Diotima

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Diotima eller Diotima af Mantinea (græsk: Διοτίμα; latin: Diotīma) (5. århundrede f.Kr.) var en græsk filosof,[1] som spiller en vigtig rolle i Platons Symposion. Det er hendes ideer, der ligger til grund for begrebet platonisk kærlighed. Men da den eneste kilde, der nævner Diotima, er Platon, ved man ikke, om hun eksisterede som historisk person, eller om hun er en fiktiv karakter. Stort set alle personer nævnt i Platons dialoger har dog vist sig at basere sig på historiske personer i antikkens Athen.[2]

Rolle i Symposion[redigér | redigér wikikode]

I Platons Symposion diskuterer deltagerne i festen begrebet kærlighed. Sokrates siger, at han i sin ungdom lærte om "kærlighedens filosofi" af Diotima, der var seer eller præstinde. Sokrates hævder også, at det lykkedes Diotima at holde Athen fri af pest for et stykke tid.

I en dialog, som Sokrates gengiver ved symposiet, forklarer Diotima Sokrates kærlighedens (Eros) oprindelse. Ifølge Diotima er kærligheden et middel til at nå en komtemplation af det guddommelige. Man bør bruge sin kærlighed til andre mennesker til derigennem at elske det guddommelige.[3] Ved egentlig platonisk kærlighed inspirerer det elskede andet menneske ånden og sjælen og fokuserer den elskendes opmærksomhed mod det spirituelle. Man går fra at blive opmærksom på den andens skønhed til at værdsætte skønheden, som den eksisterer uafhængig af dens individuelle forekomst, til en betragtning af det guddommelige, skønhedens kilde, til kærlighed til det guddommelige.

Diotimas identitet[redigér | redigér wikikode]

Navnet Diotima betyder "hædret af Zeus". Hendes hjemby Mantinea var en by i antikkens Grækenland i Peloponnes og stedet for det største slag i den peloponnesiske krig.

De fleste forskere i det 19. og 20. århundrede mente, at Diotima-figuren var bygget på Aspasia, Perikles' elskerinde, fordi Platon var meget imponeret af hendes intelligens og humor. Det er dog ikke lykkedes at klarlægge Diotimas identitet. Aspasia forekommer under hendes eget navn i Platons dialog Menexenus, og nogle forskere har overbevisende argumenteret for, at Platon ikke brugte opdigtede navne. Altså kan Diotima være en historisk person.[4]

Indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Diotima-figuren eller hendes navn optræder i mange filosofiske og kunstneriske værker:

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Luis E. Navia: Socrates, the man and his philosophy, University Press of America, 30, 171.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Mary Ellen Waithe: A History of Women Philosophers: Volume I: Ancient Women Philosophers, 600 BC–500 AD, 83ff.
  2. Ruby Blondell: The Play of Character in Plato's Dialogues, Cambridge University Press, 2002, 31.
  3. Platon: Symposium, 210a–212b.
  4. Kathleen Wider: Women philosophers in the Ancient Greek World: Donning the Mantle. Hypatia vol 1, no 1, Spring 1986.