Det babylonske fangenskab
Det babylonske fangenskab betegner Nebukadnesar II's deportation af jøderne til Babylon efter at Israel og Juda faldt i hhv. 722 f.kr. og 586 f.kr. Et stort antal jøder blev ifølge Bibelen ført til Babylon for at bo der de næste 70 år. Ødelæggelsen af det første tempel i Jerusalem og hele det jødiske samfund fik store konsekvenser for jødisk kultur og praksis.
Juda rige var den ene efterfølger af det delte Israel, og er ofte blevet kaldet "sydriget", fordi det lå omkring Jerusalem, og bestod af stammerne Juda og Benjamin. Flere bibelske profeter havde forudsagt ødelæggelsen af Juda og Jerusalem og profeteret, at det var Guds straf på grund af folkets afgudsdyrkelse.
Middelalderens pavestrid [redigér]
Det babylonske fangenskab henviser imidlertid også til en vigtig kirkehistorisk tid i middelalderen, hvor paven i 70 år havde residens i den sydfranske by, Avignon. Efter at den franske konge i 1303 havde sat pavemagten grundigt på plads blev Pavens residens flyttet. Det udløste megen ravage, som bør uddybes af en anden wikiforfatter. Kort fortalt kan det siges, at der på et tidspunkt var hele tre paver, da konger og kejsere uden for Frankrig ikke ville acceptere en pave i Avignon.
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
