Det babylonske fangenskab

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Det babylonske fangenskab betegner Nebukadnesar II's deportation af jøderne til Babylon efter at Israel og Juda faldt i hhv. 722 f.kr. og 586 f.kr. Et stort antal jøder blev ifølge Bibelen ført til Babylon for at bo der de næste 70 år. Ødelæggelsen af det første tempel i Jerusalem og hele det jødiske samfund fik store konsekvenser for jødisk kultur og praksis. I følge forskningen menes det at det var under dette eksil at store dele at Torahen blev til.

Juda rige var den ene efterfølger af det delte Israel, og er ofte blevet kaldet "sydriget", fordi det lå omkring Jerusalem, og bestod af stammerne Juda og Benjamin. Flere bibelske profeter havde forudsagt ødelæggelsen af Juda og Jerusalem og profeteret, at det var Guds straf på grund af folkets afgudsdyrkelse.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: