Diskussion:Vandaler

	Denne artikel, kategori eller skabelon er en del af WikiProjekt Arkæologi og Oldtid, et forsøg på at koordinere oprettelsen af arkæologi- og oldtidsrelaterede artikler på Wikipedia. Hvis du er interesseret kan du redigere artiklen som denne skabelon sidder på eller besøge projektsiden, hvor du kan deltage i projektet.
Stub	Denne artikel er blevet vurderet til Klasse Stub på vurderingsskalaen. Eventuelle kommentarer om vurderingen kan skrives i huskeliste-form på denne diskussionsside.

"høj personlig moral, men dårlige til at organisere sig militært"

Jeg kommer til at tænke på hovedjægere. Som kæmper tapet hver for sig for at komme hjem med et hoved og være en helt.Jesper7 (diskussion) 14. mar 2013, 21:39 (CET)

Vandaler, (Oldengelsk: Wendlas) en stamme i det gamle Øst-germanien. Navnet betyder bugtet, ligesom "Vendel-" i Vendsyssel og Vendel i Uppland. Og er formodentligt et flodnavn. Navnet på de sydligste Vandaler, Silingerne, lever videre i Schlesien, latin: Silesia, d. v. s. Silingia omformet på slavernes sprog. Vandaler må i deres hjemstavn have været ret mægtige. De nævnes i gotiske og longobardiske folkevandringssagn; Goter, Burgunder og andre angives af Plinius som dele af en vandalisk gruppe. Vandaler’s Sprog stod nærmest ved Østgotisk. Under folkevandringen indtog Vandaler Siebenbürgen; her tilføjede goterkongen Ostrogotha dem i 3. århundred et stort nederlag, hvorefter de flygtede over til den romerske provins Pannonien og i ca. 100 år var de Roms undersåtter. Her omvendtes de til kristendommen i den arianske form, der herskede hos alle de egentlige Goter.

Men i år 409 brød Vandaler atter op; sammen med Sveber og Alaner drog de hærgende gennem Gallien til den pyrenæiske halvø, hvor Navnet Andalusia endnu skal minde om dem. Da efterhånden Vestgoterne sammen med Romerne gjorde deres stillinge uholdbar, modtog Vandaler med glæde en indbydelse, som udgik fra den opsætsige romerske statholder Bonifacius i Nordafrika. Under Kong Geiserik (se der) satte Vandalerne år 429 over Gibraltar-Strædet, og år 439 fuldendte de provinsens erobring med Indtagelse af Karthago. Ud fra denne dominerende havneplads gjorde Vandalerne sig øjeblikkelig til Herrer på søen, erobrede Sicilien, truede Roms kornforsyning og satte Kronen på værket ved at indtage og plyndre Rom (455). Nordafrika var nu helt i Vandalerne’s vold; 477 sluttedes fred med Romerriget. Indadtil udmærkede Vandaler sig ved deres overmål af religiøs intolerance. Modsat Goterne var Vandaler grebne af vild ariansk trosiver; for det tryk, som Arianerne måtte lide på romersk statsområde, ydede Vandaler blodig gengæld i Afrika. Deres grusomhed blev ordsproglig (»Vandalisme«). Om Vandalerne’s kirkelige selvfølelse vidner et påbud af deres patriark, at deltagerne på kirkeforsamlingen år 484 kun måtte tale vandalsk! Under Geiserik’s Efterfølgere kom Vandalerne’s krigsdygtighed efterhånden i forfald. Da derfor Øst-Roms Kejser Justinian år 533 udsendte Belisarius mod Vandalerne, havde han ret let Spil; året efter måtte den sidste Vandalerkonge Gelimer overgive sig. Afrikas Vandaler mistede snart deres Nationalitet; man har villet genfinde deres Rester i de Canariske Øers Ur-Indbyggere, Guanches, dog sikkert med Urette.

Litt.: R. Pallmann, »Geschichte der Völkerwanderung« [1863—64]; E. v. Wietersheim, do. [2. Oplag ved F. Dahn, 1880—81]; L. Schmidt, »Alteste Geschichte der Wandalen«