Diskussion:Dannelse

Følgende er hentet fra SALMONSENS KONVERSATIONS LEKSIKON anden udgave:

• dannelse i SALMONSENS KONVERSATIONS LEKSIKON

start på Salmonsen

Dannelse.

Dannelses Bet. (betengelsen?) fremgår ikke blot deraf, at dannelse er formålet for opdragelsen, men end mere af den kendsgerning, at den tidligere adskillelse af folket i stænder er opløst og erstattet ved klassemodsætningen af »dannede« og »udannede«. Selv om forskel i besiddelse (»besiddende klasser«) hævder sin Bet.(?), bestemmes menneskers omgang, selskabelighed, ægteskab osv. dog nærmest ved, at de tilhører samme dannelseslag. Og dog benyttes ordet i almindelighed i en meget overfladisk Bet. (betegnelse?) Spørger man, hvem der så er dannet i »de dannede klassers« øjne, kan svaret ret vel formuleres således:

	den, der ikke arbejder med Hånden, har lange, rene Negle, forstår at klæde sig rigtig eller med Smag, iagttager Reglerne for god Tone eller Levemåde, kan tale med i Selskabet, bruger fremmede Ord rigtig og har Kendskab til et Par fremmede Sprog;

et dannelsesideal, der i sin fladhed er et nutidens sidebillede til dette for en engelsk adelsmand i 17. århundrede:

	en Adelsmand bør klæde sig godt, fægte godt, have Talent til at skrive Kærlighedsbreve, være noget forelsket, temmelig tavs med sine Eventyr, men ikke alt for trofast.

Noget dybere kommer man ind på begrebet dannelse ved at fremhæve de særlige arter eller sider af almen dannelse (i modsætning til speciel dannelse som videnskabelig, akademisk, teknisk, militær, politisk dannelse osv.). Her dæmrer den opfattelse, at dannelse er formning, en udvikling af evner og kræfter således, at disse er styrkede og bragte i det rette indbyrdes forhold, dannede til ligevægt og harmoni. Således taler man da om intellektuel dannelse, ikke at forveksle med kundskaber, der kan erhverves på en meget udvortes måde og som en blot hukommelsesfylde, men forstået som en sådan alsidig udvikling af erkendekræfterne, at mennesket lærer at iagttage selvstændig-, at tænke klart og skarpt og at fantasere frit under tænkningens kontrol, så forestillingsorden er forbundet med forestillingsrigdom (åndsdannelse); om hjertets dannelse, der forudsætter, at mennesket ikke blot tager hensyn til sig selv, men også i al sin færd til andre, og at hans naturlige følelsesfond af medlidenhed, sympati og velvilje er udviklet og samtidig formet af fornuften; om karakterens og viljens eller sædelig dannelse, der kræver, at viljen er øvet og styrket og drifternes råstof formet af den sædelige, almenvellet agtende vilje; om æstetisk dannelse, der først ytrer sig i en vis smag, behag ved renlighed og orden, ved skønne former og forhold og mishag ved det disharmoniske, usymmetriske, grelle og uordentlige og derfra udvikler sig til en sikker følelse for skønhedens love og grænser og til en fint mærkende sans for de værdier, der ligger i skønhedens og kunstens verden; om formel og selskabelig dannelse, i hvilket meget sammensatte begreb der ligger en mængde forskellige krav til legemsførelse og holdning, til sprogets renhed, fylde og lethed, til kendskab til og indøvelse i de former, der har udviklet sig for menneskeligt samkvem, de regler, høflighed og god tone kræver, osv.; og endelig om legemlig dannelse, der kræver legemets harmoniske udvikling til sundhed, styrke og smidighed og således, at dette tillige giver sig til kende i holdningens anstand og bevægelsens frihed. Det vil let ses, at man ved ensidig at lægge eftertrykket på en af disse arter af dannelse eller ved at kræve en kombination af to eller flere kan komme til en mangfoldighed af dannelsesidealer. Der har da også været tider, da man for eksempel særlig har lagt vægt på legemlig dannelse i forbindelse med en vis mystisk art af hjertets dannelse (middelalderens ridder) eller på en blot formel og selskabelig dannelse (hofmanden) eller på en vis forbindelse af viljens og følelsens dannelse (kristendommen). Til dannelse i fyldigste forstand når man imidlertid kun ved en forbindelse af dem alle. Thi som hver af disse arter af dannelse viser sig som en harmoni, en spænding ligevægt af forskellige kræfter (fantasi og tænkning, hjerte og fornuft, drift og sædelig vilje osv.), vil sand dannelse igen vise sig som en harmoniers harmoni, en spænding Ligevægt af alle disse kræfter under den sædelige dannelses forsæde. Den største tilnærmelse dertil, men med eftertryk på den æstetiske side, er nået af grækerne. Idealet var for dem en fri og alsidig dannelse af mennesket, den fuldstændigste udfoldelse af dets sanselige, tænkende og følende som af dets sædelige side. Denne indre fuldendelse giver skønhed, som ungdom giver ynde; til sjælelivets skønhed svarer dets udtryk i et skønt, ved opdragelse, øvelse og pleje fuldendt legeme, og ved navnet (græske bogstaver - sikkert ikke rigtigt skrevet!) χαλοχάγαΎία (xaAoxdyaO-rø sådan var de scannet) betegner grækerne selv deres Ideal af menneskelig dannelse, dygtighed og skønhed i ét. Det var dette begreb af dannelse, der foresvævede Schiller og Goethe som også til dels de store pædagogiske reformatorer Rousseau og en:Johann Heinrich Pestalozzi, den harmoniske udvikling af alle menneskets evner og kræfter.

