Det første Vatikankoncil

Denne artikel behøver tilrettelse af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!

Det første Vatikankoncil.

Det første Vatikankoncil, det tyvende økumeniske koncil efter romersk-katolsk Opfattelse, fra 8. Decbr 1869 til 20. Oktbr 1870. Siden Tridentinerkoncilet havde Romerkirken ikke indbudt til noget økumenisk Koncil, men den ultramontane Retning i Romerkirken ønskede at styrke Pavens Magt, og Pius IX var selv ivrig efter at faa et Koncil sammenkaldt. 1868 udgik Indbydelse til et nyt Koncilium, og den blev sendt ogsaa til de protestantiske Kirker og den græskkatolske Kirke. Disse svarede dog alle nei. Blandt de romersk-katolske var Tilslutningen til at begynde med heller ikke stor. De politiske Forhold, navnlig for Paven selv, var urolige, og Koncilets Formaal var tilmed i Indbydelsen angivet i meget ubestemte Udtryk.

Lidt efter lidt sivede det dog ud, at K. fortrinsvis skulde beskæftige sig med Definitionen af den pavelige Ufejlbarhed, og navnlig efter at flere Münchenerteologer, deriblandt Döllinger, i »Augsburger Allgemeine Zeitung« havde begyndt at sætte Ufejlbarheden under Debat, vaagnede Interessen, og det v. K. aabnedes under stor Opmærksomhed fra alle Sider. Det talte hele Tiden mellem 7 og 800 Deltagere, og alle Verdensdele var repræsenterede. Over Halvdelen af de europæiske Medlemmer var Italienere, og Tyskland havde kun 19 Repræsentanter. Man samledes i Peterskirkens højre Korsarm, hvor Lydforholdene imidlertid var meget ugunstige, og Forhandlingssproget var Latin.

Forhandlingerne skulde være strengt hemmelige, men dette kunde dog ikke overholdes. Det viste sig snart, at der langtfra var almindelig Enighed om at tilkende Paven Ufejlbarhed, og Modstanden var til Tider ret kraftig. Flere Statsregeringer blev ogsaa betænkelige, og Modstanden uden for Koncilet var i det hele stærk. Men det ultramontane og jesuitiske Parti ønskede for enhver Pris at gøre Paven til Kirkens ufejlbare Lærer, og ved Ændringer i Forretningsgangen, ved private Forhandlinger med Modstanderne og ved energisk Optræden i kritiske Øjeblikke lykkedes det efterhaanden at skafte en vis Enighed til Veje i Koncilet.

Modstanderne ønskede gennemgaaende ogsaa kun at hindre Vedtagelsen af Dogmet om Ufejlbarheden, fordi de fandt det ubelejligt. Kun faa bestred Dogmet i og for sig. Alligevel var der ved den foreløbige Afstemning 13. Juli 1870 i alt 88 imod Dogmet, medens 451 stemte for det, og 62 stemte Ja med Forbehold. Den endelig Afstemning fandt Sted 18. Juli. Oppositionen udeblev da fra Mødet, og kun to Biskopper havde Mod til at stemme Nej, medens i alt 533 stemte Ja. Dermed havde Romerkirken i Virkeligheden draget Konsekvenserne af tidligere Tiders Tankegange, navnlig af Tridentinerkoncilets Bestemmelser.

Dogmet om den pavelige Ufejlbarhed (infallibilitet) blev med klog Begrænsning formuleret saaledes, at hans Udtalelser og Afgørelser i og for sig og uden at kræve Kirkens Tilslutning er ufejlbare, naar han taler ex cathedra og om Tro og Lære. Overalt i den kristne Verden vakte det nye Dogme imidlertid stor Opmærksomhed, og Protesten imod det var ikke ringe. Inden for den romersk-katolske Kirke selv opponerede navnlig Gammelkatolikkerne, som samlede sig om Oppositionspartiet fra Koncilet, men i Aarenes Løb tabte Modstanden mod Dogmet sig mere og mere inden for den romersk-katolske Kirke, og flere og flere af Oppositionens Førere bøjede sig.

Det har vist sig, at det v. K. har bidraget mægtigt til at styrke og samle de romersk-katolske Kristne, men paa den anden Side ogsaa, at det bidrog til at gøre Kløften mellem Romerkirken og de andre Kirkeafdelinger større. Dette endredes dog gennem det andet Vatikankoncil.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.