Det babylonske fangenskab

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Det babylonsk fangenskab er den sædvanlige betegnelse for jødernes ophold i Babylonien efter Jerusalems erobring (597 og 586—538 f. Kr.). Et stort antal jøder blev ifølge Bibelen ført til Babylon for at bo der de næste 70 år. Ødelæggelsen af det første tempel i Jerusalem og hele det jødiske samfund fik store konsekvenser for jødisk kultur og praksis. I følge forskningen menes det at det var under dette eksil at store dele at Torahen blev til.

Juda rige var den ene efterfølger af det delte Israel, og er ofte blevet kaldet "sydriget", fordi det lå omkring Jerusalem, og bestod af stammerne Juda og Benjamin. Flere bibelske profeter havde forudsagt ødelæggelsen af Juda og Jerusalem og profeteret, at det var Guds straf på grund af folkets afgudsdyrkelse.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

I 597 måtte Jerusalem, hvis konge Jojakim havde brudt sin troskabsed til Nebukadnesar, overgive sig til denne. Folket straffedes ved, at kongen (Jekonja, Jojakim’s søn og efterfølger) samt flere tusinde af de rigeste familier bortførtes, en fremgangsmåde, der oftere anvendtes, således af assyrerne over for Israel’s rige 722. Sidkija blev indsat som konge, men da han uden at lytte til advarende røster sammen med nogle af de omboende småstater og Ægypten rejste sig mod kaldæerne, kom Nebukadresar igen og belejrede Jerusalem, der denne gang blev plyndret og ødelagt i juli 586. Naboerne, især edomitterne, deltog i plyndringerne. Templets skatte røvedes og bortførtes, byen brændtes, og kongen med en ny skare af beboerne førtes bort til Babel; kun de fattigste blev ladt tilbage. Om livet i Palæstina, hvor Gedalja indsattes, men kort efter myrdedes, vides ikke meget andet end, at jøderne delvis blandede sig med den øvrige der boende befolkning.

De deporterede[redigér | redigér wikikode]

Om de deporterede har vi nogle antydninger hos Ezekiel, som var blandt de 597 bortførte, og Jeremja, som i Palæstina fulgte begivenhedernes gang. Det ses, at de dannede særlige kolonier med egne ejendomme og særegen forfatning. De drev agerbrug og handel, og mange erhvervede sig rigdomme. Jeremja skrev til de først bortførte og opfordrede dem til at slå sig til tåls med deres skæbne, bygge huse, anlægge haver, stifte familie og arbejde på deres ny hjemlands velfærd, og han advarede mod profeter, som søgte at vække utilfredshed iblandt dem (kapitel 29). At mange befandt sig vel i de nye forhold, ses af, at adskillige ikke benyttede tilladelsen til at drage hjem 538.

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Den store katastrofe fik en afgørende betydning for jødernes nationale og religiøse liv. Nationen havde fået et alvorligt knæk, og såvel sorgen og skammen over nederlaget som de deporteredes længsel efter hjemlandet og hadet til undertrykkerne gav sig stærke udtryk (Klagesangene; Salme 137, Jes. 34 ff.). Den religiøse stemning blev stærkt pessimistisk. Syndsbevidsthed og syndsbekendelser spillede en stor rolle fra eksilets Tid. Ulykken føltes begrundet i folkets egen skyld, og denne bestod i frafald fra Jahve, folkets gud. Dette prægede siden folkets opfattelse af dets egen historie; denne sås som en fortsat kæde af forsyndelser. Mens de tidligere profeter forkyndte, at folket først senere var blevet fordærvet, fremstillede Ezekiel det som bundfordærvet fra første begyndelse (kapitel 16). De gamle historiske skrifter, der nu redigeres, blev forsynede med indledninger og en »ramme«, hvor historien bedømmes ud fra det synspunkt: Israel har stadig forsyndet sig mod Jahve og derfor pådraget sig ulykken. Da tempelkultus siden 622 var forbudt uden for Jerusalem, ophørte den ved Jerusalems fald. De deporterede måtte leve i forventningen om dens genoprettelse og indtil da bevare sig rene blandt de urene hedninger. Derfor betonedes særlig det, der sondrer dem fra disse: renhedsbestemmelser, omskærelse, sabbat. Den store rolle, som håbet til fremtiden spillede, viser sig i Ezekiel’s profeti om, at folket skulle genoprejses (kapitel 34—37), og den plan, han udkastede for organisation og kultus efter hjemvendelsen (40—48). Dette håb fik et fast holdepunkt, da Kyros på sin sejrsgang vendte sig mod Babel (546). På det tidspunkt optrådte Deuterojesaja (forfatter af Jes. 40—66). Han forkyndte, at Israel nu havde betalt sin syndeskyld, og at befrielsens time var kommet. Kyros var kaldet af Jahve for at fuldbyrde dommen over Babel, fordi det havde plaget Israel ud over det retfærdige mål. Han så eksilet som et middel til Jahve’s forherligelse. Jahve havde bortført Israel for at hævde sin egen retfærdighed og frigav det nu ligeledes af egen fri vilje; han skaber hele historien, og andre folks guder er magtesløse. Gennem eksilet udfoldedes således monoteismens idé. Israel havde ifølge Deuterojesaja her en opgave over for andre folk, som dog kun er taget op af de trofaste »lidende«. Nu var lidelsen forbi og en herlighedstid forestod.

Hjemvenden[redigér | redigér wikikode]

I 538 gav Kyros tilladelse til hjemvenden. De hjemvendendes forventninger opfyldtes ikke. Det lykkedes vel ved Haggaj’s og Sakarja’s tilskyndelse at få bygget templet 516, men ellers blev alt som før. Først 445 i lykkedes det Nehemja at genskabe den jødiske menighed. De anspændte fremtidsforhåbninger hos eksilets profeter levede stadig op og var bestemmende for den senere tid, mere og mere udvikles derved det præg af fjernhed fra virkeligheden, som i særlig grad kendetegnede en profet som Ezekiel. Hvor vidt den babylonske indflydelse på Israel’s forestillinger og skikke har strakt sig i denne periode, er det vanskeligt at afgøre, da en sådan påvirkning havde fundet sted fra den ældste tid.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: