddelt, at Mubarak, efter han i 30 år har siddet tungt på sin post som regent, nu ville gå af. Efter de 18 dages demonstrationer havde næsten hele befolkningen vendt sig mod ham og tvunget ham til at trække sig tilbage. Han måtte videregive magten til det folkeanerkendte militær, som altså skulle administrere landets ledelse. Militæret lovede efterfølgende at de demokratiske reformer som demonstranterne har kæmpet for, vil blive gennemført, og at der til september vil være et frit og fair præsidentvalg.[19]

Senere blev Mubarak i domstolen i Kairo, kendt skyldig i at medvirke i drabene på de mange demonstranter, der mistede livet under demonstrationerne. Den tidligere indenrigsminister, Habib el-Adly, blev også idømt fængsel på livstid.[20]

Den 21. november kræver militæret blandt andet at få veto-ret over for de love, det nye parlament vedtager. Det får Egypterne til at blive bange for om nu militæret også vil afgive den magt de har fået, og det udløser nye demonstrtioner.[21]

Efterfølgende[redigér | rediger kildetekst]

  • I juni 2012 blev Mohamed Morsi fra det Muslimske Broderskab taget i ed som ny præsident.
  • 22. november 2012 udstedte Morsi et dekret, som udvider hans magtbeføjelser betragteligt.
  • 3. juli 2013 bliver Morsi afsat af militæret efter folkelige protester.[19]

Yemen[redigér | rediger kildetekst]

Protesterne i Yemen mod daværende præsident Salehs autoritære styre begyndte midt i januar og omhandlede både den økonomiske situation og de begrænsede tiltag og også krav om en lov, som forbyder, at præsidenten kan sidde på ubestemt tid, og at han kan overføre magt til sin søn.[22] Søndag den 23. januar 2011 blev 19 demonstranter arresterede, blandt andre den kvindelige journalist Tawakul Karman, som blev et symbol på kampen mod myndighederne.[23] Karman blev imidlertid frigivet to dage efter arrestationen. Saleh kundgjorde, at han ikke ville stille op ved næste valg, og at han ville skrinlægge planer om at sidde permanent som præsident.[24] Dette tilfredsstillede imidlertid ikke demonstranterne, og de har råbt slagord som "En revolution for frie meninger", "Efter Mubarak, Ali" og "Ingen korruption efter i dag".[25] 21. februar 2012 overtog Abd Rabbuh Mansur Hadi som Yemens præsident efter at have vundet et valg uden modkandidat, mens Saleh blev givet immunitet og drog til USA, hvilket fremkaldte nye protester.

Syrien[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Borgerkrigen i Syrien

Konstante protester mod styret bliver besvaret med øget brutalitet fra styret.

I november lagde Den Arabiske Liga pres på Syrien med en resolution der sanktionerede syriske embedsmænds muligheder for at rejse i andre arabiske lande og indefrøs Syriens aktiver i disse lande. Der var tale om et usædvanligt skridt fra den Arabiske ligas side, der ikke har tradition for at lægge pres på medlemslande. I november blev Syrien efterfølgende suspenderet af ligaen.[26][27]

Bahrain[redigér | rediger kildetekst]

Protesterne i Bahrain er en serie demonstrationer oprindeligt for at opnå større politisk frihed og respekt for menneskerettighederne, uden samtidig at true monarkiet.[28] Protesterne begyndte den 14. februar og var stort set fredelige indtil 17. februar da politiet rykkede mod demonstranter der sov ved det kendte monument i Manama. Politiet dræbte tre demonstranter.[29][30] Efterfulgt af kampene mod politiet øgede demonstranterne deres protester.[31]

Oman[redigér | rediger kildetekst]

Den 17. januar demonstrerede 2000 mennesker i hovedstaden Muscat mod regeringen, hvor demonstrantene krævede lønstigninger og lavere leveomkostninger.Det var meget usædvanligt i den rolige Golfstat, og den blev organiseret af menneskerettigheds-organisationer i landet.[32]

Saudi Arabien[redigér | rediger kildetekst]

En uidentificeret 65 år gammel mand døde 21. januar efter at han satte ild til sig selv i Samtah i Jizan syd i Saudi-Arabien. Dette er det første tilfælde af selvantændelse i landet.[33][34]

Mauretanien[redigér | rediger kildetekst]

Der var tilsvarende protester i Mauretanien hvor Yacoub Ould Dahoud satte ild til sig selv nærheden af præsidentpaladset i protest mod præsident Mohamed Ould Abdel Aziz.[35][36]

Sudan[redigér | rediger kildetekst]