Ud fra denne betragtning kan vi bestemme det humane dannelsesideal. Dannelse betyder ifølge ordets oprindelse formning af et stof efter en forud given form (eller mønsterbillede) og særlig den inden fra sig fuldbyrdende udvikling af et organisk væsen til fuldkommen form eller skikkelse og dernæst produktet af denne form og dannelse. Et dannet menneske i ordets højeste betegnelse ville være det menneske, der ved opdragelse, undervisning og selvdannelse af sine evner og anlæg var nået til at fremstille menneskevæsenet i ren og fuld udfoldelse, og dette krævede da hin skændige ligevægt mellem alle de angivne dannelsessider:

	en klar og dyb Erkendelse af den naturlige og hist. Virkelighed, en sikker Dom over sine egne Forhold og Opgaver, en fast, ved de højeste menneskelige Formål bestemt Vilje, en rodfæstet Retsindighed, en fin Følelse for det sømmelige og passende og en disciplineret Sanselighed med forædlet Nydelsesdrift, der, tilbagevisende det rå og lave, er modtagelig for alt skønt og ligesom tjener som Grundlag og Resonansbund for et rigt Sindsliv.

Det vil imidlertid på den ene side ikke kunne overses, at dette ideal, hvis virkeliggørelse jo også er afhængig af den fylde af forestillinger og indtryk, der tilføres bevidstheden til bearbejdelse, kun kan nås i en tilnærmelse, og dannelse fremtræder som dannelse i videre og snævrere forstand eller bedre som lavere og højere dannelse skolen deles efter menneskelige vilkår ganske naturlig i grundskolen, mellemskolen og den højere skole, og selv om de i grunden har samme mål, almendannelse, og alle skal tilstræbe en harmonisk, alsidig og ligelig udvikling af barnets evner og kræfter, kan de dog efter den forskellige tid, de har til rådighed for den dannende virksomhed, kun virkeliggøre dette mål i forskellig fylde og udstrækning. Det er da til dels berettiget, når man jævnlig bestemmer højere dannelse som enstydig med at have gennemgået en højere skole, kun at det ikke må glemmes, at det ikke er givet, at den højere skole virkelig yder en sådan indre, harmonisk formning, og at også den lavere skole kan yde dannelsesbetingelser, der ved fortsat virksom selvdannelse kan nå et godt stykke frem ad den virkelige dannelses vej. På den anden side må det udtrykkelig fremhæves, at dannelse også kræver en særegen udformning efter folk og tid, køn og livsvilkår (stand) i det hele. Det rent almene menneske eksisterer ikke. Mennesket er for det første folkelig bestemt. Ethvert folk og enhver tid har sin ejendommelige kraft, sædelige værdighed og skønhed og skal ikke realisere en normaltype, den være græsk eller jødisk, men sin egen. Og da den enkelte kun eksisterer som led i dette nationalhistoriske hele, kan vi nærmere bestemme dannelse som den ved opdragelse, undervisning og selvdannelse erhvervede evne til fuld og alsidig deltagelse i sit folks og sin tids åndelighistoriske liv. Mennesket er dernæst kønslig bestemt, og dannelse betyder noget andet hos manden end hos kvinden. Og endelig er mennesket bestemt ved sit livskald, sin livsgerning. Inden for det samme folk finder vi altid forskellige kredse, hver med en egen formning af sit livsindhold, og dannelse betyder noget andet for officeren end for den handlende, for den lærde end for bonden. Hvad det særlig kommer an på, er, at den enkelte ud fra det punkt, hvor natur og skæbne har stillet ham, finder sig til rette i virkeligheden og bygger sig en egen, i sig samstemmende, åndelig verden, den være nu stor eller lille. Det er ikke massen af, hvad et menneske ved eller har lært, der bestemmer hans dannelse, men den indre bearbejdelse og tilegnelse til en ejendommelig livsfylde og selvstændig dom. Vi kan således for eksempel med ret tale om en dannet bonde. Lad ham ikke blot gøre sin gerning vel, men forstå den og kunne gøre rede for den, lad ham have et klart blik for de forhold, af hvilke hans gerning er afhængig, og den naturlige og historiske verden, i hvilken han lever, lad ham have forarbejdet dette sit livs erfaringer og indtryk til et eget livssyn og til en selvstændig opfattelse og bedømmelse af det, der ligger for, og vi må kalde ham en intelligent og dannet mand. Men har et menneske ikke forarbejdet sine erfaringers og sin skoledannelses stof således, så kan han i øvrigt have nok så mange kundskaber, være nok så beleven og inde i formerne for den gode tone, kunne tale med om alt muligt og være hjemme i nok så mange sprog, og han har dog kun »Halvdannelse«, en ensidig og overfladisk dannelse, der kun med urette bærer dannelses navn.

