Diskontoen
For alternative betydninger, se Diskontere.
Diskontoen er Nationalbankens såkaldte "signalrente", som har til formål at signalere et bestemt renteniveau – dels over for bankernes egne renter og dels over for Nationalbankens øvrige rentesatser.[1]
I modsætning til foliorenten sker der ingen direkte forrentning med diskontoen. Derimod fungerer renten ved, at landets pengeinstitutter normalt hæver/sænker deres ind- og udlånsrenter i samme takt som satsen ændres af Nationalbanken.[1]
Oprindelig var diskontoen den pris, bankerne betalte for deres centralbankkreditter, i form af diskontering eller rediskontering af veksler. Den blev i 1856 et pengepolitisk instrument efter at sølvfoden var blevet indført 11 år tidligere. Diskontoen blev anvendt til at styre udlånene ved at Nationalbanken hævede renten hvis der var behov for at begrænse udlån, og sænkede den hvis der var rigelig dækning for seddelomløbet.[2]
Kilder [redigér]
- ↑ 1,0 1,1 Danmarks Nationalbank (juni 2003). “De pengepolitiske instrumenter”, Pengepolitik i Danmark, 2. udgave, København: Danmarks Nationalbank. ISBN 87-87251-32-9, s. 26-27.
- ↑ Danmarks Nationalbank. Diskontoen bliver pengepolitisk instrument. Historiske snapshots. Besøgt 2011-08-25.