Det har været demonstrationer i flere byer og ved universitetet i Khartoum. En af oppositions lederne, Hassan al-Turabi, blev arresteret efter at Han opfordrede til samme type protestaktioner i Sudan for at få afsat regeringen efter dens valgfusk, den høje inflation og undertrykte politiske og civile rettigheder.[37][38] i en tid hvor Sudan gennemførte Folkeafstemningen om uafhængighed i Sydsudan som gav et overvældende flertal for løsrivelse. 7. februar udtalte Sudans præsident Omar Hassan al-Bashir at valgresultatet skulle respekteres.[39]

Jordan[redigér | rediger kildetekst]

I Jordan kom det 14. januar til demonstrationer i flere byer, da flere hundrede mennesker demonstrerede imod regeringen i blandt andet Amman, Ma'an, Kerak, Salt og Irbid. Disse demonstrationer var organiseret af fagforeninger og venstreorienterede partier med krav om at regeringen skulle gå af. Den jordanske regering svarede igen ved at øge priserne på brændstof.[40] Al Jazeera hævdede at demonstrationerne imidlertid ville fortsætte i det kommende uger på grund af øgede madpriser. Dette skete 21. januar da 5.000 demonstrerete i den største af protesterne i Amman.[41] Der var også store protester 28. januar, og 1. februar sagde kong Abdullah II at regeringen blev afsat som en følge af uroen og den tidligere general Marouf al-Bakhit blev bedt om at danne en ny regering og hans mission var at lave nogle hurtige reformer.

Relaterede protester[redigér | rediger kildetekst]

Nordkorea[redigér | rediger kildetekst]

Det sydkoreanske militær fik foldere med oplysninger om protesterne i Libyen og Egypten ind i Nordkorea i et forsøg på at fremkalde forandringer i Nordkorea.[42] Nordkorea har truet med at gribe ind militært hvis Sydkorea fortsætter har Korean Central News Agency rapporteret.[43] Der har været nogle små protester i Nordkorea.[44]

Burma[redigér | rediger kildetekst]

Shwe Mann, formand for Underhuset i Burmas parlament, advarer 24/6 imod 'arabiske forår' i Burma.[45]

Døde og sårede[redigér | rediger kildetekst]

Oprørene i den arabiske verden har ført til flere dødsfald enten som følge af direkte modstand fra regeringsmagten eller generelt bare demonstrationernes voldelige udfald. I Tunesien, Egypten og Libyen er flere hundrede dræbt hvilket overstiger andre landes tal. På bare få dage med demonstrationer er det angiveligt Libyen som har det højeste antal døde, med over 600 omkomne.

I Syrien har borgerkrigen (pr. 2018) kostet mere end 350.000 mennesker livet siden urolighederne brød ud i 2011. I Yemen er over 10.000 dræbt og cirka 54.000 såret (2018) siden 2015.[46]

Land Døde Sårede
Algeriet Algeriet 8 420+
Egypten Egypten 365[47] 5500+ [48]
Yemen Yemen 10.000 (2016)[49] 80[50]
Libyen Libyen 1000-2000+[51][52][53][54] Ukendt
Mauretanien Mauretanien 1[55] Ingen
Sudan Sudan 1[56] Ukendt
Syrien Syrien 240.000+ (2015)[57]
350.000+ (2018)[58] 		Ukendt
Tunesien Tunesien 219[59][59] 94[60]

