Denne artikel, kategori eller skabelon er en del af Det Fremragende Projekt, et forsøg på at få oversat fremragende artikler fra andre sprog på Wikipedia. Hvis du er interesseret kan du redigere artiklen som denne skabelon sidder på eller besøge projektsiden, hvor du kan deltage i projektet.
Da man ikke, således som ved elektriske sporvejs- og baneanlæg, har skinnerne til at føre strømmen tilbage til elektricitetsværket, må der benyttes to strømaftagere (kontaktstænger) pr. vogn. Såfremt kørsel i begge retninger skal foregå uhindret, skal der selvfølgelig være 4 køretråde over vejen. Hvor driftshyppigheden ikke er ret stor, kan man nøjes med to køretråde, idet den ene vogn da må holde ud til siden, mens den anden passerer. For at opnå at vognene kan vige tilstrækkeligt til siden, er strømaftagerrullerne som regel anbragt drejelige om en lodret tap på hver sin kontaktstang, hvis drejestel, der er anbragt på vogntoget, i øvrigt er konstrueret således, at der kan viges 4—5 m ud fra køretråden uden fare for, at rullerne springer af.[1]
Da man ikke, saaledes som ved elektriske Sporvejs- og Baneanlæg, har Skinnerne til at føre Strømmen tilbage til Elektricitetsværket, maa der benyttes to Strømaftagere (Kontaktstænger) pr. Vogn. Saafremt Kørsel i begge Retninger skal foregaa uhindret, vil der selvfølgelig komme 4 Køretraade over Vejen. Hvor Driftshyppigheden ikke er ret stor, kan man nøjes med to Køretraade, idet den ene Vogn da maa holde ud til Siden, medens den anden passerer. For at opnaa, at Vognene kan vige tilstrækkeligt til Siden, er Strømaftagerrullerne som Regel anbragt drejelige om en lodret Tap paa hver sin Kontaktstang, hvis Drejestel, der er anbragt paa Vogntoget, i øvrigt er konstrueret saaledes, at der kan viges 4—5 m ud fra Køretraaden uden Fare for, at Rullerne springer af.
