Diskussion:Ikaros
|
Denne artikel, kategori eller skabelon er en del af WikiProjekt Grækenland, et forsøg på at koordinere oprettelsen af Grækenland-relaterede artikler på Wikipedia. Hvis du er interesseret kan du redigere artiklen som denne skabelon sidder på eller besøge projektsiden, hvor du kan deltage i projektet. | |
| Stub | Denne artikel er blevet vurderet til Klasse Stub på vurderingsskalaen. Eventuelle kommentarer om vurderingen kan skrives i huskeliste-form på denne diskussionsside. | |
Dubletartikel. Se Ikaros. (Jeg har ingen mening om hvilken form af navnet der bør foretrækkes.) -- Sebastjan 19. nov. 2005 kl. 10:20 (CET)
- Derudover hører originalteksten ikke til her. Den kan man smide på wikisource, hvis man føler for det :) --Morten Barklund 19. nov 2005 kl. 13:49 (CET)
- Enig, jeg sammenskriver. Originalteksten er indsat her (flyttes ikke med):
Orindelig tekst (Oversat til dansk):
DAEDALUS OG ICARUS
Daedalus følte nu lede ved Kreta og ved sin lange forvisning og længtes efter den stad, han var født i. Men havet spærrede vejen: 'ja, han kan lukke," sagde han, "både søen og landet, men himlen er åben. Og det er så vejen! Minos kan udøve magt overalt ‑ undtagen i luften."
Så sætter han ind på at ændre naturen og finde sig nye tekniske veje. Han sætter da fjer i rad og i række, lang efter kort og en lang efter den, der så er den korte, ligesom op i en skråning. Engang blev den landlige fløjtes ulige rør monteret således i stigende længde.
De midterste rader syr han med hør, og raden i bunden limer han sammen med voks og lader dem krumme sig sagte ligesom rigtige vinger.
Og hos sig har han sin lille Icarus. Leende jagter han fjer, der flagrer i trækken eller tar lysegult voks og prøver at modellere. Lidet aner han, det er sin død, han holder i hånden. Han leger så sødt og så barnligt og går sin fader i vejen.
Da Daedalus endelig havde lagt sidste hånd på sit arbejd, lod han et vingepar løfte sin krop, og med slagene af det hang han deroppe og svæved i luften. Så giver han drengen denne formaning:
“Husk, at du altid skal flyve i midten, Icarus, så at du ikke går enten for lavt og får vingen vædet af bølgen, eller for højt, så den svides af solen! Flyv midt imellem de to! ‑ Og lad vær' med at se på Bootes, Storebjørns stjerner eller på sværdet, Orion har draget. Hold dig til mig under rejsen!" Han gav ham et sæt af de nye vinger på skulderen og instruktion i kunsten at flyve.
Tårerne triller dog ned ad hans furede kinder, imedens, hans faderhånd skælver. Så kysser han drengen på kinden (og dét kys skulle jo blive det sidste!) og svinger sig op på sin vinge, flyver i spidsen, bekymret og bange, ligesom fuglen, der lader sin pjuskede unge ta springet fra kanten af reden. Han beder ham følge sig, lærer ham ‑ men til hans ulykke! ‑ kunsten, slår med sin vinge og ser sig imedens tilbage på sønnens.
Mangen en fisker, der sidder og meder med stangen, der dirrer, mangen en hyrde med hånden om staven og mangen en bonde med hånden på ploven ser dem forbavset og tænker, at siden de flyver, er det nok guder.
Til venstre havde de Junos, hellige Samos ‑ for længst var Delos og Paros passeret. Til højre lå nu Lebinthos og hormingeøen Calymne, da drengen, forledt af spænding og fart, forlader sin fader og i sin lyst til at komme til himmels stiger og stiger.
Da han kom nær til den brændende sol, begyndte dens stråler at smelte det duftende voks, der var det, der holdt vingerne sammen. Snart var det væk, og han slog med armene blottet og kunne uden sit vingefang ikke få hold på en bærende brise. Hans stemme, der råber på far, bliver kvalt i den blånende bølge, som fik sit navn, det Ikariske hav, til minde om drengen
Icarus!" kalder hans fader, den stakkel, der ikke er far mer, "Icarus! Hvor er du henne? Og hvor skal jeg lede?" og medens han råber 'Icarus!', ser han fjerene flyde på vandet, forbander sin tekniske kunnen og steder den døde til hvile. Øen med graven har navn efter den, der begravedes på den.