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Ben Ali flyktet til Saudi-Arabia – - Verden – Aftenposten.no
  2. ^ The rebirth of Arab activism – Opinion – Al Jazeera English
  3. ^ Riots reported in Tunisian city – Africa – Al Jazeera English
  4. ^ Tunisias opprør skremmer arabiske autokrater – - Verden – Aftenposten.no
  5. ^ Socrates
  6. ^ a b Tunisia's 'Jasmine Revolution' jolts Arab world – Region – World – Ahram Online
  7. ^ Mona Eltahawy – Tunisia's Jasmine Revolution
  8. ^ BBC News – Tunisia: President Zine al-Abidine Ben Ali forced out
  9. ^ PM replaces Tunisia president – Africa – Al Jazeera English
  10. ^ Power in Tunisia Changes Hands 2 Times in 24 Hours – NYTimes.com
  11. ^ Kaoset fortsetter i Tunisia – - Verden – Aftenposten.no
  12. ^ BBC News – Tunisia forms national unity government amid unrest
  13. ^ Swiss to freeze Ben Ali funds – Africa – Al Jazeera English
  14. ^ Joy as Tunisian President Flees Offers Lesson to Arab Leaders – NYTimes.com
  15. ^ a b "Det Arabiske Forår - Globalis.dk". Arkiveret fra originalen 23. marts 2014. Hentet 5. maj 2014.
  16. ^ BAGGRUND: Derfor kommer oprøret nu | Nyheder | DR
  17. ^ a b c ""Vredens dag" / Dansk Egyptisk Selskab". Arkiveret fra originalen 5. maj 2014. Hentet 5. maj 2014.
  18. ^ "DR Mobil". Arkiveret fra originalen 9. december 2016. Hentet 5. maj 2014.
  19. ^ a b Mubarak træder tilbage - Politiken.dk
  20. ^ Mubarak idømt livsvarigt fængsel | Udland | jv.dk
  21. ^ Oprøret i Egypten | Ligetil | DR
  22. ^ Protests erupt in Yemen, president offers reform Arkiveret 22. januar 2011 hos Wayback Machine Reuters
  23. ^ Frykter nye opptøyer i Jemen - Aftenposten, 24. januar 2011, hentet 15. februar 2011
  24. ^ Yemen president not to extend term Al Jazeera, 2. februar 2011, hentet 15. februar 2011
  25. ^ Thousands rally across Yemen Al Jazeera, 14. februar 2011, hentet 15. februar 2011
  26. ^ "Den Arabiske Liga og Syrien". b.dk. 14. november 2011. Hentet 12. september 2018.
  27. ^ "Det Arabiske Forår". globalis.dk. 28. november 2017. Arkiveret fra originalen 13. september 2018. Hentet 12. september 2018.
  28. ^ Bahrain activists in 'Day of Rage' – Middle East – Al Jazeera English
  29. ^ Clashes rock Bahraini capital – Middle East – Al Jazeera English
  30. ^ BBC News – Bahrain protests: Police break up Pearl Square crowd
  31. ^ Bahrain mourners call for end to monarchy | World news | guardian.co.uk
  32. ^ Oil wealth likely to keep Gulf calm – Middle East – Al Jazeera English
  33. ^ BBC News – Man dies after setting himself on fire in Saudi Arabia
  34. ^ "Man dies in possible first self-immolation in Saudi". Arkiveret fra originalen 25. januar 2011. Hentet 24. februar 2011.
  35. ^ Wikiwix's cache
  36. ^ "Mauritanie: mécontent du régime, un homme s'immole par le feu à Nouakchott – Flash actualité – Monde – 17/01/2011 – leParisien.fr". Arkiveret fra originalen 24. februar 2011. Hentet 24. februar 2011.
  37. ^ PressTV – Sudan opposition leader arrested
  38. ^ Al-Turabi arrested in Khartoum – Africa – Al Jazeera English
  39. ^ Sudans president vil godta løsrivelse – - Verden – Aftenposten.no
  40. ^ To the tyrants of the Arab world... – Opinion – Al Jazeera English
  41. ^ "Thousands of Jordanians protest economic conditions | World | Reuters". Arkiveret fra originalen 15. juli 2011. Hentet 4. marts 2011.
  42. ^ "South Korea leaflets tell North of Egypt, but change unlikely | Reuters". Arkiveret fra originalen 28. februar 2011. Hentet 3. marts 2011.
  43. ^ North Korea Warns of Military Response Against South Over Leaflet Air Drop – Bloomberg
  44. ^ Isolated protests break out in North Korea
  45. ^ "House Speaker Warns Against 'Arab Spring'". Arkiveret fra originalen 28. juni 2011. Hentet 25. juni 2011.
  46. ^ "Røde Kors trækker folk hjem fra Yemen". jv.dk. 7. juni 2018. Hentet 12. september 2018.
  47. ^ التليفزيون: عدد شهداء الثورة المصرية 365 شهيدا | الدستور
  48. ^ "Around 365 dead in Egypt protests: health ministry". Arkiveret fra originalen 20. februar 2011. Hentet 23. februar 2011.
  49. ^ "FN: Antallet af dræbte i Yemens krig er nu 10.000". bt.dk. 30. august 2016. Hentet 12. september 2018.
  50. ^ Politiken- Mindst 80 er såret under uroligheder i Yemen
  51. ^ "More than 600 reported dead as violent unrest sweeps Libya – Haaretz Daily Newspaper | Israel News". Arkiveret fra originalen 22. februar 2011. Hentet 22. februar 2011.
  52. ^ Opprøret sprer seg mot Tripoli – Verden – NRK Nyheter
  53. ^ BBC News – Libya protests: Gaddafi embattled by opposition gains
  54. ^ Human rights groups: Violence in Libya must stop – CNN.com
  55. ^ Tunisia copycat burnings in 3 North African countries | Jordan Times
  56. ^ Sudanese student dies after protests – activists | Reuters
  57. ^ Knap en kvart million meldes nu dræbt i Syrien | Nyheder | DR
  58. ^ "Syriens krig har kostet over 350.000 mennesker livet". b.dk. 12. marts 2018. Hentet 12. september 2018.
  59. ^ a b BBC News – Tunisia protests against Ben Ali left 200 dead, says UN
  60. ^ My Way News – Gov't: More than 78 deaths in Tunisian unrest
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Det_Arabiske_Forår&oldid=11673693"