slut på Salmonsen

Ved ikke om der kan bruges - evt kan dele af det bruges og sammenflettes med det oprindelige.

--Villy Fink Isaksen 18. sep 2008, 16:57 (CEST)

---

Er enig i, at den nuværende forklaring er noget uklar og rodet, netop fordi dannelse kan betyde mange forskellige ting, som i artiklen blandes sammen. Salmonsens forklaring er til gengæld ufordøjelig for moderne mennesker. Jeg foreslår noget i retning af følgende alternative formulering i indledningafsnittet:

Dannelse kan betyde forskellige ting, der dog kan være forenet i én og samme person:

• Belevenhed
• Høflighed
• Tak og tone jævnfør Emma Gad
• Akademisk dannelse

Høflighed

Denne form for dannelse er ensbetydende med formfuldenthed eller hoffærdighed. Man ved hvordan man skal klæde sig korrekt på ved forskellige lejligheder, hvordan man skal bukke og neje pænt, komme med komplimenter, huske fødselsdage, at man ikke må pille næse, mens andre ser på det, at man ikke må tale med mad i munden, at man ikke må bruge frække ord, neglene skal være velklippede og rene osv. osv.. Det er imidlertid ren rutine. Der er ingen følelser forbundet med det og kan være forbundet med en vis kølig distance. Den dannede i denne betydning af ordet, forstår fuldt ud at beherske sine følelser. Modstykket til dette dannelsesbegreb er dårlige manerer og vulgær opførsel.

Hensynsfuldhed

Denne form for dannelse vil sige at man opfører sig hensynsfuldt over for andre (ikke skynder sig at tage det største stykke kage ved bordet, holder sin plads i en kø etc., ikke snakker i munden på andre, rejser sig for en ældre dame i bussen etc. Modstykket til dette dannelsesbegreb er uforskammethed, frækhed, ubeskedenhed.

Takt og tone (Emma Gad)

Dannelse i denne forstand er en kombination af en beleven og høflig opførsel. Modpolen er uopdragethed.

Akademisk dannelse

Richard Brathwait's The Complete English Gentleman (1630) der viser en gentlemans forbilledlige egenskaber

Dannelse i denne forstand er ensbetydende med, at man er velorienteret og har læst og ved en masse om forskellige emner, der betragtes som nødvendige for, at man kan begå sig på en indforstået måde i veluddannede miljøer. Man taler fremmede sprog fejlfrit, ved en hel del om musik, litteratur, filosofi, kunst, aktuel politik og hvad der ellers rører sig i tiden. Man kender alle fremmedord og ved, hvad de betyder samt hvordan de skal udtales på den rette måde. En afart er begrebet musikalsk dannelse, ensbetydende med, at man kan tale indforstået med om tonekunstneriske emner samt eventuelt synge og spille et instrument på højt niveau. Modstykket hertil er barbar eller filister.

Traditionelt har forskelle i dannelsesniveau været tæt forbundet med forskelle i uddannelsesniveau og social status. Man har udtrykket at komme fra et hjem med klaver. På engelsk har man udtrykkene gentlemanlike og ladylike som sprogligt sætter lighedstegn mellem overklassestatus og høflig og formfuldent opførsel.

(Skrev Harlekin96 (diskussion • bidrag) . Husk at signere dine indlæg.)

Jeg har nu fundet et godt billede til artiklen, synes jeg (på engelsk wikipedia). Jeg vil foreslå, at undertegnede sammenfletter næværende forslag med det eksisterende. Nogen indvendinger?
87.104.58.186 8. nov 2009, 16:13 (CET) Af en eller anden grund kom der ikke signatur på før, så den kommer nu:
Mvh. 87.104.58.186 8. nov 2009, 16:18 (CET) Af en eller anden grund kom der ikke signatur på før, så den kommer nu:
Mvh.--87.104.58.186 8. nov 2009, 16:19 (CET) Signatur (håber jeg)--87.104.58.186 8. nov 2009, 16:22 (CET)